SYDITALIEN 2015
Dagbog fra turen den 23.4. – 5.5. 2015
Den 23. april:
Så er vi mødige efter morgenens og dagens
oplevelser ved at gå til køjs i det oldgræske og meget senere normanniske Puglia. Dejligt er der hernede - også vejret. Vi bor lige i centrum og kan gå til alting og endda hjem
igen. I morgen skal byen yderligere opdages, bl.a. Karl den 5.s store borg. På vej til Lecce besøgte vi på anbefaling den lille havneby Polignano a Mare, hvor vi på strandpromenaden
stødte på en gammel kending i bronze! En flot ung mand med vidt udstrakte arme tog imod. Det var ingen ringere en den berømte komponist Domenico Modugno. Det er ham med ”Volare” (vi har det....) og ”Ciao ciao bambina”! Han er såmænd barnefødt i denne lille havneby.
Den 24. april:
På ”Mirage Bed + Breakfast” blev vi opvartet med morgenmad på værelset. Et lille fikst bord kom rullende ind med alt, hvad
vi og hjertet kunne begære. Og så var det ellers af sted på vandretur i Lecce også kaldet ”barokkens Firenze”. Og vi kan hilse at sige, at den var meget barok. Vi så
kirker både indvendig og udvendig overvældende udsmykkede, som det sig hør og bør i barokken. Vi synes lidt vel rigeligt, men selvfølgelig imponerende og fascinerende. Gemt i en af de små gader fandt vi et hyggeligt tratoria,
og godt mætte af lækre antipasti m.m. fortsatte vi turen i byen. Gårsdagens tidlige opstigen i Rixensart (kl. 04.30!) gjorde sig stadigt gældende, så vi tog os en ordentlig lur, inden aftenens bytur.
Den 25. april – fruens fødselsdag:
Vi fandt en dejlig lokal Lecce Salentino rødvin til fruens fødselsdagsmiddag! På
en lokal restaurant anbefalet af Michelin! Fødselsdagsoplevelserne berettes der mere om i morgendagens tekst.
Dejlig dag – og aften.
Den 26. april:
Det er blevet en dejlig søndag morgen, og vi er ved at gøre klar til næste udfald mod det syditalienske. Fødselsdagen i går blev hyggeligt fejret hele dagen - først i den gamle græske og normanniske
by Otranto ude ved havet. Den er på en måde Lecces havne- og badeby. Og i aftes fandt vi en restaurant - et dejligt Osteria - her i Lecce, der er anbefalet af Michelin. Det var rigtig dejligt.
I går var det i øvrigt Italiens befrielsesdag. Dagen, hvor landet i 2. verdenskrig blev befriet for fascisterne. Så der var nærmest millioner på gaderne i
aftes og underholdning af alle slags.
I formiddag kører vi videre mod havnebyen Gallipoli på vestsiden af halvøen. Den har
vi hørt meget om, så den må også besøges, selv om det er lidt af en omvej til vort næste mål for 2 dage: Matera. Her skal vi bo på et af de
hoteller, der er hugget ind i klipperne. Så vi kommer måske til helt at føle os som huleboerne. Vi regner også med, at det er mere bjergrigt deroppe. Her i det sydlige Puglia er der meget fladt.
Vort Bed & Breakfast her i Lecce, Mirage, har været ok. Vi er næsten de eneste. Får som nævnt ovenfor serveret dejlig morgenmad på værelset hver morgen. Sengen og jeg er en smule uvenner. Men når jeg
så "ifører" mig min medbragte luftmadras, så kører det afsted.
Vejret er skønt og menneskevenligt. 20-24 grader og sol det meste af tiden. I går var der annonceret
lidt regn. Men det glemte vejrguderne heldigvis.
Mafiaen på stedet har vi ikke set noget til. Tror vi. Den skulle være ret så velorganiseret på disse kanter. Men den
har i hvert fald ikke brugt alle pengene på sig selv. Massevis af flotte infrastrukturer er bygget og endda færdige. Og med støtte fra EU. Kun vejene er lidt bumpede. Men det kender vi som bekendt hjemme fra Belgien.
Og bådflygtningene over Middelhavet? Der er ikke nogen i syne her, mens vi har været her. For 10-15 år siden, da albanerne flygtede på samme vis over havet, kom de især her til denne egn. Det er lige
her, at vandet er smallest mellem de to lande.
Det var en lille frontberetning her fra midt på en dejlig søndag formiddag.
Den 27. april:
Så er vi nået frem til vort næste mål på rundturen hernede: Matera. Det er en meget spændende bjergby (sådan da) - ikke i
Puglia, men i naboprovinsen, der hedder Basilicata. Byen er spændende på den måde, at husene i gamle dage blev lavet i hulrum inde i klipperne. Sådan er hele den gamle by bygget i sin tid - op og ned ad klippevæggene. Det var
bønder, der boede her, så både menneskeboliger og stalde m.v, er hugget ud i stenene. Indtil for et halvt hundrede år siden var byen blevet forladt. Det var for hårdt at bo og arbejde her. Men så tog nogle lokale ildsjæle
fat for at få gang i byen igen, og den er i dag på UNESCOs liste over World Heritage. Flot gået. Apropos gå: Så gik vi allerede et par ture i aftes, inden vi indtog en dejlig middag på den lokale (italienske) restaurant
med det italiensk klingende navn Morgan! I dag skal vi på heldagstur (sådan da :-) )
gangtur rundt i den spændende by Da vi vågnede for en god time siden, var der totalt tåge udenfor. Fra vort vindue her i vor Bed & Breakfast CASASTELLA kan vi se klipperne på den
anden side af kløften. I morges kunne vi ikke se en hånd for os. Men det er ved at blive bedre. For ellers er der selvsagt ikke meget ved at gå på sightseeing, hvis det ender i at blive tåge-seeing!
På vej herop i går - en tur på knap 200 km - så vi masser af spændende ting. Først den gamle ø-by ude i det Ioniske Hav, Gallipoli. En oldgammel
græsk bosættelse. Navnet betyder på gammel græsk: Smuk By. Og det var den. Den er næsten som Dubrovnik i Kroatien. Og på vejen så vi først oceaner af oliven-træer. Så enorme vinmarker. Og derefter
alm. landbrug med køer og heste og hvad dertil hører. Meget af jorden er ikke opdyrket - det er den for stenet til. Selv om vi kan se, at den er meget frugtbar.
Vi passerede på vejen
den store havneby Taranto. Det var her Mussolini i sin tid havde en stor del af sin flåde liggende. Til stor gene for englænderne på
Malta. Man sagde dog halv i spøg, at de italienske krigsskibe ikke var så farlige. For på grund af deres frygt for at komme for meget i kamp, så var hvert italiensk krigsskib armeret med 1 kanon foran og 6 store kanoner bagtil - til
at dække flugten! Det er nok en engelsk vits!
Matera - hvor vi er - var i øvrigt den første italienske by, der gjorde oprør mod tyskernes besættelse. Det er de naturligvis
meget stolte af.
Udsigten fra vort vindue i klippehotellet i Matera.
Så meget fra starten af denne uge. I risikerer
at få mere, hvis vi da oplever mere!
Den 28. april:
Så går det videre på vort togt. Om en god times tid triller vi de ca.
100 km til den spændende lille by Alberobello, hvor vi skal bo på et lille hotel, der ligger i et af de kendte runde stenhuse, der kalder trulli (trullo
i ental). Dem kan I se på nettet.
I går gik vi Matera rundt den ganske dag. Med lidt stop på hyggesteder blev det til 9,3 km gang + det løse. Op og ned ad de stejle gader og stier.
Vi var bl.a. inde for at se et renoveret hus, nu museum, hugget ud i klippen. Her boede der en familie på 8 personer + en æsel + grise og høns - alle i et stort rum - indtil begyndelsen af 1950erne. Alt var der - genetableret. Undtagen lugten,
der må have været forfærdelig. Det var sikkert derfor, folk i disse hule-huse i midten af 1950erne blev tvunget til at flytte væk. Og alt stod og forfaldt, som jeg skrev i går. Nu er det hele fint og imponerende. Og der bor både
folk og forretninger i mange af hulerne. Restauranterne gør det samme. Og vor Bed & Breakfast er også en del af klippen.
Vi købte i går også et såkaldt brødstempel
med Liselottes initialer. Det blev lavet på stedet - af blommetræ. Det blev brugt i gamle dage af folk, når de havde slået deres brød op hjemme og så gik til et samlested for at få brødene bagt.
Så kunne de bagefter se, hvem der ejede hvilket brød. Så Liselottes brød bliver fremover stempelbrød! Måske serveret med stempelkaffe!
Vejret er fortsat
flot - lidt køligt om morgenen, især her, hvor vi er oppe i 400 m højde. Temperaturen falder som bekendt med 1 grad for hver 100 meter, man kommer opad.
Jeg glemte forleden at fortælle,
at jeg pludselig mødte en gammel ven forleden, da vi vandrede rundt i Lecce. Han hedder Bob Peterson, er en gemytlig norsk-amerikaner, bor i Milano, og vi har været i samme kommunikationsklub indtil for ca. 15 år siden, da jeg
så ham sidst. Selv om hverken Bob eller jeg er flittige gæster i kirkerne, var det altså underligt nok i byens domkirke, vi mødtes. Til begges store forbavselse. Verden ER lille. Hans italienske kone Kay var der også. Hun
er tidligere operasanger på La Scala i Milano, så de har en fast loge i operaen. Og den er vi i øvrigt mange gange blevet inviteret til at benytte. Det er godt at have noget til gode, bare
det ikke er øretæver. Dem er det rarest at få med det samme!
Nå, vi skal videre til vor søde italienske værtindes morgenmad.
Vi høres pludselig ved igen! Ha' en hyggelig dag!
Den 29. april:
Go' formiddag fra et solbeskinnet
Alberobello.
Vi nåede fint frem ved middagstid i går. Kun ca. 50 km kørsel fra Matera. Og på vejen så vi som alle andre
steder på turen en masse forladte bygninger spredt ud over det frodige landskab. Enten er det brugte bygninger, der er blevet opgivet af en eller anden grund. Eller også er det bygninger, der aldrig er bygget færdige. Sådan ser det
ofte ud. De får i hvert fald bare lov til at blive liggende. Sikke et resourcespild.
Men ellers er alt frodigt og lysegrønt. Snoede veje, hvor fartlystne unge italienere ofte tager ret store
chancer. Dem skal man passe lidt på. De fleste kører pænt og nydeligt. det prøver vi også at gøre! Huller og ujævnheder i vejene er de ret gode til. Men det vænner man sig til.
Ankommet til Alberobello fandt vi med vor Tom-Tom meget hurtigt vor bolig for 2 dage. Lige midt i centrum af denne lille by. Det kunne være adressen Torvet 1, hvis der var noget, der hed
det. En dejlig toværelses lejlighed, man går lige ind i fra gaden. Alt hvad hjertet kan begære er her. Inkl. en hyggelig bar lige over gaden - og en anbefalet restaurant lige ved siden af.
Alberobello
er verdenskendt for sine Trulli huse. Det er runde stenhuse med et spidst stentag. Alt sammen bygget direkte på klippen og uden bindemiddel såsom mørtel eller cement imellem stenene. Og de holder godt. Mange har stået her siden 1500
tallet. Der er i alt ca. 1.400 af dem her i byen. De 1000 bruges til udstillinger, forretninger, barer, etc. De resterende 400 til private boliger. Flotte ser de ud. Og de findes mig bekendt ikke andre steder i verden end på denne egn.
De lokale er alle meget søde og smilende. Kun få af dem snakker andet end italiensk. Men det går fint alligevel. Her i Syditalien siger man SALVE i stedet for Buongiorno eller
Bona Sera, når man hilser. Det betyder vel noget i retning af Vær Hilset. Ligesom sydtyskerne og østrigerne siger: Grüss Gott! Så har jeg somme tider svaret, at det skal jeg nok, hvis jeg skulle
løbe ind i ham!
Turister er der endnu ikke mange af. Vi har ikke mødt en eneste dansker på hele turen endnu. Der er nogle englændere, amerikanere, franskmænd, tyskere og
japanere.
I aftes kunne vi undtagelsesvis ikke finde nogen egnet restaurant, der var åben. Så købte vi hyggelige ting som ost og salami samt lokal vin og lavede vor egen køkken/stue
om til vores helt egen restaurant. Hvor der er en vilje - og det er der ! - er der altid en vej!
Nå, omegnen, naturen og solen kalder, så I må passe godt på jer selv indtil
næste epistel.
Den 30. April :
Hej igen fra
Alberobello,
Så kører vi videre nordpå op til et skønt sted ved Adriaterhavet på Gargano halvøen. Så
I får først den daglige beretning senere på dagen, når vi er nået derop. Alt står vel til. Der er et flot torsdags-marked her, og jeg har lige købt 3 flotte skjorter for 20 € ialt. Og Liselotte har
købt en flot jakke til 25.
Det regner lidt her til morgen. Men det frisker kun godt op!
More later....
Den 1. maj:
Halløjsa fra det sydlige Italien igen !
Så er det blevet "rød-bededag"!
Det må dagen vel hedde, når Bededag falder på den 1. maj ! Sådan er det ikke her i landet. Her beder - i hvert fald en del af dem - hver dag. Og det gør de ofte i de hundredevis af barok-kirker, der findes hernede i syden i Italien.
Den ene mere barok end den anden - jeg vil sige, at mange af dem konkurrerer i at være de mest klodsede. For elegant synes jeg ikke, barok-stilen er. Men nogen ganske for sig selv, ja det er den i hvert fald.
Vi er i går nået frem til Gargano-halvøen. Det er den spore, som støvlelandet Italien har ud i Adriaterhavet lige nord for Bari. Det er en bjerghalvø af kalkbjerge,
der når helt op i over 1000 m højde. Vi bor på et dejligt resort, Villa Scarpone, der ligger i 60 m højde lige ud til havet mod syd. Vi har en stor terrasse med liggestole
og det hele, så det er svært at bevare pessimismen. Jeg var i morges ude for at gå knap 4 km op og ned af bjerget. Det giver god motion. Og et par biler, der trutter i hornet, når de vil sikre sig, at jeg ikke pludselig vapper ud foran
dem i kampen mod stigningen.
I går kørte vi hertil fra Alberobello - byen og egnen med alle "sukkertoppene", som jeg kalder dem. Det er de runde stenhuse, jeg allerede har fortalt om. Der
er enormt mange af dem på hele egnen dernede. Men ingen andre steder. På vejen hertil (godt 200 km) måtte vi også forcere en gevaldig træls grusvej med masser af sten. Godt, det ikke var min egen bil.
Forleden kørte vi en tur i omegnen af Alberobello. Vi havde fået et par andre mindre byer anbefalet, så de skulle naturligvis undersøges. Den ene hed Martina Franca
og var meget sød og nærmede sig det flotte.
Den anden hed Locorotondo. Og det hedder den, fordi mange af gaderne går rundt og rundt. det gjorde
vi også, indtil vi fandt en dejlig restaurant til vor frokost. Den hed: U Curdunn. Vor naturlige nysgerrighed bød os at spørge, hvad det betød. Det er navnet på Locorotondo
på det lokale sprog. Det er fuldstændig anderledes end italiensk. Og det får mig til at tænke på, at sådan er det flere steder i Italien. Jeg mødte det i februar oppe i Friuli
regionen nord for Venezia. Det er det samme på Sardinien. Og der er en særlig italiensk lov, der beskytter disse forskellige sprog og giver økonomisk tilskud til deres bevaring. Hatten af for det! For år tilbage oplevede
jeg det også i Ljetzan / Giazza - landsbyen nord for Verona, hvor noget fra de gamle kimbere fra 101 f.kr. stadig er bevaret. Jo, Italien er mange ting, også på det sproglige plan.
Jeg fik også lyst til at finde ud af, hvorfor det
italienske flag ser ud, som det gør. Grønt - hvidt - rødt i lodrette søjler fra masten og ud efter. Forklaringen er, at Napoleons erobring af det, der nu er Italien, inspirerede italienerne til i 1797 at lave et flag,
der var inspireret af den franske Tricolore fra 1790. Og sådan har flaget stort set været siden - i hvert fald med de samme farver sat på samme måde. Det nuværende flag blev vedtaget i 1946. Navnet på det italienske
flag er enten "Bandiere d'Italia" eller "Il Tricolore". Farvernes betydning: Grønt står for landets sletter og højder. Hvidt for de sneklædte Alper. Og Rødt for blodsudgydelserne ved Italiens krige og samling i
1860. Der er også en mere religiøs fortolkning af farverne: grønt betyder håb, hvidt står for tro og grønt for barmhjertighed. Så kan man selv vælge.
I dag er der dømt afslapning og en tur i vores Fiat-karet rundt langs kysten. Solen er i sit bedste humør, så det er vi også!
Det må være nok for jeres
"Rød-Bededag". I må hygge jer - indtil næste kapitel. Vi kan jo evt. senere prøve at se, om stedets WiFi er stærk nok til lidt Skype. jeg er ikke sikker på det, da det hopper af og på ind
imellem. Det er nok bjerget, der driller!
Den 2. Maj :
Lørdagshej fra Gargano-halvøen.
Udsigten fra vor hotel-balkon ud over Adriaterhavet.
Det går fortsat - om ikke over stok og sten (heldigvis!) - så på hyggeligste vis
med oplevelser, småture, afslapning, hygge, god lokal mad & drikke, m.v.
I går tog vi som planlagt på en tur med bilen op langs kysten østpå på denne dejlige og
noget specielle halvø. Den er meget bjergrig, så det var en snoet serpentiner-vej, der gik op og ned og i alle retninger. Og rundt omkring næsten enhver drejning var der en ny flot oversigt - enten over det store Adriaterhav eller ind over
land. Selve halvøen er for det meste dækket af urskov - en skov, der ser ud som om den har været her siden verdens skabelse. Fuldkommen uvejsom og fyldt med træer og gevækster over alt. Man kan ikke lade være med at tænke
på, at det ikke var så underligt, at alle de første beboere næsten alle steder bosatte sig ved vandet. Dels var det lettere at færdes på. Og dels var det ikke så uhyggeligt og så farligt, som den mørke,
mørke skov. Sådan var det også i Danmark dengang, naturligvis.
Vi kom efter en times snoet kørsel op til en lille by, der hedder Vieste.
Hyggelig med en gammel kerne. Og også meget præget af, at den er en rigtig turistby. Godt vi ikke valgte juli-august til at besøge den. På vej tilbage fandt vi ved vejsiden en alletiders familie-ejet cafe med den flotteste udsigt.
Og betjent af tre generationer af familien. Da jeg ville betale med credit card, gik den vilde jagt i gang for at finde familiens yngste medlem. Han var den eneste, der havde kørekort til det elektroniske betalingsapparat. Og hvad vigtigere var: maden
og vinen var fremragende. Og prisen i bund. Det var noget, vi ku' li'!
Som annonceret i går, var det "rød-Bededag" i Danmark i går. Om den 1. maj er der at fortælle, at den fejres
i stor stil her i Støvlelandet - og er som i Danmark blevet fejret hvert år siden 1890. Dog ikke i fascismens tid under Mussolini. Han lavede i stedet den 21. april til Arbejdets Dag - det var dagen for Roms grundlæggelse i sin tid. Som
bekendt troede han, at han var en ny romersk imperator!
Selv om mange socialistiske pamfletter prøver at sige, at denne 1. maj blev besluttet på den socialistiske verdenskongres i Paris i
1889 (på 100 året for starten af den franske revolution), er det i virkeligheden sådan, at det var arbejdere i Australien, der mange år tidligere startede med at holde en årlig arbejdernes kampdag, især for retten
til 8 timers arbejdsdag. Det blev nogle år senere også gjort i USA, hvor arbejderne kom i carambolage med politiet. Det samme skete i København i 1890, da politiet forbød demonstrationer i gaderne. Derfor gik arbejderne ud i Fælledparken.
og der har de stort set været lige siden.
I dag "rider" vi videre til havnebyen Trani. Den skulle også have gode ting at byde
på, så der holder vi weekend. Den er - som hovedbyen Bari - også kendt for at være en rigtig handelsby. Dette handelstalent fik jeg ved mit første besøg i Bari for mange illustreret med denne lille historie:
Der sidder tre kunder i en lokal barbersalon. En amerikaner, en lokal Bari-mand og en sort afrikaner. Mens de fredeligt sidder og læser hver deres avis, kommer en drilsk flue ind i salonen. Den flyver først
hen på amerikanerens avis. Get out of my way, siger han med en frejdig håndbevægelse. Bari-manden er næste offer for fluen. Han forsøger at slå fluen ihjel, men uden held. Den flyver glad videre hen på afrikanerens
avis. Han snupper den med en elegant håndbevægelse - putter den i munden og spiser den! Slut på historien? Nej. For nu kommer fluens fætter ind i salonen. Først på amerikanerens avis. Væk med dig. Så hen til
Bari-kunden. Han fanger den levende i den ene hånd - og siger med høj stemme til afrikaneren: Hvad vil du give for den??!
Så udviklet siges Bari- og Trani-folkets handelstalent
at være!
Dér tager vi hen nu! Så må vi se, hvem der er bedst til at snyde hvem...
Mere senere...
Den 3. Maj :
Go' morgen,
Så er vi nået frem til den dejlige havneby TRANI.
Den har alt, hvad en hyggelig by skal have, ikke mindst en flot og meget livlig havn. Der var tusindvis af mennesker på den i aftes - og næsten lige så mange store og især små restauranter og barer. Havnen er anlagt - af naturen
- som amfiteater med byens berømte kirke oppe til den ene side. Den skal vi bl.a. inspirere i dag.
Da vi indtog vort eftermiddagsmåltid, oplevede vi et par knap 3-årige italienske knægte.
De var tvillinger - det kunne ingen være i tvivl om. De snakkede og underholdt på den mest energiske, men også meget velopdragne vis. Meget interesserede i os, selv om de helst ikke ville vise det. Når jeg ser så små purke
snakke ubesværet løs på et fremmed sprog som italiensk, så er det jeg kommer til at tænke på, at jeg da kender masser af meget større mennesker. Og de kan alligevel ikke snakke et ord af dette sprog! Verden
er fuld af forunderligheden! Jo, og så var der forældrene til de to knægte. De havde den rette holdning til livet. De var i fuld gang med at lære drengene at skåle på den rigtige vis. They have to learn the important
things in life, som de sagde henvendt til os. I øvrigt var de begge yngre mænd. Why not! Modern Times, som Chaplin måske ville have sagt!
Ved et andet bord
tidligere på dagen sad en midaldrende dame med et par granvoksne blå øjne. Og det er ikke øjenfarven, jeg tænker på. Det var det udenom, især neden for øjet. Så var det jeg kom til at tænke på
den unge mand, der mødte sin ven med et kæmpe blåt sæbeøje. Hvor har du dog fået det fra, spurgte vennen bekymret. Jo, lød svaret: Jeg stod fredeligt i en kø henne i supermarkedet. Foran mig
stod der en meget bredrøvet dame i en let sommerkjole. Og da jeg så, at kjolen (noget af den) var klemt inde mellem hendes store baller, så hev jeg dem ud. Det så jo ikke elegant ud. Hun vendte sig om og så vredt på mig.
Nå, tænkte jeg. Det var hun nok ikke glad for. Så jeg stoppede kjolen ind igen. Og SÅ fik jeg et blåt øje!
Jeg ved ikke, om vor italienske veninde i går
havde været ude i et lignende klammeri!
På vej hertil fra Gardano halvøen - ca. 100 km - kørte vi langs kystvejen. Her var der masser af grønsager. Og også et kæmpe
område, hvor de udvinder salt. En lille by nord for Trani kalder sig faktisk Saltets By.
Vi er som bekendt ved at nærme os slutningen på vor herlige opdagelsesrejse. Derfor er i dag
især henlagt til hygge og vandreture i forskellige retning. Vi bor i en topmoderne Bed & Breakfast lejlighed LIGE i centrum på hovedgaden. Og gennem en lille 90 m lang smøge kommer vi direkte ned på havnefronten. Eneste klage over
lejligheden er - endnu en gang - madrassen. De synes at have brugt alle pengene på alt det meget bekvemme moderne udstyr og så sparet til sidst på madrassen. Det er da meget hyggeligt sammen at trille ned i lavningen midt på
madrassen. Men at gøre det hele tiden og så igen, det bliver lidt ensformigt! Så jeg må vist til den kommende nat mobilisere min medbragte luftmadras endnu engang. Den skal jo heller ikke føle sig helt nytteløs!
Og så har vi observeret, at der er byfest her i byen i dag. Den skal vi naturligvis også forlyste os med!
Nå, nu kalder morgenmaden/brunchen
nede på en hyggelig cafe på hovedgaden... Vi har nok at se til !
Den 4. Maj :
Ja, nu lakker det mod enden, som manden sagde, da han hældte fernisdåsen ned ad ryggen ! Vi må forlade den charmerende lille by Trani for at køre til et hotel i nærheden af lufthavnen i Bari. Det
viste sig at være et dejligt sted Hotel Vittoria Parc, og med et skønt værelse på 4. sal kunne vi endnu en gang nyde udsigten over Adriaterhavet. Vi
nåede også en spadseretur i solen og fandt (endnu en gang) en rigtig dejlig restaurant lige i vandkanten, men nu er vi også ved at være modne til at komme hjem til Rixensart.
Den
5. Maj :
Af sted i god til til Bari lufthavn kun 2,5 km væk. Bilen
blev tanket op, afleveret og vi kunne stille og roligt afvente afgang til Bruxelles/Charleroi.
Konklusion : Puglia er virkelig et besøg og en
oplevelse værd. Dejlige landskaber, pittoreske byer, kultur i rigelige mængder og ligeså god mad og vin. Hvad mere kan man ønske sig !
Liselotte
& Niels Jørgen
Den 22. Maj 2015
niels4europe@gmail.com