DAGBOG FRA KODANS BØLGE
Den 8. – 15. september 2013
Søndag, den 8. september:
Så er vi afsted. Fra
den store og næsten-nye krydstogthavn i Københavns Nordhavn. Afgang fra ØK’s gamle havneplads ved Sundkaj/Orientkaj. Vort kæmpeskib MSC POESIA lå der ligesom og ventede på os. Ved siden af lå Costa Fortuna
– ja, det er dem, der også har særlige ture til klippeøer.
Vor indcheckning gik lynhurtigt og smertefrit. Det så ud, som der næsten ikke var andre, der checkede ind her i København. Senere
fandt vi ud af, at det var en sandhed med store modifikationer. Der var hundredevis af danskere med. Helt uvant for os på vore krydstogter. Vi plejer stort set at være de eneste ombord af dansk æt.
Skibet kom i morges
fra Kiel, så der er naturligt nok også mange tyskere ombord. Det er ikke helt fuldt – kun næsten. Så man kunne sikkert ha’ fået turen meget billigere, hvis man havde bestilt plads i går. Skibet kan ialt
have 2.550 passagerer. Men vi fik at vide, at der er nogle hundrede tomme pladser.
Vore kahytter med balkon er alletiders. Nr. 10203 og 10205. I bagbords side agter på 10. dæk. Alt fungerer. Skibet er fra 2009 og er iøvrigt
et søsterskib til MSC MAGNIFICA, som vi sejlede på med Claus og Lasse sidste efterår i det vestlige Middelhav.
Skipper er italiener, Giuseppe Maresco. Og den 1039 mand m/k store besætning kommer som sædvanlig
på disse skibe fra alverdens lande. Denne gang er en stor del fra Indonesien, Brasilien og Ukraine.
Vel ombord ved 15-tiden nåede vi både en frokost i selvbetjenings-cafeteriet (vi kalder det ”banegården”)
og en dejlig middag kl. 20.30. Vi fik som ønsket vort faste 4-mandsbord (nr. 645) i restauranten ”Il Palladio” på 6. dæk.
Udsejlingen fra København var flot. Godt, klart vejr. Vi sejlede lige forbi
den nye spændende FN-by, der er bygget på en af havnens moler. Senere havde vi det gamle fort Trekroner om styrbord. Og så havde vi glædet os til at sejle under Sveriges-broen. Det gjorde vi ikke. Vi sejlede OVER den. Hvad skal det
sige? Jo, vi satte kursen sydpå mellem Saltholm og Amager, så vi sejlede hen over ”broens” første del, der er en tunnel.
Vi kom også på styrbords side forbi den overordentlig hyggelige by Dragør.
Den var engang Danmarks næststørste havneby. Og familien Mærsk kommer oprindelig herfra.
Også vort indkøbte ”all-inclusive” drinks-kort kom alvorligt i svingninger. Det er dejligt at slippe
for det evindelige skal – skal-ikke spørgsmål til sig selv. Nu bliver det meget lettere til skal.
Og så et lille suk med et glimt i øjet. Efter denne gedigne, fantastiske
sommer med daglige pågående fristelser er jeg (igen) fast besluttet på at gå i gang med en kreativ og virkningsfuld kur. Men jeg må realistisk erkende, at en kur nok ikke ligefrem skal/kan starte på et krydstogt! Så
den bliver behændigt udsat til næste uge! Men så.....
Mandag, den 9. september:
Mottoet i dag er ”Skynd dig langsomt!”. Og her tænker jeg
på vort skib. Vi har masser af tid og sejler derfor med sneglefart. Det er meget vigtigt for os alle ikke at komme for tidligt til Stockholms skærgård. Den skal vi nemlig have mulighed for at opleve ved solopgang. Fra København til
Stockholm er der ad vor søvej ialt 438 sømil (= ca. 736 km). Det har vi ialt 39 timer til at sejle. Så selv den langsomste rap-and kan følge med os – selv uden at flyve!
Det er en skøn dag ombord.
Vejret er fantastisk. Syd for os er der skyer og regnvejr. Det når ikke frem til os. På vejen kan vi af og til se den svenske kyst om bagbord, også fra vore balkoner. Men man må sige, at Østersøen altså er ret så
stor. Masser af blåt vand til alle sider.
Midt på dagen dukker Sveriges største ø, Gotland, op om styrbord. Den udmærker sig til at vare længe. Og ved at have en masse vindmøller. Det er
ærgerligt, at vi ikke skal besøge øen på denne tur. Men havnen i Visby er nok ikke dyb nok til vor store MSC krabat. Vi må finde en anden måde at se den flotte hansestad Visby på.
Og vi har
det forresten sådan, at de dage vi er på havet hele dagen, næsten er de bedste! I hvert fald når vejret er som i dag. Vi fik f.eks. gået adskillige km på ”gangstien” på skibet. Vi fik slappet af. Læst.
Skrevet dagbog. Ordnet verdenssituationen. Snakket om krapylerne. Nydt en ”morfar”. Spist adskillige gange. Og nedkæmpet ”en lille én” endnu flere gange.
Pigerne fik endda danset. Hele tre
gange. Det var kurser i den rette måde at danse bl.a. mambo, zumba og en græsk dans, der hedder sirtaki. De ikke bare overlevede anstrengelserne. De påstod, at de nød dem!
I aften var det ”Kaptajnens
middag”. Sådan én er der altid på krydstogter. Så kan man starte med at blive fotograferet alene sammen med skipper i fuld ornat. Man kan også blive fri. Det blev vi. Så er man nemlig også fri for at stå
i en lang kø. Bagefter var der middag – også kaldt ”Galla-middag”. Her inviteres man til at møde op i sit stiveste puds. Det var for mit vedkommende mit nyindkøbte ”éngangs-slips”. Ja, jeg
havde også mere på!. Og maden var faktisk fremragende.
Tirsdag, den 10. september:
Morgenvækning midt i den Stockholmske
skærgård – det er ikke det værste, der kan ramme én. Fantastisk skue her til morgen. Skærgården har op til 14.000 øer – mange af dem meget små, nærmest et skær. Det tog vort gode skib
omkring fem timer at komme forbi dem alle. Nogle gange meget tæt på den ene side (nogle få meter), andre gange lige så tæt på den anden bred. Og vi stikker godt 11 meter, så skipper skal have tungen
endda meget lige i munden. Selv om vi naturligvis godt ved, at moderne GPS kan klare det hele. Vi så ikke, om der kom en lokal lods ombord. Det gjorde der helt sikkert. De skal jo også leve. Under alle omstændigheder er det kaptajnen,
der altid har hele ansvaret.
Vor ankomst til Stockholm var aldeles præcis – kl. 9.00. Vi lagde elegant til ved en stor kaj på Södermalm, hvor også Viking-bådene fra Helsingfors ligger.
Vi havde på forhånd meldt os til en 3 ½ times bus-udflugt med titlen ”Stockholm at a glance”. En smagsprøve på det bedste i byen. Vor guide var lille charmerende Marina, der talte et meget flot engelsk (og havde
en boyfriend i Birmingham). Vi tror, hun oprindelig var balter. Svensk af fødsel var hun helt sikkert ikke (det er hver 8. svensker ikke). Men hun havde en vidunderlig humor og en kolossal viden. Altsammen serveret med en smittende entusiasme og en
lunende finte om både dette og hint. Ikke mindst om det svenske kongehus!
Stockholm er bygget på 14 øer og har ialt 55 broer til at forbinde dem. Og modsat Venezia, hvor alle broer ”kun” er gangbroer,
så er de allesammen både bil-, cykel og gangbroer her i byen. Marina påstod, at Stockholm har 2 millioner indbyggere. Jeg tænkte: Så må Kalle Svensson sgu ha’ fået ganske mange rollinger siden sidst!
Men sådanne tal afhænger naturligvis altid af, hvor stort et område man tæller med.
Lad det være sagt med det samme: Stockholm er en fantastisk by! Og ikke mindst i det formidable solskinsvejr
i dag. Vi så på vor tur det meste af de centrale dele af staden. Fra et imponerende udsigtspunkt over centrum fra Södermalm til byens elegante rådhus (Stadshus) fra 1923, hvor min gamle ven og kollega Hanna Brogren er kommunikationsdirektør.
Og hvor middagen og festen for Nobel-prismodtagerne hvert år afholdes. Til byens centrale plads, Sergels Torg, der har form som Piet Heins super-ellipse. Til det fasionable Grand Hotel, hvor statsminister Hans Hedtoft pludselig døde i 1955, hvor
jeg har boet mange gange rent arbejdsmæssigt, og hvor præsident Obama helt sikkert boede i sidste uge, da han var i byen. Til Djurgården med alle prinse- og diplomatboligerne. Og til området med Riksdagen, Statsministeriet i Rosenbad
og Udenrigsministeriet lige rundt om hjørnet, hvor jeg havde min hyppige gang i gamle dage, da jeg også ”passede” de øvrige nordiske lande for EF fra mit kontor i København. Det var hyggeligt med alle de gensyn
med mine gamle svenske gerningssteder!
Efter busturen gik vi selv en dejlig tur i Gamla Stan. Et MUST, når man er i Stockholm. Vi startede på Stortorget ( Store Torv på dansk). Det var her, at den danske kong Christian
II i 1520 over to dage kappede hovedet af 82 svenske adelsmænd og gejstlige. Da det var en ganske særlig begivenhed, havde kongen skaffet særligt gode og skarpe sværd fra Frankrig og Spanien. Desto bedre sværdene er, jo mindre
ondt gør det. Siger man. Kongens tilnavn den dag i dag i Sverige er Christian Tyran. Det kan man vel godt forstå, selv om begivenheden lå lang tid før menneskerettighederne!
Christian II’s ejerskab
til Sverige varede dog ikke meget længere. Tre år senere – den 6. juni 1523 – blev svenskeren Gustav Vasa udråbt til konge. Derfor er den 6. juni i dag Sveriges nationaldag. Den markerer slutningen på danskervældet!
Efter Stortorget indtog vi en dejlig frokost på en lille udendørs restaurant i Skrädergränd (Skrædderstræde). Den bestod af vildt-bullar med velsmagende tilbehør. Og en voksen svensk stark-öl til hver.
Den meget venlige ejer var oprindelig tyrkisk, men havde boet og arbejdet først 12 år i Norrland og derefter 8 år i Uppsala. Så da vi spurgte ham om vej til Bellmann’s ”Gyllene Freden”, så måtte han kapitulere.
Jeg kender kun dette stræde her i Stockholm, sagde han.
Kl. 17.00 gik det igen afsted ud gennem Skærgården. Nu mod Den finske Bugt og Estlands hovedstad Tallinn. Og middagen i aften kl. 20.30 var fremragende.
Ikke mindst kokkens særlige tiramisu (som alle fik) satte os i en slags kollektiv ekstase. Uhmmm.... hvor var den god. Og hvor ville det ha’ været godt, hvis der havde været mere af den.
Apropos maden ombord:
Det er sådan, at intet mad må blive sat frem igen – f.eks. fra buffet’en – hvis den ikke er blevet spist. Den bliver smidt ud – rup og stub! Men vel at mærke ud til fiskene i havet. I malet form.
Så fiskene er helt sikkert også stærke tilhængere af krydstogt. Så mange af dem som muligt!
Onsdag, den 11. september:
I dag ”gjorde” vi
som planlagt Tallinn. Estlands gamle, charmerende hovedstad. Den ligger på nordsiden af det ”firkantede” land, der i areal er lidt større end Danmark. Der bor kun 1,3 millioner mennesker i landet, herunder 1 million estere og 300.000
andre, især russere og ukrainere fra Sovjettiden. Hovedparten af de 300.000 bor i den østlige del af landet. Tallinn selv har 400.000 indbyggere. Byen havde engang det tyske navn Reval.
Navnet Tallinn betyder ”Danskernes
fæstning”. Det stammer fra 1200-tallet, da Danmark ejede området, i hvert fald den nordlige del. Det var her, Dannebrog ifølge legenden faldt ned fra himlen under et slag den 15. juni 1219. Senere overgik området til de tyske
ridderordener, og endnu senere til Sverige og til det russiske imperium. Dette varede i flere hundrede år indtil afslutningen af 1. verdenskrig i 1918. Her blev Estland for første gang siden Middelalderen selvstændigt. Det varede dog kun
i 21 år. Da invaderede Sovjet efter aftale med Nazi-Tyskland landet og indførte et voldsregime, der sendte titusinder af estere som fanger til Sibirien. Kommunisterne blev i 1941 afløst af Nazi-Tyskland, der ikke var meget mildere
mod esterne, end Sovjet havde været. I 1944 vendte sovjetiske tropper tilbage, og landet var en del af det sovjetiske diktatur indtil sommeren 1991, altså i 47 hårde år. Her blev landet frit igen, og det er nu medlem af både EU
og af NATO. Og det er et af de europæiske lande, der gennem drastiske reformer er kommet bedst igennem den økonomiske krise. For et par år siden fik landet derfor også EUROen som valuta.
Det var dette land og
denne by, vi kom til i dag. Det er mit femte besøg her. Jeg var her tidligere i 1969, 1991, 1994 og 2009.
Tallinn har en gammel bykerne fra danskertiden. Borgen blev beordret bygget af dronning Margrethe I. Der er stadig i dag
et af borgtårnene, der er opkaldt efter hende. Esterne kalder det ”Tykke Margrethe”. Et andet borgtårn hedder ”Lange Hermann”. Det er Estlands symbol med landets blå-sort-hvide flag på toppen.
Vor
dygtige estiske kvindelige guide Dea Saar hentede os ved skibet. Vi var i en engelsk-sproget gruppe. Først kørte vi op til det gamle borgområde, der ligger højest i byen. Her ligger på den første plads Parlamentet til
den ene side og den imponerende ortodokse Aleksander Nevskij kirke til den anden. Vi kiggede indenfor i kirken med alle dens guldbelagte ikoner og ortodoks musik. Kirken er ”kun” fra omkring 1800.
Herfra fortsatte vi til
fods gennem de krogede, gamle gader og stræder hen til byens høje lutheranske katedral. Så vidt jeg husker, fik begge kirker lov til at være kirker også under kommunismen. Sådan var det normalt ikke under det styre. Kirker
blev enten jævnet med jorden, lavet om til biografer eller børnehaver. Eller de blev til museer for ateisme!
Oppe fra borgområdet så vi også den flotte udsigt ud over den nedre by med det gamle kommunisthotel
Viiru, der dog nu er moderniseret og med i en respektabel vestlig hotelkæde. Banker og forsikringsselskaber har (naturligvis) bygget deres højhuse her. Og ude over havnen kunne vi herfra bl.a. se vort flotte skib, der lå tæt på
centrum.
Næste punkt på byturen var et besøg på den russiske zar Peter den Stores lille palæ. Det byggede han til sin kone. Det var et sødt og endda smukt slot i en dejlig park. De havde magt over
det, de zarer. I dag er det et kunstmuseum.
På vejen videre frem kom vi til den berømte ”Sangerpark” i udkanten af Tallinn. Her er der de sidste 150 år med mellemrum afholdt kæmpe sangerstævner.
Der kan være op til 30.000 sangere på scenen og op til 300.000 deltagere (ikke bare tilskuere) på græsskråningerne foran scenen. Selv under kommunismen var det tilladt at afholde disse stævner – når blot man
også sang en del kommunistiske slagsange!
Det er en fantastisk oplevelse at være med. Jeg var selv til stede som officiel gæst fra EU på Estlands første uafhængighedsdag i september 1991. Det øsregnede
under hele seancen, der varede det meste af dagen. Det generede ikke de glade, syngende estere, inkl. deres drivvåde første præsident Lennart Meri, som jeg sad på bænk med lige foran scenen. En af de største oplevelser
i mit liv. Dejligt at være tilbage i dag!
Nu vi er ved noget om kommunisttiden her i landet, så fik vi i dag ikke meget at vide om den. Der ER ved gud heller ikke meget at prale af! Men nu har vi heldigvis været her
før, hvor vi fik meget mere at vide om den tid. Som for eksempel: lige ned til havnen i den vestlige side ser man en række tre-etagers lave og dystre betonbygninger. Det var indtil 1991 KGBs hovedfængsel, hvor de anbragte frit tænkende
estere, som de ikke ville have løbende rundt. Ofte røg helt uskyldige og upolitiske folk også ind bag de tykke tremmer. De havde bare været på det forskerte sted på det forkerte tidspunkt. Vi besøgte fængslet
for nogle år siden. Magen til triste og umenneskelige omgivelser og forhold skal man lede længe efter. KGB var virkelig kreativ på dette felt. De fæle russere, tænker man uvilkårligt. Ja, ja det er rigtigt. KGB-officeren
Putin, for eksempel. Men glem ikke, at der også var mange estere i aktiv KGB tjeneste. Under besættelsen kendte vi danskere den slags mennesker som Hipo-folk (Hilfspolizei). Jeg ved ikke, hvad den almindelige ester kaldte – og kalder –
de estiske KGB folk. Men jeg er sikker på, at de ikke tænker på dem med særlig kærlige følelser!
Bag ved de nu tomme fængselsbygninger ligger der nogle gamle hangarer fra kommunisternes tid.
De er nu indrettet til et meget tankevækkende og dygtigt lavet ”Occupation Museum” om livet i hverdagen under kommunismen. Det museum burde enhver dansk skoleelev se som en del af historieundervisningen. Forhåbentlig kommer der en interaktiv
og flersproget udgave af museet på Internettet. Så skal jeg være den første til at lave en meget aktiv promotion af det! Vi nåede desværre ikke at besøge dette museum i dag.
Vi tog
afsked med Tallinn i dag kl. 16.00, fordi vort skib sejlede afsted mod Sankt Petersburg. Lidt underligt, at vi skulle afsted så tidligt. Dels var der meget mere at se og gøre i denne dejlige by. Og dels er afstanden til den russiske storby kun
omkring 240 km. Vi skal være der i morgen tidlig kl. 07.00, så vi kunne sagtens ha’ ”lettet anker” ved 20 tiden eller senere. Det vil vi i klart sprog fortælle vore venner i MSC. Og hvis årsagen er, at de ikke vil
betale de ekstra ”parkeringspenge” for 4 timer mere i Tallinn, så er jeg sikker på, at esterne gerne vil sætte timeprisen ned. Tænk hvad det estiske samfund (forretninger, restauranter, museer, osv.) får ud af vort
besøg. I København regner man med, at indkomsten pr. dag pr. krydstogskib er ca. 3 millioner kr.
Og så er der naturligvis det allervigtigste i dag. I hvert fald for OS! Netop i dag er det nøjagtig 25 år
side, vi ankom til Bruxelles. Søndag den 11. september 1988 arriverede Liselotte, Lasse og jeg til vort nye domicil i 29, rue Souveraine i det centrale Bruxelles. I to biler fra København. Vor hvide Citroën BX og vor røde Mitsubishi
Colt. Det var en stor dag. Og hvem modtog os helt uventet straks efter vor ankomst? Det gjorde Annelise og Poul. De havde stået og puttet sig et sted på den anden side af vor smalle gade. VELKOMMEN! Lød det pludselig fra kendte stemmer!
Og sådan startede hyggen med det samme. Den har forresten varet lige siden!
I aften fejrede vi dette ”sølvbryllup” med Bruxelles og Belgien med en ekstra skål før, under og efter vor dejlige MSC-middag.
Liselotte var endda så kåd en ”sølvbrud”, at hun lovede en fortsættelse af fejringen i morgen med en velskænket rigtig irsk kaffe!
Torsdag, den 12. september:
Vi er nu nået til vort krydstogts næstsidste mål, den russiske storby Sankt Petersburg. Jeg har været her adskillige gange før. Sidste gang var i 1987 på vej hjem fra en 3-ugers kanon-tur i sovjetisk Centralasien
og Kaukasus. Det er altså 26 år siden. Før da var jeg her bl.a. i 1969, i 1972 og i 1985. Så besøget i dag er det første siden Sovjets fald i 1991. Alene det fylder mig med stor glæde og forventning.
Sankt Petersburg er en helt særlig by. Grundlagt i 1703 af zar Peter den Store. Egentlig er det et umuligt sted at bygge en by. Især fordi undergrunden er sumpet, fugtig og blød, nærmest moseagtig. Men zarer kunne alt!
Koste hvad det ville. Peter ville åbne Rusland mod Europa. Også ved at have en havn mod vest. Dem havde han ikke nogen af. ”Vestificeringen” bestod også af, at han beordrede skægget af alle russiske mænd. Men det er
en anden sag. Byen kom til at hedder Sankt Petersburg og blev landets hovedstad. Det siges, at Peter også forlangte, at de russiske adelsmænd, der ville have foretræde for ham, skulle love at bygge et palæ i byen. Zaren
ville ikke bo der helt alene. Resultatet blev en pragtby med palæer af alle slags og alle størrelser. Masser af almindelige russere flyttede også mere eller mindre frivilligt til byen. Floden Neva har sit udløb i Den finske Bugt i
byen. Og det giver anledning til / behov for en masse kanaler på kryds og tværs i den store by. Kirker i massevis bliver naturligvis også opført. Isak-katedralen, Kazan katedralen og Blod-katedralen (opført på det sted,
hvor en zar blev myrdet i slutningen af 1800-tallet) hører til de flotteste og mest kendte. En eller to af dem var museum for ateisme under kommunismen. Zarens eget palæ, Vinterpaladset, ved Neva-flodens bred er megastort. Det er nu museum, ikke
mindst det verdensberømte Eremitage-museum med alverdens kunst. Det har så mange malerier, at hvis man kiggede på hvert af dem i bare 1 minut og gjorde det konstant i døgnets 24 timer, så ville det tage 7 år at se dem
alle.
Mange af byens gader er snorlige og går vinkelret på hinanden. Ligesom i vort eget Fredericia. Tegnet på, at den er en ret ny by, hvor militære hensyn har spillet en stor rolle i byplanlægningen.
Sankt Petersburg har ikke – som de fleste russiske byer med respekt for sig selv – sit Kreml. Kreml betyder borg på russisk. De fleste af dem er 5-600 år gammel eller mere. Og dengang var der ingen, der havde
tænkt på Sankt Petersburg.
Og så en lille fiks detalje: De mange kanaler og Neva-floden gør det nødvendigt at have mange broer i byen. De lukkes alle op (broklapperne, altså) hele natten fra kl.
01.00 til kl. 06.00. Det skal gøre det lettere for skibe at komme rundt i byen. Man taler ikke meget om, at det også skal hjælpe med at holde styr på befolkningen. I hvert fald i kommunismens tid. Folk skulle nødigt føjte
for meget rundt i nattens mulm og mørke.
Byen har skiftet navn flere gange i tidens løb. Som tidligere nævnt blev den fra starten døbt Sankt Petersburg – efter grundlæggeren Peter den Store. Da
Rusland i 1. verdenskrig kom i krig med Tyskland i 1914, syntes man, at navnet Sankt Petersburg lød for tysk. Så man omdøbte byen til Petrograd. Grad kommer af det russiske ord for by, gorod. Dette navn overlevede revolutionen i 1917. Først
efter Lenins død i 1924 blev byen omdøbt til Leningrad. Det hed den indtil efter Sovjets fald, da præsident Boris Jeltsin i 1990erne tog initiativ til, at byen fik sit gamle navn tilbage, Sankt Petersburg.
I dag
har Sankt Petersburg 5 millioner indbyggere. Mange bor i kæmpe højhuse, og byen er spredt over et stort område. Der er 7 millioner biler i byen. Så man er ikke helt galt på den, hvis man tror, der er trafikpropper. Her
ligger byen ikke tilbage for Moskva, hvor vi sidste år oplevede et næsten permanent trafikkaos i store dele af byen.
Man kan naturligvis ikke besøge Sankt Petersburg uden at kende noget til dens nyere historie. Efter
revoutionen i 1917 mistede byen nogle år senere sin status som Ruslands hovedstad. Den blev flyttet til Moskva. Herfra styrede først Lenin og siden brutale Stalin kæmperiget med jernhånd. Stalins håndlanger i Leningrad
hed i mange år Kirov. Han overlevede dog ikke Stalins mange udrensninger. Hans navn overlevede med Kirov-balletten i Leningrad. Den er i dag efter Sovjets sammenbrud omdøbt til Marinskij-balletten. Vi så i dag, at den har fået et nyt,
flot hus.
I 1930erne var Sovjet meget utilfreds med, at Finlands grænse kun lå 32 km fra Leningrads udkant. Det var en af grundene til den finsk-sovjetiske vinterkrig i 1939-40 og til fortsættelseskrigen 1941-44. Slutresultatet
blev, at Finland bl.a. måtte afstå Det karelske Næs. Så afstanden til grænsen er i dag over 150 km.
Den 2. verdenskrig var utrolig hård ved Leningrad. Tyskerne omringede byen i 900 dage fra 1941-44.
Og de kastede 122.000 bomber ned over den. Men det lykkedes dem aldrig at indtage den. De menneskelige lidelser i byen var ufattelige. Over 1 million døde – dels som følge af krigshandlinger og dels og ikke mindst på grund af sult.
Man havde om vinteren kun en lille korridor over isen på Ladoga-søen som åndehul til det øvrige Rusland. Ad den vej fik man bl.a. evakueret mange børn til byen Gorkij (nu Nizhnij Novgorod) og andre byer nogenlunde væk
fra fronten.
I dag er Sankt Petersburg bl.a. kendt for at være Putins fødeby. We don’t like him! Sagde de russere, vi mødte i dag. Hvorfor stemmer I så på ham?, spurgte vi naturligvis.
Det gør vi heller ikke, var svaret. Ja, så ??!!
Og så er der klimaet. Sankt Petersburg ligger meget mod nord i Rusland. På højde med Helsingfors. Og da området har fastlandsklima (varme somre
og meget kolde vintre), er det en hård tørn at bo i byen. Floden Neva fryser til is i oktober. Det vil sige om et par uger. Det samme gør alle kanalerne i byen. Og Den finske Bugt gør det samme lidt senere. Det hele smelter først
igen til april. Ind imellem kan der blive ned til minus 30 grader. Hårde betingelser både for folk, for fæ og for hele byen og dens infrastruktur. Men de er naturligvis vant til det. Vort krydstogtskib i dag er det sidste, byen ser i år.
Det næste kommer til maj næste år.
Nu til vort eget besøg i dag. Vi lagde til ved en ny krydstogtterminal i byens nordhavn. Et stykke vej fra centrum. Vi havde bestilt en heldagstur med guide og bus for at få
en smagsprøve på det vigtigste. Vi ankom kl. 07.00, og allerede kl. 07.30 gik det afsted. Vor guide hed Katja. Da jeg hilste på hende, spurgte jeg, om det var hende, der ville følge os i dag. Nej, sagde hun. Det var os, der ville
følge hende! Sandt nok.
Lidt om Katja: Hun havde en stor viden om sin by og præsenterede den med humor og underfundigheder. Og hun gjorde fra starten det meget smarte, at hun gav os alle sit mobil telefonnummer. Hvorfor?
Fordi hvis vi blev væk i dagens løb, kunne vi bare ringe til hende. God ide. Hun var i 30erne og talte glimrende engelsk. So far, so good. Men i sandhedens interesse skal der også et par kritiske bemærkninger med. For det første
talte hun meget til os i den 20 mand store dansk-australsk-slovakiske-ungarske gruppe, som om vi var børn.
For det andet var hun upræcis i sted- og tidsangivelser. Og det er en dødssynd for en guide.
For det tredje var hun meget nærtagende. Da en enkelt i vor gruppe (en ungarer) kritiserede hende for ikke at fortælle nok inde i Isak-katedralen, blev hun stiktosset og krævede en afstemning blandt os alle, om hun straks skulle
ringe til sin direktør og bede om en anden guide. Vi lavede en lynhurtig afstemning. Resultatet blev 1 mod alle andre. Og hun takkede – og fortsatte. Men en sådan sag burde aldrig være landet på alles bord. Dér var hun
slet ikke sin opgave voksen. I am here to enjoy myself, sagde hun flere gange. Jeg troede, hun var der, for at VI skulle enjoy the day and Saint Petersburg. Men jeg har jo nok misforstået et eller andet ??!!
Vi fik (alligevel)
en rigtig god og oplevelsesrig dag ud af det.
Først kørte vi en tur rundt i byens centrum og så de vigtigste steder og bygninger. Så gjorde vi holdt ved en glimrende shop, hvor vi kunne købe russiske
ting og sager. En turistfælde, javel. Men bestemt én af de bedre. Og priserne var ok og i EURO, og man kunne betale med credit cards uden ekstra tillæg. Undervejs holdt vi en tissepause i Grand Hotel Europa. Et af byens allerfineste hoteller
ud til hovedgaden Nevskij Prospekt. Dér boede jeg i 1969 sammen med mine medstuderende fra Institut for Statskundskab. Da var hotellet virkelig ikke noget at prale af. Men KGBs mikrofoner var helt sikkert af bedste kvalitet netop i det hotel !
Næste stop var et besøg i den imponerende Isak-katedral. Lige midt i byen. Et overdådighedshorn af en ortodoks kirke. Ikke særlig gammel. Kirken er i dag museum. Dog forrettes der ortodokse gudstjenester i et hjørnekapel
med alt, hvad dertil hører.
Nu var det tid til frokost. Vi fik at vide, at den ville vare en time, og at den ville være en rigtig lækker russisk frokost. Lokalet var i sin tid brugt af zarens hof. Intet af det
lovede holdt stik. Der var kun én tjener til at betjene os alle. Venlig ung mand, der løb afsted, så bukserne var ved at revne. Men selv med fuld fart på ham, kunne det ikke gøres under to timer i stedet for én. This
is Russia var Katjas eneste kommentar bagefter.
Og maden: en stor og ret intetsigende græsk salat, en god grønsagssuppe, et tørt stykke kylling serveret med endnu tørrere ris og en mikro-portion
is til sidst. Ledsaget af vand og et glas vodka, som vi var blevet lovet, men først fik til allersidst efter vore højlydte protester.
Hvis det skulle være det bedste, Rusland kan præstere, så vil jeg
sige, at der er nogen, der har misforstået noget. Vi havde fået ganen sat op efter lækre ting som en dejlig borscht, russiske blini og bøj stroganoff af den rigtige slags. På vort krydstogt sidste år med CroisiEurope
på Volga fik vi i Moskva en frokost netop med dette indhold. Og i en kvalitet, så fuglene sang! Det var på Hard Rock Cafe i Arbat gaden i Moskva. Inkluderet i krydstogtets program. Det må Sankt Petersburg også kunne leve op til.
Vi skal i hvert fald nok fortælle MSC, at de bør gøre en mega-forbedring på dette punkt. Prisen vi betalte for udflugten, inkl. frokosten, var i hvert fald høj nok (ca. 1000 kr. per person).
Sidste punkt
på vor dagsudflugt var et besøg på zarens sommerresidens PETERHOF på den sydlige bred af Den finske Bugt – ca. 50 km fra byens centrum i bus. Et fantastisk slot anlagt af Peter den Store og senere meget udvidet af hans efterfølgere.
Ikke mindst hans ødsle datter Elisabeth. Både udvendigt og indvendigt var slottet overfyldt med guld og andre kostbarheder. Herunder imponerende kakkelovne – ofte flere i hvert rum. Antallet af værelser på slottet er enormt.
Og uden for slottet er der både en øvre park og en nedre park, der går ned til Den finske Bugt. I disse haver er der op imod 150 springvand.
Disse herligheder blev brugt af de forskellige zarer i to måneder
om året, juli og august. Stalin gjorde senere også sin entré på slottet og indrettede en stor sal til sig selv. Den hedder stadig Stalin-salen.
Peterhof er i dag et statsligt museum. En del er stadig lukket
og under ombygning og restaurering. Vi fik en guided tur i en del af slottet. Flotte, flotte rum. Men turen var skæmmet af, at der var alt for mange besøgende – vi gik nærmest i gåsegang hele tiden. Og det andet beklagelige var
de meget emsige, ældre kvindelige kustoder i hvert rum. Deres største fornøjelse var – uden at fortrække en mine – at genne os videre som en flok kvæg. Mange steder måtte man slet ikke gøre holdt.
Og andre steder skulle man gå videre, inden man kunne nå så meget som at pudse brillerne!
Hele herligheden blev totalt ødelagt under 2. verdenskrig. Så alt er genopbygget sten for sten, guld for guld,
maleri for maleri, møbel for møbel i tiden efter krigens afslutning. Hvorfor? Vel sagtens fordi netop dette slot er så vigtig for den russiske selvforståelse, selv i dag, at man uden at blinke ville bruge alle de enorme
ressourcer, som var nødvendige for genoprettelse af herlighederne.
Da vi i dag gik i slottet og i parken, var det svært at fatte, at zarerne brugte SÅ ufattelige resourcer på dette i et land, hvor over 90 %
af befolkningen var ludfattig og forarmet. Det var først i 1881, at livegenskabet/slaveriet blev afskaffet i Rusland. Altså for bare 132 år siden. Sagt på en anden måde: Man fristes til at sige, at zaren, hans hof og de
adelige i Rusland ved deres opførsel selv bad om revolutionen i 1917! Det var ikke tilfældigt, at det netop var i Rusland, oprøret og revolutionen lykkedes på den måde, den gjorde. At dette så på ingen måde
retfærdiggør, at kommunisterne i deres år ved magten slog mindst 62 millioner mennesker ihjel, er en anden sag.
På vej i bussen tilbage til vort skib var der tid til at fundere over, hvordan jeg så syntes,
at der var sket væsentlige ændringer siden mit sidste besøg i byen for 26 år siden.
Tre vigtige ting springer mig i øjnene:
- Byen er i dag endnu flottere, end den
var dengang. Der er langt mellem faldefærdige bygninger eller huse. Dem var der mange af dengang. Og vi så i dag ikke bare det glamorøse centrum, men kørte igennem forskellige kvarterer i byen
- Folk er meget
bedre og meget mere forskelligartet klædt i dag end tidligere. Og de har ikke bare mange biler, men også nye biler af mange slags
- Landet er ikke længere et diktatur. Et almindeligt politisk, økonomisk og socialt
liv udfolder sig. Folk tør sige deres mening. Men der er et godt stykke vej at gå endnu. Man mærker fortsat kontrol-dillen stikke sit hoved frem i stort og i småt. Selv under en enkelt dags besøg. Vor guide Katja bekræftede
det. Og sagde ganske rigtigt i samme åndedrag: Man ændrer ikke et land og et folk fra den ene dag til den anden! Derfor er Putins udprægede lyst til at kontrollere og bestemme nok heller ikke så svær at sluge
for russerne, som den ville være for os andre. Men det skal naturligvis ikke afholde os fra at holde ham og hans kumpaner fast på dydens lige vej. Hvis han vil vise og have forståelse for, at han og landet arbejder ægte demokratisk,
så skal han også følge alle de regler og begrænsninger for myndighedernes magt, der følger med et rigtigt demokrati.
Der er flere og flere russere, frihed og liv ved at fortælle ham og myndighederne
netop dette. Seneste eksempel er Aleksei Navalny i Moskva. Det mindste vi andre kan gøre er at bakke dem op og bruge alle fredelige og demokratiske midler til konstant at påvirke de russiske magthavere.
Det er med den hensigt
og vilje, vi i dag forlader Sankt Petersburg efter spændende og imponerende oplevelser, mens vi har været her.
Fredag, den 13. september:
I dag tilhørte søen. Vi gled afsted fra Sankt
Petersburg på vej til Kiel i Nordtyskland. En strækning på 768 sømil eller 1.260 km. Herlig tur i det flotteste solskinsvejr – og stort set ingen vind. De fleste var på dæk og mange i swimming pools og jacuzzi,
der alle var udendørs. Flot at kunne dette midt i september i Nordeuropa.
Ruten gik ud af Den finske Bugt (i nat), rundt om Estland og så sydpå øst om svenske Gotland og vest for Letlands kyst. Der var
en del anden skibstrafik i alle retninger. Og det var sjovt at følge med på min smartphone, hvor jeg med et par tryk kan se, hvad hvert skib hedder, hvor det kommer fra og hvor det skal hen. Og meget mere.
I aften kom
vi forbi Allinge på Bornholm. Vi kunne se lysene og fyret inde på land. Vor sejlrute gik nord om Bornholm, ikke syd om som jeg havde troet. Herfra vestpå mod Kiel.
I eftermiddags optrådte en del af personalet
i et meget morsomt program. Jeg hørte dog kun selv om det, da jeg skrev dagbog fra Sankt Petersburg. Læserne ventede – og det forpligter jo...
Og så var der for anden gang i denne uge Galla Middag i aften.
Kajtajnen inviterede på drinks før middagen. Men dem foretrak vi at tage for os selv. Selve middagen var vi ikke så imponeret af L Men det skyldes nok, at vi er blevet endda meget forvænt
med maden i ugens løb. Det hele gled dog fint ned – jeg tror, jeg selv sneg mig ind på hele fem retter. Heldigvis er de ikke så store. Efter middagen blev et par grappaer sendt efter dem for at sætte fordøjelsen
op i et højere gear. Og for at give ganen en ekstra oplevelse, inden nattens ro og mørke indtog os alle.
Lørdag, den 14. september:
Så vendte vi igen hjem til EU og EUROEN. Vi arriverede
som planlagt i Kiel, Slesvig-Holstens hovedstad her til morgen ved 10-tiden. Turen ind igennem Kieler-bugten er virkelig flot. Skrænter på begge sider – og hyggelige bebyggelser og ikke mindst flere havne til sejlsport. Det var her,
OL i 1972 blev afholdt for sejlerne. Vi kom også forbi indsejlingen til Kieler-kanalen, hvor skibe kan sejle over til Elben og Nordsøen på den anden side. Den blev anlagt i slutningen af 1800-tallet, især af militære grunde.
Kiel er (som Stockholm og Tallinn) en gammel dansk by. Men meget mere for nylig. Den gled os af hænde i det berømte/berygtede år 1864, da Tyskland og Bismarck tog hele Slesvig-Holsten. Danske konger har i århundredernes
løb ofte opholdt sig en del på slottet i Kiel. Og det var her, at kong Frederik den Sjette i 1814 måtte afstå Norge til Sverige. Det var prisen for, at han havde holdt med Napoleon til den bitre ende. Dårligt dansk politisk
håndværk. Ligesom katastrofen i 1864 i høj grad også var resultatet af elendigt politisk håndværk fra dansk side.
Der er stadig meget, der minder om den danske fortid i dagens Kiel. Ikke så
mange bygninger. De blev bombet sønder og sammen under 2. verdenskrig, da byen var en af Nazi-Tysklands allervigtigste flådebaser. Men politisk, kulturelt og socialt mærker man fortsat forbindelsen til Danmark. Det blev suppleret med
Dänischer Softeis på hovedgaden Dänische Strasse!
Da vi i dag gik en hyggelig tur igennem byen, var det især nordmænd vi hørte overalt. Det skyldes nok ikke så meget, at de var der for at sige
tak for at slippe for Danmark i 1814. Nok mere fordi der er en daglig bådforbindelse mellem Oslo og Kiel. I gamle dage var der en tilsvarende skibsforbindelse mellem Kiel og København. Men den er forlængst forsvundet i historiens tåger.
Vi fik gjort lidt hyggelige indkøb, herunder vor yndlingsvin, Franken Wein fra Volkach på Boxbeutel flasker. Den kan man kun få i Tyskland. Og det blev også til en herlig frokost givet af Karen og Dennis på en lækker,
moderne restaurant i centrum, Cap & Cino. Kan stærkt anbefales.
For første gang på turen begyndte det sidst på eftermiddagen at drysse lidt med finregn. Det passede fint med vor ankomst ”hjem
til vort skib”.
I aften var så sidste aften for vort vedkommende. Mange passagerer, især tyskere, var stået af i dag. Og endnu flere kom om bord. De skal med helt til Genova i Italien. På 9 dage sejler
skibet nemlig fra i morgen fra København til Cherbourg i Nordfrankrig, videre til Vigo i Galizien i Spanien, herfra til Lissabon i Portugal, til Gibraltar og så til skibets ”home base” i Genova. Og for skibets vedkommende hedder
det derefter en måneds tid frem og tilbage i Middelhavet og så tværs over Atlanten til Brasilien i fire måneder i vores vinter.
Vi fik i aften sagt farvel til vore tjenere og barpersonale. Desværre var
der et kiks med vort faste bord. Da vi højstemte kom derned kl. 20.30, sad der fire nye og mæskede sig der. Det undrede os overmåde. Vi fik mobiliseret alt, hvad der kunne mobiliseres. Og vi blev lovet – ikke guld og grønne
skove – men et andet bord og den bedste vin, de kunne mobilisere. Det første fik vi. Men ikke det andet. De kom slæbende med søstrene til den vin, vi havde drukket hele ugen. Vinen var god nok. Men det er en flad fornemmelse
at blive lovet noget helt ekstraordinært, og så blive ”drukket af” med den gamle kending. Vor nye tjener for aftenen var fra Bari i Syditalien. Det er måske den måde, de tror de kan narre os nordeuropæere. Han
og de andre tjenere slap for at modtage ekstra drikkepenge.
Men vi havde alligevel en dejlig aften. Sluttende med hjertelig afsked med vore tjener-veninder i et par af vore favoritbarer. Den ene fra Brasilien – hun hed endda Karin
– og den anden fra Ukraine. Vi tog et par billeder af dem til de lange vinteraftener. De var virkelig søde og hyggelige at snakke med J
Kufferterne blev pakket (af Liselotte) og blev som beordret
sat ud på gangen inden kl. 02.00. Så ville flinke matroser sørge for, at vi kan genfinde dem på kajen i København i morgen tidlig.
Søndag, den 15. september:
Vi ankom
i morges helt som planlagt kl. 08.00 til Sundkaj i Nordhavn i dronningens by. Det regnede – velkommen til Danmark, tænkte vi. Kahytten skulle forlades kl. 07.30 og morgenmaden indtages inden kl 08.30. Alt blev klaret, inkl. regningen
og et udfyldt detaljeret spørgeskema om vor tilfredshed med alt på turen.
Før kl. 09.00 stod vi på kajen med vore kufferter. Og en venlig taxa fragtede os til Østerport station. Her ordnede Kystbanen
resten, så vi før kl. 10. kunne blive genforenet med vor bil i Nivå.
En herlig og fremragende tur har det været. Alt det vigtige og mere til er gået som smurt. Og som altid ved den slags lejligheder snakkede
vi om, hvornår vi skal på det næste krydstogt!
Efter indkøb undervejs var vi i Veddinge Bakker ved halv ét tiden. En næsten ubrugt søndag ligger foran os. Herunder også den kur, som
næsten altid følger i kølvandet på et krydstogt. Hver ting til sin tid.
Og så skal jeg igang med at lave et elektronisk Flickr album med de bedste af alle de billeder, jeg har taget på
togtet.
Niels Jørgen Thøgersen
kimbrer@gmail.com
Den 15. september 2013