MIN FØDSELSDAG 2011
Dato: 22. januar 2011 ( Vincents Dag – og min )
Event: Hyggedagen og hyggeaftenens højdepunkter
J
Lidt om dagens mange oplevelser:
Det første jeg løb ind i om morgenen var en herlig morgenmad. Formiddagsmad var det vel nærmest. Og det var min skyld / fortjeneste. Når man i almindelighed ikke behøver at skynde sig, hvorfor skal man så skynde sig til sin fødselsdag. Vejret var lidt blandet. Mest godt – og det var jeg naturligvis glad for. Også lidt dårligt ind imellem. Men der var jo også andre, der havde fødselsdag. Dem sendte jeg en varm hilsen – til trøst.
Og så var der det med året. 66 stod der på kortet. Skøn alder. Ikke for ung til noget som helst. Og heller ikke for gammel til noget. Hva’ mere kan man ønske sig. Fra vore tyske venner fik jeg fortalt, at jeg fyldte år på et Schapszahl år
J
Det blev jeg overmåde glad for. Jeg troede i min ungdommelige naivitet, at det var en særlig hyldest til mig og en af mine yndlingsdrikke. Men oh nej. Det var det ikke. Det kalder man i det germanske alle tal såsom 11, 22, 33, 44, osv. Og derfor også mit tal. Ihærdig søgning i gamle bøger har endnu ikke kunnet oplyse mig om, hvor udtrykket stammer fra. Men det skal nok lykkes. Ihærdighed og ildhu kender ingen grænser.
Nu var vi nået til min første gave: den fra hende, jeg deler avis og KINDLE med – med andre ord fra min egen dejlige !
Det var en SAMSONITE håndkuffert. Endda med elegante indbyggede hjul på. Lige hvad jeg havde brug for. Min gamle sorte lædertaske var blevet lidt træt. Oven i købet var gaven også en smart toilettaske fra samme firma. Så nu er jeg klar til Australien og mange andre gode steder. Apropos firma: Jeg checkede Samsonite firmaet, som vi alle kender. Det blev grundlagt i 1910 i Denver i USA. Navnet tog det fra store, stærke, bibelske Samson. Og firmaet ud over at lave og sælge kufferter af alskens slags var i 1960erne også agent for Lego i Nordamerika.
Læs mere om det gode firma her: www.samsonite.com
Samtidig gik jeg i gang med at åbne og læse ( højt ) af mine
mange dejlige fødselsdagshilsner.
Breve, kort, e-mails og ikke mindst Facebook-hilsner. Knap 200 blev det til. Herligt, at så mange gør sig den umage at sende fødselaren ikke bare en varm tanke, men også et personligt bevis herpå. Det varmer helt ud i min ømme storetå! En hjertelig tak til alle. Ingen nævnt – ingen glemt!!
Således begavet begav vi os ud på en nøje planlagt fødselsdagstur. Bruxelles skulle opdages. Selv efter næsten 23 år på stedet er der stadig masser af nyt at bese og opleve.
Første stop var
Atomium.
Bruxelles kendemærke oppe på Heysel-området. Det stammer fra verdensudstillingen i 1958. Den første rigtig store efter krigen. Hele Bruxelles blev endevendt og bygget om i den anledning. Kanaler blev til vej- og metrotunneller. Havne blev til pladser. Og Atomium blev rejst. Det er et jernkrystal forstørret 165 milliarder gange. Så kan man også lis’som bedre se det. Den er 102 meter høj og har 9 kugler – hver på 18 meter i diameter. Symbolikken er, at det var og er tegnet for kernekraft, som man dengang anså for at være fremtidens energikilde. Det gør man desværre ikke for tiden. Men energimangel, CO2 frygt, m.v. kan forhåbentlig få folk på bedre tanker igen. Og i mellemtiden er kernekraft blevet endnu sikrere. Men en lille omskrivning fra en dansk transportminister i forrige århundrede kan man efter min mening sige, at det eneste, der er sikrere end kernekraften, er sexualkraften
J
Nå, tilbage til Atomium: Udstillingen havde i 1958 over 41 millioner besøgende. Og pavillionerne – som man kan se mange af i modeller i dag – var moderne, utraditionelle og imponerende.
Vi besøgte et par af kuglerne, der hver indeholder forskellige udstillinger. De gamle pavillioner var interessante. En anden kugle med forsøg på forklaringer om himmelrummet faldt til jorden. Men så kan man heldigvis gå ud igen. Og det gjorde vi så.
Du kan selv tage en tur i Atomium her: www.atomium.be
Fra medio marts og til hen på efteråret kan man besøge udstillingen
MiniEurope
lige ved siden af Atomium. Men det havde mine forældre ikke tænkt på, da de ”byggede” mig.
Du kan kigge ind på det interessante sted her: http://www.minieurope.com/en/index.html
Herfra førte vor GPS os let og hurtigt til udstillingsstedet
Tour & Taxis
. Det har hverken noget med ture eller med taxier at skaffe. Navnet stammer fra Europas første faste postservice. Den blev startet i 1516 og gik fra Bruxelles til Wien. Eller snarere omvendt. Hvorfra så det mærkelige navn? Jo, initiativtageren og ejeren af denne service var den østrigske familie von Thurm und Tassis. De oprettede i årenes løb mange lignende postruter over det meste af Europa. Det gik først galt, da Napoleon nationaliserede en stor del af dem. Og helt slut var det i 1867. Deres posthus i Bruxelles lå dér, hvor Tour & Taxis ligger i dag.
De nuværende bygninger, der er aldeles imponerende, blev indviet i 1922. Det skete i forbindelse med indvielsen af den nye store havn i Bruxelles. Den ligger lige ved siden af. Bygningerne var vigtige pakhuse for den store handel, der gik gennem havnen. Da handelen så småt flyttede andre steder hen, overgik bygningerne til udstillingsoimråde.
Mere om stedet her: www.tourtaxis.com
Og hvorfor tog vi derhen? Det gjorde vi for at bese en meget berømt udstilling, der hedder: America – also OUR history. Den er lavet i anledning af det belgiske formandskab i EU i andet halvår af 2010. Og det gennemgående tema er historien om de permanente forbindelser mellem USA og vort gamle kontinent. Både i udvandringstiden, under de to verdenskrige og i efterkrigstiden helt op til vore dage. Meget interessant og interaktivt lavet. Den er åben frem til den 9. maj. Og den kan stærkt anbefales.
Se mere her: www.expo-europe-usa.be
Nu var det kulturelle og historiske gén tilfredsstillet. Vi lod os af C5’eren køre til vort gamle kvarter omkring rue Defacqz. Old habits die hard. Her opsøgte vi en meget spændende forretning, som vi ikke kendte. Men som Lasse har introduceret os til. Især ved at købe jule- og fødselsdagsgaver til Liselotte på stedet. Den er overvejende italiensk og hedder
Mmmmh !!
Som navnet antyder, har det noget med smagsløgene at gøre. Og ganske rigtigt. Det er en fantastisk butik – overvejende italiensk. Den ligger på Chaussee de Charleroi nr. 92 – ganske tæt på vort gamle domicil. Men dengang var den der ikke. Den er på 700 kv.m og er åben hver eneste dag. Den påstår at have 8.000 forskellige produkter. Det så troværdigt ud. Lige fra fødevarer til det mere drikkelige og til husholdningsmaskiner af den mere smarte slags. Den kalder sig selv ACooking Lover’s Paradise. Den har også en cooking school, hvor man kan komme og lære alskens skønne madkunster.
Vi nøjedes dog med at indkøbe Liselottes gaver. Men det bliver ikke sidste gang, vi smutter indenom.
En hjemmeside har de såmænd også: www.mmmmh.be/index/en/lang/en
Nu klarede tørste-genet ikke at blive holdt hen længere. Efter en lille nostalgitur på vore gamle gerningssteder, lod vi os betjene i vor gamle bank. Den hedder stadig THE BANK. Men den har i mange år været et gedigent irsk værtshus. Det skal de ikke høre noget for.
Herfra vappede vi ned på rue Jourdan – gågaden med de mange restauranter tæt på Place Louise. Her var den fransk-belgiske restaurant LA VIGNE den udkårne. Vi kendte den ikke. Men det var et rigtigt godt bekendtskab. Dejlig mad. Liflige vine. Hjemlig betjening ( og det vil sige ekcellent betjening ). Og flinke gæster. Os især, selvfølgelig !
De har ingen hjemmeside, så I bliver selv nødt til at prøve den af på stedet.
En ny måde at gøre Bruxelles på var slut. Vi trillede sikkert og roligt mod de brabanconske Ardenner. Og som altid nød vi at være inde i byen. Men vi nød endnu mere at være hjemme igen
J
Søndag fortsatte løjerne. Da kom Lasse nemlig på fødselsdagsbesøg. Han havde lørdag været i London til Arsenal fodbold med en kollega. Og ud over gemytlig hygge over Liselottes kreationer fik jeg af sønniken en dejlig vin helt fra New Zealand. Lasse havde gjort sig ekstra umage med at finde en virkelig god vin – med vort kommende krydstogt til bl.a. New Zealand i tankerne. Vinen – heldigvis af den røde slags – kommer fra
Dog Point Vinyard
( www.dogpoint.co.nz ). Den
ligger på den nordligste spids af sydøen. Det var her, de første europæiske bosættere i 16-1700 tallet havde samlingssted for deres fårehunde. Deraf navnet. Vi kommer i øvrigt til at sejle lige fordi vinyarden. Vi har ikke smagt den endnu. Det er altid dejligt at have noget til gode. Undtagen ørefigner. Dem er det rarest at få med det samme.
Endnu en dejlig fødselsdag var sluppet op. Nu er jeg gået i gang med at glæde mig til næste skarpe hjørne om et års tid. Og undervejs kan jeg så glædes over, at jeg forhåbentlig bliver inviteret til andres gode fødselsdage
J
Niels Jørgen Thøgersen
kimbrer@gmail.com
www.niels-jorgen-thogersen.dk