BEDEMANDS-FERIE PÅ ANHOLT
Den 12.-15. juni 2014
Torsdag, den 12. juni:
Efter en hyggelig aften og nat i Aarhus
går det østpå mod Grenå. Her skal vi parkere Citroën’en + franske oste + blomster og krydderurter hos Toni og Poul Møller på Klintegaarden, mens vi selv forlyster os på Anholt. En pudsighed var, at værten
ville have tilskud til sin diesel for at vi kunne køre med, selv om han alligevel skulle de 9 km ind til havnen for at hente Kaj Handbergs bil. Fedterøv – formentlig Venstre-mand J
Alt gik,
som det skulle. Og kl. 13.00 præcist sejlede vi mod nordøst. Ikke mange passagerer, og det gyngede dejligt. Så kan man virkelig mærke, at man sejler. Ernst sørgede for 3 håndmadder til hver under turen. Og noget
væske blev det sørme også til!
Den enorme havvindmøllepark imponerede os. Anholt Havmøllepark, hedder den meget passende. Den er blevet færdig sidste år. Her har DONG opført ialt 111
kæmpevindmøller, der kan forsyne 600.000 husstande med strøm. Det pudsige var, at flere af os kunne tælle endnu flere møller. Men det var nok fata-morgana – til søs!
Hen imod kl. 16
anduver vi som planlagt Anholt Havn. Mere aktivitet end sidste gang (sept. 2009), men ikke vildt endnu. Vi kom ikke med taxaen i første omgang, så vi bænkede os på et lille kaffehus ved havnen. Der var dog hverken skyggen af kaffe
eller af stedets værtinde. Men Ernst tog straks initiativ til en god flaske hvidvin, mens vi ventede på næste kørelejlighed. Der er nemlig næsten 3 km her til Anholt Kro. Og det er lidt meget med vor oppakning.
Taxa-damen
førte os sikkert frem – det kostede 70 kr. pr. sæde (sikkert ikke for de lokale). Og indkvarteringen gled smertefrit. Krofatter Hans (Møbjerg) stod i indkørslen og ventede på os. Og alt var i bedste orden. Der var enkelte
andre gæster også, men de så ret fredelige ud J Og modsat sidste gang havde Hans en håndfuld unge mennesker ansat til at hjælpe til. Han havde været meget syg og måtte
derfor have hjælp. Men han synes at være i topform. Uden alkoholiske drikke, så vidt vi kunne skønne. Hans nære fastboende ven fra sidste besøg, Ulrik Møller, (tidl. DR-tekniker) var død af leukæmi
for 1 ½ år siden.
Middagen i aften blev nydt udendørs – ved vort faste bord – stambord nr. 5 – for hele opholdet. Der var grillaften med alskens slags kød og høflig selvbetjening af
alt muligt tilbehør. Dejligt.
Samtidig havde vi en ekstra gæst med på turen denne gang. Benthes og Kajs søde Lucca. Hun er en langhåret dværg-gravhund. Hun er den dejligste
hund, man kan forestille sig. Og hun holdt hele tiden godt styr på os. Når vi sov lidt længe om morgenen, har vi hørt, at hun gik hen til døren til vort værelse for at snuse sig til sikkerhed om, at vi stadig var
der. Og så var det imponerende, hvor meget de fire små ben kunne klare af vandreture uden at gny. Jeg husker ikke, at Lucca blev båret en eneste gang under vore ca. 30 km gang på øen.
Samtidig
er VM-sæsonen i Brasilien gået i gang, så vi så senere i aften Brasilien-Kroatien. Eller rettere: Kaj så det hele. Vi andre kun en del af kampen. Brasserne løb – noget ufortjent – af med en 3-1 sejr.
Fredag, den 13. juni:
Efter en hyggelig selvbetjenings-morgenmad gik jagten ind på Anholts øvrige herligheder. Allerede i går gik vi en slentretur gennem hovedgaden og enkelte
sidegader i hovedbyen – også kaldet Anholt By. Vi lagde også an til visse indkøb i Brugsen. Dog forgæves, da den allerede lukkede kl. 17.30. I stedet oplevede vi (kort) den daglige ”fyldebøtte-forsamling”
uden for Brugsen. Ham, der giver øl, har lov til at holde en tale – om hvad som helst. Og ham der talte i aftes, må have givet mange øl. Det kunne vi både høre på talen og se på de ikke særligt
opmærksomme tilhørere!
I dag ”gik vi så meget mere til den” – også i Brugsen. Lagrene skulle suppleres. Flink Brugs-dame tog imod og var endda vejsiser for vor videre færd. Det blev til
både flyvepladsen (hvor Air-Taxi tre gange om ugen sørger for forbindelse til Tune Lufthavn og af og til også til Læsø), til et Galleri, en brandstation udefra (hvor krofatters søn arbejder), byens turistkontor, hvor
der også findes en reol til at give og tage gratis bøger, og meget mere. Benthe inspicerede også det lokale Bed & Breakfast. Og søde Lucca snusede sig igennem en del lokale hunde undervejs. Kun da en stor sort Labrador pludselig
kom farende ud fra en indkørsel, var hun lige ved at tabe halen af bar forskrækkelse.
Ørkenen kiggede vi også ud over. Men den fik lov til at ligge i fred for os. De 10 km ud til fyret mod nordøst udgjorde
ikke en uoverstigelig fristelse!.
Det gjorde derimod livet nede på havnen. Maverne knurrede, og ganerne tørstede. Så vi travede afsted mod det forjættede land. Denne gang havde vi ingen bagage med, så
vi kunne klare de godt tre km – endda i pænt tempo.
Det blev til dejlig frokost på Al Got’ fra Havet. Sikke fiskefrikadeller, og andre ting og sager den gode mand kunne fremtrylle.
Bagefter luntede vi mætte og tilfredse bagom havnebyen og radaren (med tryk på ’dar på Anholtsk!) op ad bakken. Det var en flot, flot tur – med store bølgende bakker og dale, med får i alle farver –
og så Anholt Gartneri. Det skulle straks undersøges. Der stod dog et skilt om, at hunde var forbudt. Så Lucca, Kaj, Ernst og jeg blev ude ved vejen for at holde hende ved selskab. Vi havde dog kølige drikke til at fordrive ventetiden
med. Og det blev faktisk noget af en ventetid. For vi var gået lige i en kvinde-fælde! Det gode gartneri solgte masser af fristelser for vore fruer lige fra trøjer til andet påklædningsudstyr. Måske var der også sko
derinde J Af og til sendte vi en spion ind for at se, hvad der skete. Det hjalp ikke. Men vi fik at vide, hvorfor hunde ikke måtte komme derind. Det var ganske enkelt: gartneri-damen havde en stor, hunde-ædende
kat! Og når den ”lagde brysterne op på bordet”, så ville det ikke være rart at være Lucca L
Hjem kom vi. En øjenhviler blev det også til. Og så var
vi klar til næste middag – også på kroen. Det var jomfruhummer til forret og en kæmpe pighvar til hovedret. Altsammen aftalt med Hans i aftes. Jeg undgik dog min skæbne og fik i stedet ”rigtig mad” i form
af en Portobello svamp med gorgonzola til forret (uhmmm..) og derefter kalve-culotte med alskens tilbehør. Heldigvis var de andre glade for deres forskellige havdyr, så jeg kunne have min føde nogenlunde i fred!
Middagen
fik ekstra elegance ved, at en glad, ”anonym” giver havde sørget for, at vi fik 2 flasker vaskeægte champagne og to æsker cigarer på bordet! Det skal han ikke høre noget for – i hvert fald ikke det først
J
Ingen aften uden fodbold. I aften diskede Holland op med store øretæver til de spanske verdensmestre (5-1). Så det kan nok være, at de spanske tyrefægter-hatte hang helt nede ved fodhaserne
bagefter !
Lørdag, den 14. juni:
En ny dag truer – atter i det dejligste vejr. Morgenmad ved 9-tiden ved bord 5. Og planlægning af dagens udskejelser.
De startede med at forcere den meget stejle sti op ad skrænten bag kroen. Den går op til Kærlighedsstien, der snoer sig afsted øverst oppe op bakketoppen. Vi kom op med nogen møje og besvær.
Der var ikke noget at holde sig til – ud over alt det mod, vi kunne mønstre. Lille vævre Lucca overhalede os flere gange opad. Og hun kom endda tilbage for at sikre sig, at vi havde set, hvor let hun kom op. Benthe og Kaj havde allerede
”gjort” skrænten og stien den første dag, så både de og Lucca var foran i points.
Heroppe fra er der den flottest tænkelige udsigt. Dels ned på kroen. Og dels ud over det meste af øen
– ja helt ud til fyret mod øst. Hvorfor skulle man så egentlig traske igennem alt det ørkensand derud, når man kan stå her i frisk luft og se det hele ”li’som lidt fra oven”!
En
usynlig kraft trak os igen mod vest hen til ”havnebyen”. Egentlig ville vi have besøgt og beset nogle sjældne orkideer ude ved vandet. Men vi nåede aldrig derhen. I stedet indfandt vi os i Provianten – en
købmandsbutik, der hører til hotellet m.v., som hedder Molevitten. Da hotellet først åbner senere, fik vi af købmanden/hotelmanden lov til at indtage vore indkøbte varer på hotellets terrasse. Venlig
mand, bøv.
Alt imens vi nød tilværelsen og hinandens selskab på dette fredelige sted, blev Ernst pludselig væk. Ikke fordi nogen havde taget ham. Men fordi han var på togt på vegne af vore
lækkersultne maver. Alt var lukket. Men ikke for Ernst. Det lykkedes ham at få restauranten Al Got’ fra Havet (ja, den fra i går) uofficielt åbnet, hvis vi lovede at sidde helt stille og ikke sladre til nogen. Mens
vi diskret sneg os ind på de bedste fiskefrikadeller, jeg nogensinde har prøvet, var der kun et par tørstige damer, der kom indenfor. De blev bestukket med et par øl. Og så var alt igen fredeligt og ”lukket” som
før. Hokus pokus – keine Hexerei – nur Behändigkeit!
På hjemturen op gennem Anholts ”alper” faldt vi minsandten igen i Galleri-damens snubletråd. Dog uden at købe andet end en flaske
vin – og uden at miste Lucca til den hundeædende kat.
I aften tog vi kroens daglige ret. Det var krondyr-filet. Det var nu ikke noget, mesterkokkene ville blive misundelige over L
Men ned gled den da! Pandekagerne med iklædt is bagefter var en ganske anden sag.
Vi kom i dag også til at kende de unge medhjælpere noget bedre. Smukke Laura med det endnu smukkere smil kommer
fra Slesvig. Hun er batchelor på universitetet et eller andet sted. Det samme er den trinde Sanne. Så var der den mere unge dame fra Hillerød. Hun gjorde sig mest bemærket over for os ved aldrig at have hørt om
cognac J Det havde vi sørme, så hun fik et lille kursus. Som tak hældte hun en megastor af slagsen op til os hver, så fodboldhatten kom til at sidde helt skæv! Og endelig
var der Niels (det gode navn), der egentlig var art director i London gennem mange år, men nu gjorde det i gryderne og på panderne på Anholt. Han havde også den vane at gå rundt i haven for at snakke med blomsterne.
Han havde især en alvorlig konversation igang med rhodoerne.
Sidst, men ikke mindst skal krofatters 2 ½ årige Flaps fremhæves i varme vendinger. Den er en engelsk bulldog med alt hvad dertil hører.
Sød, venlig, rar, morsom. I starten var Lucca lidt nervøs for ham. Men da de først havde fået god lejlighed til at snuse til hinanden i begge ender, så var alt godt. Det er godt, at vi mennesker ikke er nødt
til at gøre det samme for at falde til ro J
Søndag, den 15. juni:
Så har vi indhentet Anholt-feriens sidste dag. Morgenmaden blev nydt, mens
flaget blev sat. Det er jo Valdemarsdag – Dannebrogs fødselsdag. På denne dag i det gode år 1219 – alt for 795 år siden – kæmpede vor konge Valdemar Sejr indædt mod de brave estere, der
egentlig boede på stedet. Og midt i kampens hede faldt Dannebrog så ned fra himlen – og Valdemar vandt. Sikke noget gammelt sludder. Der er sikkert i kampens hede faldet en blodbestængt klud ned fra et træ, som en
panisk skræmt daner-soldat var flygtet op i. Og så kører legenden. Men det er da hyggeligt. I gamle dage gik vi skolebørn rundt for at sælge små Dannebrogsflag på denne dag. Hvad pengene gik til, husker
jeg ikke. Ikke til mig, i hvert fald.
Nå, vi blev som aftalt hentet af Anholt Taxa kl. 10.55 og nåede velbeholdne og muntre frem til havnen. Der var igen god tid, som vi tilbragte på den uåbnede kaffebar
– på glimrende lænestole lavet af paller.
Sejlturen hjem blev beriget af, at vor krofatter Hans også var med. Ikke for vores skyld, men fordi han skulle hjem på nogle dages ferie hos sin kone på Helgenæs.
Flaps var dog ikke med, fordi den er så frygtelig uvenner med konens hund. Og så må han blive hjemme på kroen og passe sine opgaver der, som Hans sagde.
Dejlige feriedage midt i Kattegat –
44 km fra Jylland og 47 fra Sverige – er ved at slippe op. Benthe og Kaj kører os ud til Klintegaarden for at hente vor bil og andet efterladt gods. Og mens de nordjyske bedemænd og –koner triller nordover, ruller vi til Ebeltoft
for at sejle med hurtigfærgen over til Sjællands Odde.
Et nyt feriekapitel er startet. Vi nåede dog som altid at beslutte, hvor næste Bedemandstur i 2015 skal gå hen: Der er fuld enighed om Saloniki
i Grækenland. Og det bliver nr. 17 af slagsen – fordelt over 17 år i træk.
Niels Jørgen Thøgersen
niels4europe@gmail.com