Fra Karibien til Italien feb-mar 2013

Niels Jørgen Thøgersen fortæller…

 

 

VORT ATLANTISKE TOGT 2013

 

Tirsdag, den 19. februar:

 

Så er vi afsted! Og alt kører til punkt og prikke. Ikke en eneste forsinkelse i dag. Ikke et eneste uheld. Ikke noget som helst at klage over.  Så det er svært at bevare pessimismen !

 

Vor søde, hjælpsomme vært Jean Francis legede taxa og hentede os som aftalt punktlig kl. 13.15. Bakkede endda bilen hele vejen ind til vort hus, så vore stakkels arme ikke skulle blive for lange ved denne lejlighed. Jean laver også en gang imellem en dejlig suppe til os, så den står og venter på os, når vi vender hjem fra en rejse.  Man kan sige, at vort lejemål i virkeligheden indbefatter huset, taxakørsel og dejlig mad!

 

Så afgangen kunne ske til tiden og med manér fra Rixensart ”Hovedbanegård”:

 

 

 

 

Jeg sendte straks dette foto rundt på min Facebook konto. Direkte fra min smartphone. Og sikke en masse hyggelige reaktioner fra mange venner rundt omkring !  FB er virkelig powerful. Og meget nemt at håndtere.

 

Inden længe sad vi i TGV-toget til Paris.  THALYS hedder det. Afgang præcist på sekundet. Og helt fyldt en sådan tirsdag eftermiddag. Jeg lagde mærke til, at der var endnu flere laptops og smartphones i vognen, end der var mennesker!  Hvorfor?  Fordi Thalys giver gratis WiFi adgang til nettet på hele turen.  Et gode. Og måske også lidt forstyrrende – siger selv jeg!

 

Vi blev betjent af en superb vietnameser med flydende og faste varer. Og bestilling af en taxa i Paris ved vor ankomst. Der var stil over det.

 

En lille hemmelighed:  Vi elsker at køre i tog. Ikke mindst i disse moderne TGV tog med 300 km i timen. Landskaberne og deres tilhørende landsbyer passerer elegant forbi vore øjne. Og ved I hvad?  Vi besluttede faktisk i dag at gøre 2014 til et tog-år!  For os, altså.  Måske TGV på tværs af Frankrig. De spændende bjergtog i Schweiz. Den berømte bane fra Bergen til Oslo. Og mange andre steder.  Vi er sikker på, at de alle venter på os !  Så  nu er næste år også ved at være planlagt – lidt!

 

Taxa-turen gennem Paris skete i næsten forårsvejr. Og vi nåede vort Novotel i Orly endda før tidsplanen.  Herligt hotel – selv en behagelig blød seng!  Efter mine pinsler på de kinesiske senge er sengenes / madrassernes kvalitet min topprioritet. Og jeg rejser faktisk rundt med en

menneskevenlig luftmadras i bagagen. Just in case.

 

I aften indtog vi et overordentligt dejligt måltid i hotellets restaurant. Kun forstyrret lidt ( endnu en gang ) af masser af smartphones o.l. i brug ved alle bordene.  Og også lidt af en hektisk og lidenskabelig rødhåret dame ved et andet bord. Hun skulle ikke have noget at spise.  Hun havde mere end nok at gøre med at ”spise” staklen, der sad over for hende! Godt at dette hotel er meget lydisoleret!

 

Nu skal vi i gang med at se et spændende program på ARTE om den tyske kejser Wilhelm II.

 

 

Onsdag, den 20. februar:

 

Så er vi klar til det stor fly-hop over dammen.  Morgenmaden – dejlig, iøvrigt - er nedkæmpet her på Novotel, støttestrømperne til den lange flyvetur er monteret, og morgenhilsnerne på internettet er sendt.  Flyveturen med Air France varer knap 9 timer – og med tidsforskellen til Europa på 5 timer, så lander vi europæisk tid ca. Kl. 23.30.  Så I hører nok først mere fra mig i morgen.  30 graders varme med 22 om natten venter os derovre. Det lyder menneskeligt.

 

Solen skinner af fuld kraft, og vi har god tid til at komme over i lufthavnen. Afgang kl. 13.25 fra Orly Ouest.  Formentlig med et dejligt Airbus-fly med masser af plads til ben og andet, der stikker ud.

 

Pas godt på Europa, mens vi er væk!

 

Og nu er der aften – og nat i Europa.  Vi er på Martinique. Ankom punktlig til tiden kl. 17.25 lokal tid.

 

Og hvor er det forunderligt: efter knap 7.000 km flyvning, er vi stadig i EU ! 100 %. For Martinique er som tidligere nævnt et helt normalt departement i Frankrig.

 

Hvorfor 7.000 km flyvning?  I Michelin havde jeg fået at vide, at den direkte strækning fra Paris til Fort-de-France er 4.995 km.  Men dels skulle vi ikke køre i bil ( som Michelin beskæftiger sig med ). Og dels fløj han i dag i en klar bue oppe nordpå i Atlanten. Det er slet ikke piloten, der bestemmer, hvor kan flyver. Det gør flyvekontrollen i de forskellige lande, han passerer.  Så vi kunne ”næsten” se til Grønland og til Halifax på vejen.

 

Flyet var decværre ikke en Airbus som forventet – men en Boeing 777-300. Til 397 passagerer. Og den var helt fyldt. Dem flyver der 3 af hver dag begge veje Paris-Martinique.  Så der er meget traffik. Og hvorfor desværre?  Fordi sæderne ikke er så gode i Boeing. Smallere og hårdere. Især efter 9 timers flyvning. Men det gik fint. Søde stewardesser, god betjening. Maden var ikke så god som på British Airways, der altid tager prisen hvad føden angår.  Men det var en flot tur. Og vi sad ved en nødudgang, så vi kunne strække benene, og hvad der eller var behov for at strække.

 

I kan se lidt af vor glimrende flyvning på dette billede – taget fra flyskærmen i eftermiddag:

 

 

 

Vel ankommet til lufthavnen i flot vejr med 23 grader her ved aftenstid tog vi med det sammen en taxa til vort hotel La BATELIERE lidt nord for Fort de France. Et fantastisk hotel lige ud til det karibiske hav. Og modtaget med al hvad lokal gæstfrihed kunne byde på af en lokal drink allerede ved check-in og med et fantastisk værelse med en megastor balkon med en lige så megaflot havudsigt.  Så lad os sige det på den måde:  vi klarer os!

 

Torsdag, den 21. februar:

 

Første hele dag her på denne spændende trope-ø.  Vi startede med at finde ud af, at vort hotel inden længe bliver et Radisson Blu hotel. Tillykke med det. Både til hotellet og til Radisson-gruppen!

 

Dagen var Fort-de-France dag. Vi ville simpelt hen opdage den by, vi besøger. Så vi tog derind med en taxa. Selv om afstanden langs vandet ikke er stor, kan man ikke gå derind. Der er ingen gangstier eller strandpromenader her. Det skyldes nok, at området er meget bakket og bjergrigt. Men lur mig, om de ikke snart finder ud af, at en sådan promenade er noget folk ka’ li’. !  Måske de skal ansøge om lidt rubler fra Gazprom i Rusland. De havde for egen regning lavet særdeles flotte promenader langs Volga-floden i mange af de byer, vi besøgte sidste forår.

 

Fort-de-France er hovedstad på Martinique. Det har den ikke altid været. Det blev den først, efter den gamle hovedstad Saint Pierre oppe nordpå blev totalt ødelagt ved et vulkanudbrud i maj 1902. Alle 30.000 indbyggere blev dræbt på stedet. Undtagen én. Han var en halvkriminel drukkenbolt, der aftenen før var blevet sat i fængsel i byen. Det var hans held. Han blev reddet, dog med store forbrændinger.  De kom ham til stor glæde, da han senere tjente store penge ved at lade sig fremvise med sårene i et stort amerikansk cirkus.

 

Byen er anlagt med lige gader, der går vinkelret på hinanden. Ligesom vort eget Fredericia. Grunden er, at byen er anlagt som en fæstningsby helt tilbage i 1600-tallet. Ved at lade gaderne være lige, kan man uhindret skyde på langs af gaderne, hvis der kommer invasion.  Der bor i dag godt 100.000 indbyggere i byen, ca. en fjerdedel af øens indbyggere. Det er en meget hyggelig by. Mange af husene er i den gamle kolonistil. En del af dem velpassede – andre ikke.  De gode mennesker i byen er meget venlige og imødekommende. 95 % af dem er sorte. Sådan er det på hele øen. I sin tid udryddede de franske erobrere alle de stedlige indianere. De sidste af dem hoppede ud fra en høj klippe for at begå et harakiri-lignende kollektivt selvmord. De var carib-indianere, en meget selvstændig og vi-vil-selv folkestamme. Det er dem, der har givet navn til hele Caribien.  Og da franskmændene ikke længere havde indianerne til at gøre det grove arbejde, indførte de i titusindvis af afrikanere i det berygtede slavehandel. Ligesom andre kolonimagter gjorde det, Danmark inkluderet.

 

På vor tur rundt i byen besøgte vi bl.a. den flotte domkirke, det endnu flottere Schoelcher-bibliotek (se nedenfor) og det imponerende lokale marked med alskens farverige frugter og grønsager samt tøj i alle faconer og kulører.

 

Det var varmt – men ikke for varmt.  Vi måtte dog tage ophold på et lokalt vandhul undervejs. Og lidt senere lykkedes det os sørme at finde en rigtig kreolsk restaurant. Meget lille – med 6 borde i alt. Og to ældre damer af den sødest tænkelige slags og en hankat ude i køkkenet til at lave maden. Vi gik ombord i cubansk kylling. Og det var rigtig godt. Restauranten hedder DJOL DOU, hvis I skulle komme forbi. Den er ikke nem at finde.

 

Jeg vil gerne nævne to interessante historiske navne, der hører til byen:

 

Det første er Napoleons kone Josefine. Hun kom herfra – og var kreoler. Hun var først gift med en fransk adelsmand. Men da han fik hovedet kappet af under revolutionen, giftede hun sig med Napoleon – og blev derved senere kejserinde. Det passede hende fint. Hun elskede storhed og flothed, ikke mindst hvis det kostede mange penge. Hun er ikke særlig populær her på øen, da det historiske rygte siger, at hun fik overtalt Napolean til at fastholde slaveriet her. Ellers ville hendes familie, der var sukkerplantageejere, gå fallit.  Man har dog rejst en høj statue af hende i byens park. Men som sin første mand har hun også mistet hovedet. Vi kunne naturligvis ikke lade være med at tænke på Den lille Havfrue, der iøvrigt bliver 100 år til august!

 

Det andet navn er Schoelcher.  Victor Schoelcher.  Her er det næsten som i en lille by øst for Hamburg, Aumühle. Der siger alle de lokale: ”Hier ist alles Bismarck”, fordi han kom derfra og har givet navn til mangt og meget på stedet.  Sådan er det også her med Schoelcher. Og det er der en god grund til.  Den gode mand var franskmand fra Paris. Han levede i årene 1804 til 1893. Hans far kom fra Alsace – deraf familienavnet. Schoelcher blev i en moden alder meget optaget af slaveriet og især i at få det afskaffet.  I forbindelse med revolutionen i 1848 blev han minister for kolonierne. Og her fik han en fransk lov om afskaffelse af slaveriet for altid vedtaget. Det gav bl.a. 72.000 slaver i Vestindien, inkl. Martinique, deres frihed.  Han kom til at repræsentere Martinique i den franske nationalforsamling. Og han er den dag i dag en meget populær mand på øerne her.  I sin alderdom besluttede han at give alle sine egendele til folkene herovre. Her i Fort-de-France står hans store bibliotek. Det byggede han i første omgang i Tulerierne i Paris for at lade pariserne se det. Derefter blev det pillet fra hinanden og sejlet hertil og genopstillet midt i byen. I første omgang (i slutningen af 1880erne) havde det alle hans personlige 10.000 bøger. Han ville, at de lokale skulle have glæde af dem. Og selv om de fleste bøger brændte ved Fort-de-France’s storbrand få år senere, er flere senere kommet til, så nu har biblioteket omkring 130.000 bøger. Og det er et meget velbesøgt offentligt bibliotek.  Bygningen er iøvrigt erklæret for et nationalt historisk monument.

 

Det var forresten ikke bare på Martinique, at Schoelcher blev anerkendt. Også hjemme i Frankrig blev han så velanset for sine mange politiske bedrifter, at han ligger begravet i Pantheon i Paris.

 

Fredag, den 22. februar:

 

I går nævnte jeg Victor Schoelcher og alle hans aktiviteter for at gøre slaverne frie. Han arbejdede faktisk samtidig med Peter von Scholten (”Massa Peter”) på de dansk-vestindiske øer. De ligger ikke så langt herfra. Men mens Schoelcher fik gennemført en fransk lov om frigivelsen i 1848, gav von Scholten samme år slaverne under dansk ansvar fri efter deres voldsomme pres. Og han spurgte ikke regeringen i København først. Den var i øvrigt ret uinteresseret i sagen og var helt optaget af krigen i Slesvig-Holsten på det tidspunkt.

 

I dag ville vi undersøge byen Schoelcher, hvor vi bor. Det blev til en lang gåtur på 6 km – dels langs en meget trafikeret landevej, og dels af småveje ned til byens lille havn. Undervejs kom vi forbi en imponerende kirkegård, hvor alle grave var et temmeligt stort og højt mausoleum. Hver familie har sit mausoleum. Opkaldt efter kong Mausolos grav i Bodrum, ikke efter Mao i Kina J 

 

 

 

 

Egentlig skulle vi have været på slægtsforskning i dag. Vi startede allerede i går. Liselotte har nemlig en slægtning – en bror til hendes mormor – der døde her den 15. august 1924. Hvorfor han var her, og hvad han døde af, ved vi ikke. Jeg havde skriftlig kontakt med myndighederne her i byen for 15 år siden om sagen og fik visse oplysninger. Men resten ville vi finde nu. I går gik vi derfor på rådhuset. Men da sagen er fra før 1935, blev vi henvist til det kommunale arkiv. Vi tog straks derhen – ikke et menneske på stedet. Og alle arkivalier lå i pæne kasser på gulvet. Vi prøvede flere gange at ringe derhen i dag for at lave en aftale. Men stadig intet svar. Vor konklusion er, at de er ved at flytte eller omorganisere. Så vi må skrive sammen med dem. Lidt ærgerligt. Men som vi altid siger: det kan ikke betale sig at ærgre sig over noget, man ikke kan gøre noget ved!

 

Og så var den store oplevelse i dag, at vi gik i vandet. I bogstaveligste forstand. Endda helt ud i det karibiske hav lige foran hotellet, ikke kun i swimming poolen. Vi ventede til ved godt 17 tiden. Så var varmen aldeles behagelig. Og det var vandet mildest talt også. Herlig oplevelse. Det er lidt sjældent, at jeg selv går i vandet. Jeg synes, man bliver så væmmelig våd af det!  Men når jeg – som i dag – først er der, så tænker jeg:  hvorfor gør jeg ikke det hver dag!

 

 

 

 

Fra vor lækre balkon fulgte vi søtrafikken ude på vandet. Jeg har en gratis app på min smartphone. Den hedder Marine Traffic. Og med den kan man læse alt om alle skibe ude på vandet –hvad de hedder, hvor de kommer fra, hvor de skal hen, og meget mere. I aften kom f.eks. Costa Lumiosa, et  mega-flot krydstogtskab fra 2009. Det kom fra St. Johns – og sejlede i aften videre til Guadeloupe.

 

Nede ved strandkanten lige neden for hotellet ligger en lille hyggelig café med stråtag. Den følte vi i dag en forpligtelse til at prøve. Især fordi den er bygget med tilskud fra EUs regionalfond.  Og den kan stærkt anbefales !

 

Lørdag, den 23. februar:

 

I dag er det 5. dag på vort togt vestpå. Og sidste dag på Martinique. Vi bevilgede os selv en dejlig morgenlur her på det kommende Radisson-hotel. Men ikke længere end at vi kunne komme op og se vort krydstogtskib ankomme.  Det skete ved 9-tiden. Det kom lige så fint og lydløst glidende forbi vort hotel. Hele vejen oppe fra Philipsburg på den hollandsk-franske ø Sint Maarten / Saint Martin længere nordpå. Flot så det ud. Helt alene ude på den store bugt, som iøvrigt hedder Baie des Flandres / Den flamske Bugt. Her kan I se vort syn i formiddag:

 

 

 

 

Det skal vi ud på, tænkte vi højt!  De kunne de andre hotelgæster næsten se på os.  Der var iøvrigt også andre på hotellet, som skulle med. Blandt andet en lille gruppe modne tyskere.

 

Vi fik lov til at beholde vort dejlige værelse til kl. 13. Vi synes, det var dejligere at vente der, end at gå hvileløst rundt på hotellet. Beskedden var, at vi først kunne komme ombord i eftermiddag kl. 17. Vi regnede nu med at prøve noget før.

 

Efter check-out indtog vi igen en hyggelig frokost nede i strand-cafeen med det hyggelige stråtag. Og en meget effektiv og hårdt arbejdende sort tjener. Her kunne vi nyde synes at den havbugt, der i aftes havde fornøjelsen af at ”bade os”.  Den var i dag på denne fridag fyldt med energiske unge mennesker. Det var dog ikke et helt fluepapir.

 

Ved halv-fire tiden entrede vi en taxa, sikkert styret af en ældre og meget venlig marteniquenser.  Trafikken i dag var moderat, så vi ankom til krydstogt-havnen i løbet af kort tid. En flot indrettet del af havnen – nabo til øens militære havn med de franske krigsskibe.  Og en meget flot tremaster, som helt sikkert også sejlede med turister. Den smuttede afsted kort efter vor ankomst.  Hvorhen glemte jeg at finde ud af. Jeg prøvede kun at logge på ind på dens internet. Men det lykkedes ikke L

 

MSCs indcheckning var uhyre venlig og effektiv. Selv om vi kom en times tid før kl. 17, var alt og alle klar til at modtage os. I løbet af 0 komma 5 havde vi afleveret vor bagage ( som venlige besætningsmedlemmer kort tid efter bragte til os på vor kahyt ). Og vi havde fået vort ”Magic Card”, som er det vi skal bruge til alting ombord de næste 15 dage, såsom alle betalinger, ud- og indcheck på skibet, indkøb, booking af udflugter, reservation af drikkevarer, osv.  Vi købte med det samme en drinkspakke, som dækker alle drikkevarer ombord, både til måltider og i barerne døgnet rundt. Pris: 23 € per person per dag.  Det er ikke os, der bliver snydt med den pris J

 

Og inden vi så os om, var vi derefter indkvarteret på vor bestilte ( og betalte ) suite på 12. dæk. Det øverste dæk med kahytter. Vor suite, no. 12002,  ligger helt fremme i skibet på styrbords side. Lige over kommando-broen. Så er vi ligesom også med til at styre – lidt!

 

Suiten er meget stor og rummelig. Med masser af skabe og skuffer. Vi kan ikke engang bruge dem alle. Med et stort og velfungerende badeværelse. Med sofagruppe og stor king-size seng. Og en stor udvendig balken med to stole og et bord. Og tag over, så vi ikke bliver ramt af den eventuelle atlantiske regn.  Minibar er der også, ligesom et moderne Samsung TV er til disposition. Alt dette får vi til 1 persons pris. Så det er med at nyyyyde det – uanset om man er den, der har betalt ( det har Liselotte! ), eller man er den lykkelige gratist!

 

Gangchefen – det er ham, der er ”kammertjener” for os alle her i vores korridor – hedder José og er fra Honduras i Mellemamerika. Hyggelig fyr, der ikke ved alt det gode, han vil gøre for os.

 

I aften havde vi en særlig udfordring. Man skal prøve noget nyt hver dag.  Vi havde bestilt middag ved 2nd seating, dvs. kl. 20.30. Det var i orden. Vi havde også bestilt et bord til to. Nemlig til os selv. Det var ikke i orden. Vi fik stukket et 4-mands-bord ud. Dog med den besked, at der nok ikke kom andre. Men det gjorde der. Efter et kvarters tid valsede et par ind.  En meget moden herre af den franske slags. Og i hans kølvand, der viste en ”skude” sig ( som gamle Elga Olga sang på Solitudevej ). Så for helvede , kom jeg vist til at sige ret højt. Vore gensidige hilsner var ret afmålte. Og vi spillede bevidst på vor danske æt under hele måltidet i den forstand, at vi kun snakkede dansk. Det gjorde de ikke – slet ikke madammen, der iøvrigt stod for 93 % af deres snak.  Vi lagde naturligvis ”lytteposter” ud for at følge lidt med i hendes enetale. Men det vidste de naturligvis intet om. Vi fik bl.a. at vide, at hun kom fra Mauritius i Det indiske Ocean.  På et tidspunkt under desserten opsnappede vi det glade budskab, at fruen (eller hvad hun nu var !) foreslog, at de fremover fandt et bord til to !  Vor mentale ”harassment” syntes at være lykkedes !

 

Da ”herskaberne” omsider forlod bordet – og uden at sige hverken buh eller bøh, heller ikke på fransk – fik vi øjen- og smilekontakt med et venligt udseende par ved det næste bord. De viste sig at være schweizere fra det italiensk-talende Schweiz. De havde bemærket den manglende kommunikation ved vort bord. Og grinede godt af det. De havde nogle dage i forvejen været ude for det samme. Dog med andre mennesker.

 

Nu må vi se, om de dukker op i morgen ! Vi tror det næppe.  Og rent logistisk er der ingen problemer. Mindst halvdelen af bordene står tomme, da vi kun er omkring 800 passagerer fordelt på fire restauranter. Og alle pladser er alligevel dækket fint op. Så for tjenerne er der ikke noget problem.  Vi fristes kun til at mene, at det er lidt ubegavet af ledelsen her på skibet, at de ikke fra starten sørger for at gøre alt for at opfylde gæsternes forskellige ønsker, f.eks. også omkring bordsætning..  Når vi tænker på det, får vi lidt mindre dårlig samvittighed over, at vi gjorde alt for at jage vore uskyldige bordfæller hen hvor peberet gror!

 

Søndag, den 24. februar:

 

I nattens mulm og mørke er vi sejlet nordpå. Op til et andet fransk departement, nemlig øen Guadeloupe.  Det blæste noget undervejs – men en hyggelig let gyngen og svajen til resultat. Vi hørte i dag, at det også havde regnet gevaldigt. Det var gået vor næse forbi.

 

Her på øen havde vi tilmeldt os en af udflugterne. Allerede kl. 9 drog vi afsted på en 5-timers bustur rundt på øen. Guiden var en fantastisk dygtig lokal mand, og han fortalte med stor viden og engagement om alt, hvad vi så på både fransk og engelsk. Først besøgte vi en flot blomsterpark. ”Milles Fleurs” hed den. Og her viste han den ene spændende plante eller træ frem efter den anden. Blandt lærte vi, hvordan man kan skelne spiselige bananer fra de ikke-spiselige. Meget nemt. De spiselige vender nedad. De uspiselige opad. Det er da til at finde ud af. Vi så også masser af kolibrier, der lystigt fløj fra blomst til blomst og stak deres ”næse” i alting.

 

Næste destination på turen var et rom-distilleri. Vi kiggede og smagte. Ikke ringe. Og der er mange forskellige slags af det gode rom. Jeg fik bl.a. en 8-år gammel sag, der smagte meget som cognac. Jeg fik den faktisk gal i halsen. Men jeg overlevede også denne gang.

 

Og sidste punkt på turen var besøg ved et vandfald inde i en bjergrig nationalpark. Krebse-vandfaldene, hed de.  Vandrestien dertil flot anlagt. Men vi har set mange andre vandfald, der er mere imponerende, bl.a. Victoria-vandfaldene i Zimbabwe.  Men lidt har som bekendt også ret.  Det mest spændende ved dette besøg var, at buschaufføren bakkede ind i en personbil. Hvem der havde skylden, ved vi ikke noget om. Men hold da kæft hvor kunne de skændes – chafføren og bilens kvindelige ”driver”.  Til sidst blev de vist helt venner alligevel !

 

Egentlig havde vi planlagt at gå en tur i byen i eftermiddag. Den hedder Pointe-à-Pitre. Øens hovedstad. Men dels er der søndag – og alt er ifølge guiden lukket. Og dels advarede samme guide os i at gå i gaderne, med mindre vi var i en gruppe. Vi er ikke verdens farligste by – endnu, som han manende sagde. Men lad være med at tage chancer.  Det lod vi så være med!

 

I det hele taget er vort indtryk, at Martinique er betydelig flottere og mere interessant end Guadeloupe.  Vor erfaring er ganske vist begrænset. Men vi tror ikke, det er helt forkert.

 

I stedet brugte vi eftermiddagen til at finde vor skibs-rytme. Inklusive en hyggelig 26 minutters gåtur skibet rundt!  Nej, nej så stort er skibet heller ikke. Og så langsomt går vi dog ikke. Vi gik rundt på den særlige ”gangsti” her på 12. dæk en halv snes gange. Det blev bl.a. bemærket af en ældre tysk herre, der på et tidspunkt kom hen til mig og sagde:  Ihre Frau geht schneller als Sie!  ”Deres frue går hurtigere end Dem!”  .  Ja, sådan er det. Greyhound-hundene på løbebanen har også en hare foran til at pace dem!

 

Inden middagen i aften var der show i skibets store teater. Det hedder The Broadway Theater. Og underholdningen var fantastisk god. Det var showtime netop fra Broadway. Med en meget dygtig kvindelig sangerinde og en ditto mandlig. Samt en masse dygtige og energiske dansere.  40 minutter for fuld fart med ABBA-numre som Mamma Mia, Thank You for the Music og Dancing Queen, Andrew Lloyd Webbers Phantom of the Opera, og nogle kendte ældre amerikanske shownumre. Flot gået. Eller rettere: Flot sjunget !

 

Og så kom i aften det spændende øjeblik: Ville vore fransk-mauritius’ske ”venner” dukke op ved vort bord eller ej??   Spændingen blev udløst: de kom ikke.  Vore schweiziske venner ved nabobordet bemærkede det også og sagde, at de havde set dem danse den ganske nat, så de var nok trætte....

 

 

 

 

 

Mandag, den 25. februar:

 

Vi har igen i nat været på nat-togt. Denne gang sydpå fra Guadeloupe til den lille vulkan-ø Saint Lucia omkring 550 km længere sydpå.  Som tidligere beskrevet er denne ø på størrelse med Møn. Men den har mange flere vulkaner. Den har skiftet ejere 14 gange mellem franskmændene og englænderne. Nu er den et selvstændigt land, der er medlem af det britiske Commonwealth.

 

Når man kommer sejlende ind til hovedstaden Castries, har man et meget flot syn foran sig. En stor, naturlig havn, hvor vort skib iøvrigt kunne vende 180 grader inde midt i havnebassinet. Vulkantoppe  til venstre, lige for og til højre. Og med byen liggende rundt omkring dem. Øen er et populært feriemål. Klimaet er behageligt, selv om vi nu er tættere på ækvator, end vi har været før på turen. Det er nok vinden, der gør det.

 

Når man kommer i land, holder det flotte noget op. Dels bliver man for hver fire meter kontaktet af en taxa-chauffør, der er overbevist om, at man lige har brug for ham. Til særlige favorable priser, selvfølgelig!  Man får indtryk af, at der er flere taxaer end indbyggere på denne ø. Nå, men vi havde nu ikke brug for nogen taxa. Vi gik 16.000 skridt byen rundt. Hver!  Men ikke hver for sig.

 

Vort indtryk er også, at denne ø klart er den fattigste af de tre øer, vi nu har besøgt på denne tur. De to franske øer er som tidligere nævnt en del af selve Frankrig med alle de rettigheder og forpligtelser, det giver. Herunder store overførsler af fonde både fra Paris og fra EU til egnsudvikling.  Denne fordel har Saint Lucia ikke. De er ikke en del af noget europæisk land. Og medlemsskab af Commonwealth giver ikke store fordele, i hvert fald ikke økonomisk. Det giver visse handelsmæssige muligheder.  Men når man går rundt i byen her, giver den indtryk af at være fattig. I gaderne er der åbne kloakker overalt. Som hos os for hundreder af år siden. Ikke godt for sundheden, i hvert fald.

 

Saint Lucia som mange andre u-lande modtager EU-hjælp af forskellig art. Man betaler bl.a. bygningen af et nyt hospital her.

 

Som på de andre øer, er stort set hele befolkningen sort. Det officielle sprog er engelsk. Men omkring 40 % af befolkningen taler det ikke. De taler kreolsk med stærk fransk påvirkning. Men vi forstår ikke er muk af det.  Deres valuta her er en lokal dollar. Visse steder kan man dog betale med EURO. Dem jeg kalder rigtige penge J 

 

Vi er enige om, at det er sjovt at have været her. Vi købte også et par små akvareller til vor samling i køkkenet. Men vi regner ikke med at komme tilbage. Nu har vi set den ø.

 

Ombord på MSC LIRICA igen blev der tid til at skrive Dagbog for de sidste par dage og endda få den uploaded til min on-line Dagbog, så mine mange gode læsere i Danmark, Belgien og andre gode steder kan følge os. Det er hyggeligt at få forskellige kommentarer tilbage fra dem.

 

Underholdningen i Broadway teatret i aften var klassisk musik og sang. Med nye og meget dygtige udøvere.  Der var både Mozart, Puccini og Bizet på programmet. Flot og inspirerende. Vi var på det tidspunkt allerede sejlet mod Europa, så det gyngede lidt. Men det klarede både pianist, violinist og operasangere også med bravour!

 

Tirsdag, den 26. februar:

 

Dette er vor første dag på havet. Vel at mærke Atlanterhavet. På en måde er krydstogtet først startet NU.  Vi lagde ud fra Saint Lucia i aftes kl. 18. Og foran os ligger 4.880 km, indtil vi om en lille uge anduver Funchal på Madeira. Skibet sejler hele vejen på kurs 65. Så det store medrivende øjeblik for rorgængeren kommer, når han på mandag morgen skal forlade denne kurs og dreje mod styrbord!  Vi må håbe han holder sig vågen indtil da!

 

Skibets konstante fart er 19 knob i timen. Det er 35 km. På den måde kommer vi 840 km frem på et døgn. Det er pudsigt at tænke på, at det er nøjagtig den fart, som vort Air France fly herover fløj pr. time.

 

Selv om skibet  ( det er meget forbudt at kalde det båden ! ) vejer mange tusinde tons og er næsten 300 meter langt, er det i bølgernes magt. Når man kigger ud på dem, ligner det næsten magsvejr. Selv om vindhastigheden lige nu er 53 km i timen. Man mærker hele tiden, at skibet ruller fra side til side. Solen skinner, der er 25 grader, næsten ikke en sky på himlen og ikke et eneste andet skib i syne. I hvert fald ikke oven vande. I en stille stund ønsker man næsten at prøve lidt mere friskt vejr.  Og hvad med et gevaldigt tordenvejr, helst ved aften- eller nattetide ?  Vi er vel ude for at opleve noget!   Under alle omstændigheder går vi sikkert i land på Madeira med sø-ben. Det vil sige, at vi gynger lidt videre også på land.

 

Atlanterhavet, ja der er nærmest både noget mystisk og noget romantisk over det – som én af vore venner skrev i går.  Det romantiske skal vi nok selv sørge for! Også danseskoene er pudsede. De skal nok vises frem i aften, hvor skibets italienske kaptajn tager imod og har deklareret Galla-aften.  Så må vi se, hvad der sker...

 

Det mystiske er straks lidt værre at gradbøje. Som jeg beskrev helt i indledningen til denne Dagbog, har Atlanterhavet spillet en vigtig rolle helt tilbage i antikken. Det har endda sit navn fra dengang. Og måske lå oldtidens sagnland Atlantis herude et sted. Russiske forskere mener for år tilbage at have fundet ud af, at det forsvundne kontinent lå et sted mellem Madeira og Azorerne.

 

Det var Atlanterhavet, Colombus og hans lille flok af søulke begav sig ud på, da de ville finde den vestlige vej til Indien. Mange af hans folk var dødsensbange, for de troede, at de langt ude på dette uendelige hav ville styrte ud over kanten. De levede stadig med den opfattelse, at Jorden var flad. Hvad italienske Columbus selv troede, ved vi ikke. Men han troede i hvert fald, at han ad denne vej ville nå Indien. Og det troede han fortsat, da han var nået frem. Derfor hedder de indfødte i Amerika den dag i dag indianere!  Han indfangede endda nogle stykker af dem og tog dem med hjem til Europa for at vise dem frem.  Mange troede fortsat, at det var Indien, de var kommet til. Og fra.

 

Det var også Atlanterhavet, der måtte ”lægge ryg til”, da slavehandlen kom igang. Millioner af indfangne afrikanere blev transporteret over oceanet i elendige og usikre både. Underligt nok døde kun omkring 15 % af dem under turen. Ofte var dødeligheden større blandt besætningerne.

 

Når man tænker på denne skrækkelige slavehandel, fristes man til at tænke lidt ”Hvis nu...”, Hvad ville situationen have været i dag, hvis de europæiske indvandere ikke havde slået de fleste indianere ihjel og i stedet haft dem som arbejdskraft? Så ville det ikke have været nødvendigt at hente afrikanere. Og befolkningen ville i dag have været en ganske anden på den vestlige halvkugle. Bevares, dette ville heller ikke have været acceptabelt set med dagens øjne. Mishandling af indianerne var også på denne måde blevet resultatet.  Mere ”Hvis nu...” filosofi:  hvorfor er vi mennesker ofte så onde ved hinanden ??!!

 

Under 1. verdenskrig var det den såkaldte uindskrænkede u-bådskrig, som tyskerne satte i værk, der fik USA med i krigen. Alle skibe blev angrebet og sænket – uanset nationalitet. Tænk hvad havets bund skjuler fra dengang. Og hvilke menneskelige skæbner bølgerne dækker over.

 

Og under 2. verdenskrig udspillede også mange af krigens begivenheder sig på dette hav.

 

Så er der hele mysteriet med ålen.  Lige nu sejler vi på den del af Atlanten, der hedder Saragossa-havet. Det er hertil alle vore ål svømmer for at gyde. Allesammen. Og de svømmer saftsuseme hele vejen tilbage til vore nordlige farvande igen. Sikke en tur. Mig bekendt har man ikke fundet ud af, hvorfor de gør dette. De ved det nok heller ikke selv. De er programmeret til det. Mange bliver sikkert ædt og fortæret undervejs. Og når de så når op til os i Nordeuropa, bliver de også fanget og spist. Af OS  ( dog ikke af mig! ).  Det er godt at vide, at der er stærke kræfter i disse år, der arbejder på at redde netop ålen, fordi den  i dag er en truet art. Så forretninger med respekt for sig selv – og mennesker med lige så respekt for sig selv – bør ikke længere  sætte ål på menuen.  Lad dem nyde deres flere tusinde km svømmeture – og så iøvrigt ha’ et godt åle-liv!

 

Nu vil jeg gå ud på vor balkon for at nyde det skønne syn af det flotte blå hav så langt øjet rækker. I alle retninger!

 

Onsdag, den 27. februar:

 

I dag fortsatte vi vor dejlige tur ud af oceanets brede blå landevej!  Blåt til alle sider – fremad, til højre, til venstre, nedad og opad.  BLÅT TIL LYST, kan man sige!  På vor vej har vi mødt flyvefisk i leg. Imponerende størrelser, der farer op fra vandet og ofte flyver 30-50 meter over vandoverfladen. Vi så dem også i Det sydkinesiske Hav for år tilbage. Men det er nok ikke de samme. Måske ikke engang den samme art. Men et imponerende syn er det.

 

I det hele taget kan vi ikke lade være med at tænke på det mylder af dyreliv, der findes under os. Tusindvis af fisk og havdyr af alle arter. Når vi er ude på balkonen, håber vi naturligvis, at en stor blåhval pludselig vil komme til syne. Men dem vi har set indtil nu, bærer navnet ”Fata Morgana”.  Så vidt vi kan se, er havet meget rent. I hvert fald i overfladen. Ind imellem dukker noget helt gult op. Mon ikke det er en slags plankton, eller hvad det nu hedder?  Oceanet med dets saltindhold er heldigvis god til at rense sig selv. Men der er naturligvis ting, det ikke kan klare. Nogle skibe er nogle svin og smider alskens uhumskheder i vandet. Det gør MSC LIRICA ikke. Vort skib har faktisk fået den bedste internationale pris for sin miljøpolitik. Det er vi lidt stolte af!

 

Vi er nu godt 1.200 km fra de caribiske øer. Og ca. 3.600 km fra vort næste stop på Madeira. Vejret er rimeligt godt. 23 grader udenfor. Lige i dette øjeblik regner det lidt. Men det hygger også. På den anden side af skyen stråler solen helt sikkert igen.

 

I går så vi faktisk et andet skib. En stor fragtbåd på vej vestover. Endelig fik vi brug for den nye kikkert, vi købte i Belgien.  Med den kan vi overvåge alt til alle sider. Endda de små flyvefisk, som bliver kæmpestore, når de kommer op i kikkerten.

 

Foder-rytmen her på skibet er god og meget menneskevenlig. Og vi har selv fundet vor egen rytme i deres rytme. Her på havet er der morgenmad til kl. 09.30. Det når vi lige.... Endda hver dag. Fulgt af en Grappa eller lignende – til at sætte gang i systemet! Så er der laaaaang tid til næste måltid. En herlig frokost. Den slutter kl. 14, så efter en drink når vi normalt frem en halv times tid før lukketid. Om aftenen har vi valgt den sene spisetid, som er kl. 20.30 indtil man ikke lyster at sidde ved bordet længere. Kun om aftenen har alle faste pladser – det var her, vi manøvrerede os fri af det fransk-mauritius’ske par den første aften.  Og skulle man løbe ind i sult ind imellem måltiderne, så er der hjælp at hente i de buffet-restauranter, der er åbne hele tiden. Så ingen hungersnød her!

 

Vi har i øvrigt besluttet at tage alle vore måltider i restauranten og ikke i buffet’en. Den kan let virke som en banegård. Og selvbetjeningen – selv om den er nok så høflig – kan ikke stå mål med de professionelle tjenere, der kommer fra 45 forskellige lande i verden!

 

Til slut:  vi har i dag ved intensiv søgning fundet skibets fitness center. Det ligger lige neden under vor suite og er helt moderne. Når man træder i cyklerne eller går/løber på båndene, kigger man fremad og får nærmest fornemmelsen af, at man selv driver skibet frem!  Om vi var derinde for at prøve?  Nej, det var vi ikke. Der skal også være noget at skrive om i morgen J

 

 

Torsdag, den 28. februar:

 

Vi er netop kommet tilbage fra Lord Nelson. Ikke ham, der stjal den danske flåde og senere blev skudt af en fransk-spansk kugle. Men vor foretrukne bar her på skibet. Den ligger på 5. dæk og har den fordel, at der må ryges.  Der skal dog ikke ryges, og det er jeg glad for. Smøgerne til trods er der faktisk fin luft i baren. Selv da en medpassager i formiddag – en kendt BBC-mand – ”fyrede” et kanonslag af en cigar af på stedet. Vi betjenes på skift af rumænske Laura fra Constanta, peruvianske Lisbeth fra Lima  (og det hedder hun faktisk, selv om hun er indianer) og kulsorte Georges fra Madagascar. Den ene er sødere og bedre end den anden. Og vi får ind imellem en god snak med dem.  Om aftenen underholder en dygtig italiensk guitarspiller med en meget bred midterskilning os. Han hed Sandro.  Eneste forstyrrende element i baren er, at TV-skærmen i en uendelighed viser engelske og spanske fodboldkampe fra 1991 og deromkring. Og vel at mærke de samme fodboldkampe hele tiden. Vi kan dem snart udenad. Selv om vi nu har vænnet os til helt automatisk at vende ryggen til skærmen.

 

I går fik vi os en gevaldig overraskelse. Pludselig bliver der stukket et brev ind under døren i kahytten. Så for Søren, tænkte jeg. Nu er vi nok gået fallit!  Fordi sidste gang vi fik en seddel ind under døren på et krydstogt var det for at meddele os, at grænsen på mit credit card var nået! Det blev dog løst dengang – med Liselottes kort !  Men det var ikke anledningen i går.  Det gode brev kom fra Liselottes fætter og hans kæreste i Mainz i Tyskland. Det fortalte, at nogle af deres venner er på vort skib. Og at de gerne vil møde os. De hedder Marion og Martin og er også fra Gutenbergs Mainz. Selv havde de skrevet, at vi i aftes kl. 22 kunne finde dem i en bestemt bar på 6. dæk.  Ja, verden er lille. Selv herude på det store ocean. Man kan ikke gemme sig nogen steder J   Vi mødte dem som befalet. Og de var rigtig hyggelige, især Marion. Hun er tekniker og arbejdskollega til Carl-Peters Karin. Vi fik en hyggelig snak om både dette og hint. Hun er på sit allerførste krydstogt og nyder det i fulde drag. Om hun også nyder sin ven Martin, er vi mere i tvivl om. Og har i givet fald forståelse for. Vi var helt givet et forstyrrende element i hans verden. Han er bil-ingeniør og gav klart indtryk af at tænke bedst med tungen ud af bukserne!  Mens vi andre snakkede, pludrede og drak væske dertil, tænkte han mest på at komme hurtigst muligt op i høet for at nyde sit medbragte bytte! Sådan er vi så forskellige!

 

Vi er nu halvvejs på turen over Atlanten. Det vil sige, at vi har tilbagelagt omkring 2.400 km. I aften kl. 20 vil vi passere Krebsens vendekreds, det vil sige vi forlader troperne og kommer ind i den subtropiske zone. Temperaturen udenfor er 22 grader. Der er 4 km vand under kølen. Og der er som sædvanlig ikke et eneste andet skib i sigte. Man kunne også kalde Atlanterhavet for Det tomme Hav. I hvert fald her.

 

I nat stillede vi urene endnu en time frem, så nu er vi kun tre timer bagefter Europa.

 

TV er der ikke noget af for tiden. MSC undskylder sig med, at der ikke er satellitter til at betjene os. Det er nok en sandhed med modifikationer. Det skyldes snarere, at de ikke vil betale for de satellitter, der betjener denne del af jordkloden. Men pyt.  Internettet og dets satellitter fungerer perfekt, og her kan vi følge med i alle de nyheder, vi ønsker.

 

Liselotte er gået ned til en World Quiz, mens jeg skriver dagbog. Så hun kommer nok tilbage med en mega-gevinst!

 

Fredag, den 1. marts:

 

Netop som vi i aftes sejlede ud af troperne og ind i den subtropiske zone, blev vejret endnu bedre. Efter et par dage med en del skyer er der i dag fuld blus på lampen og 24 grader. Vi stornyder det forskellige steder på skibet, dels på dæk, dels på vandreture på ”ruten” her på 12. dæk, og ikke  mindst på vor egen balkon. Vi bor til styrbords side, så med vor sejlretning vender vi hele tiden mod syd-sydøst. Lige i øjet.  Vort øje skuer fortsat over det store tomme hav. Ikke et skib er blevet observeret i dagevis. En enkelt flyvefisk optræder ind imellem for at vi dog har noget at se på.  Men synet og lyden af det kolossale ocean er rigeligt til opleveren. Man kommer på én gang ned i gear og også mentalt op i højderne ved indtagelsen af dette storslåede syn.

 

I det hele taget vil jeg om vejret på hele turen indtil nu, både i Caribien og på Atlanten sige, at det har været overordentlig venligt og behageligt.  Skønt! Især når vi ind imellem erfarer, at der af og til er sne i både Belgien og Danmark.

 

Apropos vor vandring på ”ruten” hele skibet rundt:  Her slår jeg som derhjemme min Endomondo app på min smartphone til. Så kan man bagefter både se rute, fart, tilbagelagt distance, forbrændte kalorier, og en del mere. Oplysningerne bliver gemt. Og de kan også automatisk ses af de ca. 50 Endomondo-venner, jeg har på nettet!   Altsammen godt og morsomt.  Men forleden blev jeg alligevel overrasket. Godt nok gik jeg til den, når jeg vandrede afsted. Men at jeg på 31 minutter havde gået 19 km – det var godt nok rekorden! I et splitsekund bandede jeg over, at nu var app’en eller smartphonen gået i stykker. Men så gik sagens rette sammenhæng op for mig:  Endomondo måler min gang ved hjælp af satellitter. Og da jeg af gode grunde går på et skib, der bevæger sig fremad, så får jeg skibets tilbagelagte distance, mens jeg vandrer afsted, med oven i handelen!  Det sejler 35 km i timen. Så passer pengene!  Man skal lære noget nyt hver dag.

 

Vi har også oplevet et nyt lille drama.  Nej, nej, vi har ikke smidt flere væk fra vort spisebord. Vi har det fortsat dejligt for os selv. Nej, vore nye tyske venner, som vi traf i forgårs, kastede åbenbart hinanden på porten i går og flyttede i hver sin kahyt. Jeg antydede vist forleden, at vi ville blive meget forbavset, hvis det forhold holdt lang tid. Men at det blev SÅ kort, kunne vi ikke forudse. Nu ser vi Martin gå hvileløst rundt på skibet, fjern i blikket og ligesom lost. Han kontaktede på et tidspunkt i går Liselotte for at sige, at han havde opført sig dumt. Men det kunne hun ikke rigtig gøre noget ved.  Snak sammen!  var hendes kloge besked! Marion har jeg mødt nogle gange i går på vandreturene. Hun ser fortsat glad – ekstra glad ? – ud og ser ud til at nyde det hele. Hende får vi forhåbentlig mere god snak med undervejs. Der er 9 dage tilbage endnu.

 

Vi læste i aviserne i går, at der sejler et førerløst 100 meter langt spøgelses-skib rundt i Atlanten. Vi håber, at vor rorgænger holder godt øje med det. Det var ikke så rart at få det buldrende ind i vor kahyt!

 

Og så er jeg begyndt at læse en meget spændende bog på min Kindle. Liselotte har læst den tidligere og anbefaler den meget. Bogen hedder Savage Continent: Europe in the aftermath of World War II. Og den engelske forfatter er historikeren Keith Lowe.  Den handler om årene 1945-49 i Europa. Om det totale kaos og uhyrlige lidelser, folk var ude for i de fleste lande, selv om krigen var slut.  Det er noget, man et eller andet sted godt ved. Men her er det beskrevet og analyseret. Ikke med drama og finger-pegnings hensigter. Men for at få lavet en samlet oversigt over disse forfærdelige år – også med masser af vidneudsagn alle steder fra.  Man kan næsten ikke lægge bogen fra sig.  Og man bliver meget eftertænksom bagefter. Min reaktion efter de første kapitler er, at de der ikke sætter pris på det enorme arbejde, der blev gjort i disse og de følgende år med bl.a. EU, de burde ærligt talt skamme sig!  De aner simpelt ikke, hvad de taler om.  Nobels fredspris fornylig er det eneste, der i de senere år har sagt klart og tydeligt, hvad EU og det forpligtende samarbejde i virkeligheden handler om. Politikernes ”jeg-skal-nok-finde-et-hår-i-suppen” politik giver jeg ikke fem fla’ ører for!  Så er det sagt!  Endda her ude midt på Atlanten. Men det bliver det ikke mindre sandt af!

 

Lørdag, den 2. marts:

 

Der er mange store maver ombord! Når man fredeligt sidder i sin barstol, ser man den ene bodega-muskel arrivere efter den anden. Gennem dørene. Fra swimmingpoolen. Efter spil og anden spøg.  Bagefter musklen følger normalt et mandfolk! Et gedigent et af slagsen. Så min egen dyrt indkøbte bodega-muskel føler sig ingenlunde alene J

 

Det er pudsigt at filosofere over livets gang – også i denne sammenhæng.  Tykke maver på unge og yngre mennesker tilhører altid pigerne/damerne/fruerne.  Tykke vomme i den modne alder tilhører (normalt) mændene.  Og i begge tilfælde er det vi mænds skyld.  Vi må bære meget på vore skuldre!

 

Nå, om alt dette tænker en del af jer sikkert: TAL FOR DIG SELV!  Og det gør jeg så J

 

Dramaer er ikke, hvad de plejer at være. De har det med at gå over igen. Sådan er det også med Marion og Martin, som jeg har berettet om de sidste par dage.  De har fundet (noget) sammen igen. Ikke sådan med holde-hånd og den slags pjat. Men de taler sammen. Smiler endda ind imellem. Og så trøster de sig med, at det par, de deler et firemands spisebord med om aftenen, har større indbyrdes problemer, end de selv har.

 

I aftes var vi igen gæster i skibets Broadway Teater. Denne gang oplevede en flot forestilling med vore fire operasangere med musik og sang af Mozart og Lehar. ”Lights of Vienna” hed programmet. De er virkelig dygtige.  Og så smilede jeg sammen med den søde kvindelige sopran i rygerbaren bagefter!

 

Vi har også fået lidt mere indsigt i bartendernes baggrund. I hvert fald nogle af dem. Nemlig de to rumænske piger Laura (som jeg tidligere har nævnt) og Andrea. De er begge fra Sortahvs-byen Constanta. Laura er uddannet marine-officer og er kun taget på dette krydstogt i 6 måneder for også at prøve sejleriet på den måde.  Den rumænske handelsflåde venter hende om et par uger. Og Andrea er universitetsuddannet revisor. Hun ville også prøve dette kryds-liv på en enkelt periode. Hun flyver også hjem den 11. marts fra Genova for at arbejde i sit fag.  Dette svarer helt til mine egne oplevelser med de unge medarbejdere fra Østeuropa, mens jeg stadig arbejdede i Kommissionen. De var alle supergodt uddannede og gjorde en stjerne-indsats i alt, hvad de blev sat til. En ren fornøjelse at have med at gøre.  Mange af vore egne unge her vestpå skal tage sig gevaldigt sammen, hvis de skal klare sig i konkurrencen med disse superdygtige og super-motiverede kolleger fra det østlige Europa.

 

Tidsmæssigt er vi nu kun 2 timer bagefter Europa. I nat stillede vi urene 1 time frem. Og i den kommende nat skal vi gøre det en gang til.

Vejret er fortsat flot og tillokkende. Vi har fra morgenstunden været på dæk.

 

Eneste overraskelse var i dag, at kaptajnen meddelte  os alle, at vi desværre ikke kommer til Madeira på mandag som forudset.  Der er dårligt vejr på de kanter. I stedet går vi direkte til Gibraltar og er der hele dagen tirsdag. Til den tid har vi så været på havet uafbrudt i 7 ½ døgn. Så vi er snart erfarne sø-ulke!   Og et besøg hos de røde aber på Gibraltar er bestemt heller ikke at foragte!

 

Søndag, den 3. marts:

 

I dag er anderledes. Meget anderledes. Men slet ikke dårligere. Det flotte vejr er taget på weekend. Det suser og pifter udenfor. Og oceanet får samtidig væsketilskud i pæne mængder.  En rigtig inde-dag- Men stadig 20 grader derude. Og noget mere herinde. Vort gode skib kan ikke helt beslutte sig til, om hun skal rulle, gynge eller vippe. Så hun gør lidt af det hele. Men ikke vildt. Vi er ret sikre på, at skipper har slået de store stabilisatorer (de ligner fly-vinger under vandet) til. Om et par timer er vi blevet lovet et muntert, stort tordenvejr. Lad os nu se, om de holder, hvad de lover. Vi håber i hvert fald, at det bliver flot.  Hov, skriften hopper !  Der kom lige en gevaldig bølge og blandede sig!

 

Vi tog os en gedigen herremandsøvn i formiddag. Dels på grund af vejret. Men også fordi vi dansede og hyggede helt frem til ved 2-tiden i nat. Inden da havde vi været til talent-konkurrence for passagererne. Vi vandt dog ikke. Det var nok, fordi vi ikke deltog. Jeg foreslog ellers Liselotte, at hun skulle give et eventyr + en kendt sang af H.C. Andersen, som hun med stor succes gjorde til en lignende konkurrence på Volga-togtet sidste forår. Der var flotte og morsomme indslag, bl.a. med 4 modne herrer, der gav ”A full Monty” hele vejen. De vandt dog ikke – de synes vi, de skulle have gjort. Vinderen var en næsten helprofessionel kvindelig engelsk-inde, der gav en flot optræden med kendte amerikanske shownumre.

 

I går fik jeg også skrevet og sendt et nyt kapitel af min personlige krønike på engelsk til mine børnebørn i England. Det handlede denne gang om mine dyr som barn. En stor hane, der konsekvent løb efter mig. Og min kat, der legede med grisene, også ved af og til at holde dem fat i trynen i et minut eller mere med sine kløer. Av for den! Uh, hvor de skreg.  Anna Maria er sød og siger, at hun synes mine historier er sjove J

 

I dag har jeg lavet et godt oplæg til det særlige ved politisk kommunikation. Jeg synes selv, at det er blevet rigtig godt og overbevisende. Nu må vi så se, om det også kan overbevise andre. Og måske endda bruges til gode formål.

 

På læsesiden har jeg nu læst min gamle studiekammerat Bertel Haarders seneste bog. Den hedder:  OP MOD STRØMMEN. MED HØJSKOLEN I RYGGEN.  Den handler især om hans barndom i Rønshoved i Sønderjylland og også noget om hans politiske og menneskelige filosofi og erfaringer. Bogen er meget interessant og velskrevet. Og jeg er selv meget enig i den et langt stykke af vejen. Vi har – og ikke bare i studietiden i Århus – levet en stor del af livet de samme steder og i de samme miljøer.  Jeg glæder mig til hans næste bog.

 

Det var det nyeste at fortælle, mens vi krydser her syd for Madeira på vej mod Gibraltar.  Og nu er kun kun 1 time bagefter Europa. Ligesom England. Selv om englænderne på mange andre måder er mindst 20 år bagefter Europa J

 

Mandag, den 4. marts:

 

I har formentlig ikke tid til at læse min Dagbog i dag, fordi I har travlt med at studere min store artikel i søndags-udgaven af Jyllands-Posten i går. Den hed:  Dansk Europa-politik efterlyses...  Jeg har skrevet den sammen med mine gode ven Erik Boel.  Vi synes, det er på tide, at der kommer kød på en mere langsigtet og holdbar dansk politik i Europa. Ikke bare hoppe fra sten til sten. Eller snarere fra vandpyt til vandpyt! Hvad VIL vi med Europa?  Hvad vil vi bruge det til? Det har vi nogle helt konkrete bud på.   Og hvordan får vi vækket politikere, der har modet og visionen til at tage fat om det? Hvis de findes...

 

Når jeg kommer hjem her fra Atlanten og Middelhavet, sætter jeg naturligvis artiklen på min hjemmeside. Og så går Erik og jeg i gang med en energisk opfølgning til det, vi konkret foreslår i artiklen.  Klokken er to minutter i midnat, hvis Danmark skal være med dér, hvor vor fremtid under alle omstændigheder formes og bestemmes.

 

Jeg hygger mig også på dette vand-togt med igen at læse en meget inspirerende bog. Den er bl.a. skrevet af min gamle ven og gamle student, Povl Christian Henningsen. Den hedder BRYD MUREN. Og den handler om, hvordan man kommunikerer. Vel at mærke kommunikerer effektivt. Der er virkelig meget at lære i den bog. Om den nødvendige forberedelse. Om måden at præsentere på. Om behovet for intuition.  Kommunikation er på mange måder en kunst. En kunst, der bør tages meget alvorligt af alle. Hvad er der ved at have verdens bedste produkt eller verdens bedste ide, hvis man ikke får kommunikeret forståeligt og overbevisende om den. Kommunikation er kernen i al succes. Også om Europa. Vær klar. Vær kort. Vær overbevisende. Vær klar til en diskussion med indhold. Brug billeder. Tænk på korte ”sound bites”, som amerikanerne kalder det. Mundrette korte udtryk, som kort og fyndigt fortæller, hvad sagen handler om. Og som folk kan huske.  Som da præsident Franklin D. Roosevelt blev indsat i dag for nøjagtig 80 år siden. Det var midt i den store økonomiske krise. Han sagde de berømte ord:  Det eneste vi har at frygte, er frygten selv!

 

Vort togt har det sidste døgns tid været præget af det dårlige vejr, der jog os væk fra Madeira. I nat var vort skib den rene ”Rulle Marie”, så man i sengen nærmest måtte klynge sig til sengestolperne for ikke at falde ud af høet. Ikke noget med søsyge. Men en pudsig leg, hvor skibet rullede fra side til side. Ikke i en bestemt, forudsigelig rytme. Men nærmest med improviserede intervaller, så man hele tiden skulle prøve at gætte på, hvornår man med lynets hast skulle gribe efter sengestolpen igen.  Selv om skibet og bølgerne gjorde deres bedste, lykkedes det dem ikke at vælte os ud over senge-rælingen. Men det var tæt på et par gange!

 

I dag ruller vi videre mod Gibraltar. Ved 11-tiden i aften skulle vi kunne skimte Marokko. Derefter går vi ind i Gibraltar-strædet og ankommer til klippefæstningen ved 5-tiden i morgen tidlig. Så har vi hele dagen og aftenen dér til at fornøje os på britisk grund. Det er 3. gang, vi er der. Så vi ved, hvad vi går efter.

 

I aftes fik vi en hyggelig mail fra vor belgiske vært i Rixensart. Ud over at hente os i lufthavnen på søndag, så har han nu også stillet os i udsigt, at han vil lave en dejlig suppe til os til hjemkomsten. Det har han gjort før.  Så man kan sige, at vi har et lejemål af vort hus, som også indeholder taxa-kørsel og halvpension!  Til gengæld er den leje, vi betaler, ikke steget med 1 euro, siden vi flyttede ind for 15 år siden. På den anden side er han sikkert også glad for, at vi passer godt på hans hus. Og at vi endda betaler for at få lov til at gøre det!

 

Tirsdag, den 5. marts:

 

Så nåede vi frem til britiske Gibraltar – og er dermed hjemme i Europa igen. Atlanterhavet ligger bag os. Middelhavet foran os.  Imellem de to have ligger Gibraltar-strædet, der er på 64 km.

 

Vi har været i Gibraltar to gange før. Sidste gang var for 8 ½ år siden, da vi kørte hertil en dag fra Benalmádina vest for Malaga. Vi holdt en uges familieferie for at fejre Cecilies 30 års fødselsdag.

 

Vi stod i dag – for OS – meget tidligt op. Det vil sige allerede ved knap halv otte tiden. Dels ville vi gerne nå morgenmaden, inden vi vovede os i land. Og dels ville vi have mulighed for at beskue vejret, inden vi lagde planer for dagens fod-togt ind til byen. Begge dele lykkedes. Og da det småregnede i morges, og lavthængende skyer tog en god del af udsigten, besluttede vi os for en læse-morgen, inden vi ved 10-tiden drog afsted.  Læsningen er også stimuleret af, at vi nu efter 7 avis-fri dage på havet igen kan downloade den daglige avis til vor Kindle. Netværket 3G virker atter for fuld kraft. Så både International Herald Tribune for i dag og Newsweek for denne uge lod sig læse fra morgenstunden.

 

Gåturen ind til centrum tog et kvarters tid. Krydstogt-terminalen er ny og flot, bygget med midler fra EU kunne vi læse. Bymidten med hovedgaden Main Street er hyggelig og en blanding af en masse små forretninger, barer og enkelte stormagasiner. Man mærker straks, at man er kommet til England. Sproget, Bobby-betjente, pubs, røde engelske postkasser, Union Jack alle steder, statuer af brave britiske soldater fra især fortiden, osv. Men samtidig synes vi begge, at det britiske præg i dag er mindre udtalt end tidligere. Der tales masser af spansk i gaderne, og skiltningen i forretninger er også meget på spansk. Det er ikke så underligt, for Spanien ligger lige på den anden side af lufthavnens landingsbane, der ligger lige ved siden af byens centrum. Når man kommer hertil fra landsiden, skal man gå eller køre over landingsbanen. Et stort skilt annoncerer, at man skal stoppe for afgående eller ankommende fly!  Og det gør man. Jeg har ikke hørt om fodgængere, der er blevet kørt over af et fly. Endnu.

 

Forholdet mellem Gibraltar og Spanien er i dag fredeligt og nogenlunde godt. Sådan har det ikke altid været. Briterne har siddet på Gibraltar i flere hundrede år. Det var livsvigtigt for deres flåde og deres handelsinteresser i Middelhavet og videre øst på. Samtidig har spanierne altid betragtet området som en del af deres land. Og det er kun få årtier siden, at man overhovedet kunne passere grænsen mellem Spanien og Gibraltar. Den var hermetisk lukket. Dette blev ændret, da Spanien efter Franco-diktaturet igen ville være en del af det gode selskab. Samtidig havde Andalusien – som den spanske provins hernede hedder – hårdt brug for flere arbejdspladser. Dem kunne spanske arbejdere få en del af i Gibraltar.  Kravet om at gøre området til en del af Spanien fortsatte dog. Og der blev for en del år siden lavet en folkeafstemning i Gibraltar om sagen. Ialt 90 % af befolkningen stemte for at forblive britiske. Så der er ikke så meget på-den-ene-side-og-på-den-anden-side diskussion om den sag.

 

Gibraltar lever i dag stadig af trafikken fra havet. Og der er fortsat en britisk militær tilstedeværelse her. Samtidig er det stadig et tillokkende opholdsted for penge. Vi så i dag Jyske Bank på hovedgaden. De kalder endda deres hus Jyske House ! 

 

Vi besøgte ikke de røde Gibraltar-aber oppe på klippen. Vi havde de første par gange hygget os i hinandens selskab, selv om de er ganske frække og gør hvad de kan for at stjæle tasker og poser, hvis de kan slippe afsted med det. Det var om dem, at Winston Churchill under 2. verdenskrig sagde, at hvis de forsvandt , så ville the British Empire gå under. Derfor sendte han en særlig britisk militærenhed hertil for at passe på dem. Denne enhed er her endnu. Jeg tror, det er de samme soldater som dengang. De har i hvert fald en alder, der ikke gør dem særlig fit for fight, hvis det skulle komme så langt!

 

Vi forsøgte endda at finde et hyggeligt frokost-sted nede ved den del af havnen, der hedder Ocean View. Men det lykkedes ikke at blive fristet. Så vi travede hjem, dvs. ud til skibet, og indtog vores sædvanlige frokost her.

 

Ankomsten hertil i nat og i morges skete med lidt omskrivning af Gene Kelly’s sang med Sailing in the rain. Og den var iøvrigt præget at to interessante ting. Dels så vi pludselig indtil flere andre skibe rundt omkring os. Det havde vi ikke set i dagevis. Og dels var vi pludselig omgivet af masser af måger. Ude på Atlanten var der ingen. Ingen fugle af nogen art. Det tætteste vi kom på dem, var de flyvefisk, jeg tidligere har skrevet om.  Pudsigt at man lægger specielt mærke til disse to ting, som er helt naturlige i vor dagligdag.

 

De forventede sø-ben var der skam også. Især Liselotte følte hele formiddagen, at hun stadig gyngede, selv om vi havde helt fast grund under fødderne.

 

Vor galla-middag i aftes var glimrende, men ikke noget særligt. Det mest elegante var Liselottes nye tiger, der lyste op og nedstirrede os alle. Vor søde indonesiske tjener, Emed,  var helt nervøs for at servere for os, for den fulgte ham med øjnene hele tiden. Syntes han J  Jeg var bange for, at den på et tidspunkt ville begynde at brumme. Men det gjorde den heldigvis ikke!

 

Her er den flotte løve:

 

 

 

 

Galla-middagen var iøvrigt helt på sin plads i går. For vi fik at vide, at Cecilie netop er blevet forfremmet til senior lecturer på University of Birmingham. Det er vi meget stolte af!  Det er meget svært at få denne forfremmelse.  Men både hun og universitetet har meget fortjent, at hun fik den!  Så der var en ekstra grund til at skåle i aftes!  Det gjorde vi så.

 

Onsdag, den 6. marts:

 

Nå, da narrede jeg jer nok J  Så I mit foto fra fruen i Dagbogen i går?  Enten så I det ikke – og det er naturligvis slemt. Eller også kan I ikke kende forskel på en tiger og en løve !  Og det er naturligvis også slemt!  For det var en LØVE, jeg havde til bords til vor gallaaften i mandags! Ikke en Tiger.  Det er ikke hver dag, det sker. Og det er heller ikke hver dag, at jeg tester mine læsere JJ

 

I dag stod turen på Malaga. Spaniens sydligste by og en af hovedbyerne i Andalusien.  I morges blev naturen - og vi – vandet ganske kraftigt fra oven.  Men op ad dagen blev der det dejligste vejr med sol, flot udsigt og det hele. Og det var ekstra skønt. For vi var i dag inviteret til frokost af danske venner hernede. Vore nære ”Bedemands-venner” gennem mange år, Benthe og Kaj Handberg fra Rebild hjemme i Himmerland, er hernede i disse dage for at besøge deres søn og svigerdatter samt børnebørnene. Og det profiterede vi højt på ved at blive inviteret på dejlig spansk frokost hos familien i deres skønne hus i den østlige del af Malaga. Inklusive både hentning og bringning. Først fik vi tapas med jamon serrano, derefter mørbrad af pata negra gris med kartofler og bønner, og til sidst dessert med friske jordbær. Der er jordbærsæson hernede. Dertil de dejligste vine til at ledsage det hele.  Det var en sand fornøjelse altsammen. Herunder også at høre om livet i det daglige i det spanske.  De har boet og arbejdet hernede i 12 år. Tusind tak for det hele !!

 

Bagefter ”gjorde” vi bycentrum sammen med Benthe og Kaj. Først besøgte vi H.C.Andersen, der sidder midt i byen og ser klog og venlig ud. Han havde endda Den grimme Ælling i lommen. Derefter gik vi en tur på Malagas meget flotte og imponerende hovedgade.  Her får man bestemt ikke indtryk af, at dette er et land i krise. Og til sidst sluttede vi med kaffe, kage og en meget menneskevenlig ( både i smag og størrelse ) spansk cognac på byens flotteste cafe på hovedgaden!   Det var et besøg med manér. Afsluttende med en kort taxa-tur tilbage til vort skib, inden vi kl. 18 dampede videre mod Barcelona.

 

Fra vort seneste besøg her i Malaga i september på krydstogt med mine sønner Claus og Lasse vil jeg tilføje lidt konkret information om byen og dens spændende historie:

 

Malaga er den sydligste storby i Europa. Den har 569.000 indbyggere og er den 6. største by i Spanien. Den ligger i provinsen Andalusien på Costa del Sol. 

 

Byen blev grundlagt af fønikerne i 770 f.Kr. og hed dengang Malaka. Senere har den hørt under Karthago, romerne, maurerne ( araberne ) og nu Spanien.

 

En af byens største seværdigheder er maurer-fæstningen Gibralfaro højt oppe over byen. Ta’ en taxa derop. Der er en fantastisk udsigt.  Der er også en god restaurant på borgen.

 

Nede i byen bør man besøge Malagas ældste restaurant – Bodega Pimpi – i nærheden af Plaza Merced.

 

Den ”enarmede” katedral er også et besøg værd. Det hedder den, fordi den har et halvfærdigt tårn. Kirken er bygget oven på en moské.

 

Andre interessante steder er tyrefægterarenaen, det gamle grønttorv, en H.C.Andersen skulptur, m.v.

 

Den nye havnefront, Muelle Uno, er meget populær med alle dens butikker, barer og restauranter.

 

Tilbage på skibet i aften hyggede vi os med en flot Frank Sinatra-forestilling i teatret ( mesteren var dog ikke selv nået frem; men hans italienske afløser gjorde det virkelig flot! ). Og efter middagen nød vi, at TV var kommet tilbage på skærmen. Nu er vi tæt på land.  Især et glimrende tysk program på ZDF om den katolske kirke og dens mange forskellige former og aktiviteter verden rundt var yderst interessant og tankevækkende.

 

 

 

Torsdag, den 7. marts:

 

I dag er vor sidste dag som heldags-søfarende på dette krydstogt. Vi er på vej til Cataloniens smukke og spændende hovedstad Barcelona – ialt 900 km fra Malaga. På vejen passerer vi bl.a. Ibiza,  Mallorca og Menorca.  Vejret er godt med næsten 20 grader og helt stille. Men himlen har iklædt sig fåreklæder i dag, så vi får ikke solstik. Skipper sejler langsomt for ikke at komme for tidligt frem.  Vi er lige for lidt siden blevet overhalet af et kinesisk containerskib.

 

Så der er god tid til at læse, skrive, hygge, tænke , nyde, glo ud over Middelhavet, planlægge. Og til at tænke på alle de dejlige ting, vi har oplevet på dette særlige krydstogt. Det har vi gjort både på dæk ( hvor vi nød et par dejlige pizzaer og en sangria ), i restauranten, og på vor egen store balkon.  Og så nåede vi i formiddag også at gå en del omgange skibet rundt heroppe på motionsstien på 12. dæk.

 

Vi har netop fået den glade nyhed, at der for alvor er gang i bogby-projektet i Nordjylland. Det er fortsættelsen af besøget hos os og i boglandsbyen Redu i Belgien i januar. De gode aktive folk har nu fået endnu flere aktivister med. Og de vil i nær fremtid udskrive en konkurrence om, hvilke landsbyer i det nordjyske, der vil byde ind på projektet. Det er en fantastisk god ide. Nytænkning så det fløjter. Det ka’ vi li’!  Og vil følge det med stor interesse.

 

Jeg har i dag også haft tid til at tænke lidt på Europa. Herunder hvordan vi får en ordentlig og fremadrettet debat i gang. Og hvor det også er andre end ”the usual suspects”, der deltager. Jeg har operative ideer til dette oppe i ærmet!   Vi skal også finde en god og effektiv måde at få alle de misforståelser, halve sandheder og direkte løgne ( bevidste og ubevidste ), der florerer i debat-landskabet, af livet.  I de go’e gamle dage kørte vi i Kommissionen en service, der skulle klare netop dette. Den hed Rapid Reply Service.  På dansk kaldte vi den meget passende Rappe Svar på Ænder.  Der var noget, der rykkede. Bare man er hurtig, klar i spyttet og selvfølgelig har sine facts i orden!   Det bør vi finde en moderniseret udgave af!

 

 

Fredag, den 8. marts:

 

I dag er vi Barcelonas favn. Og det er bestemt ikke det værste, der kan hænde én. Især når vejret som i dag har været helt fantastisk. Fuld sol fra morgenstunden og 20 grader. Modsat på sidste krydstogt ligger vort skib i dag helt inde ved centrum – kun et par hundrede meter fra Columbus-statuen ved havnen. Her starter den berømte gade Ramblaen med den brede gågade i midten. Mere om den lidt senere.

 

Vi havde i dag meldt os til en organiseret udflugt. Det var vi kun 16, der havde gjort. Vi blev ”iført” en dejlig stor bus og en tyskfødt, fremragende guide, der hed Michelle. Hun var fra Düsseldorf og havde boet i Barcelona i 35 år. Hun talte alle sprog lige godt, var morsom, selvkritisk og ikke for lang i spyttet, når hun skulle forklare dette og hint. Lige efter vores smag altsammen.

 

Turen vi havde bestilt hed The Gaudi Experience. Antoni Gaudi er den meget berømte katalanske arkitekt, der levede fra 1852-1926.  Hans ledetråd i al hans arbejde var at følge naturens mønstre. Det udspringer af art nouveau, ikke art deco.  En af hans berømte boligblokke i centrum af Barcelona ligner udefra en bølge. Inspireret af Middelhavets bølger. En anden har alskens filurligheder taget fra naturen udenpå. Og formentlig også indeni. Det så vi ikke, selv om der findes en lejlighed, man kan komme ind at se. Han har også lavet en stor park i udkanten af byen, Güell-parken. Det var meningen, at rige folk skulle bygge nogle få huse der og have et dejligt og fredeligt liv uden storbyens forstyrrelser. Det endte med, at der kun blev bygget 3 huse, herunder Gaudi’s eget. Blandt andet fordi han bevidst ikke ville have nogen form for offentlig transport i området. I dag er parken efter mange års forfald genetableret og tiltrækker masser af gæster. Også skoleklasser, der kommer derud for at opleve og for at lære at tegne, hvad de ser.

 

Gaudi’s hovedprojekt – og det han selv satte allerhøjest – er den helt utraditionelle Sagrada Familia kirke.  Et projekt, han startede i 1882, og som stadig ikke er færdigt. Efter mange års stilstand og forfald under Franco-diktaturet kom der gang i byggeriet igen for 20 år siden. Altsammen betalt af private midler, herunder entre-indtægter fra millioner af årlige besøgende.  Hele byggeriet er som Gaudi’s andre værker bygget omkring naturen –hvad man ser i naturen omkring os. Derfor er der ingen lige linjer eller rette vinkler. Tværtimod. Kommer man tæt på, virker det – i hvert fald på mig – forvirrende og rodet. Men træder man tilbage og ser det på afstand, er det meget, meget flot. Kirken skal have ialt 18 tårne. Et for hvert af de 12 apostle, et for hver af de 4 evangelier, et for Jomfru Maria og et – det allerhøjeste – for Jesus. Det bliver på 150 meter.  Kun en 7-8 af disse tårne er bygget indtil nu. Men om kort tid går de i gang med at bygge de næste 10 tårne samtidig. Kirkens arkitekter har lovet byggeriet helt færdigt til 2026. Paven ( den netop afgående Benedikt XVI ) har dog været her for nogle år siden for at indvi kirken som basilika, og der afholdes kun omkring 14 gudstjenester i den om året.

Og Antoni Gaudi?  Ja, han nåede kun at se lidt af sin kirke bygget, inden han døde. Til gengæld er han begravet under kirkens alter.

 

Efter den fælles udflugt gik vi selv en tur i eftermiddag. Især i den gamle bydel, der er overordentlig hyggelig og tillokkende. Vi traskede naturligvis også op ad hovedgaden Ramblaen, der strækker sig fra havnefronten op til byens centrale plads, Plaza de Cataluya.  Masser af mennesker. Masser af restauranter og barer. Og masser af lommetyve. Vi var advaret på forhånd om, at vi skulle passe godt på vore ting.  Jeg opnåede at blive klappet diskret på min baglomme af en yngre halvfed dame. Helt klart et forsøg på at finde ud af, om min familieformue var tilgængelig lige der. Hendes klap ínspirerede mig til at følge efter hende – uden hun opdagede det. Og da hun 2 minutter senere gik ind i en overdækket sidegade og interessserede sig voldsomt for en yngre dames taske, der var sat på jorden, kontaktede jeg hende med det samme og sagde på mit bedste ”skralde-spanske”:  Fy, fy skamme sig! Jeg HAR set dig.  Hun blev overmåde forskrækket og smuttede rundt om det næste hjørne så hurtigt, som hendes mange pund tillod det!  Jeg undlod at fortsætte min karriere som katalansk politibetjent!

 

Når vi taler om Barcelona, har jeg lyst til at fortælle lidt om et par af mine tidligere besøg i byen.  Første gang jeg for alvor var her var omkring 1990. Da var jeg hernede sammen med min daværende chef Jacques Delors. Vi skulle indvie Kommissionens nye kontor her i byen. Indtil da havde vi kun haft et kontor i Madrid. Men regionaliseringen i Europa tog fart i de år, så vi besluttede at have et kontor også her i den katalanske hovedstad.  Besøget skabte stor mediemæssig og politisk interesse. Og det var kombineret med besøg hos den katalanske statsminister Pujol.

 

Mit andet besøg var et par år senere. Da var Barcelona udnævnt til kulturhovedstad, og det skulle naturligvis fejres. Delors var igen inviteret, men kunne ikke komme. Derfor blev jeg sendt herned. Det var en meget festlig begivenhed, der blev transmitteret direkte i katalansk TV.  Jeg var på Kommissionens vegne en af hovedgæsterne. En anden hovedgæst var José Carreras. Han kommer iøvrigt herfra.  Vi fik os i starten af festen en god snak. Hyggelig fyr. Vi diskuterede også, hvem af os, der skulle gøre hvad. Efter et splitsekunds diskussion blev vi enige om, at jeg skulle holde talen, og han skulle synge.   Det var nok en ganske klog aftale J   Gæsterne klappede i hvert fald energisk, da hver af os var færdig med vort forehavende!

 

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på disse to begivenheder, da vi gik rundt i byen i dag.

 

Iøvrigt skal jeg i skyndingen lige nå at fortælle, at Barcelona er Europas største krydstogt by. De har om sommeren op til 12 anløb af store krydstogtskibe – hver dag!  Og ved I, hvilken by der er nr. 2 krydstogtby i Europa??  Det er København.  I år får den besøg af 475 krydstogtskibe.

 

Iøvrigt synes vi begge, at Barcelona er en fantastisk by på alle måder. Så det er dejligt, at vi kommer her igen i nogle dage i slutningen af maj sammen med vore ”Bedemands-venner” fra det nordjyske!!

 

 

Lørdag, den 9. marts:

 

Middelhavet viste sig i nat fra sin allervenligste side. Vi vovede endda at sove med åben balkondør i nat. Frisk havluft er ikke det værste for en god søvn.

 

Og ved 8-tiden i morges ankom vi som planlagt til Frankrigs næststørste by, Marseille.  Den blev grundlagt for over 2.600 år siden af grækerne. De gav stedet navnet Marsalia, og den var igennem 600 år en græsk bystat. Senere overtog romerne den og gjorde den til en af deres vigtigste havnebyer.  Det var også grækerne, der indførte vinstokken her til Frankrig. Det må man sige, der er kommet en hel del ud af !

 

Også i dag berigede vi os selv med en udflugt organiseret af MSC. Og igen med en glimrende tysk-født lokal guide. I dag hed hun Annette. Turen gav os på 4 timer en glimrende oplevelse af byen.  Vi har været her et par gange før, men kun meget kort. Så dette var nyt. Og sikke en dejlig by. Vi synes at møde disse sydeuropæiske storbyer som en perlerække af skønne indtryk.  Marseille ligger som Barcelona bag en række bjerge ( herunder Mont de Victoire, hvor min frænder kimbrerne i 104 før Kristus gjorde det af med et par romerske legioner – deraf bjergets navn ).

 

Marseille er virkelig en pragtfuld by. I hvert at opleve og se på. Store boulevarder som i Paris. Endda en triumfbue, dog ikke så imponerende som storebroderen i Paris. Slotte. Parker. Det flotteste trompe d’oeil, vi nogenside har set, hvor man fik indtryk af, at en bred boulevard fortsatte. Men det var ”kun” et vægmaleri.  En gammel og enormt charmerende havn, der i dag er fyldt med lystsejlere, blomster- og fiskemarkeder. Og heldigvis også dygtig udstyret med fortovscafeer, hvor vi naturligvis indtog byen kerne-drink, en Pastis. Hver!  Vi var også oppe ved et højtliggende kirke, Notre Dame et eller andet...   Meget flot og imponerende. Og sikke en udsigt. 

 

Her må vi bestemt ned igen. TGV-toget fra Paris ( 830 km væk ) tager under 3 timer.  Måske skal vi også lave en Bedemands-tur herned en dag!  Når vi har været i Barcelona i år og på Anholt næste år !

 

I eftermiddag slappede vi af i fuld sol ude på 11. dæk. Sidste udkald, inden vi i morgen møder vinteren og sneen igen i Rixensart!  Og så er nedpakningen også gået i gang. Eller rettere: det gør Liselotte lige nu, mens jeg skriver dagbog. Sådan må man fordele opgaverne her i livet!

 

På vej ud af Marseilles store havn ( den 2. største i Middelhavet efter Genova ), passerer vi tæt forbi en anden gæst i dag:  det enorme amerikanske hangarskib Dwight D. Eisenhower (”Ike”) med snesevis af jagere og bombemaskiner på dæk.  Imponerende syn. Især når man ved, hvor mange krige og konflikter dette snart gamle skib i årenes løb har været med i.

 

Nu går det videre østpå. Til vor endestation, Genova i Italien. Her har vi haft adskillige krydstogt-oplevelser før. Sidste gang med Claus og Lasse i efteråret.  Så vi kender procedurerne, der kører som i smør.  Afmønstring kl. 9, busafgang  kl. 10, ankomst til Malpensa lufthavn vest for Milano ved halvet tiden. Og så fly hjem til Bruxelles sidst på eftermiddagen.

 

Vort glimrende skib, MSC LIRICA, tager en puster i Genova på to uger. Det skal gøres rent, pudses og plejes. Derefter går det den 25. marts afsted mod Sortehavet, Israel og til vinter til den persiske golf. 

 

LIRICA har været en rigtig dejlig oplevelse. Vi håber, hun synes det samme om os !

 

Og dertil kan kun føjes, at vi også glæder os meget til at komme hjem nu. Ude er godt, hjemme er bedst.  I hvert fald når man som os har været på de vilde vover i snart 3 uger !

 

 

Atlant-krydstogtet med MSC:  Vore konklusioner

 

1. 1.      Et sådant krydstogt er en særlig mental, åndelig oplevelse

 

1. 2.      Det er også en personlig oplevelse  af, at vor planet er dækket 70 % af vand (”den blå planet”),  hvoraf Atlanterhavet udgør de 20 %

 

1. 3.      Man ser den store tomhed – ingen skibe, ingen fugle, intet land. Kun vand til alle sider. Velvidende, at der er masser af spændende liv nedenunder os i indtil 5 km dybde

 

1. 4.      Man er totalt hengivet til afslapning på skibet. Ingen muligheder for at tage andre steder hen.  Og man er også totalt i vejrgudernes magt. Ingen flugtmuligheder. Men med bevidstheden om, at skibet er udstyret med alskens moderne grej til at gøre sejleriet så behageligt som muligt, inkl. stabilisatorer

 

1. 5.      MSC LIRICA har en optimal størrelse med plads til knap 2000 passagerer. Det er overskueligt. Vi var ekstra heldige derved, at skibet på turen over Atlanten kun havde omkring 800 passagerer. Det er måske normalt på MSCs såkaldte Grands Voyages.

 

1. 6.      Da denne tur især drejede sig om en særlig ocean-oplevelse, er landarrangementerne mindre væsentlige. Men det er også godt at være i havn ind imellem, selv med sø-ben J

 

1. 7.      Hvis vi skal anbefale andre en lignende tur tværs over et ocean, vil vi især sige, at dette er vigtigt:

 

• Vær søstærk
• Sørg for at have en yderkahyt, om muligt med balkon
• Lav en slags plan for personlig aktivitet, også om ikke at lave noget og bare opleve og nyde.  Men der foregår faktisk noget uafbrudt på skibet lige fra motion til spil, teater, dans, sprogkurser, musik, foredrag, bridgekonkurrencer, osv. Man bestemmer selvfølgelig helt selv, hvad man vil deltage i.
• Og husk den gyldne regel: jo bedre man er forberedt i viden om hvor man sejler, desto større bliver oplevelsen!
• Og én gylden regel mere: Man behøver aldrig at kede sig. Det er kun kedelige mennesker, der keder sig. Til lands såvel om til søs !
•  

 

Liselotte & Niels Jørgen Thøgersen

 

kimbrer@gmail.com

 

www.niels-jorgen-thogersen.dk

 

 

 

LIDT BAGGRUND TIL KRYDSTOGTET:  KRYDSTOGT – INFO

Fra Martinique over Atlanten til Genova, Italien

Den 19. februar – den 10. marts 2013  

Lidt om skibet:

MSC LIRICA

 

MSC LIRICA er bygget i 2003 og er på 59.000 brutto register tons. Skibet kan medtage 1.600 passager og har en besætning på ca. 710. Dette elegante skib byder på behagelig komfort og en personlighed som byder dig velkommen idet du træder ombord.

Her er der fokuseret på indretningen og livet ombord, og mange af kahytterne har private balkoner, som er store og rumlige. Receptionen er belagt med smukke marmorgulve og har store vinduer, der vender ud mod havet.

Ombord findes der et stort pool område med jacuzzis, løbebane, træningscenter og et stort 2-etagers teater, hvor man hver aften kan opleve flotte shows. Der er flere forskellige restauranter ombord, hvor man kan nyde spændende italiensk inspireret mad, samt flere barer og lounger der serverer kølige drinks.

Der er ligeledes kasino, diskotek - hvor du kan danse natten lang, kaffebar, flere forskellige butikker og bibliotek - hvor du stille og roligt kan læse en bog eller blot spille en omgang kort.

 

MSC LIRICA  er italiensk elegance, når det er bedst J

Website for MSC LIRICA her:  http://www.msccruises.com/gl_en/Ships/MSC-Lirica.aspx  

 

Kahytsbeskrivelser:

Suite  12002  på Rossini dækket  ( 12. etage ).

Størrelse:    27 m2 med egen balkon med fantastisk havudsigt

Sofaarrangement

To enkeltsenge eller en dobbeltseng

TV

Minibar

Eget bad med badekar og toilet

Sminkebord/arbejdsbord med spejl

Pengeboks

Internet-adgang i suiten J

Se vor suite her:

http://mscpodcast-http.weebo.it/podcast/VirtualTourLirica/gl_en/index.html?SC=balconysuite  

( du kan med musen dreje billedet 360 grader rundt )

PS:     Hvorfor bestilt suite?  Fordi vi har fået hele turen til 1 persons pris J

 

Restauranter

 Billedegalleri MSC LIRICA har 2 hovedrestauranter, La Bussola og L’Ippocampo samt en udendørsrestaurant, La Pergola. De tilbyder alle et gastronomisk udvalg af høj klasse og råvarer af høj kvalitet, lige fra det omhyggeligt udvalgte italienske kød til den friske frugt. Vi anvender friske råvarer, der behandles med omhu, og brødet bager vi om bord med samme passion og viden som hos den lokale italienske bager. Retterne varierer og spænder fra den traditionelle og velsmagende middelhavsmenu til de mest raffinerede internationale opskrifter. Til en let frokost kan du vælge Le Bistrot Cafeteria, der tilbyder den bedste kvalitet og det italienske og internationale køkkens variation. 

Barer og lounger

På MSC LIRICA har gæsterne 8 barer at vælge imellem, alle inspireret af hvert sit tema og med deres eget særlige udbud af vine og retter. Selv de mest sofistikerede og kræsne smagsløg vil blive tilfredse her. 

Underholdning

 Billedegalleri MSC Cruises store engagement over for sine gæster viser sig særlig tydeligt i de enestående underholdningsprogrammer og fantastiske fritidsfaciliteter, der findes om bord på MSC LIRICA. Her er bl.a. det topmoderne The Broadway-teater med sine 713 siddepladser, det futuristiske The Blue Club Disco og Las Vegas Casino med over 400 kvadratmeter kasinospil samt videospilsalonen Virutal Reality Games. 

 

VOR TUR-PLAN:

             Februar:

                                                 19.:  15.19:        Afg. TGV-tog Bruxelles Midi

                                                          16.35:        Ank. Paris Gare du Nord.  Taxa til Orly.

                                                                             NOVOTEL Paris Orly Rungis,

                                                                             1 rue du pont des Halles Zone du Delta,

                                                                             Rungis 94656

                                                                             Tel.  00331 4512 4412

                                                                             e-mail :  H1628@accor.com 

                                                                             Web : http://www.novotel.com/fr/hotel-1628-novotel-paris-orly-rungis/index.shtml

 

                                                 20.-23.:               Besøg på Martinique  ( Fort-de-France )

                                                 20.:   13.25:        Afg. Orly airport  ( AF 3552 )  8 timer og 53 minutter

                                                                              Tidsforskel  Paris – Fort-de-France:  5 timer

                                                          16.50:         Ank. Fort-de-France, Martinique

                                                                             Hotel La Batelière,

                                                                             20 rue des Alizees, Schoelcher, 97233 Martinique

                                                                             Tel.  00596596614949

                                                                             E-mail :  guy.maranzana@hotelbateliere.com

 

 

                                                  23.2. – 10.3.:    Krydstogt over Atlanten med MSC LIRICA

                                                                              ( Martinique – Guadeloupe – San Lucia –

                                                                                Madeira – Barcelona – Marseille – Genova )

                                                               http://www.msccruises.com/gl_en/Ships/MSC-Lirica.aspx  

                                                  23.:   23.00:        Afg. Fort-de-France, Martinique

                                                  24.:   09.00:        Ank. Pointe-à-Pitre, Guadeloupe

                                                           23.00:         Afg. Pointe-à-Pitre

 

                                                 25.:   10.00:         Ank.  Castries,  Saint Lucia

                                                           18.00:         Afg. Castries  ( 4.919 km til Funchal )

                                                 26.:                       Til søs

                                                 27.:                       Til søs

                                                 28.:                       Til søs

                    

                        Marts:              1.:                        Til søs  ( fejring af 8-årsdagen for mit Senior Gold liv! )

                                                  2.:                        Til søs

                                                  3.:                        Til søs

                                                  4.:   08.00:           Ank. Funchal, Madeira

                                                         18.00:           Afg. Funchal

                                                  5.:                        Til søs

                                                  6.:   09.00:           Ank. Malaga

                                                         17.00:           Afg. Malaga

                                                  7.:                        På havet

                                                  8.:   09.00:          Ank. Barcelona

                                                         18.00:           Afg. Barcelona

                                                  9.:   08.00:           Ank. Marseille

                                                         18.00:            Afg. Marseille

                                                  10.:  09.00:          Ank. Genova

 

                                                                                Bus transfer til Malpensa airport

 

                                                          16.40:           Afg. Malpensa

 

                                                          18.15:           Ank. Zaventem               

LIDT OM STEDERNE, VI SKAL BESØGE:

1. 1.     MARTINIQUE:

Martinique er en tropisk ø i Karibien. Den ligger 450 km fra Sydamerikas kyst og blev opdaget af Colombus i 1493.  Den er et departement i Frankrig – helt på linje med alle andre 26 franske departementer.  Før 1946 var det en fransk koloni.  Øen er dermed også en del af EU. Og EUROen er øens valuta. Schengen-aftalen gælder også her.

Øen er på 1128 kv.km og dermed lidt mindre end Lolland.  Der bor godt 400.000 mennesker på øen. Det officielle sprog er fransk. Men mange taler også kreolsk.

Det vigtigste erhverv er handel og turisme. Der eksporteres især bananer.

Øens hovedstad hedder Fort-de-France og har 91.000 indbyggere. Den ligger på vestside af Martinique.  Den tidligere hovedstad Saint-Pierre blev ødelagt af et jordskælv i 1780.  Den blev ofte sammenlignet med Paris.

Vi skal bl.a. besøge de franske myndigheder i byen, da en af Liselottes forfædre blev fundet død i byen den 15. august i 1924.  Det vil vi prøve at grave lidt i.

1. 2.     GUADELOUPE:

Også Guadeloupe er siden 1946 et fransk departement  og dermed en del af EU.  Dog er det ikke omfattet af Schengen-aftalen.  Øen blev også opdaget af Columbus i 1493, og han opkaldte den efter byen Guadalupe i Extremadura i Spanien.

Øen er lidt større end Martinique ( og lidt større end Lolland ) med 1628 kv.km.  Der bor 405.000 mennesker på øen.   Det officielle sprog er også her fransk. Og der tales meget kreolsk.

Hovedstaden på øen hedder Pointe-à-Pitre med 132.000 indbyggere.

Erhvervsmæssigt spiller turismen, især fra Frankrig, en meget stor rolle.  Der er også noget landbrug og noget letindustri på øen.

Vi planlægger at tage med på en 4-timers udflugt ”A Glimpse of Guadeloute”.

1. 3.     SAINT  LUCIA:

Denne lille vulkanø ligger syd for Martinique og nordvest for Barbados.  Den er på 617 kv.km og dermed nøjagtig på størrelse med Møn. Der bor 174.000 indbyggere på Saint Lucia.

Hovedstaden hedder Castries og har 60.000 indbyggere.

Saint Lucia blev oprindelig opdaget af franskmændene. Men fra 1814 var den britisk.  Den fik sin uafhængighed i 1979 og er nu medlem af Commonwealth.  Den er samtidig tilknyttet samarbejdet mellem fransktalende lande i La Francophonie.

 

1. 4.     ATLANTERHAVET:

Dette er verdens næststørste hav. Det dækker ca. 20 % af jordens overflade og er på 106 mill kv.km.  Det blev dannet for 55 millioner år siden, da den midtatlantiske ryg begyndte at åbne sig. Afrika/Europa og Amerika skubbes stadig væk fra hinanden med 2 cm pr. år. Atlanterhavet bliver derved hele tiden større.

Gennemsnitsdybden er 3,3 km, og påd et dybeste sted er der 8,6 km til bunden.

Navnet på havet kommer fra gammel græsk mytologi – fra titanen Atlas.  Historikeren Herodot kaldte i 450 f.Kr. havet for Atlantis thalassa.

Nordmændene Frank Samuelsen og George Harbo roede over Atlanten i 1896. Fra New York til Cornwall tog det dem 55 døgn.

Den franske langdistancesvømmer Benoit Lecomte svømmede i 1998 over Atlanten fra Massachusets til Frankrig på 72 dage.

 

 

 

1. 5.     MALAGA:

 Malaga er den sydligste storby i Europa. Den har 569.000 indbyggere og er den 6. største by i Spanien. Den ligger i provinsen Andalusien på Costa del Sol. 

Byen blev grundlagt af fønikerne i 770 f.Kr. og hed dengang Malaka. Senere har den hørt under Karthago, romerne, maurerne ( araberne ) og nu Spanien.

En af byens største seværdigheder er maurer-fæstningen Gibralfaro højt oppe over byen. Ta’ en taxa derop. Der er en fantastisk udsigt.  Der er også en god restaurant på borgen.

Nede i byen bør man besøge Malagas ældste restaurant – Bodega Pimpi – i nærheden af Plaza Merced.

Den ”enarmede” katedral er også et besøg værd. Det hedder den, fordi den har et halvfærdigt tårn. Kirken er bygget oven på en moské.

Andre interessante steder er tyrefægterarenaen, det gamle grønttorv, en H.C.Andersen skulptur, m.v.

Den nye havnefront, Muelle Uno, er meget populær med alle dens butikker, barer og restauranter. Vort skib ligger formentlig til der.

Man anbefales også at tage en tur rundt med hestedrosche.

 

1. 6.     BARCELONA:

Denne by er hovedstad i Catalonien – den autonome region i det nordøstlige Spanien på grænsen op mod Frankrig og næsten ved foden af Pyrenæerne. Den lille bjergland Andorra ligger ikke langt væk. Ferieområdet Costa Brava ligger til den anden side.

Sproget er catalansk, som adskiller sig fra spansk ( casilliansk ) både skriftligt og mundtligt.  95 % af befolkningen forstår dog også spansk.  Under Franco-diktaturet var catalansk forbudt.

Byen har 4,5 millioner indbyggere og er den næststørste by i Spanien og den 6. største i EU.

Byen er grundlagt af romerne.  Og dele af den er i dag UNESCO Heritage Site, ikke mindst på grund af byens verdensberømte arkitekt Antonio Gaudi. Han levede fra 1852 til 1926.

Historisk har byen altid spillet er stor rolle. Under den spanske borgerkrig fra 1936-39 var den et republikansk stronghold. Og først i 1939 ved borgerkrigens afslutning lykkedes det Franco at indtage byen.

I dag er byen førende på mange måder i spansk økonomi – både erhvervsmæssigt, økonomisk, kulturelt og sportsligt.  Derimod er tyrefægtning forbudt i Catalonien.

Barcelona er Europas største krydstogthavn. København er nr. 2.

Byen har også en fantastisk lufthavn, der er bygget for få år siden. Den har i dag 34 millioner gæster om året.

I byens centrum ( ”Barri Gotic” ) ligger den berømte hovedgade Ramblaen.  Den er 1,2 km lang og altid fyldt med liv.   Samtidig har byen ialt 68 offentlige parker.

Byens berømteste kirke – og dens symbol – hedder Sagrada Familie ( det betyder på dansk: Hellig Familie ).  Den har været under opførelse siden 1882 og er ikke færdig endnu. Det er arkitekten Antonio Gaudi’s hovedværk.

Byens fodboldklb FC Barcelona har 62 mesterskabstrofæer. Klubben er den næstrigeste i verden. Og den har det kendte stadion Camp Nou, der har plads til 100.000 tilskuere.

Her tager vi på en 3 ½ times guides tur med titlen Gaudi’s Experience.

 

1. 7.     MARSEILLE:   Europas Kulturhovedstad 2013:

Dette er Frankrigs næststørste by med 1,5 millioner indbyggere.  Der har boet mennesker her i mindst 30.000 år. Byen blev grundlagt af grækerne omkring 600 f.Kr.  Den hed dengang Massala.

Byen spillede en stor rolle i Frankrigs kolonitid. Og det er også hertil, at millioner af indvandrere fra de tidligere kolonier er kommet til Frankrig.  Herunder er især de 150.000 indvandere fra Algeriet kendte. De kaldes pieds-noirs.  En af dem er den kendte fodboldspiller Zinedine Zedane.

Nu er byen kendt som en af de mest dynamiske byer i Frankrig.

Den gamle havn er flankeret af to gamle forter. Og byens hovedstrøg, Canabière, udgår fra den gamle havn og går østpå.

Marseille er venskabsby med bl.a. København, Genova, Gdansk, Hamburg, Glasgow og Shanghai.

Byen er i 2013 udnævnt til Europas kulturhovedstad.  Det giver anledning til en masse aktiviteter og nye initiativer.

Kendte drikke- og spisevarer i byen:  Pasties, bouillabaisse, tapenade.

Vi planlægger at tage med på en 4-timers city tour i byen.

 

1. 8.     GENOVA:

Denne norditalienske by har godt 600.000 indbyggere.  Den er Italiens 6. største by. Den ligger op ad en bjergskråning lige ned til havet.  Den er hovedstad i provinsen Ligurien.  Dens kælenavn er ”La Superba” ( ”The Superb One” ) på grund af dens glorværdige fortid og imponerende bygninger.

Centrum af byen blev i 2006 udnævnt til World Heritage under UNESCO.

Byen er især kendt på grund af sin arkitektur, sin musik og sin gastronomi.

På madsiden er Genova især kendt for sin Pesto.  Pasta al Pesto er noget helt særligt her.  Deres minestrone suppe er også speciel.  Og så er der masser af fiskeretter, der hører til byen.

 

Niels Jørgen Thøgersen  – 13 02 2013     ( 2. udgave )

kimbrer@gmail.com