Dagbog fra
Vinterferie den 23.- 29. januar 2016
GEMÜNDENER FERIENPARK, EIFEL
Lørdag, den 23. januar:
Kl. 13.00:
Afg. Rixensart (via Namur, Liège, Aachen)
( ialt 201 km )
Kl. 16.00: Ank. Gemündener Ferienpark, Salzberg
Haselnussweg 2-6, D-53937 Gemünd-Schleiden
Lejlighed 113 (type: Vogelsang – 1- 4 personer)
Tel. 0049 2444 – 830
e-mail: info@ferienpark-gemuend.de
web :
www.ferienpark-gemuend.de
WiFi i lejligheden
Om Eifel : https://en.wikipedia.org/wiki/Eifel
Om Gemünd-Schleiden:
https://en.wikipedia.org/wiki/Schleiden
Søndag
den 24. januar – lørdag den 30. januar:
Læse,
hygge, skrive, opdage, opleve, småture, sauna, mere
hygge, film, TV, vandreture, skype, og andet godt J
Og her er så ca., hvad vi oplevede
Lørdag, den 23. januar:
Hilsen fra Gemünd. Se billedet af vort feriecenter lidt oppe af bjerget. Dejligt sted . Kæmpestor
lejlighed. No. 113 (ikke som foruset no. 334). Denne her er bedre.
Udsigt fra vor store balkon på en anden del af Gemündener Ferienpark.
Nu skal vi på
fodtur ind i centrum af landsbyen.
Så "slap" vi dejligt gennem den første aften og nat her på vort vinterferiested Gemünd i det centrale Eifel.
Søndag,
den 24. januar:
Det er et feriecenter, der er ret nyt. Det består af en række større lejligheder. Vores på 3. sal er på ca. 100 kvadratmeter, og den indeholder alt, hvad hjertet kan begære af møbler,
udstyr, behageligheder, et stort flot køkken - ja, det hele. Og udsigten i tre retninger er fin - det meste ud på de skovklædte højder. Vi er i 418 meters højde, siger min højdemåler på min smartphone. Og
luften er frisk, 2-4 graders varme, næsten ingen vind. Og vi er næsten alene i feriecenteret, tror vi nok. Men de andre har vi jo heller ikke brug for :-)
Vort center ligger oppe på bjerget, der hedder
Salzberg. Der er godt 1 km ned til byen - og 5-6 km hjem :-) Nej, så slemt er det ikke, men det går godt nok gevaldigt kraftigt direkte opad, når man trasker hjem. Sundt for sjæl og måske også for legeme
:-)
Vi var efter vor ankomst i går eftermiddag en gåtur nede i byen - en stor landsby. Hyggelig med gågader, en flod, butikker, inkl. et godt supermarked REWE, og adskillige listige steder som i alle tyske byer.
Vi beså det hele og sluttede med at indtage en aldeles velsmagende ret (hver) på Cafe Zum Alten Rathaus.
Den hyggelige gågade i Gemünd.
I dag er der dømt hel afslapning,
måske med en lille vandretur ud i den nærliggende natur. Så der venter både læsning, Krønike-skrivning, musiknydelse og måske endda tænkning forude :-)
I de næste dage vil
vi nok hver dag udtænke os et sted her i byen eller i områdets andre småbyer og lade det gå ud over dem. Spise ude om dagen og gøre det samme hjemme om aftenen. Der er som bekendt ikke den store oplevelse i at køre på
udflugt i bjergene, når der er bælgmørkt. Der er i øvrigt ingen sne at skue. Den savner vi nu heller ikke!
Mandag, den 25. januar:
Så er en
ny og ubrugt uge startet. I går tog vi en rigtig slapper - kun afbrudt af en lille gåtur ud i den imponerende natur. Med de store vidder, de store højder og de store skove. Samt de stejle bakker! De hører med. Luften er
i hvert fald ren og frisk. Og i dag er der 11 plus-grader, så fryser gør vi heller ikke. Og vi har efterhånden fundet ud af alle kroge af vor store lejlighed. Den første nat var det lige før, at jeg ikke kunne finde tilbage
til soveværelset, da jeg første gang var på toilettet!
Her i stuen er der et flot billede/tegning af Audrey Hepburn. Det minder os naturligvis om hjemme i Belgien, for hun er født i Ixelles. Meget
tæt på hvor Lasse bor. Og hvor vi boede før. Hendes far var britisk og hendes mor en belgisk adelig dame. Så det kan være, at vi ved lejlighed skal forbi for at bese hendes hus :-) Og se hendes mest berømte
film: Prinsessen holder fridag!
Forførende Audrey Hepburn på vor stuevæg.
Der blev også i går tid til at læse og studere. Jeg har meget længe gerne villet vide
mere om dengang, da det østlige, stadig tysktalende Belgien blev taget fra Tyskland efter 1. verdenskrig og givet til belgierne. Det var i Versailles-traktaten i 1920. De sejrende allierede ville belønne belgierne for deres store indsats
og lidelser i kampen mod tyskerne, der havde besat det meste, men ikke hele Belgien i de 4 år, krigen varede. Det eneste jeg ikke har kunnet forstå var, hvordan præsident Wilson med sin holdning om, at alle folkeslag selv skulle bestemme,
hvor de hørte til, kunne acceptere bare at give et stykke af Tyskland til Belgien. Det kunne han heller ikke. Der stod faktisk i bestemmelsen om området, at befolkningen ved en afstemning skulle afgøre deres fremtidige tilhørsforhold.
Og man lavede en midtertidig ordning indtil 1925, hvor dette skulle afgøres. Det blev det så. Men belgierne gjorde det på den måde, at det IKKE var en hemmelig afstemning, men lister der blev lagt frem, hvor folk kunne skrive sig på,
hvis de ville blive i Tyskland. Og dem, der formastede sig til at gøre det, blev enten udvist eller blev straffet på anden vis, f.eks. i omvekslingen af penge. Derfor er det forståeligt, at der kun var et par tusinde af omkring
70.000 indbyggere, der benyttede sig af muligheden. Det var ikke nogen skøn affære. Derfor har man nok heller ikke hørt meget om det. Fra 1925 blev området, der hedder Hohes Venn eller Haute Fagne, indlemmet i Belgien.
Under 2. verdenskrig tog tyskerne det naturligvis tilbage, og omkring 8.000 østbelgiere måtte ind i den tyske hær. Efter krigen gav de britiske besættelsesmyndigheder i Tyskland området tilbage til belgierne, og nogle år
senere lavede Belgien og Tyskland en endegyldig traktat om grænsen. I dag er denne tysktalende belgiske befolkning faktisk de stærkeste tilhængere af et samlet Belgien!
Nå, så blev vi allesammen så
kloge.
I dag tager vi på togt til et par af de hyggelige Eifel-byer i nærheden. Og om et par dage skal vi besøge VOGELSANG - et område, der af nazisterne blev indrettet til en skole for deres ledere, en rigtig
bandit-skole. Efter krigen var det først britisk militær øvelsesplads, og fra 1950 helt frem til 2005 var det et belgisk militærområde. Nu er det et naturreservat. Det kigger vi på om nogle dage.
Nu
er der "dømt" dejlig morgenmad - så Krønike-skriveren smutter.
Tirsdag, den 26. januar:
Så er vi i gang med vor 4. dag her i det Eifel'ske.
I går var bl.a en opdagelsestur ud i det flotte område. Vejret var forårsagtigt - høj sol og 15 grader. Vi var næsten fristet til at tage vor store sydvendte balkon i brug! Da Liselotte gjorde det
i et "røgligt ærinde", fik hun en lille særlig oplevelse. Vore belgiske underboer kom bærende på et tæppe, som de meget forsigtigt lagde ind i bagagerummet på deres bil. Og pludselig forklarede manden, at det var
deres 9 årige hund, der pludselig var blevet meget syg og var død. Så de hang gevaldigt med skuffen - og kørte afsted. Formentlig for at begrave den et sted. I hvert fald kom de senere tilbage. Nu må vi se, om de i dag
køber eller finder en ny hund.
Vi kørte selv afsted for at bese et par af de nærliggende småbyer. De ligger strøet i det flotte bjerglandskab - med rislende småfloder i midten og hyggelige gader
og torve. Liv var der dog ikke meget af. Så vi kunne hvert sted gå os en fredelig tur i den skønne luft. Først var vi i områdets hovedby, Schleiden, så i Hellenthal med en kæmpestor dæmning
lige ved siden af, og til sidst i en lille landsby Dreiborn oppe på højsletten. Altsammen tæt på den belgiske grænse. At køre oppe på Eifels højslette med de store vidder og bølgende skove i horisonten
- det er flot og imponerende. Og især i høj sol. Man bliver ligesom lidt høj af det, om man så må sige!
Vor sene frokost indtog vi herhjemme i vor egen by, Gemünd. Vi har forleden spottet
en tyrkisk cafe, der endda bar det gode navn Europa. Her fik vi den dejligste Döner Kebab. En med kylling og en med kalv. Man kommer som bekendt ikke langt med at bestille én med svinekød i den slags cafeer! En
döner kebab er typisk tyrkisk. Den stammer fra osmannerne i 1700-tallet. De fandt på at grille kødet på et spyd, der er i lodret stilling og ikke i vandret som før. Og så gør de det langsomt. Samtidig er kødet
tilsat alskens krydderier. Uhm, hvor er det godt!! Vi spiser det, så snart vi kan snige os ind på pæne steder, hvor de serverer det. Værten i går var som de allerfleste tyrkere overordentlig venlig og proper. En ren
fornøjelse. Og jeg skal hilse at sige, at vi var mætte for resten af dagen. Og så for 17 € ialt, inkl. to gode tyske Krombach øl.
Hjemme igen i vor dejlige lejlighed hyggede vi os med en god blanding
af læsning, skrivning, ørehviler, TV, kryds&tværs og lidt ost sidst på aftenen. Vor Blå Time blev sædvanen tro brugt til at planlægge i dag. Vi vil tage til Vogelsang. Det gamle nazi-uddannelsescenter
og senere militærlejr, nu naturpark. Det lyder interessant.
Vort fuldt udstyrede, moderne køkken.
Og så kom vi til at snakke om Indre Mission. Ikke fordi vi pludselig
har skiftet interesser, endsige religion. Men fordi jeg i min slægtsforskning i dag blev konfronteret med, hvor ilde det kan gå børn af familier, der har levet en næsten totalt lukket tilværelse i et sådant strengt miljø.
De er simplet hen slet ikke klar til livet udenfor. Så det går af og til helt galt. Alt med måde, som en klog mand engang sagde. Det gælder også religionen, hvis man ellers er til den slags. Missionsfolk - som de kaldes
- kan naturligvis være helt igennem hæderlige folk. Vi var i min barndom nabo til to familier af slagsen - selv om Indre Mission ikke var fremherskende i det himmerlandske. Og begge familier var hyggelige mennesker, der også deltog i livet
uden for religionen. Manden i den ene familie var også kirkesanger i vor lokale kirke. Jamen jøsses da. Han sang simpelt hen så gennemført falsk, at han burde komme i Guiness Book of Records. Endnu en grund til ikke at
komme der for tit. Hans kone afløste ham en sjælden gang. Og hun sang flot og dejligt. Men hun var det meste af tiden optaget af at føde deres mange børn!
Onsdag, den 27. januar:
Så er vi i fuld gang med vor 5. dag her i det tyske. Det er fortsat en dejlig og afslappende ferie uden pligter og uden store anstrengelser :-) Nøjagtig som en god ferie skal være!
I går var vi på
en 58 km køretur rundt i Eifel området. Og jeg skal hilse og sige, at vi fik øvet os i bjergkørsel på snoede veje op og ned ad højderne. Og de små byer ligger som på en perlesnor langs den lokale flod RUR
(nej, der mangler ikke et H i navnet!). Området er naturligt nok meget anlagt på turister. Og lige så naturligt er der ikke mange af slagsen for tiden. Vi har det i høj grad for os selv. Når vi sammenligner den halve snes
Eifel små-byer, vi indtil nu har gæstet, så er vor egen, Gemünd, helt klart den livligste. Og ikke bare fordi VI er her. Vejret i går var også godt - dog kun omkring 10 grader, så det var køligere og lidt
mere blæsende end "forårsdagen" i forgårs.
Udsigten fra Vogelsang.
Højdepunktet på vor tur i går var besøget på VOGELSANG. Som
jeg kort nævnte for nogle dage siden, blev området fra 1934 indrettet som en af nazi-partiets tre partiskoler. ORDENSBURG VOGELSANG kaldte nazisterne det. Det var her, partiets unge ledere fik indpodet alt om raceteorier, Blut und Boden filosofien
og andre bandit-filosofier. De blev af ledelsen lovet de højeste poster i partiet. Det blev det dog aldrig til. De fleste af eleverne derfra kom til det besatte Polen og det besatte Ukraine som ledere af rædselsregimerne der. Og det var
selvsagt også galt nok.
Byggeriet VOGELSANG er så kæmpestort, at det er det næststørste nazistiske bygningsværk, der stadig eksisterer. Det er kun overgået af monumenterne i Nürnberg,
som vi besøgte for nogle år siden.
En af flere bastante hovedbygninger på Vogelsang.
Området blev i 1944-45 befriet af amerikanske tropper. De ville sprænge
det hele i luften og bruge nogle af byggematerialerne til skoler i Köln og andre steder i nærheden. Det blev der ikke noget af, da de britiske besættelsestropper kort tid efter overtog området. De brugte det i fem år som kaserne
og øvelsesområde. Og fra 1950 og 55 år frem (altså til 2005) var området et belgisk militærområde. Camp Vogelsang - eller Camp Chant des Oiseaux, som de kaldte det. De byggede bl.a. en ny kaserne, Van Dooren
kasernen. Og stedet kunne have op til 3.000 soldater ad gangen. Der var flere gange om året også tropper på besøg fra andre NATO-lande.
Efter 2005 er området for første gang i mange år
åbent for offentligheden og nu en del af Eifel Nationalpark. Og lige nu er man ved at færdiggøre et meget imponerende besøgscenter i de gamle bygninger med den særlige historie. Det hele ligger i et fantastisk
smukt naturområde. Det bliver rigtigt spændende at besøge, når det senere i år er færdigbygget.
I aftes tog vi hul på en anden side af kulturen. Vi har medbragt indtil flere film. Og
i aftes kastede vi os over "The Full Monty", som ingen af os havde set før. Bortset fra at deres York-shire dialekt er uhyre svært at forstå (vi kunne heldigvis sætte engelske undertekster på), så var det
en interessant film om, hvordan fem arbejdsløse mænd i stål-byen Sheffield finder på ting at gøre, ikke mindst at lave et striptease show for et publikum, der kun måtte være kvinder. Der kom gang i den.
Men substansen er selvsagt relevant mange steder, hvor arbejde ikke er til at opdrive, ikke mindst i byer og områder med tidligere storindustri.
Vort Samsung-TV – lidt større end vort eget derhjemme.
Og med DVD- og CD-afspillere.
I aften lurer vi på at gå på en lokal græsk restaurant - og så se en medbragt film mere bagefter. Vi får se :-)
Torsdag,
den 28. januar:
I dag er det lidt barskt vejr. 4 grader her til morgen, men det kravler opad i dagens løb. Der er først udsigt til noget regn på lørdag, og da er vi her ikke. Vi har besluttet at køre
hjem i morgen eftermiddag - fredag. På lørdag skulle vi alligevel ud inden kl. 10. Så er det rarere med en god, lang, fredelig weekend derhjemme. Og nu er vi også snart "udlært" om dette dejlige område. Hjemad
kører vi igennem Malmedy og de belgiske Ardenner. Man må hele tiden prøve at se og opleve noget nyt!
I går blev en hyggelig slappe-dag med læsning, skrivning, opdatering af adresselister både
på smartphone og papir, en lille gåtur i nærområdet her, osv. Kommunen her har været ligeså forudseende som hjemme i Rixensart ved at anlægge masser af gang-stier. Her går de naturligvis bare en del
op og ned.
Hele Eifel-området går i nord fra Køln ned til Koblenz ved Rhinen, derfra vestpå langs Mosel til Trier og så nordpå til Aachen. Det har en vulkansk fortid for mange år siden. Det
kan man se på landskabets udformning. Der har dog ikke været udbrud med lava m.v. i historisk tid. Det har der derimod med jordskælv. Området ligger på en brudlinje, så der kommer jævnligt rystelser, også
af en vis styrke. For år tilbage var det en sommer så kraftigt, at vore billeder hjemme i Rixensart hang skæve, da vi kom hjem. Og i Aachen blev et par mennesker slået ihjel af nedfaldende tagsten. Så hvis det ryster her,
behøver det ikke bare være i bukserne!
Vi har ikke været på cykeltur her. Det er ellers meget populært. Og måske godt vi holdt os fra det. Min gamle ven PC og hans lægekone Ditte er på
Club La Santa i denne uge. Især for at træne PCs to nye hofter, og det går fint. Men Ditte skulle aldrig have kravlet op på en cykel for at køre en tur på vulkan-øen. Som hun selv skriver på Facebook: Her kan
I se, hvad der kan ske, når man kører afsted og så med armen vil vise af til højre. Vedlagt er der et billede af hende, hvor hun næsten ligner søsteren til en zombie. Med plaster her og der og alle vegne. Og med
et stort tandlægearbejde, der venter forude. Stakkels Ditte! Man skal passe på de lumske jernheste!
I aftes begav vi os til Gemünd's græske restaurant SAMOS. Det blev en rigtig god oplevelse.
Rigtig græsk kød-mad med rigtig græsk vin. Og græsk musik i baggrunden. Næsten som at være på Kos!
Og senere på aftenen fornøjede vi os med endnu en film: denne gang Søren
Kragh Jakobsens MIFUNES SIDSTE SANG. En morsom sag med min fjerne "grand-fætter" Anders W. Berthelsen i hovedrollen. Vi havde ikke set den før. Moralen i den må være, at man (næsten) altid
kommer længst ved at fortælle sandheden fra starten.
Så nu har jeg (ikke Liselotte) i denne uge set dobbelt så mange film, som jeg har set de sidste to år!
I dag bydes der bl.a.
på finsk sauna her i huset ved aftenstide. Vi får den specielt varmet op til os. Det skal nok blive både godt og hyggeligt. Og så må vi se, hvad der også sker!
Fredag,
den 29. januar:
Så er det sidste dag på vor dejlige ferie. Vi kører hjemad i eftermiddag. Der er fortsat det flotteste vej med sol. Men koldt. Der er 0 grader her til morgen. Men fra i eftermiddag agter regnvejret
at komme og blive hængende indtil mandag. Så derfor går det afsted først på eftermiddagen. Vi kører hjem via Ardennerne, der jo ligger lige vest herfor.
I går blev endnu en dejlig feriedag
- afslappet og med nye oplevelser. En god "ose-gåtur" nede i byen, også for at købe noget dejligt Franken-vin med hjem. Samt nogle Eifel-specialiteter, vi fandt i en særlig butik. Ligesom Ardennerne har de en masse specielle ting at
byde på - både føde- og drikkevarer, men også alskens håndværk. Det sidste indkøbte vi nu ikke. Vi har ikke plads til mere derhjemme :-)
Vi fik skrevet mere i Krøniken for Jul &
Nytår (som I måske har set). Og så var det helt nye, at vi var i sauna. Det tilbyder de her i feriecenteret - endda lige ned ad trappen fra vor lejlighed. Det var en herlig varm oplevelse. Ligesom at få alt skidtet
presset ud af porerne. Vi havde det hele for os selv og kunne være blevet der hele aftenen. Det gjorde vi nu ikke. Men dejligt var det. Og det er godt nok mange år siden sidst. Det var i sin tid i forbindelse med vore fitness center aktiviteter.
Efter en ferie bør en ferie følge, så det fik vi også snakket lidt om. I slutningen af april skal vi som bekendt sammen med Annelise og Poul på krydstogt fra Dubrovnik og op og ned langs den kroatiske kyst i en god
uges tid. Og i begyndelsen af april går det et par dage til Rotterdam i Holland på Claus og Lasses julegave til os. Men måske vil vi allerede i begyndelsen eller midten af marts et smut ned i solen. Tysk TV havde forleden et spændende
program om den kanariske ø La Palma. Den har vi aldrig besøgt. Så nu vil vi kigge efter, om der ikke skulle være et last-minute-tilbud på en tur derned fra Bruxelles eller Liège. Da vi er fleksible
med tidspunkt, kan man af og til finde gode tilbud med kort frist. Lad os nu se :-)
I hvert fald skal vi nu hjem til en måned eller halvanden helt uden forpligtelser. Så der bliver rigtig tid til kur, gåture, små
udflugter i det belgiske, Krønike-skrivning, osv. Mine forskellige forpligtelser af forskellig art har jeg eller er i fuld gang med at vikle mig ud af. Nu bliver det spændende at blive rigtige pensionister med hvad det byder af hyggelige
ting :-)
Så det var beretningen her fra Eifel. Den bliver lavet til et afsnit i min rejse-Krønike. Og tak fordi I læste med :-)
Og her vor tak i gæstebogen
i lejligheden:
Liselottes tak!
Liselotte & Niels Jørgen Thøgersen