Mine tips til Slægtsforskning
Prøv at "lave din familie"

Find Din Slægt  - Tips om Slægtsforskning

 

 

Slægtsforskning er en herlig beskæftigelse. Det kan alle, der har prøvet det, sikkert være enige om.  I mange tilfælde går det ud på at finde sine rødder så langt tilbage som muligt.  Det har jeg også arbejdet med i årenes løb, og i en af mine grene er jeg tilbage til 1573.  Og det er ganske tilfredsstillende, når man ikke nedstammer fra konger, fyrster, præster, officerer eller andet godtfolk på det plan.

 

Men i de senere år har jeg haft en særlig fornøjelse af at arbejde på en anden måde. Det vil jeg gerne fortælle lidt om.

 

Vi har allesammen 4 par oldeforældre. Måske har vi kendt dem. Eller i hvert fald kendt nogen, der har kendt dem.  Det betyder, at man normalt kan samle mange personlige oplysninger om dem. Ikke bare hvad de hed, hvornår de var født, blev gift og døde. Men også hvad de lavede, hvor de boede, hvordan de var som personer. Måske endda med et foto, så man kan se dem.  Man kan helt sikkert også finde oplysninger om en del af deres forfædre.

 

Jeg har givet mig selv den opgave at tage udgangspunkt i mine 4 par oldeforældre. Finde flest mulige informationer om dem. Og derefter lave en total oversigt over alle deres efterkommere.

 

En sådan metode har mange interessante fordele:

 

1)      du kan skaffe mange oplysninger ved personlige kontakter (ud over arkiverne, Internet, osv.)

2)      du har mulighed for at samle mange detaljer om alle i oversigten

3)      du kan møde mange af de nulevende efterkommere – som du jo er direkte i familie med

4)      du kan dele dine oplysninger med hele familien, som ligesom du selv føler sig direkte involveret

 

Jeg har derfor samlet så mange oplysninger som muligt om alle mine oldeforældres efterkommere: børn, børnebørn, oldebørn, tipoldebørn, tiptip-oldebørn, m.v.  Inkl. deres hustruer og mænd.

 

Brothers Keeper:

 

Jeg bruger med stor fornøjelse Brothers Keeper programmet til at holde styr på alle: http://www.brotherskeeper.dk/   Jeg har for billige penge købt et abonnement, så jeg bl.a. også kan sætte fotos ind i programmet.  Men selv uden det synes jeg, at BK opfylder alle de behov, jeg har.

 

Man kan med største lethed opdatere skemaer, når man får nye oplysninger. Husk at gøre det med det samme.  Og fra hovedbasen udskriver jeg via text-file og rich text  word dokumenter over aner og efterkommere. Det gør det muligt at sende oplysningerne som bilag til en e-mail. Og det er med en word version også muligt at sætte oplysningerne på sin hjemmeside, hvis man har en sådan. Eller man kan printe dem ud og sende dem med almindelig snail mail.

 

Det er jo ikke særlig sjovt at have alle disse oplysninger, hvis man ikke let og hurtigt kan dele dem med nogen.

 

Adresselister:

 

Men jeg synes ikke, det er nok bare at have listerne fra Brothers Keeper.  Da mange af efterkommerne heldigvis stadig lever, laver jeg  for hver slægt en adresseliste med:

1)      navn

2)      den pågældendes relation til ”olde” ( barn, barnebarn, oldebarn, etc.)

3)      nøjagtig postadresse  ( hvis jeg ikke har den, finder jeg den på TDCs gratis on-line navnebog:

      http://dgs.tdconline.dk/oplysningen3/dgs/whitefront )

4)      telefonnummer  og om muligt også mobiltelefon  ( findes også i TDCs opslag )

5)      e-mail adresse   ( kan normalt findes på den gratis site:   http://www.epost.dk/ )

 

 

Husk at holde disse lister àjour-førte til enhver tid. Ellers kan de forvirre mere end være til nytte. Og skulle det pludselig være umuligt at opspore en adresse, ja så er det bedre at slette navnet på listen, indtil man får skaffet den korrekte opdatering.

 

Hvis du vil sætte listen på din hjemmeside, bør du være opmærksom på, at nogle mennesker ( efter min mening uden grund ) er bange for at lade deres e-mail adresse figurere på en offentlig tilgængelig site. De er bange for at blive bestormet med spam. Det er aldrig sket for mig, selv om min private e-mail adresse har været offentlig tilfængelig i mange år J

 

Et on-line fotoalbum

 

Som ovenfor beskrevet er en af fordelene med denne metode, at du normalt uden større vanskeligheder kan skaffe fotos af alle personer – måske også af dine oldeforældre.

 

Jeg har for alle mine slægter lavet et on-line elektronisk fotoalbum. Jeg bruger den service, som Yahoo stiller gratis til rådighed – uden begrænsninger i størrelsen af albummet. Det er meget let at downloade og at bruge.  Se her:    www.flickr.com     Følg instruktionerne. Det er hurtigt og nemt.  Der findes også mange andre gratis tjenester. Men jeg er meget glad for Yahoo.

 

Du kan se et af mine familiealbums på denne adresse:

www.flickr.com/photos/anders_kristian_thogersen    

 

Krønike

 

En ting er oversigter, navne, datoer, skemaer og billeder. Men der kommer først rigtig kød på historien, hvis man skriver en historie om familien. Med alle de oplysninger man har fået, hørt og samlet. Gerne sat ind i en sammenhæng med den tid, de levede på. Lidt om politikken, økonomien, problemerne, de politiske ledere.  Få så mange i familien som muligt til at bidrage. Enten skriftligt – eller ved, at du snakker med dem.  Mange – især ældre – siger, at ”jeg har ikke noget interessant at fortælle”. Det er i  9 ud af 10 tilfælde (mindst) forkert. Ethvert menneske har en interessant historie. Den skal bare fortælles. Og skrives ind i den rette sammenhæng. Få også det sjove og  det pudsige med.  Men respekter selvfølgelig privatlivets fred, hvis nogen siger, at det og det vil de ikke have nævnt.  Jeg ved i hvert fald, at min Krønike ikke er lavet for at genere nogen. Den skrives for at fornøje, inspirere og glæde J

 

Særlige fødselsdagshilsner

 

Som nævnt er det jo først rigtig sjovt at lave slægtsforskning, når man kan dele det med nogen, der er interesseret. Og det er de allerfleste i familien. Det kan af og til være lige så svært at få svar fra mange, som det er at trække tænder ud! Men det er ikke tegn på manglende interesse. Af de tusinder jeg har talt med eller kontaktet i årenes løb, er der kun een eneste, der har nægtet ethvert samarbejde. Men han er også på andre måder kendt som en tvær Rasmus Modsat L

 

Jeg har stor glæde af at sende mine familiemedlemmer en hilsen på deres fødselsdag hvert år. Og jeg vedlægger hver gang en oversigt over mine nyeste slægts-lister for deres del af familien + henviser til foto-albummet.  Jeg beder dem sende mig rettelser og tilføjelser og også at låne mig fotos til scanning eller sende dem til mig digitalt. 

 

Mange familier samles til fødselsdage. Så er det en glimrende lejlighed til at snakke om slægten. Det stimuleres ved, at de får denne særlige hilsen fra mig hvert år.  Kan stærkt anbefales.

 

Slægts-træf

 

Materiale om familien er også meget populært, når der arrangeres familie-træf.  Prøv at få mulighed for at præsentere det nyeste i løbet af den dag eller den weekend, hvor træffet finder sted. På den måde kommer der altid nyt på bordet. Og det ryster familien ekstra sammen.

 

 

Konklusion:

 

Jeg håber, at disse ideer er nyttige og inspirerende. Jeg har i hvert fald stor fornøjelse af dem. Jeg er også ganske langt med at lave min kones familie på samme måde. Det indebærer bl.a. jagt på oplysninger i både England og Tyskland. Metoden er den samme – vilkårene og arkiverne er bare lidt anderledes.

Find din slægts GRAVSTEN
Over 600 danske kirkegårde over hele landet er nu blevet affotograferet og sat på Internettet. Det er det såkaldte GRAVSTENS-PROJEKT, hvor frivillige tager fotos af hver eneste gravsten på en kirkegård og stiller resultatet til rådighed for os alle.

Se her:  http://www.dk-gravsten.dk/index.php

Det er en fantastisk god hjælp for os slægtsforskere. Så man man finde sine gamle aner på nettet i stedet for at fare land og rige rundt for at søge på kirkegårde.

Målet er at få alle kirkegårde på Internettet.🤩

Du kan endda melde dig som hjælper, dvs. fotograf.

Se alt om dette på ovenstående hjemmeside.