Hvis man ønsker at leve længe, må man finde sig i at blive gammel !

MODERNE ØKONOMISK KURSUS:

 

Det er ikke let at være finansmand. Det er heller ikke let at være aktionær. I det hele taget har 2008 været et år, hvor det ikke har været let for nogen at finde ud af, hvem der havde penge, og hvem der bare lod som om. Derfor lavede Fyns Stiftstidende nedenstående lynkursus i økonomiske teorier, så du bedre er i stand til, at gennemskue pengejonglører og finanstroldmænd i det kommende år. Kurset er en opdateret version af de gamle versioner af politiske ismer ved hjælp af køer!

Socialisme
Du har to køer. Du giver den ene til din nabo.

Kommunisme
Du har to køer. Staten tager dem begge og giver dig lidt mælk.

Fascisme
Du har to køer. Staten tager dem begge og sælger dig lidt mælk.

Nazisme
Du har to køer. Staten tager dem begge og skyder dig.

Surrealisme
Du har to giraffer. Staten opfordrer dig derfor til at lære at spille mundharpe.

Bureaukrati
Du har to køer. Staten tager dem begge, skyder en, malker den anden..og smider mælken ud.

Traditionel kapitalisme
Du har to køer. Du sælger den ene og køber en tyr. Din flok udvides og din økonomi vokser. Du sælger kvæget og lever resten af dine dage af overskuddet.

Moderne kapitalisme
Du har to køer. Du sælger den ene og presser den anden til at producere ligeså meget mælk som 4 køer. Senere hyrer du en dyr konsulent til at analysere, hvorfor koen faldt død om.

IT-Factory kapitalisme
Du har to køer. Du sælger tre af dem til dit børsnoterede selskab, fordi en bankgaranti overbeviser investorer om, at du i virkeligheden har fire køer. Derfor trækker du foderet til fem køer fra i skat. Retten til at malke seks køer overføres via en bank i Polynesien, ejet af et skuffe selskab, som tilbagesælger retten til at malke syv køer til dit oprindelige selskab. Det revisorgodkendte årsregnskab fastslår, at virksomheden ejer otte køer med option på en mere. Du hævder, at du har en tyr, der får førstepræmie ved dyrskuet, hvorefter du sælger tyren og forsvinder.

En fransk virksomhed
Du har to køer. Du går i strejke og blokerer vejene, fordi du vil have tre køer.

En italiensk virksomhed
Du har to køer, men ved ikke hvor de er. Du beslutter dig for at holde frokost.

En russisk virksomhed
Du har to køer. Du tæller dem og når frem til, at du har fem køer. Du tæller dem igen og når frem til, at du har 42 køer. Du tæller dem igen og når frem til, at du har to køer. Du åbner en flaske vodka.

En kinesisk virksomhed
Du har to køer. Du har 300 ansatte til at malke dem. Du hævder, at du har fuld beskæftigelse og høj produktivitet. Du lukker den avis, der skriver det modsatte.

En indisk virksomhed
Du har to køer. Du tilbeder dem.

Der er intet som humor🙂  Den er den korteste afstand mellem mennesker. Og den er utvivlsomt det allerbedste instrument til at få en god og vigtig historie fortalt - og forstået 😉

Derfor vil jeg fremover bruge denne del af min Hjemmeside til at præsentere en god portion LIVSVISDOM.  Om ting, jeg mener er vigtige for os allesammen. Og præsenteret dem i en gemytlig form.

Intet i det fortalte er sagt med en skjult dagsorden - eller med en ond og negativ hensigt.

Det er gjort på denne måde, fordi jeg har en dyb personlig overbevisning om, at tingene gerne må være lidt sjove og lidt skæve for at de "ryger ind på lystavlen".

Så må hver især læse og fortolke dem på SIN måde.

Det er jo også det dejlige ved dette dejlige liv.

Som jeg sagde til mig selv forleden:

JEG VIL LEVE - LIGE TIL JEG DØR.

Det håber jeg, du også er enig i 🤩

Ved du, hvorfor det hedder en sandwich ?  Nå, ikke ! 🤒

I 1700-tallet boede derpå et slot i Kent i Sydengland en gemytlig og slagfærdigbaron. Han havde kun een lyst her i livet: Det var at spille kort. Han ville spille kort dagen lang. Og havde åbenbart tid til det.

Ind imellem meldte sulten sig naturligvis. I de fleste tilfælde anråbte han køkkenet for at få sin mad serveret på spillebordet. Man skulle jo nødig afbryde spillet.

Det gav dog ofte den ulempe, at håndmadderne gav fedtede fingre. Og de gjorde så kortene fedtede. Det var ikke så godt.

Derfor kom den spillelystne baron på en glimrende ide: I stedet for at få serveret nogle normale madder med pålæg, ville han i stedet have madderne klappet sammen to og to - med al pålægget ind mod midten. Hokus pokus: Nu kunne han uden fedtede fingre både spise og spille videre.🤩

En sådan mad har siden heddet en SANDWICH.  Hvorfor? Fordi baronens slot lå - og stadig ligger - i den lille by Sandwich  i det østlige Kent.

Lige nu ( august 2008 ) holder vi sædvanen tro dejlig sol- og frisk-luft-ferie i Skagen. Herligt.

Heroppe har de som bekendt en særlig form for humor. Heldigvis.

Et godt eksempel:

En lokal spørger en gæst fra København: Ved du, hvorfor der er vand omkring Sjælland ?

Næh,lyder det undrende svar

Det er fordi vi ikke har råd til pigtråd ! 

Om at have for lidt stress

 

Hvis du får for lidt stress er her 10 genveje til mere stress:

 

1. Tag tingene tungt. Intet problem er for lille til, at det kan tages tungt.
2. Ærg dig. Benyt enhver lejlighed til at ærgre dig over, hvor uduelig alle de andre er

 

3. Saml på arbejde. Planlæg møder måneder frem i tiden. Sørg for, at mindst hver anden aften er beslglagt

 

4. Gør det selv. Giv ikke arbejdet fra dig – ingen kan alligevel gøre det så godt som du selv

 

5. Forhast dig ikke. Vent med at tilrettelægge til dagen før. Så er det for sent at sætte andre i gang – og de ville alligevel forkludre sagen

 

6. Sæt alle tidspunkter snært. Indkald for eksempel det første aftenmøde til kl. 18. Det kan lige nås, Hvis du går fra arbejdet på slaget, hvis tog og busser passer, hvis du beregner ti minutter til at spise middag og tre et halvt minut til at klæde dig om

 

7. Gå sent i seng. Og tag problemerne med. Så spilder du ikke tiden

 

8. Gå ikke glip af noget. Det er vigtigt, at du selv er med til det hele

 

9. Sørg for, at ingen ved mere end du. Ellers risikerer du blot, at de prøver at tage dit job

 

10. Kritisér andres arbejde. Det er sjældent bedre værd, og giver indtryk af, at du selv kunne have gjort det bedre.

 

  Om rettidig omhu

 

En mand kom brasende ind til lægen, lige efter at konsultationstiden var slut.  Lægen spurgte patienten lidt surt:

 

Hvorfor fa’n kan du ikke gøre som alle andre mennesker – kom dog i god tid i stedet for i sidste øjeblik !

 

Jeg tænkte, at det ligesom var bedst, hvis jeg ventede med at komme til EFTER jeg var blevet angrebet af hunden !

Om en god svoger

 

Det er i alle situationer godt at have en god og støttende familie. Og hvis man ikke har det, er det i hvert fald godt at have en kreativ hjerne...

 

En mand blev efter en bilulykke bragt ind på et hospital i USA, hvor de med det samme fik ham opereret. Operationen gik godt, og da manden vågnede, sad der en nonne ved hans side. Hr. Smith, bare rolig. Det skal nok gå, sagde nonnen, mens hun klappede hans hånd. Men vi bliver dog nødt til at have sikkerhed for, at du kan betale for dit ophold her.  Har du en forsikring ? Nej, desværre, hviskede manden. Kan du betale kontant ? spurgte hun. Nej desværre. Det kan jeg heller ikke, søster.   Har du nogle familiemedlemmer, der kan betale ?, spurgte nonnen. Kun min søster i Mexico, sagde han. Men hun er ikke andet end en enlig nonne.  Åhh, jeg bliver nødt til at rette dig der. Nonner er ikke enlige, de er gift med gud.  Jamen, fint, udbrød Hr. Smith. Kan du så ikke sende regningen til min svoger?

 

 

Om kvinder –og hvad de må mangle

 

Kvinder er no’en værre no’en! Ingen som dem kan gøre én stik hamrende tosset. Eller stik hamrende rundtosset. Og ingen andre kan gøre én så glad, så glad. Og så vild med verden. Og ikke nogen anden på denne jord kan få én til at gøre de allermærkeligste ting ....

 

Lad os bare indrømme det: Hvis kvinden ikke fandtes, måtte vi uopholdeligt mobilisere alle vore mandige kræfter og imponerende kreativitet for straks at opfinde hende J

 

Det hele kan også siges på en helt anden måde:

 

Kvinden har krav på tre ting i tilværelsen: Sex, tærsk og kartofler. Og hvis hun ikke opfører sig ordentlig, må hun undvære kartofler J   

 

Om pralerier

 

Det er en kendt ting, at amerikanere er slemme til at prale. Det er ikke noget så stort, så flot, så imponerende, så hurtigt, så fremtidsorienteret som ovre i ”Guds eget land”. I hvert fald hvis man skal tro mange af vore venner på den anden side af Dammen. Så meget mere befriende er det, når nogen så med humorens borende magt sætter dem lidt på plads J

 

Erhard Jakobsen havde engang som borgmester i Gladsaxe besøg af en gruppe politikere fra deres venskabsby i USA. Det meste af mødet hele formiddagen gik med, at de amerikanske gæster pralede mere end gevaldigt med alt det, de havde at byde på ovre hos dem. Erhard sagde ( undtagelsesvis ) ingenting. Lod dem køre deres løb.

Da det blev tid til frokost, havde Erhard inviteret gruppen til lidt føde på en  nærliggende restaurant. Så snart de kom ud af rådhuset, så de naturligvis de høje bygninger i Høje Gladsaxe og spurgte interesseret borgmesteren, hvad det var? Erhard svarede uden at blinke:  Det ved jeg ikke. De lå der  ikke i morges.

Et andet eksempel er en dansk landmand, der har besøg af sin amerikanske fætter. Fætteren har en farm derhjemme, og han kan ikke lade være med at fortælle ( vel sagtens for at inponere sin vært om farmens størrelse ), at det tager ham tre timer at køre rundt om sin farm.  Sådan en bil har jeg også haft engang”, svarer danskeren tørt.

Mit tredje eksempel handler om en japaner, en amerikaner og en dansker, der er kommet i snak om den nyeste teknologiske udvikling. Midt i samtalen tager japaneren sig til øret og siger en masse uforståeligt i en fart. Hvad var det ?, spørger de to andre. Åh, det er såmænd en mikro-telefon, jeg har fået indopereret i mit øre. Så kan jeg ringes op og snakke hvor som helst og når som helst uden at skulle bruge hænderne, svarer vor japanske ven.

Kort tid efter begynder amerikaneren at åbne sin mund på en særlig måde, alt imens han udstøder lyde, der giver indtryk af at være koder. Da de to andre igen spørger interesseret, fortæller han, at han har et meget fortroligt arbejde, som ingen må kunne aflytte. Derfor har han fået et meget lille apparat indsat på indersiden af sin kind. Det kan med lynets hast dechifrere kodede meddelser, når de ankommer, og ubemærket lade beskeden gå videre til hans indre hørelse. Og når han vil svare, kan han gøre det med særlige lyde, som mikro-apparatet kan afkode og sende videre med lysets hastighed.  Det er godt nok imponerende, siger japaneren og ser ret måbende ud.

 

Efter nogen tid rejser danskeren sig pludselig fra bordet, går lidt til siden, trækker bukserne ned og sætter sig på hug – som når man skal .....     Jamen, puha, fy da – hvad er det dog du laver, mand ?!,  kommer det som med een stemme fra japaneren og amerikaneren, mens de gør sig klar til at tage flugten.  Åh, jeg er såmænd bare igang med at modtage en fax J, svarer danskeren henkastet.

Om lidt gummi ude på spidsen

 

En gammel mand står med stort besvær på toget. Han går dårligt og må støtte sig til sin stok. Han håber hurtigt at finde en plads, så han kan komme til at sidde ned. Det kan dog ikke lade sig gøre i den første kupé, han kommer til. Her sidder en mor med sine 9 børn og optager alle pladser.

 

I samme øjeblik hvor den gamle mand er ud for den fyldte kupe, sætter toget i gang med et ryk – og han falder!  Konen med de mange børn prøver at hjælpe ved at sige, at hvis han får sat en gummi-dut på enden af stokken, vil han ikke så nemt falde næste gang.

 

Hvis du havde tænkt på det samme noget før, svarede den gamle mand, så havde der også været plads til mig!

Om at tage tingene for pålydende

 

Vi kender ham allesammen. Lille Peter, som er en lille kvik dreng på 7 år. Suger til sig af alt, hvad han hører. Og er hurtig i opfattelsen. Husker godt. Og er også hurtig i replikken, når lejlighed byder sig. Men måske har han alligevel ikke opfattet det hele helt som det var ment J

 

Som for eksempel da de diskuterer husdyr henne i skolen. Lærerinden tryller og fortæller om de forskellige dyr, man møder ude på landet. Og så spørger hun: Er der nogen af jer, der ved noget om en ko ? ”Ja”, svarer Peter med det samme. Hvad ved du, min dreng? spørger lærerinden.  Peter svarer:  En ko har øjne i nakken!  Læreren: Hvad for noget sludder. En ko har da ikke øjne i nakken! Hvor har du hørt det henne?  Peter svarede: Det hørte jeg i går, da min far stod og kyssede vores unge pige ude i entreen. Pludselig sagde han: ”Pas på! Den gamle ko har øjne i nakken!”

 

Et andet lille eksempel hvor Peter svarer måske lidt ved siden af sker en dag, hvor hans far interesseret spørger ham, om de har seksualoplysning i skolen?  Nej, svarede Peter straks. Vi har ganske almindelige neonrør.

Om himmelsenge

 

Som mange ved og endnu flere har hørt om, har jeg siden mine unge dage været den glade ejer af en himmelseng. Den har jeg selvfølgelig et meget personligt forhold til, og da den for nogle år siden måtte vige soveværelset til fordel for rigtige og magelige elevatorsenge, kunne jeg ikke nænne at sætte den helt på pension. Derfor står den fortsat til tjeneste i vor Rixensart-kælder. Dog ikke i Valhalla J

 

Mit særlige forhold til himmelsenge fik mig til rigtig at spidse øren, da jeg for nylig hørte følgende lille kloge ordveksling:

 

”Mor, sover Gud ?”, spørger lille Peter. ”Nej, aldrig”, svarer hans mor med det samme. ”Gud har nemlig meget travlt med mange foskellige ting, så han har ikke tid til at sove”.  Så vil Peter gerne vide, om englene så sover ?  ”Nej, de sover heller aldrig”, siger hans mor.  En rum tid lister af sted, mens Peter grubler og tænker. Og så kommer det fra ham: ”Ja, men så kan jeg ikke forstå, hvad himmelsenge bruges til !”


Tilbage til forsiden:   www.Niels-Jorgen-Thogersen.dk 

Syltetøjsglasset og kaffen

 

Når tingene i dit liv virker næsten uoverkommelige;
når 24 timer pr. dag ikke er nok, så husk syltetøjsglasset og kaffen....

En professor stod foran sit filosofihold med nogle ting foran sig.
Da timen begyndte, tog han, uden at sige et ord, et meget stort og tom
syltetøjsglas frem og begyndte at fylde det med golfbolde.
Da han havde gjort det,spurgte han sin klasse om glasset var fyldt, og
de var enige om, at det var det.

Så tog professoren en kasse med småsten frem, og begyndte at hælde
dem ned i glasset. Han rystede glasset let, så småstenene fordelte sig
imellem golfboldene. Derefter spurgte han igen holdet, om glasset var
fyldt, og det mente hans klasse nok, at det var.

Herefter tog professoren en kasse med sand frem og begyndte at hælde
det op i glasset. Sandet fyldte naturligvis de resterende hulrum i glasset.
Igen spurgte han, om det var fyldt. Klassen svarede enstemmigt "JA" og
derefter lavede professoren to kopper kaffe og hældte dem begge ned i
 glasset, hvilket effektivt fyldte de hulrum, der var imellem sandkornene.

Studenterne grinede....

"Nuvel" sagde professoren, da latteren var stilnet af. "Hvis I nu forestiller jer,
at dette glas repræsenterer jeres liv. Golfboldene er de vigtige ting -
jeres familie, kærester, børn, helbred, venner og yndlingspassioner - de
ting som selv hvis alle andre ting gik tabt, og kun disse ting var tilbage,
stadig ville gøre jeres liv fuldendt.
Småstenene er de andre ting, der betyder noget - såsom job, hus, bil osv..
Sandet er alle de andre småting"

Professoren fortsatte: "Hvis I putter sandet ned i glasset først, er der ikke
plads til hverken småstenene eller golfboldene. Det samme gælder i livet.

Hvis I bruger al jeres energi og tid på de små ubetydelige ting, får I
aldrig plads til de ting, der er vigtige for jer. Vær opmærksom på de ting, der
er kritiske for jeres lykke. Leg med jeres børn. Pas på jeres helbred.
Inviter jeres partner på middag.
Tag endnu en runde på golfbanen.
Der vil altid være tid til at gøre huset rent og ordne afløbene.
Tag jer af golfboldene først - de ting der virkelig betyder noget.
Få styr på prioriteterne - resten er bare sand.

En af de studerende rakte sin hånd i vejret og spurgte, hvad kaffe repræsenterede.

Professoren smilede: "Jeg er glad for, at du spørger.
Det er blot for at vise, at lige meget hvor fyldt dit liv synes at være,
så er der altid plads til et par kopper kaffe sammen med en ven".

Om handelstalent

 

I Italien er det kendt, at især folk fra Bari i den sydøstlige del af landet er særligt gode handelsfolk. Derfor er byen blandt meget andet også kendt for sin sprudlende og kreative handel.

 

Det illustreres af følgende lille hverdagshistorie fra en barbersalon i byen:

 

Der sidder tre kunder på rad og række. De skal alle klippes og barberes. Den første er amerikaner, den anden fra Bari og den tredje er afrikaner. Alt ånder fred og idyl. Og hver af de herrer fordriver ventetiden med at læse en avis.  Pludselig blander en næsvis flue sig i idyllen....

 

”Go away, you bastard” råber amerikaneren og vifter den væk. Den sætter sig på Bari-manden avis, og han dirigerer den bare videre på elegant italiensk manér. Kræet prøver sig nu frem på afrikanerens avis. Og til Bari’anerens store overraskelse fanger hans sorte sidemand fluen i et snuptag – og spiser den. Problemet løst – tror alle tre.

 

Men fluens drilske lillebror genoptager løjerne. ”What the hell is this place!” – råber amerikaneren og fægter med alt, hvad han kan fægte med. Fluen fortrækker skyndsomt over til den lokale Bari-kundes lokale avis.  Schupp, siger det – og Bari signoren har fluen i sin hule hånd. Og siger straks til afrikaneren: ”Nåh, hvad vil du så give for dén ? ”

Om det sidste ønske

 

Tre venner beslutter for mange år siden at tage på opdagelse sammen i Afrika. Ikke på turiststederne, men virkelig inde i det rigtige, ægte, ufremkommelige og næsten ukendte Afrika. Den ene er franskmand, den anden tysker og den tredje englænder. De har en fantastisk tur og oplever de mest utrolige ting. Der er naturligvis hele tiden gensidig godmodigt drilleri de tre nationaliteter imellem. Det gør kun turen endnu mere pirrende.

 

Men en dag sker der noget uventet. Helt uventet. Ja, faktisk noget gevaldig farligt. De bliver fanget af en stamme, der straks gør dem klart, at de er menneskeædere.  Og at de glæder sig overmåde til at nyyyde deres tre indfangne europæere så snart som muligt.

 

Nu er vore venner så heldige, at de er faldet i kløerne på en gruppe kannibaler, der trods alt har en vis kultur. De spørger nemlig hver af fangerne, hvad deres sidste ønske er, inden de skal koges. Så vil stammen gøre ALT, hvad den kan for at opfylde det.

 

Først spørger de franskmanden: ”Jegvil gerne fortære verdens bedste måltid, inden jeg selvenderi gryden”, siger han resolut. ”Så gerne”, svarer stammehøvdingen. ”Vor nabostamme har netop fanget en af de bedste franske kokke, så ham får vi lige herover for at lave mad, inden han selv skal fortæres”.

 

Så går spørgsmålet til den indfangne tysker. ”Inden jeg skal koges og steges, vil jeg meget gerne holde en STOR  tale”, svarer vor tyske ven. ”No problem”, smiler høvdingen og vender sig nu mod englænderen.

 

Og inden høvdingefar overhovedet har fået stillet sit spørgsmål, fremsætter den gode englænder sit allerhøjeste ønske:  ”Jeg vil bare gerne koges, inden tyskeren holder sin tale!”

 

PS: Denne historie er bragt til torvs af en af mine gode gamle TYSKE venner og kolleger. Hvornår? Da han talte til en TYSK besøgsgrupe J   DET er da humor.

Om at kunne sprog

 

Der sidder tre gamle vendelboer på en bænk. Tre ældre herrer, som har kendt hinanden hele livet. De sidder der hver dag. Ude ved vejen. De siger ikke noget. Det gør man normalt ikke på de kanter. De er bare ude for at opleve noget. Se verden køre forbi. Det er nok for dem. Mens de bapper afsted på deres lune krumpiber.

 

Pludselig standser en udenlandsk bil op lidt længere fremme ad vejen – og bakker hastigt tilbage til dem. Ud stiger en energisk udseende herre og går over mod vore tre venner. De lader som ingenting. Han skal vel ikke tro, han ER noget.

 

Så spørger han – først på tysk – om vejen til Frederikshavn. De forstår ingenting – og stilheden vil ingen ende ta’. Så prøver han på engelsk. Samme resultat. Og til sidst gør han et behjertet forsøg om samme emne på fransk. Absolut ingen respons fra nogen af vore tre piberygende bænkevarmere.

 

Opgivende og lettere irriteret går udlændingen tilbage til sin bil og kører videre.

 

På bænken er der fortsat total tavshed. Efter lang tid siger den ene: Jah, vi må også se at få gjort noget ved det!”  ”Hvad søren mener du med dét ?, spørger de andre i munden på hinanden – fem minutter senere.  Og en rum tid efter siger den første: Vi må se at få lært no’en sprog!

 

Stilheden vil igen ingen ende ta’ – indtil den pludselig bliver afbrudt af, at den ældste af de tre slår fast:  Hva’ ska’ der komme ud af det ?! Se nu bare ham der. Han ku’ tre sprog. Og se hvor lidt  det hjalp ham!