MOLDOVA

One of EU-27 associated countries

 

Briefly about the country:

·       Size:                33.846 sq.km  ( incl. 4.163 sq.km in Transnistra )

·       Population:    2,6  millions 

·       Expats

abroad:           210.000

·       EU-expats

in country       ??   from other EU-27 countries

·       Language:       Romanian  ( also in Moldova called Moldovan )          

·       National

hymn:              OUR LANGUAGE  

·       Capital:           Chisinau  -  669.700 inhabitants

·       Currency:       Moldovan leu  ( MDL )

·       GNP/cap..:      12.993 €

·       In EU:             No.    But Association agreement since 2014.   

·       In NATO:       No.    But Moldova in the North Atlantic Cooperation

                                    Council since 1992.

·       Borders:           1.390 km  -  450 km with Romania and 940 km with

                                               Ukraine

·       President:        Mrs. Maia Sandu  -  since 2020

·       Parliament:     101 members  - latest elections 11.7.2021

·       Governm.:       Mrs. Natalia Gavrilita – prime minister – since 2021 

·       Media in

English:            www.news.yam.md  

 

More details:

 

Read more about the country here:  Moldova - Wikipedia

 

Niels Jørgen Thøgersen

1st edition

            March 29, 2022

niels4europe@gmail.com

BREXIT

Tanker omkring det store kaos

 

Hvis man sætter sig ned, læner sig lidt tilbage og bruger sine mange års erfaringer til at vurdere den katastrofale situation i Storbritannien omkring Brexit, så er der mindst tre vigtige facts, der springer i øjnene:

1.      Europa er i alle årene siden 1973 i Storbritannien hovedsageligt blevet talt ned, blevet angrebet, blevet beskrevet med uimodsagte løgne og halve sandheder.  På den baggrund er det ikke underligt, at folkeafstemningen i 2016 gav et negativt resultat. Delors har sagt det på sin måde:  Når man hele ugen går og rakker ned på religionen, så kan man ikke forvente, at folk møder op i kirken om søndagen!

Endnu bedre og mere præcist blev det  den 27. marts i år sagt i et indlæg i Europa-Parlamentet af det nu tidligere konservative medlem af Parlamentet, Richard Ashworth:   https://youtu.be/oh4xPvRR2oA

Han sætter fingeren lige præcist på det ømme punkt. Fortiden kan man som bekendt ikke lave om på.  Men man kan tage ved lære af den hvad angår fremtiden. Ikke bare hos briterne, men i alle vore lande.

2.      Samtidig med at Europa og EU til stadighed er blevet talt ned og kritiseret, så var den britiske presse og debat fyldt med lodrette løgne og bevidste fordrejninger.  Noget blev gjort, både af Foreign Office og af Kommissionens kontor i London, for at korrigere det værste.    Det bed desværre ikke rigtigt på. Man var nok ikke professionel og pro-aktiv nok i arbejdet for at få korrektionerne gjort kendte.

Helt galt gik det da premierminister David Cameron udskrev folkeafstemningen – og samtidig sagde til Kommissionen:   I skal holde jer helt væk under kampagnen.  Bland jer ikke!   Det lovede Juncker ikke at gøre. Og sådan blev det.

Det har Juncker senere bitterligt fortrudt.  Her er hvad han sagde til Euractiv den 8. maj i år:  https://www.euractiv.com/section/uk-europe/news/juncker-regrets-not-having-interfered-in-brexit-referendum-campaign/  

 

3.      Mine personlige erfaringer fra min tid som leder af Kommissionens kontor i Danmark siger mig helt klart, at Juncker har ret.  1970erne og især 1980erne var ikke nogen nem og uproblematisk periode hvad oplysning om EF/EU angår. Det var Thatcher årene og alt hvad det indebar.  Da statsminister Schlüter i januar 1986 udskrev folkeafstemning i Danmark om ”Pakken” ( dvs. traktaten, der skulle være basis for EUs fælles, store marked fra 1992 ), så var den socialdemokratiske opposition og mange med dem imod at godkende forslaget.  I starten af kampagnen var der i meningsmålingerne et klart flertal af nej.  Og debatten blev fyldt med bygevis af løgne og halve sandheder – en del af dem baseret på uvidenhed, andre på direkte politisk manipulation.   I det øjeblik tog vi på vort EU kontor for alvor fat.  Med fuld opbakning fra Jacques Delors og Henning Christophersen i Bruxelles.  Vi var de allerførste med at producere en brochure om Pakken. Den var på gaden morgenen efter afstemningen var udskrevet.  Og den kom hele vejen igennem til at være den toneangivende kilde i debatten.  Den udkom i over 1 million eksemplarer.  Og vi deltog sammen med andre kyndige kolleger fra Bruxelles i masser af møder landet over.  Og bemærk:  vi gik naturligvis ikke ud for at sige, om vælgerne skulle stemme JA eller NEJ til pakken.  Det var ikke vores opgave. Vi gik ene og alene efter løgne og usandheder. Som vi sagde:  EU er imod forurening. Herunder også debat-forurening!   Jeg vil mene, at det hele vejen igennem lykkedes os at holde os på dydens smalle sti, hvad kan være meget svært, når bølgerne går højt. Og vi beholdt vor troværdighed hos alle, der lægger vægt på den slags.

 

Resultatet af folkeafstemningen blev et klart JA til ”Pakken” med over 360.000 flere Ja-stemmer end Nej-stemmer.  

 

Denne afstemning var helt afgørende for Danmarks fortsatte aktive deltagelse i EU. Og for mig og mine glimrende medarbejdere var det et klart eksempel på, at vi som Kommissions-ansatte havde ikke bare en ret til at bringe informationer og korrektioner af løgne og fordrejelser. Vi havde og har også en  pligt til at gøre det. Det er vores opgave.  Hvad var vi der ellers for. 

 

4.      Hvis Kommissionen havde haft samme opfattelse i 2016 som i 1986 og givet sig selv og dens folk på kontorerne i Storbritannien ikke bare lov til, men pligt til at slå til mod i hvert fald de værste løgne, så er det min opfattelse, at tingene i dag ville have set anderledes ud.  Og hvad er vigtigere end min opfattelse i den sag er, at Juncker og dermed Kommissionen er kommet til samme konklusion.

 

5.      Det er meget, meget vigtigt, at den nye von der Leyen Kommission fra starten er helt klar i spyttet i denne vigtige sag.  Både over for sig selv og over for offentligheden.  Pligten til at rette og korrigere, når løgnene bliver store og dominerende.  Ikke pligten til at tie stille og lade som ingenting.

 

Det er efter min mening den bedste måde, Kommissionen med kommunikation kan være til stor nytte for EUs videre udvikling.

 

6.      PS: Nu skal man i Jantelovens hjemland naturligvis ikke sætte sit eget lys under en skæppe, hvis det kan være under et fingerbøl! Jeg kan alligevel ikke dy mig for – i bagkundskabens klare lys – at sige, at jeg fra mine år i København nok har erfaringer, der kan være nyttige at erindre sig, når man diskuterer, hvordan EU og Kommissionen kan og bør være til nytte og gavn, også i politiske kampsituationer. Hvis jeg selv fortsat havde været leder af kontoret i København under Maastricht afstemningen i 1992,  havde haft samme professionelle team som i 1986 ( og havde samme opbakning fra den politiske ledelse i Bruxelles som i 1986 – og det var iøvrigt den samme Delors-ledelse ), så var Maastricht-afstemningen efter min mening blevet vundet i Danmark!  Det blev som bekendt et Nej – men ”kun” med knap 48.000 flere nej-stemmer end ja-stemmer ).  Så en flytning af bare 24.000 stemmer ville have ændret hele billedet.  Det kunne være gjort ved med klar og troværdig stemme at have aflivet bare en håndfuld af de værste løgne, der cirkulerede dengang.  Og tænk hvad det kunne have ændret i Danmarks stilling i EU. Og i EU i det hele taget, hvor det danske nej smittede andre lande til også at prøve dette iøvrigt meget farlige og uforudsigelige instrument af.   Folkeafstemninger burde retteligt hedde Folkestemninger. For det er lige præcist det, de er ☹   Men det er emnet for en anden diskussion.

 

Niels Jørgen Thøgersen

niels4europe@gmail.com

September 2019

2. udgave

EU KANDIDATER

Lidt om de fem kandidater og valgte

 

Som bekendt er man lige nu i gang med at vælge nye ledere til forskellige EU-institutioner. 

Europa-Parlamentet:

Det vælges for en 5-årig periode  ( 2014-19 og nu 2019-24 ).  Tidsfølgen er nu fastlagt sådan, at først finder valget til Europa-Parlamentet sted. Derefter følger samme år en ny Kommission og ny udenrigskommissær. 

Den nye formand for Europa-Parlamentet fra 2019 er den italienske socialist David Sassoli.  Han er født 30.5.1956 i Firenze – altså nu 63 år.  Han er tidligere TV journalist. Han har været medlem af Europa-Parlamentet siden 2009.  Han er i denne omgang valgt til formand for 2 ½ år.

Her er hans takketale for valget til formand i juli 2019:

https://www.youtube.com/watch?v=dRJsN4lZECk

 

Europa-Kommissionen:

Afløseren for luxembourgeren Jean-Claude Juncker som formand for EU-Kommissionen skal efter planen tiltræde den 1. november 2019 for en fem-årig periode. Proceduren er, at Det europæiske Råd ( EUs topmøde ) indstiller en kandidat, som bagefter skal godkendes af Europa-Parlamentet med absolut flertal.

I 2014 brugte man for første gang den såkaldte ”Spidskandidat-procedure”, dvs. at hver politisk gruppe i Europa-Parlamentet udpeger en kandidat til posten som formand for Kommissionen. Og den gruppe, der ved EP-valget får flest mandater, får deres kandidat valgt som formand for Kommissionen.  Den konservative gruppe EPP var i 2014 den største, og deres kandidat Jean-Claude Juncker blev derfor valgt.

I 2019 er situationen en anden.  De to store politiske grupper, de konservative EPP, og socialisterne, ønskede fortsat at bruge ”Spidskandidat-proceduren” og valgte hver sin kandidat til posten.   Andre grupper ønskede ikke at bruge denne metode.   Og da EPP og socialisterne denne gang ikke tilsammen fik flertal i Parlamentet, måtte de acceptere, at man ikke umiddelbart brugte metoden – og slet ikke, at flertallet i Det europæiske Råd følte sig bundet af det.  Frankrig og mange andre medlemslande var imod.

Samtidig er der tradition for, at en kandidat til posten som formand for EU-Kommissionen skal have været statsminister eller i hvert fald have ministererfaring i sit hjemland.  Det har EPPs tyske kandidat Manfred Weber ikke. Han har aldrig været medlem af nogen regring.  Så selv om EPP-gruppen fortsat er det største, kunne han ikke på nogen måde samle flertal på Det europæiske Råd, selv om kansler Merkel gjorde, hvad hun kunne.

I stedet blev man på Macrons forslag enige om, at den tyske forsvarminister, Ursula von der Leyen, skulle være formand.  Merkel undlod dog af indenrigspolitiske grunde at stemme for hende på mødet, selv om hun personligt var meget tilfreds med forslaget.  Hvis hun bliver endelig valgt, er hun den første kvinde, der er formand for Kommissionen. Og hun er den første tysker siden Walter Hallstein, der var Kommissionens første formand fra 1958-67.

Ursula von der Leyen er født den 8.10.1958 i Bruxelles. Hun er derfor 60 år.  Hun er datter af en af de første tyske top-embedsmænd i Kommissionen fra 1958, Ernst Albrecht ( senere ministerpræsident i Niedersachsen ).  Hun boede i Bruxelles i 13 år og gik i Europaskolen i Uccle.  Hun er to-sproget tysk-fransk.  Hun flyttede senere sammen med sin familie til Hannover.  I en del af studietiden læste hun ved London School of Economics, iøvrigt under dæknavn, da hun som ministerdatter var et muligt mål for Baader-Meinhof terrorgruppen.   Først læste hun økonomi. Men hun skiftede senere til medicin og blev læge i 1987.   Hun specialiserede sig i kvindesygdomme.  Hun blev gift med en lægekollega, og da han i 4 år var ansat ved Stanford University i Californien, opholdt familien sig i det amerikanske.  De har ialt 7 børn.  Heraf er et tvillingepar født i Californien og er derfor også amerikanske statsborgere.

Da familien kom tilbage til Tyskland fra 1996 virkede hun i nogle år som læge. Efter få år trådte hun ind i lokalpolitik som CDU-politiker ( ligesom sin far ).  Og senere har hun været minister i alle Angela Merkels regeringer, først som familieminister, så som social- og arbejdsminister og senest som forsvarsminister.

Hun går for at være meget venlig, men også ”tough”, beslutningsdygtig og visionær.  Som én sagde: når man har syv børn, er man nødt til at være tough!  Hun er en meget overbevist europæer.

Her er et link til et foredrag, som hun for nogle år siden holdt på et amerikansk universitet:

https://www.youtube.com/watch?v=kNpjJS2Zogo&t=270s

 

Næste skridt er, at Europa-Parlamentet skal stemme om hendes kandidatur den 16. juli. Hvis hun får absolut flertal, er hun valgt og kan få igang med at vælge sine kommissærer. Hvis hun ikke opnår et absolut flertal, så må Det europæiske Råd i gang med at udpege en anden kandidat.

Hvis hun vælges, har hun til og med september til at vælge sine 27 kommissærer. De skal hver især til høring og afstemning i Parlamentet i oktober.  Og den nye Kommissionen starter efter planen den 1. november.

 

Det europæiske Råd:

Den nuværende polske formand, Donald Tusk, går af den 1. december, fordi hans valgperiode udløber.  Og han kan ikke genvælges.  Derfor skal der findes en ny formand.   Det europæiske Råd valgte i sidste uge den belgiske premierminister Charles Michel til posten.

Charles Michel er født d. 21.12.1975 i Namur og er derfor 44 år.  Han er liberal og søn af den tidligere belgiske udenrigsminister og tidl. belgiske EU-kommissær Louis Michel.  Han er jurist af uddannelse.  Han har været politisk meget aktiv siden sin tidlige ungdom.  Fra 2006 har han været borgmester i vor naboby Wavre.  Og siden hen har han været minister i en række belgiske regeringer. Han har været statsminister siden 2014.   Og som sådan har hanværet et meget aktivt medlem af Det europæiske Råd. Ud over sit modersmåsl fransk taler han hollandsk og engelsk.

Han tiltræder som Det europæiske Råds formand den 1. december – i første omgang for en 2 ½ års periode.

Her er hans tale, efter han blev udpeget til sin nye post:

https://www.youtube.com/watch?v=ULJk7o1aYhA

 

 

EUs Udenrigskommissær:   High Representative for Foreign Affairs

                                                And Security Affairs

Dette er EUs koordinator for udenrigspolitik og sikkerhedsspørgsmål.   Udenrigskommissæren er næstformand i EU-Kommissionen og ansvarlig for EU’s udenrigstjeneste ( European External Action Service ), incl. 140 EU delegationer verden over.

Tidligere udenrigskommissærer har bl.a. været spanske Javier Solana, britiske Catherine Ashton og for tiden italienske Federica Mogherini.

Udnævnelsen er – som for hele Kommissionen – for fem år.

Udenrigskommissæren er formand for alle møder mellem EUs udenrigsministre.

Det europæiske Råd besluttede i juni at udnævne den nuværende spanske udenrigsminister, Josep Borrell, til posten.

Josep Borrell Fontelles er født i Catalonien d. 24. april 1947 og er derfor 72 år. Han er uddannet ingeniør og er medlem af det spanske socialistparti. Han var formand for Europa-Parlamentet fra 2004-07.  Han er kendt som meget ”outspoken” og har bl.a. været meget klar i mælet om Putins Rusland, om Trump og om Israel.

Her er et interview med Josep Borrell for i foråret:

https://www.youtube.com/watch?v=jgbmZLFdD4Y

 

 

 

Den europæiske Centralbank (ECB ):

Dette er EUs bank, der har ansvaret for at koordinere valutaspørgsmål og pengepolitikken i de 19 EU-medlemslande, der for tiden er EURO-lande.  Banken ligger i Frankfurt a.M. i Tyskland. Og dens ledelse er direktørerne vor de deltagende landes centralbanker.  Ifølge EUs Maastricht-traktat fra 1992 skal alle EU-lande være medlemmer af EURO-zonen, når de økonomisk er klar til det. Danmark er som bekendt undtaget fra denne forpligtelse indtil videre.

Den nuværende formand for ECB er italieneren Mario Draghi. Han tiltrådte i 2011.  Hans embedsperiode udløber til oktober. Derfor skal en ny formand udnævnes. Det europææiske Råd enedes i juni om, at det skal være franske Christine Lagarde.

Christine Lagarde er født i Paris d. 1.1.1956 og er derfor 63 år. Hun er jurist og økonom af uddannelse. Den tog hun dels ved universitetet i Leuven i Belgien og dels i Paris.  Hun har haft ledende jobs i advokatfirmaer, også i USA. Hun har været minister i en række borgerlige regeringer i Frankrig, herunder finansminister. I 2011 blev hun udnævnt til direktør i Den internationale Valutafond IMF i Washington. Her har hun spillet en meget aktiv rolle, også i forbindelse med den tidligere græske finanskrise.

Christine Lagarde er straks efter sin EU udnævnelse fratrådt sin stilling i IMF, og hun vil efter planen starte i Frankfurt til oktober.

Her er et TV-interview med Lagarde:   https://www.youtube.com/watch?v=_Jhfp8fa2Fk

 

ooooooo

 

Til sidst et par af de problemer, der diskuteres i forbindelse med disse udnævnelse:

1)    Der er i og omkring Europa-Parlamentet stor utilfredshed, ja nærmest vrede over, at Det europæiske Råd i lukkede møder tog disse beslutninger. Dette er imod demokratiet, siges der.    Til det må siges, at begge institutioner, Europa-Parlamentet og Det europæiske Råd, er valgt af vælgerne i EU.  Det ene ved direkte valg, det andet via nationale parlamentsvalg.  Så det er efter min mening en urimelig påstand at sige, at den ene institution er mere demokratisk end den anden.  De er begge valgt helt på demokratisk grundlag.  Og de demokratisk vedtagne EU-traktater har givet hver af dem de roller, de hver for sig søger at udfylde.  Som i al politik er det selvfølgelig naturligt, at hver institution forsøger ”at presse citronen” om, hvad dens rolle er og kan bruges til.

 

2)    Danmark og formandsposten i Kommissionen:   der har især i Danmark været store forventniger til, at Margrethe Vestager ville blive valgt til denne formandspost.   Det ville hun helt sikkert også være særdeles kvalificeret til.  Men, men, men......       Man har overset det vigtige faktum, at det næsten er utænkeligt, at et land, der reelt ikke er fuldt medlem af EU, kan stille kandidaten til en af de allervigtigste poster.  Og Danmark står med sine velkendte forbehold på centrale samarbejds-områder i dagens EU uden for kernen af EU:   euro-zonen, det forsvarspolitiske samarbejde og det retslige samarbejde, herunder EUROPOL, m.v.     Derfor har hele denne diskussion og forventning reelt været illusorisk.   

 

 

Niels Jørgen Thøgersen

Den 9.7.2019

niels4europe@gmail.com  

EUROPA-HJØRNET

Niels Jørgen Thøgersen

 

Så holdt vi valg til Europa-Parlamentet for 9. gang. Og det blev efter min mening et godt valg over det meste af Europa. Dels fordi valgdeltagelsen steg kraftigt i forhold til de seneste valg.  På EU-plan var den 51 % ( mod 43 % sidste gang ). Og i Danmark var den 66 % ( mod 56 % i 2014 ).   Det viser efter min mening en øget interesse for det europæiske.  Og dels fordi det især er de Europa-positive partier, der fik vælgernes støtte.  I Danmark gik det som kendt især ud over Dansk Folkeparti – en nedgang fra 4 til 1 mandat er til at føle på. Og i de fleste andre lande skete det samme.  Og de store kritiske partier i lande som Frankrig og Italien har opgivet modstanden mod EU og mod EUROen.  På det overordnede plan har de konservative ikke længere flertal sammen med socialisterne i Europa-Parlamentet.  De er nu nødt til at arbejde tættere sammen med andre grupper, især de liberale og de grønne, der begge gik klart frem. 

Som jeg skrev tidligere, er Europa-Parlamentet en politisk kampplads lige som Folketinget og Odsherred Byråd.  Det drejer sig om, at dem man er politisk enige med har så mange mandater som muligt – uanset hvilket land de kommer fra.  Derfor må et meget stort flertal af de danske vælgere være godt tilfredse.  Og nu kommer så det egentlige arbejde.  Europa-Parlamentet er valgt for 5 år.  Og det har en større og større indflydelse og magt i EU.  Og her skal der tages en byge af meget vigtige beslutninger i Europa.  Hvad skal man gøre for at nå de klima-mål, som vi har skrevet under på?  Hvordan sikrer vi fortsat økonomisk vækst, når vi ved, at alle lande i de kommende år mangler masser af arbejdskaft, hvis vi skal kunne opretholde vor nuværende velfærd og forhåbentlig styrke den?   Hvordan styrker vi i fællesskab uddannelse, forskning og innovation, som er kernen i vor velfærd?  Og hvordan sikrer vi EUs ydre grænser, så vi ikke længere behøver at bekymre os om de indre grænser – en bekymring, der i øvrigt i dag reelt er falsk. Der er så store fordele ved den frie bevægelighed og så lille en indvandring til Europa, er det er spild af penge og resourcer at lave grænsekontrol mellem medlemslandene.  Det er meget vigtigt, at alt dette bliver forklaret på en ordentlig og troværdig måde, så vi ikke længere skal bruge kræfter på falske problemer i stedet for at bruge dem på de virkelige udfordringer.

 

Og så er der EU Kommissionen .  Der skrives meget om Margrethe Vestager og hendes muligheder for at blive ny formand for den nye Kommission, der efter planen skal tiltræde den 1. november.  Hun har efter min mening klart en god chance.  Dels fordi hun har vist sin store dygtighed og gennemslagskraft som kommissær. Det er alle enige om.  Dels fordi der aldrig har været en kvindelig formand for Kommissionen. Dels fordi der aldrig har været en dansk formand.  Og dels fordi en af topposterne i EU helt givet skal besættes af en liberal.  Se ovenfor om den nye magtfordeling i Parlamentet.  

Proceduren er: Først skal EUs topmøde ( efter planen den 20.-21. juni ) være enige om en ny Kommissions-formand. Og skal Margrethe Vestager have en chance kræver det, at Danmark har foreslået hende som dansk kandidat inden da.   Dernæst skal Europa-Parlamentet godkende topmødets valg.  Efter planen skal det ske i løbet af juli måned.   Derefter går den nye formand i gang med at udvælge en kommissær-kandidat fra hvert medlemsland.   De skal så hver især til en ofte skrap høring i Parlamentet og til sidst godkendes én efter én af Parlamentet. Det sker i september og oktober.

 

Hvis tidsplanen skrider, f.eks. fordi EU’s topmøde ikke kan enes den 20.-21. juni, ja så bliver hele processen forsinket.  Nogle regner med, at den nye Kommission først starter den 1. marts næste år.

 

Nuvel, man kan sige, at meget af dette er teknik.  Det er det efter min mening ikke. Det er vigtigt for et Europa, der arbejder og sikrer borgernes fortsatte velfærd.   Men alt dette nytter ikke så meget, hvis ikke vælgerne hele tiden er aktivt med.  Med til at inspirere, motivere og kritisere vore valgte politikere.   Så mit stille håb er, at alle I, der er politisk aktive, gør alt hvad I kan for at få jeres partier op på hesten på den måde, at de virkelig øver aktiv indflydelse på det daglige arbejde i Europa.  Ingen har monopol på gode ideer.  Dem har DU måske.  Så er det vigtigt at få dem præsenteret på rette sted.   Vi har alles ammen et ansvar for, at Danmark og danskerne er med FULDT OG HELT i Europa, ikke bare halvt og delt.  

FÅ  DIREKTE  INDFLYDELSE  I  EUROPA

Om det kommende valg til Europa-Parlamentet

 

Torsdag den 23. maj 2019 er der valg til Europa-Parlamentet. Det er om otte måneder. Og det er 10. gang, vi skal deltage i dette valg, siden det startede i 1979.

Dette valg giver enhver af Europas flere hundrede millioner vælgere en direkte indflydelse på, hvordan EU arbejder og i hvilken retning, dette samarbejde skal udvikle sig.  Nå, men dette parlament har jo stort set ingen betydning, er der nogen, der siger.  Det afslører, at det ved de faktisk ikke noget om.  Det er nemlig sådan, at Europa-Parlamentet igennem årene har fået mere og mere betydning. De allerfleste EU-beslutninger er kun gyldige, hvis Parlamentet støtter dem. Og ikke bare støtter dem. Men skaffer sig stor indflydelse på deres endelige indhold. Det gør det - på normal politisk vis - ved at kræve visse ting ændret, før det evt. vil stemme for forslaget.  Og det er Parlamentet igennem årene blevet bedre og bedre til. Samtidig er Parlamentet på mange måder også vælgernes vagthund over for udviklingen i medlemslandene, hvis det mener, at de ikke overholder de traktater og beslutninger, de selv har skrevet under på.  Den seneste udemokratiske udvikling i Polen og Ungarn er gode eksempler på, hvor Europa-Parlamentet især gør kraftige indsigelser.

Parlamentet har i dag 751 medlemmer - fordelt på alle 28 medlemslande.  Hvis det ender med, at Storbritannien udtræder af EU, er der enighed om at reducere antallet af medlemmer til 705.   De små medlemslande er alle overrepræsenteret i forhold til de store lande, selv om princippet er, at antal mandater udregnes efter befolkningstallet.  Denne overrepræsentation er alle enige om for at sikre, at også EUs mindste lande er sikre på at have et vist antal parlamentsmedlemmer.  For Danmarks vedkommende er det for tiden 13 medlemmer.  Hvis briterne træder ud, giver den nye omfordeling af pladser en ekstra plads til Danmark, så vi får ialt 14 mandater.

Det er meget vigtigt at huske på, at EU og dermed også Europa-Parlamentet er en politisk kampplads - nøjagtig ligesom Folketinget og kommunalbestyrelser er det. Og hvad vil det sige? I Parlamentet fordeler medlemmerne sig på 8 politiske partigrupper (2018) - som i Folketinget. De største grupper i dag er den kristelig-demokratiske gruppe (EPP), fulgt af socialister (socialdemokraterne), de især britiske konservative, og af de liberale.

Det afgørende for enhver af os vælgere er derfor, hvor stor den gruppe bliver, vi ønsker at støtte.  Jo større en gruppe er, desto større indflydelse og betydning har den. Så er man socialdemokrat, ønsker man sikkert at støtte den socialistiske/socialdemokratiske gruppe. Er man liberal, så er det nok den liberale gruppe, man skal give sin stemme.

Af og til går folk op i, hvor mange medlemmer f.eks. Danmark som land har, altså i dag 13.  Og det er ganske rigtigt ikke mange i forhold til det totale antal parlementsmedlemmer på 751.  Men det er en falsk opfattelse.  Et lands medlemmer stemmer næsten aldrig sammen. Og det er meget naturligt.  Det gør de heller ikke i den hjemlige politik.  De deler sig efter politisk opfattelse.  Det, der betyder noget, er, hvor stor den politiske gruppe, man er enig med, bliver i Europa-Parlamentet.

Og så lige et par ord også om valgdeltagelsen:  den har lige siden 1979 været klart lavere end til nationale valg. Og ved det seneste valg i 2014 var gennemsnittet for hele EU det laveste nogenside, nemlig 43 %.  Det fordelte sig fra  90% i Belgien og 85 % i Luxembourg ( begge lande har stemmepligt i alle valg) til 13 % i Slovakiet.  I Danmark var deltagelsen 56,3 %. Også klart lavere end til folketingsvalg.  Grundene kan være mange.     Men med Europa-Parlamentets større og større betydning i Europa må al logik vel sige, at vælgerne må sørge for at få så stor indflydelse på dets sammensætning som muligt.  Det forudsætter naturligvis, at de partier, der stiller op, har et klart forståeligt program og gode kandidater, der er i stand til at fortælle om disse programmer.

Man kan måske med rimelighed sige, at hvis man ikke stemmer til Europa-valget, så har man mindre moralsk ret til at kritisere Europa-Parlamentet og dermed EU for både dit og dat.  Stå op og vær med!  Valg handler om en af demokratiets fineste opgaver.

Med andre ord:  Husk at stemme torsdag den 23. maj næste år!

 

Niels Jørgen Thøgersen

September 2018

HOW WOULD WE LIKE EUROPE TO BE....

if we reconsidered the whole EU project from the beginning?

Anders Jerichow, editor, Politiken, Denmark

 

Juncker is proposing five alternative paths for us: That Europe stands still. That we limit it to the single market. That we develop a multi-speed Europe. That we move ahead together in selected areas. Or that we aim at the United States of Europe.

But hold on for a moment with Juncker. Let us, just for fun, reconsider the beginning:  what would be nice to make of Europe?

Point 1:  It would be nice to get rid of barbed wire and walls, soldiers and police stopping us at the borders. Countries all over the world today build walls and fences – Israel, Morocco, Saudi-Arabia, Turkey , USA. Whatprivilege it would be to live in a part of the world, where we had confidence in each other instead of suspicions. Soldiers and guards belong to external borders, never at internal ones.

Point 2: How great it would be, if we could even out the differences between rich and poor countries in our part of the world, between north and south, between Catholics and Protestants, between east and west.

Point 3: Wouldn’t it be fantastic, if we could create our own market to trade with each other without all sorts of strange taxes and controls?  Just one big market. Wouldn’t it be great, if we ensured the same hygiene and the same monitoring of the quality of food produced all over Europe?

Point 4: Wouldn’t it also be fantastic, if young people could study and take exams all over Europe – with the possibility to make use of their education everywhere?

Point 5:  Wouldn’t it also be great, if we could create a Europe, where businesses did not have to speculate in different tax systems, duties and controls in the various countries?

Point 6:  Wouldn’t it be encouraging, if in a world dominated by the US and China, we could elect common leaders to take up the fight against multinationals, which try to play games with reasonable requirements governing fair competition?

Point 7:  And concerning the challenge from super powers: wouldn’t it be great, if Europe – we – put an end to the US and China dictating our trade with them?  If we could join forces and become strong enough to negotiate better terms and agreements across the Atlantic?

Point 8:  Wouldn’t it be nice and a manifestation of solidarity, if we could manage migrants and refugees jointly?

Point 9: Wouldn’t it be great - 'make Europe great again!' - if we managed to physically link up all parts of Europe with huge investments in public power grids, networks of knowledge and excellence and high-speed trains between north and south, east and west?

Point 10: How encouraging would it be, if our Europe would lead the world in the global fight for the environment and the climate?  If together we decided that Europe’s cars in 15 years’ time everywhere should be able to drive four times longer on a liter of gasoline? If we multiplied public investments in research and set ourselves the challenge of Europe taking global leadership?

Point 11:  And then it would be great, if we created political structures, where we were able to secure democratic control of this process and of decisions taken in common.

GOSH - how fantastic and indeed privileged it is that we already have created such a Europe, in which we can act together.

And what about Juncker’s five alternatives?  It would honestly be annoying to go back in time and only have the single market. We can each of us get so much more, if we do it together. To split it all up in different forms of cooperation would be cumbersome.  To go for the “United States of Europe” is a nice dream, and certainly we need dreams, but admittedly – so far it is only a dream.

But why stand still, if we can move forward? So what can we do better than continuing the development of the Europe, in which we are so extremely lucky to live already? 

Rather make the EU stronger towards - other - global actors than weaker.  Rather use the EU pro-actively in the fight for the climate than weaken our efforts. Rather make more European networks than fewer. Rather use the EU to push for more economic solidarity from northern Europe instead of leaving crisis-hit southern European societies in the lurch.

Let Trump tear down. Let us rather show that Europe will and can build and develop our common community.

 

anders.jerichow@pol.dk   

Høve Bylaugs Sankt Hans Fest den 23.6.2014 

Båltale

Niels Jørgen Thøgersen

 

I forgårs rundede vi atter en gang årets længste dag.  Det fejrer vi med denne hyggelige midsommerfest.

Når jeg kigger ud over jer, kan jeg se, at der både er pessimister og optimister iblandt jer. Hvad er forskellen?  Jo, pessimisterne er dem, der er kede af, at fra nu af bliver dagene kortere og kortere. Optimisterne derimod er dem, der glæder sig over, at der kun er et halvt år, indtil dagene igen bliver længere!

 

Her i Høve er der helt sikkert flest OPTIMISTER.   I hvert fald i Høve Bylaug.

Da jeg for nogle måneder siden blev inviteret af Karsten til at holde årets båltale, sagde jeg med begejstring Ja tak.

Jeg har gennem mine 35 år i Veddinge Bakker sat meget stor pris på alle de spændende ideer og initiativer, Bylauget står for. Det vil jeg gerne kvittere for i aften!

Geopark-festival, humørmedalje, makeover-konkurrence (som I naturligvis vandt!), kartoffeldag,  Sankt Hans bål , Høve-marked, busture – I kan og gør det hele. Et stort tillykke til alle jer, der helt på frivillighedens basis får alt det op at stå.

I siger, at Høve er Sjællands højest beliggende landsby. Jeg synes, I skal tilføje, at I er den landsby i hele Danmark, hvor der er højest til loftet!

 

Nu står vi så her på dette flotte og historiske sted. Nogle af os har lige hørt fortællingen om trolden i Esterhøj.

Jeg vil gerne tale om en anden og desværre mere alvorlig sag – som i høj grad også er knyttet til Høve og stedet her.

Det er i år 100 året for starten af 1. verdenskrig.  Om tre dage bliver den markeret af alle EUs  28 stats- og regeringschefer i Ypres i Flandern, hvor nogle af krigens værste slag fandt sted.

Hvor kommer Høve så ind?   Danmark var  ikke med i 1. verdenskrig, vil mange sige.  Jo, vi var.  Sønderjyderne var med. Og det var de først og fremmest på grund af  de danske politikeres uduelighed og selvoppustede nationalisme i de afgørende forhandliger efter nederlaget i 1864.  Man ved i dag, at prøjserne underhånden tilbød en grænse, der ligger meget tæt på den grænse, vi har i dag. Men nej – ikke tale om, svarede statsminister D.G.Monrad.  Og så mistede vi hele Sønderjylland. Det betød, at 30.000 unge sønderjyder skulle være tyske soldater under  verdenskrigen – og næsten 6.000 af dem blev slået ihjel.  Jeg kan godt forstå, at Monrad i 1865 græmmede sig så meget, at han udvandrede helt til New Zealand.

Høve og hele Asnæs Sogn blev direkte involveret i Verdenskrigen på den måde, at man gjorde en særlig indsats for mange af de sønderjyske krigsfanger, som lå i særlige lejre i Aurillac i Auvergne i Midtfrankrig og i  Jurij-Polskij 200 km nordøst for Moskva i Rusland.  En dansk præst med tilknytning til Odsherred, Niels Anton Jensen, var i perioder præst for sønderjyderne i begge lejre. Og beboerne her samlede penge ind til en kirke- og forsamlingssal i lejren i Rusland. Da krigen var slut og fangerne blev løsladt, kom mange af dem via Høve, Asnæs og andre sogne her, hvor de blev kortere eller længere tid. Husk på, at Sønderjylland stadig var  tysk indtil sommeren 1920.  Og senere hen kom mange sønderjyske børn på ferie her på egnen år efter år.

Jo, der var helt særlige forbindelser mellem de to landsdele dengang.

 

Derfor tog en række lokale borgere med pastor Bagger i Asnæs i spidsen et initiativ til at rejse en Genforeningssten. Man blev hurtigt enige om, at den skulle stå på Esterhøj. Og at det skulle være den 23 tons tunge ”Troldsten” nede fra strandkanten ved bugten. Og selv om Falck foreslog at fragte stenen på en vogn, så var man fast besluttet på, at det skulle gøres ved håndkraft – dog med med hjælp fra en del heste. Som sagt så gjort.  Godt 4.300 frivillige fragtede på 14 dage den store sten de 2 ½ km fra strandkanten og hele vejen op på højen i sommeren 1920.  Og Niels Anton Jensen blev inviteret til at skrive det digt, der er på stenen den dag i dag.

Med andre ord : Dengang var der altså en masse mennesker, der ville slide og slæbe for en ide, for noget de troede på, for en holdning.   Det bør man nok tænke lidt over i dag.  Nutildags gider mange ikke engang stemme.  Ved det seneste valg her i maj var det næsten halvdelen, der blev hjemme på sofaen.  I Belgien, hvor vi bor, er der stemmepligt.  Og valgdagen er en festdag – altid en søndag formiddag. Alle kommer tidligt og går sent.  Jeg synes personligt, at når man har retten (til at stemme), så har man også pligten til at gøre det!

 

Nu står så her 94 år senere som så ofte før foran det flotte bål.  Det er da festligt. I de såkaldte go’e gamle dage var det knap så festligt. Da brændte man hekse. Og ikke bare Sankt Hans aften. Det gjorde man året rundt. Ellers kunne man ikke nå det.  Ialt godt 1.000 hekse blev brændt af i Danmark, da det gik hedest til i årene 1540-1692.  De allerfleste var kvinder.  Enkelte mænd røg dog også med. Ingen er fuldkommen J Og hvordan afgjorde man så, om en kvinde var en heks?  En af måderne var at binde et reb om hende og kaste hende i vandet. Hvis hun druknede, var hun uskyldig. Hvis hun flød ovenpå, var hun en heks og blev brændt på bålet.

 

I folketroen var man overbevist om, at disse hekse fór afsted på deres koste. Enten til Bloksbjerg i Tyskland. Eller til Hekkenfeld på Island. Det er det gamle navn for vulkanen Hekla.  Her mødte de djævelen og hyldede ham ved at kysse ham bagi!

Jo, det var muntre tider.

 

For at nervøsiteten ikke nu skal brede sig mellem såvel optimister som pessimister, så er det naturligvis vigtigt at fejre, at ingen af os kommer på bålet i aften! Ikke engang taleren!

Derimod synes jeg, at vi skal kaste den fæle nationalisme helt ind i midten af bålet.  Den nationalisme, der kostede Sønderjylland 56 års ufrihed og tusinder af faldne soldater. Den nationalisme, vi dagligt ser i Mellemøsten, hvor lokale slår hinanden ihjel hver eneste dag. Den nationalisme, som florerer også i det østlige Ukraine – godt hjulpet på vej af ”pusteren fra øst”.   Nationalisme er ikke bare noget, der hører fortiden til. Den lever i bedste velgående. Og den skal afsløres og bekæmpes hver eneste dag.  Hvad er mere naturligt i dag end at kaste den på bålet.

 

Nationalismen er altid negativ og er vendt IMOD nogen.  Modsat nationalfølelsen, som rigtigt håndteret er meget positiv og livsbekræftende. Den nationalfølelse, der i høj grad holdt liv i sønderjyderne, også ude på slagmarkerne, i de mange triste år.

 

Jeg startede med at rose Høve Bylaug for jeres store entusiasme og iderigdom. Jeg vil slutte med at give jer en ide, I måske kan bruge. Og som efter Liselottes og min mening passer som hånd i handske i alt det, I har gang i.  Og også matcher, at titusinder af mennesker kommer i disse dejlige egne hvert eneste år – på udkig efter oplevelser og afslapning.

I bør også være en BOGBY. Enten have en bogcafe, hvor folk kan aflevere eller hente brugte bøger helt gratis. Eller med jævne mellemrum holde bogmarkeder med brugte bøger fra nær og fjern.  Måske også om Sønderjylland. Måske også om 1864, om 1. verdenskrig, om verden og alle dens fortræffelig – og pusseløjeligheder – ja, om alting.

Der er masser af smittende eksempler på, hvordan landsbyer i mange lande, også her i landet, har fået ekstra fut i fejemøget ved netop at lave en ellen anden form for bogby.   Tænk over det!   Og har I brug for kontakter, så siger I bare til.

 

Tak for opmærksomheden!  Og go’ sommer!

Valg til Europa-Parlamentet den 25. maj 2014:

Vejledning til danskere, der bor i et andet EU land

Enhver  dansk statsborger, der bor i et andet EU-land og er 18 år eller derover, har ret til at stemme ved valget til Europa-Parlamentet.

For at kunne stemme skal man registrere sig  INDEN DEN 22. APRIL.

Se mere om dette på Udenrigsministeriets hjemmeside her:

http://um.dk/da/news/newsdisplaypage/?newsID=3ADC9521-EB43-4F21-9A59-41800A748EA3

 

Derfor:  Vær med til at  bestemme! Vær med til at påvirke, hvordan Europa skal udvikle sig i de kommende år.  DIN stemme er lige så vigtig som enhver anden danskers stemme!

Registrér dig inden tirsdag den 22. april.

Og STEM !!

 

PS: Hvis du vil vide mere om andre EU-borgeres (expats) mulighed for at stemme til samme valg, så kan du finde alle oplysningerne her:

http://www.europeancitizensabroad.eu/can-you-vote.html  

 

Niels Jørgen Thøgersen

formand for Europeans Throughout the World  - www.euromonde.eu

Vi arbejder for, at alle europæere, der bor i et andet land end det land, de er født I, skal kunne stemme til alle valg.  Støt den gode sag!

Niels Jørgen Thøgersen fortæller …

 

2014 – Et år fyldt med jubilæer

 

         200 år:     1814:

 

                              14.-15.1.:   Kieler-freden, hvor Danmark afstår Norge til Sverige

 

                                   17.5.:          Norge får sin første frie grundlov (Eidsvoll-forfatningen)

 

                                   Sept.:         Wienerkongressen starter (varer til 11.6.1815)

                                                      (alle europæiske lande omorganiserer Europa efter

                                                       Napoleons-krigene)

 

           165 år:     1849:

 

                                    5.6.:           Danmark får sin første demokratiske grundlov

                                                       (Juni-Grundloven)

                                                      (Kong Frederik VII underskrev grundloven på denne dag

                                                       efter særligt ønske fra hans kone til venstre hånd, Grevinde

                                                       Danners søns fødselsdag.  Faderen var Frederiks ven Carl

                                                       Berling)

 

            150 år:    1864:

 

                               5.2.:            Den danske hær rømmer Dannevirke i krigen med Prøjsen

 

                                    18.4.:           Slaget ved Dybbøl, hvor danske tropper løbes over ende

                                                        af prøjserne.

 

                                    1.8.:             Fredsslutning mellem Danmark og Prøjsen-Østrig

 

                                    30.10.:         Fredstraktaten underskrives i Wien

 

             100 år:    1914:

 

                                1.8.:            1. verdenskrig bryder ud

 

             75 år:      1939:

 

                                1.9.:          2. verdenskrig bryder ud

 

              65 år:     1949:      

 

                                      4.4.:          NATO-traktaten underskrives i Washington

 

              40 år:     1974:

 

                                 25.4.:       Diktaturet  i Portugal falder  (”Nellike-Revolutionen”)

 

                                       23.7.:       Oberst-diktaturet i Grækenland falder

 

              25 år:     1989:

 

                                 9.11.:         Berlin-muren falder

 

              15 år:     1999:

 

                                1.1.:           EUROen starter

 

              10 år:     2004:

 

                                1.5.:           EU udvides med 10 lande  til EU-25.

                                                        De ti er:  Estland, Letland, Litauen, Polen, Tjekkiet, Slovakiet,

                                                                        Ungarn, Slovenien, Cypern og Malta.

     

 

Niels Jørgen Thøgersen  -   kimbrer@gmail.com

 

Om flere små historier: Se min hjemmeside:  www.Niels-Jorgen-Thogersen.dk    

Europæiske borgere – og deres valgrettigheder

Retten til at deltage i politiske valg bør være en selvfølge

En af de mest grundlæggende europæiske værdier er vort demokrati. Et demokrati, der giver alle borgere ret til at deltage i vore politiske valg, hvad enten de er lokale, regionale, nationale eller europæiske valg. Detaljerne i udformningen af demokratiet er forskellige fra land til land. Men grundprincippet er det samme:  alle godt 400 millioner voksne europæere har ret til at deltage i alle valg – og ret til at stille op som kandidater til disse valg.

Dette er også én af de klokkeklare betingelser for, at et land kan blive medlem af den europæiske Union.

Men sådan er det alligevel ikke for alle. Godt 15 % af de europæiske borgere lever i et andet land end det, de er født i. De er ”udlands-borgere”  - eller ”expats”. De fleste af disse europæere har ikke denne fulde ret til at  deltage i alle valg – eller ret til at opstille som kandidater til disse valg.

Dette er klart imod hele ånden i de europæiske værdier. Dertil kommer, at det må være i alle landes interesse, at de borgere, der bor i landet, er vel integrerede og deltager så aktivt som muligt i alle dets aktiviteter.

Dette kan også siges på en anden måde:

Når en europæer benytter sig af retten til fri bevægelighed i EU, så berøves man som konsekvens sine demokratiske rettigheder.

Og én ting til:  alle beklager den faldende politiske interesse og aktivitet. Derfor er det ekstra beklageligt, at man fra det offentliges side berøver millioner af borgere deres politiske rettigheder bare fordi de flytter til et andet land.

Problemet er i årenes løb blevet rejst ved mange lejligheder. Og uden nævneværdigt resultat. Men da udviklingen i vor mere og mere globaliserede verden betyder, at stadig flere europæere tager arbejde og ophold i andre lande – inden for eller uden for Europa – bliver behovet for at få problemet løst større og større.

Nogle europæiske lande prøver på forskellig vis at løse noget af dette problem.  I lande som Frankrig, Italien og Portugal vælger landenes borgere i andre lande et vist antal medlemmer af parlamenterne. I andre lande – såsom Sverige og Finland – arrangeres der med jævne mellemrum såkaldte ”Udlandsparlamenter”, hvor deltagere fra landets borgere i udlandet samles og drøfter emner af særlig interesse for dem. Og regeringerne deltager i disse møder og prøver bagefter at følge de udtrykte ønsker op.

Atter andre lande (såsom Holland, Grækenland, Rumænien og Ungarn) har særlige offentlige kontorer, der har til opgave at hjælpe deres borgere i udlandet.

Og hvad angår direkte deltagelse i valgene angår er billedet også meget forskelligartet. I Storbritannien kan andre EU-borgere,  der bor i landet, stemme ved alle valg undtagen til nationale valg til Underhuset, hvis de registrerer sig. Og britiske borgere i andre lande kan det samme i op til 15 år efter de forlod UK.  I de fleste andre lande kan EU-borgere (efter nogle få års ophold i landet) stemme til lokale valg og til Europa-Parlaments-valgene – men ikke til nationale valg.  Det er iøvrigt en regel, der er skrevet direkte ind i de europæiske borgerrettigheder, paragraf 39 og 40. De er en del af EUs Lissabon traktat fra 2009 og derfor juridisk bindende for alle.

I Frankrig og Spanien er der for nylig fremlagt forslag om, at borgere fra andre EU-lande, der bor i landet, skal have lov til at stemme ved nationale valg. Disse forslag skal nu behandles i de to landes parlamenter.

Hvad angår valget til Europa-Parlamentet hvert 5. år er situationen igen en anden. Ialt 23 EU-lande (ud af 28) accepterer, at deres borgere i andre EU-lande kan stemme.  Og 19 af dem accepterer også, at deres borgere i ikke-EU lande kan stemme til disse valg.

 

Hvad bør der gøres ved det?

Organisationen ETTW (Europeans Throughout the World) ser det som en af sine hovedopgaver at få løst dette grundlæggende europæiske demokratiske problem.

Det bør efter vor opfattelse løses ved, at:

1)      Enhver europæisk borger skal have ret til at stemme enten i det land, han eller hun er født i, eller i det land, vedkommende bor i. Og det skal gælde alle offentlige valg på alle niveauer

2)      Enhver europæisk borger skal (efter en kortere periodesophold) også have ret til at være kandidat til politiske valg i det land, hun eller han bor i.

Dette er vor overordnede målsætning hvad valgret og valgbarhed for expats angår.

På kort sigt vil det efter ETTWs mening være meget positivt at motivere så mange expats som muligt (af dem, der har ret til at deltage i dag) at deltage aktivt i Europavalget i maj 2014. Uanset hvor de bor i Europa eller i verden i øvrigt.

Dette kan være med til at stimulere interessen for aktiv deltagelse i den demokratiske proces. Og det kan samtidig være med til at bringe de mange problemer – og muligheder – som expats repræsenterer, direkte ind i den demokratiske proces på europæisk plan og på længere sigt også i den enkelte EU medlemslande.

Niels Jørgen Thøgersen   -   formand for ETTW

Januar 2014

niels@euromonde.eu      www.euromonde.eu   

A NEW NARRATIVE ABOUT EUROPE

Imagine you are sitting in front of a small group of people. They ask you: What is Europe today? And what is the European Union?  They don’t know. They should very much like to know.

Listen ! I say. Listen very carefully!

Europe is a patchwork of cultures. Very old cultures. With a patchwork of languages. And it is also a patchwork of countries. Spread out on a very small area. Only 7 % of the land surface of the world. For thousands of years they have been at war with each other. No more so!

How did that happen? Altogether 28 of Europe’s 50 countries have decided to work closely together. They have more than 500 million people. This is the European Union, the EU.  And they are working peacefully with the rest of the countries, their neighbours, with about 200 mill. people.

Just nice intentions? No. The EU cooperation is not just based upon good intentions. Its basis is a number of Treaties. They have been agreed by all. And they give everybody very important rights. And very important duties. In addition to these binding treaties the cooperation is based upon mutual understanding and helpfulness.

What’s in it for the citizens? Every citizen may work, study or live in all countries. And they have the right to be treated exactly like the citizens of the country they go to.

The borders between the countries (except UK and Ireland) are open. No passport controls any more.

Are there special European values ?  Yes. Europe is an area of common values. Democracy, freedom of speech, freedom of the media, equal rights between men and women, protection of minorities, social welfare – and many more. Most of these values are listed in the Charter of Fundamental Rights. This is part of the legally binding treaties and contains 54 articles.

What about money?   Most countries (18 out of 28) use the same currency – the EURO. You can pay with it everywhere. Citizens as well as business save the costs to exchange money.  And  currency speculators can no longer attack and weaken national currencies like in the old days.

Europe also open for business? Yes, absolutely.  Companies in all countries can export and import goods and services from anywhere in Europe – without duties and other restrictions. They can cooperate closely with companies in other countries about production and marketing. And strict EU laws prevent big monopolies from dominating the market. The single market is creating a lot of jobs. In Denmark alone about 500.000 jobs are directly depending on exports to the other European countries.

 

Research and innovation also an EU priority?  Absolutely. Investments in development of our high-tech and future oriented societies are of crucial importance. And we get more per invested Euro if we do a large part of the research and innovation together.  The new EU programme Horizon 2020 allocates 70 billion Euros to these activities. Just to give one important example.

What about all our young people – many of them unemployed?   Yes, too little has been done. More joint and coordinated initiatives have to be launched. A Youth Employment Package with a youth guarantee is on the table.  Decisions have to be taken. In the member states. And at EU level.

What about Europe’s relations with the outside world?   The EU countries are also working closely together in relation to the rest of the world. It is the largest economic area in the world. It has about 20 % of world trade. And it is the biggest trading partner for 80 countries in the world. The US is the biggest trading partner for 20 countries. Therefore, Europe has a clear interest in free and open trade. It has not turned into protectionism because of the crisis.

Europe is by far the biggest importer of goods and services from the developing countries. It imports more from these countries than the US, Canada, Japan and China put together.

At the same time the European Union is the biggest donor of aid to the developing countries. It gives more than half of all aid given to those countries.

What is Europe’s soft power?  In its dealings with the rest of the world Europe and the EU is using so-called soft power:  diplomacy, negotiations, trade, nation building, election monitoring, training, development and technical assistance, peace building operations.  Yes, it often takes a lot of time. But it is in line with important European values. And it is more efficient in the long run.

What are the main challenges for Europe in the future?  Europe is part of the more and more globalised world. With its very important trade and with its open-minded traditions it is at the centre of globalization.  But the role and importance of Europe is shrinking, because the rest of the world develops faster. In population, in economic terms and also politically.

No European country – big or small – is able to handle these challenges on its own. It is generally agreed that only by working closely together Europe can avoid being marginalized. Loosing jobs. Loosing wealth. Loosing influence on our own fate.

By working together Europe can continue to defend European values and Europe’s way of life. By investing decisively in education, research, innovation and culture Europe stands a very good chance to continue to be an appreciated and influential part of the world.

 

This is the European Union today.

 

But aren’t there any difficulties? Of course, there are.  One is that Europe is often slow totake decisions. Democracy takes time.  Democracy in its daily work can be complicated and confusing.  But thousands of joint decisions are taken every day. They are often not very known or visible. But they are very important for our daily lives.

Another difficulty is that – like everywhere in life – sometimes a country, a company, a person does not obey to the agreed rules. The EU has a well tested mechanism to handle that. Again: it might take some time. But at the end it normally succeeds.

And a third difficulty is our economic crisis, the unemployment, the lack of growth in Europe.   It is generally agreed that this is not because of the European Union. It would have been much worse without the EU.  But it is also agreed by most people that the EU has to be stronger to handle these problems. More common decisions to tackle the common problems like coordinated efforts to stimulate investments and creation of jobs. More common stance towards the outside world, i.e. to defend free trade, common standards in protection of the climate, international standards in working conditions, etc.

 

How to understand the EU today?   The European Union today is based on the same principles as before. And it is constantly in need to develop – to adapt – to find new ways to solve new challenges. To understand it you have to focus on what our key values are and what the globalised world means to us.

 

And finally how to influence the European Union?    The EU is all of us. And we all have – like in any other democracy – the possibility to make our voice heard in elections be it national or European elections. We can work with our elected politicians on a daily basis. We can work through civil society. Via the media. And by direct contact to the EU institutions, incl. the European Ombudsman.  Tell them what you think. Be involved. Contribute actively to the common efforts.

The European Union is – like each member state -  apolitical battlefield. A battlefield where we all and our politicians have to discuss and take decisions based on our political views and priorities.

By always saying no and blocking common decisions you get nowhere. Like in a car. If you only push the brakes you do not move.  But the world moves on.  With or without you. 

We are all responsible for using European skills and determination to be a part of the ongoing developments – and not being left behind with all our problems which we never can solve alone.

 

Niels Jørgen Thøgersen

Draft 2.

December 2, 2013      kimbrer@gmail.com   

Statsminister Helle Thornings tale i Folketinget 1.19.2013 - er mine ord om igen :-)

Ja, sådan er verden - og Europa også. De kriminelle har altid fundet veje og metoder til at komme rundt. Og i vores globaliserede verden er de naturligvis også op på tæerne. Derfor er det meget vigtig også at gøre jagten på banditterne international. Man skal kunne få lynhurtige informationer og hjælp på tværs af landegrænerne. I EU er det især EUROPOL, der tager sig af dette. Og med stor succes.
Derfor er det så meget mere beklageligt, at Danmark med sit ulkyksalige retsforbehold i EU er ved at blive hægtet af det tættere og tættere politisamarbejde.  Sig mig lige:  Hvem gavner det??!!

Jeg har som masser af andre kørt og rejst rundt i Europa i sommer. Næsten hele tiden inden for EU, der som bekendt i dag omfatter det meste af Europa. Og hvor ER det dejligt at kunne køre fri og frejdig over alle de gamle grænser. Uden stop. Uden forhindringer. Man opdager nærmest kun at man er i et nyt land, fordi ens mobiltelefon klikker, når man overgår til det nye lands mobilselskaber!

Det samme i lufthavne, med tog og med skibe!  Eller hvis man forlyster sig med at cykle!

Tænk al den tid man sparer og alt det besvær man undgår!  Husk tilbage de de ikke-gode gamle dage, hvor det kunne tage lange tider at komme over en landegrænse. Det er slut - forbi - en saga blot.  Og tusind tak for det!

Flere og flere tager dette som en helt naturlig ting. Sådan har det altid været, hvis man er ung.  Vi andre kan stadig fornøjes og blive opstemte over den lettelse af vort daglige liv, som den frie bevægelighed er.

Og flere og flere - millioner og atter millioner - af europæere bevæger sig året rundt i EU.  Værdien af friheden kan ikke opgøres i konkret værdi. Den er uendelig.

På den baggrund er det faktisk HELT utroligt, at der stadig er politiske kræfter, der bekæmper denne mega-fordel i det europæiske samarbejde. Og det er endnu mere utroligt, at vi andre lader dem komme afsted med det - uimodsagt!

Det eneste argument, de kan have tilbage, er det gamle ord: "Hvis det er fakta, så benægter A fakta"!

Kampen  for  Danmark  i  EF

Efter i slutningen af 1960erne at have arrangeret adskillige gruppestudieture til Bruxelles for at lade folk høre om og se EF, nærmede den tid sig, hvor der påny kom gang i diskussionen i Danmark om, hvorvidt vi skulle ansøge om medlemskab.  Præsident de Gaulle var gået af i 1969, og nu var der på en måde åbnet op for muligt britisk, dansk, norsk og irsk medlemskab af ”De Seks”.

 

Et af problemerne var helt klart, at danskerne stort set ingenting vidste om EF.

 

Derfor skrev jeg en dobbeltkronik i Aarhuus Stiftstidende i juli 1971, altså for godt 42 år siden. Den handlede om ”Fællesmarkedet og Uvidenheden”. Og den stillede 6 konkrete forslag til, hvad man burde gøre ved det.

 

Den er sjov og lærerig at læse igen. Dels fordi meget af den efter min mening stadig holder vand. Dels fordi meget af det i mellemtiden er gennemført (bl.a. af mig selv i mine mange år i EU-Kommissionen !). Og dels fordi meget stadig kan og bør bruges, hvis viljen er der.

 

Den er også sjov for mig at læse, fordi det på en måde var den kronik, der førte mig ind på sporet, der førte mig til Kommissionen.  Først fik jeg et personligt og meget positivt brev fra økonomi- og markedsminister Poul Nyboe Andersen (som jeg endnu ikke kendte personligt på det tidspunkt). Og dels fik jeg kontakt med den Komité for Tilslutning til EF, som Viggo Kampmann og Thorkil Kristensen stod for. Thorkild Kristensen opfordrede mig direkte tila træde ind i komiteens ledelse. Det gjorde jeg så.  Og så kørte det...

 

Historie er god at tage ved lære af..

 

Danmark underskrev sammen med de andre ansøgerlande EF-Traktaten i  Bruxelles den 22. januar 1972. Og kort tid efter blev det besluttet at udskrive en folkeafstemning om medlemskabet. Denne afstemning blev afholdt den 2. oktober 1972 – og den gav et stort JA til medlemskab. Dette trådte i kraft den 1. januar 1973.

 

 

NJT-dobbeltkronik

Fællesmarkedet og uvidenheden

Aarhuus Stiftstidende den 26.-27. juli 1971 

Hvad kan man gøre over for den manglende viden om de problemer, vor eventuelle indtræden i Fællesmarkedet rejser? Adjunkt ved Handelshøjskolen i Århus, cand.scient.pol. Niels Jørgen Thøgersen, der for nylig var på studiebesøg i markeds-hovedkvarteret i Bruxelles og til efteråret udsender en bog om ”Danmark og EF”, stiller en række konkrete forslag i slutningen af sin kronik, som følger i morgen.

 

Uanset hvad man mener om den kommende folkeafstemning om dansk indtræden i EF (De europæiske Fællesskaber) har beslutningen om dens afholdelse en yderst positiv konsekvens: Vælgerne bliver mere motiveret end ellers for at søge mere viden om, hav det hele egentlig drejer sig om. Mange er for første gang alvorligt begyndt at fundere over, hvor lidt de egentlig vidste.

Man skal ikke have deltaget i den almindelige debat ret længe, før man opdager uvidenhedens uanede dimensioner. Misforståelser og følelsesbetonede selvindbildninger dominerer i udstrakt grad folks holdninger. Og vel at mærke: det gælder både for tilhængerne og modstanderne af Danmarks tilslutning. Men vel nok i særlig grad modstanderne. Hvor tit hører man ikke argumentet, at vore sommerhusområder vil blive opkøbt af rige tyskere, at vor sociallovgivnings standard vil blive tvunget nedad, eller at vor u-landsbistand vil blive standset eller i det mindste stærkt hæmmet. Dette til trods for, at man utvetydigt ved, at det intet har på sig.

Man hører også, at lille Danmark intet vil få at sige i selskab med de store. Både de formelle regler og især de uformelle, men helt faste praksis viser det stik modsatte. Ligeledes påstås det, at den danske kultur vil blive kvalt, når grænserne åbnes. Åbnes hvordan? Og hvad er der sket med BENELUX-landene? Er det ikke netop i mødet med fremmed påvirkning, at en kultur bliver virkelig selvbevidst og frodig? Se blot på Sønderjylland gennem årtier.

Fra tilhængerside påstås det, at Danmark især skal gå ind af hensyn til landbruget. En såre indlysende betragtning – synes man. Det er blot ikke tilfældt. Tænk på den stadige, store afvandring fra erhvervet, især blandt de unge. Vil den blive standset? Eller måske vendt?

Afvandringer er jo sket ikke blot på grund af de dårlige tider for landmændene, men mindst lige så meget som følge af de gode tider i byerhvervene, især i industrien. Og da disse vilkår efter al sandsynlighed vil blive endnu bedre efter dansk indtræden, indicererd et, at landbrugets unge fortsat vil føle sig stærkt tiltrukket.

Den mere udstrakte skolegang overalt og de klart større sociale goder i byerne (mere fritid, fast arbejdstid, fritidsfaciliteter, etc.) holder heller ikke op med at lokke, fordi landboerne pludselig begynder at få flere penge i kassen. Vi må altså – næsten med sikkerhed – anse landbrugets tid som et stort eksporterhverv som hastigt svindende.

Tilmed siger eksperter, at danske landbrugsvarer i dag ikke er af den relative kvalitet, som vi selv tror. For eksempel er fransk og hollandsk smør langt bedre og mange steder derfor det foretrukne frem for dansk lurmærket. Det er med andre ord ikke landbruget, vi skal hænge vor hat på, hvis vi plæderer for dansk indtræden. Det gør langt de fleste alligevel – og det er pointen her.

Jeg vil iøvrigt ikke påstå, at alle disse argumenter holder stik; men det er et uomgængeligt faktum, at mange af de givne informationer og betragtninger ikke har været inde i debatten endnu. Det er kun min hensigt at påvise det.

Heller ikke selve folkeafstemningen ved folk ret meget om.  Lad gå, at de ikke er klar over baggrunden forlanceringen af tanken om dens afholdelse. Det var kun en taktisk genistreg fra Socialdemokratiets side for at trække EF-problematikken væk valgkampen forud for det tilstundende folketingsvalg og i stedet henlægge den til en særlig og en senere folkeafstemning.

Derved undgår Socialdemokratiet at komme i det pinefulde dilemma at skulle vælge mellem enten at sige nej til dansk medlemsskab af EF (og dermed kompromittere sig selv, de tidligere indtagne holdninger taget i betragtning), eller at miste tusinder af stemmer til SF og sofavælgergruppen (og derved formentlig blive berøvet muligheden for på ny at danne regering).

Dette er ret uvæsentligt i denne sammenhæng. Det er værre, at så få er klar over, havd den aftalte folkeafstemning i virkeligheden er. Af store dele af debatten fremgår det tydeligt, at man i almindelighed tror, at flest ja-stemmer betyder indtræden i EF, flest nej-stemmer det modsatte. Derfor er de fleste tilhængere meget kede af den bindende afstemning og langt hovedparten af modstanderne glade for den.

Tingene er jo bare ikke, som man åbenbart tror. Det er korrekt, at flest Ja-stemmer under alle omstændigheder betyder ja til indtræden. Men en sådan udgang på folkeafstemningen må – i dag i hvert fald – anses for usandsynlig. Nej-stemmerne vil være i overtal. Men hvis de skal forhindre en dansk tiltræden, må de udgøre mindst 30 % af de stemmeberettigede, det vil sige, at der skal være ca. 1 million nej-stemmer, for at forslaget falder. Hvor mange véd det?

Så vidt vides er der – endnu – ikke foretaget deciderede opinionsundersøgelser herhjemme om folks viden om EF-samarbejdet. Men det skulle undre mig, hvis resultatet i givet fald ville blive væsentlig forskellige fra udfaldet af de nyeste systematiske rundspørger i England. Mindre end 20 procent af de spurgte kunne her nævne navnene på de 6 EF-lande, og en ikke ringe procentdel fastholdt, at USA og/eller Sovjet var medlem af EF !

Det er altså let at dokumentere en eklatant uvidenhed. Det behøver ingenlunde at indebære, at folk ikke har taget stilling for eller imod. Her som i mange andre anliggender er holdningsniveauet helt ude af trit med informationsniveauet. Det resulterer ofte i uforsonlige, skarpe standpunkter, som ikke just hæver debattens kvalitet.

Der kan dog også konstateres en betydelig usikkerhed hos mange, f.eks. ved at et klart standpunkt til den ene side hurtigt og uden større argumentation kan forvandles til en modsat og lige så klar holdning. Under alle omstændigheder er denne tilstand uheldig. Ingen kan ret beset være egentlig tilfreds med den.

 

Vi står med andre ord i dag i en sådan situation; måske er der kun et halvt år til folkeafstemningen. Hvad bliver der gjort for at ændre den? Og hvad kan der gøres?

Det skulle næsten ikke være nødvendigt at sige det: Der gøres ufattelig lidt! Vi har mere eller mindre stået i døren til EF i 10 år – og alligevel findes der intet. Ingen deciderede og udbyggede informationskontorer, ingen bøger om Danmark-EF, ingen kursussteder, ingen foredragsholdere af kvalitet, ingen tidsskrifter, ingenting!

Kun den private, al-europæiske organisation Europabevægelsen har efter bedste evne søgt at råde bod på manglerne. Men for det første har den mange andre opgaver end at informere om EF og Danmark, og for det andet erd en som alle andre foreninger i pengenød. Det forlyder tilmed, at staten på grund af den økonomiske stramning netop i år har nedskåret det årlige tilskud til organisationens arbejde. Forholdene nærmer sig det groteske!

Landbrugsorganisationerne har selv på det seneste oprettet deres eget Fællesmarkedssekretariat, men heller ikke det har foreløbig fået den store betydning. Ganske enkelte dagblade søger at give en nogenlunde sammenhængende og usensationel orientering om udviklingen i EF; men i almindelighed lader pressedækningen stadig meget tilbage at ønske.

Endelig har enkelte oplysningsforbund rundt om i landet taget problematikken op i deres efterårs- og vinterprogrammer. Men med de nye sparebestemmelser fra det offentliges side er forbundene i dag bragt i en situation, hvor de ikke har lyst og mod på at gå i gang med nye opgaver.

 

 

 

DEL II:  SEKS FORSLAG IMOD UVIDENHEDEN

Reagér på denne opfordring, siger cand.scient.pol. Niels Jørgen Thøgersen til de ansvarlige i denne kronik, hvori han stiller en række forslag til imødegåelse af den almindelige uvidenhed om følgerne af vor eventuelle medlemskab af Fællesmarkedet. Vi bragte første del af kronikken i går.

Et par nye og friske ideer vedrørende information om Danmark-Fællesmarkedet dukkede op for nylig. Det første var folketingsmand Bernhard Baunsgaards forslag om, at staten skulle iværksætte en annoncekampagne for sagen. Fordelene skulle være, at man derigennem for relativt små penge kom i kontakt med mange mennesker.

Ideen er dog ingenlunde en patentløsning; dertil er ulemperne for store og for mange: Oplysningerne i annonceform vil oftest blive summariske og ufuldstændige og alligevel af mange blive betragtet som fyldestørende. Men i det omfang sådanne annoncer kan virke appetitvækkende på læserne, er de naturligvis anvendelige.

Baunsgaards ide med at have to statslige annoncekontorer: ét til udsendelse af pro- og ét til antiargumenter virker dog ikke overbevisende. Et dagblad har prisværdigt taget ideen op i form af et par annoncer i de seneste dage, og det kører meget fornuftigt en efter-analyse for at finde ud af, om der skulle være nogen effekt.

Man skal ikke i denne sag lade sig vildlede af, at så mange udspurgte læsere svarer bekræftende på spørgsmålet, om annonceformen er god til det pågældende formål. Naturligvis svarer de fleste ja; det kan forklares psykologisk. Men man kan naturligvis udlede det af undersøgelsen, at mange mennesker virkelig føler et behov for flere og bedre oplysninger.

Den anden nye ide kom for nylig fra Jens Otto Krag, det foreslog, at staten ydede tilskud til oplysningsforbundene mod at de gik ind i konkret oplysningsarbejde om EF-problemer. Man ville hermed have den fordel, at pengene gik til et allerede eksisterende apparat.

På den anden side er mange oplysningsforbund i dag døende og ikke blot på grund af de mindre offentlige tilskud. Det er et spørgsmål, om Krags plan kunne puste nyt og friskt liv i dem på ny. Men principielt må ideen anses for at være god. Den har kun den meget store fejl, at den ikke bliver gennemført. Ingen – heller ikke J.O.Krag og hans parti – følger den op – endnu.

Det må derfor være på høje tid, at også vi andre bidrager med ideer til, hvordan sagen kan gribes an. Her er nogle få og velmente planer:

1.

Hold op med altid at regne med, at det er hele befolkningen man helst skal i direkte kontakt med, når der skal gives oplysninger. Det er spild af kræfter og ressourcer. Koncentrér i stedet indsatsen om gruppen af såkaldte opinionsledere. Hvem er det i dette tilfælde? Det er for eksempel politikere (lands- og lokal-), lærere af enhver art, erhvervsledere, foreningsledere, redaktører og journalister, officerer, tillidsmænd, m.fl.  Derefter spredes påvirkningen hurtigt og effektivt til resten af befolkningen.

2.

Send disse opinionsledere på intensive og dybtgående kurser om EF-forhold. Disse bør være på op til en uges varighed og have første klasses foredragsholdere og debattører. Der bør være god tid til virkelig at gå tilbunds i ethvert emne.

Kurserne bør finde sted på steder, hvor deltagerne kan bo og opholde sig sammen, f.eks. på en højskole, en kro eller i et decideret kursuscenter.

Udgifterne, også til tabt arbejdsfortjeneste, bør for størstepartens vedkommende dækkes af staten.

3.

Skab også mulighed for, at opinionslederne kan komme på studieture til EFs hovedkvarterer i Belgien og Luxembourg og hvor det ellers måtte være relevant at rejse hen i nærværende øjemed. På sådanne rejser og ophold får man utallige værdifulde informationer og indtryk af vidt forskellig art. Også Jens Otto Krag og Anker Jørgensen måtte fornylig erkende dette efter besøg i Bruxelles. Her må staten ligeledes bidrage med væsentlige tilskud, hvis ordningen skal virke efter hensigten.

4.

Iværksæt et særligt uddannelsesprogram for folk, som optræder eller ønsker at komme til at optræde som foredragsholdere i EF-forhold. Det skal ske ved hyppige specialkurser, løbende skriftligt materiale, studierejser, m.v.

Atter må det være naturligt, at det offentlige dækker alle eller de fleste af udgifterne.

5.

Etablér et centralt informationskontor (en oplysningscentral), hvorfra enkeltpersoner og foreninger m.v. kan rekvirere gode, gratis foredragsholdere, film, pjecer, gratis løbende informationsskrifter, o.l.  Herfra kunne også udsendes løbende orientering til pressen. Det nuværende Markedssekretariat i Udenrigsministeriet er hverken stort nok (heller ikke med de seneste udvidelser) eller egnet til dette formål. Men det må naturligvis i høj grad være med til at indsamle informationer til hele den her beskrevne virksomhed.

6.

Giv statstilskud til bogudgivelser om EF-anliggender.

Det bør især gælde skole- og undervisningsrelevante bøger, men også bøger af forskellige sværhedsgrader for offentligheden. Der findes intet godt i dag, og det skyldes bl.a. de høje bogpriser. Man har fra statens side tidligere ved Rigsdags-jubilæer o.l. udgivet billige ”folkeudgaver” af bøger. Det skulle vel være muligt igen under en eller anden form.

 

Disse er blot nogle få gennemtænkte forslag. Der er naturligvis også mange andre muligheder. Men det må ubetinget være i såvel tilhængernes som modstandernes interesse, at debatten bliver ”renset” og forsynet med alle tilgængelige og kendte informationer og synspunkter. Det er for dårligt og for dyrt for alle parter, hvis diskussionen skal optages af skænderier om visse kendsgerninger, når den retteligen burde dreje sig om holdninger og vurderinger.

Jeg har ikke med disse bemærkninger villet plædere for, at man helt objektivt, dvs. udelukkende med kausalpræmisser, kan argumentere for eller imod dansk medlemskab af EF. Tværtimod. Jeg har blot villet vise, at masser af de benyttede kausalpræmisser er tragisk forkerte, og at man ved en relativt simpel og ukostbar indsats kan råde bod herpå.

Man bør iøvrigt også være opmærksom på, at hvis vi senere kommer ind i EF, afhænger vor indflydelse på samarbejdet ikke mindst af vor viden om det.

Til slut vil jeg indtrængende anmode de ansvarlige: regeringen, finansudvalget, partiernes ledere, m.fl. om på en eller anden positiv måde at reagere på denne opfordring. Under alle omstændigheder må det kunne forventes, at de bringer deres argumenter åbent frem. Denne vigtige sag må ikke tabes på gulvet, fordi vor økonomi hoster lidt, eller fordi man ikke tør springe ud i nye uprøvede – men indlysende effektive – metoder.

Hvem der skal være med til at planlægge og lede alt dette?  Vi er en hel del, der til daglig beskæftiger os med disse forhold. Sig til!  Så er der nok nogle af os, der gerne vil være med.

 

Niels Jørgen Thøgersen

Århus, Juli 1971

EUROPÆER – KEND DIN SJÆL

Dagbladet Informations europæiske litteraturkanon efter 1945

 

Europa og europæisk identitet er igen på dagsordenen. Mest i krisens tegn, for det er et Europa i krise, der i denne tid skaber overskrifter. På overfladen er det især den finansielle krise, der truer med at slå revner i det europæiske fællesskab og skabe nye brudflader. I det større perspektiv har ideen om det europæiske været kriseramt i meget længere tid; så længe, at selve krisen også er blevet en del af det at formulere, hvad det vil sige at være europæer.

Essensen af det europæiske findes måske bedst formuleret i litteraturen. Ikke mindst i romanen. Derfor præsenterer Information nu en litteraturkanon over den europæiske efterkrigsroman. For hvert årti siden 1945 har vi udvalgt de 7 bedste romaner, som samtidig er de internationalt mest virkningsfulde og har et inderligt mellemværende med den europæiske identitet og krise.

Vores kanon tager – med en enkelt undtagelse – udgangspunkt i 1945, det såkaldte ’År Nul’, hvor et kontinent skal finde sig selv efter den ødelæggende krig. Europa ligger i ruiner, og den europæiske idékrise, der allerede blev formuleret i afslutningen på Første Verdenskrig og bearbejdet i de store modernistiske romaner i Mellemkrigstiden, er nu helt åbenlys.

 

1940erne:

 

1.     Primo Levi:  Vidnesbyrd

2.     Thomas Mann:  Du må ikke elske

3.     Albert Camus: Den fremmede

4.     Knut Hamsun:  På gjergrodde stier

5.     Curzio Malaparte:  Huden

6.     Ernst Jünger:  Strålinger

7.     George Orwell:  1984

 

 

 

1950erne:

 

1.     William Golding:  Fluernes Herre

2.     Samuel Beckett:  Den unævnelige

3.     Tadeusz Borowski:  Hos os i Auswitz

4.     Simone de Beauvoir:  Mandarinerne

5.     Giuseppe Tomasi di Lampdusa:  Leoparden

6.     Günter Grass:  Bliktrommen

7.     William Heinesen:  De fortabte spillemænd

 

1960erne:

 

1.     Heinrich Böll:  En klovns ansigter

2.     Natalia Ginzburg:  Aftenens stemmer

3.     Per Olov Enquist:  Legionærerne

4.     Vassilis Vassilikos:  Z

5.     Doris Lessing:  Den gyldne bog

6.     Siegfried Lenz:  Tysktime

7.     Claude Simon:  Vejen i Flandern

 

1970erne:

 

1.     Imre Kertész: De skæbneløse

2.     Bohumil Hrabol:  Jeg har serveret for den engelske konge

3.     Italo Calvino:  Hvis en vinternat en rejsende

4.     Alexander Solsjenitsyn:  Gulag Øhavet

5.     Poul Vad:  Kattens Anatomi

6.     Peter Handke:  Forhåbningsløse ulykke

7.     Elsa Morante:  Historien

 

1980erne:

 

1.     Marguerite Duras:  Smerten

2.     Thomas Bernhard:  Træfældning

3.     Umberto Eco:  Rosens Navn

4.     Graham Swift:  Vandlandet

5.     Agota Kristof:  Det store stilehefte

6.     Claudio Magris:  Donau

7.     Salman Rushdie:  De sataniske vers

 

 

Læs anmeldelserne her:   http://www.information.dk/journal/466390

 

NJT – 27 07 2013

Stine Bosse

Medlem af forretningsudvalget for Europabevægelsen

Opinions-indlæg i Berlingeren den 15. juli 2013

 

Protektionisme nedlægger nationalstaterne

I indlægget ”Danmark nedlagt” forsøgte Kathrine Lilleør forrige lørdag at forklare, hvordan EUs princip om arbejdskraftens fri bevægelsighed underminerer nationalstaterne.

I indlægget bruges der et eksempel  med en søn af en tysk statsborger, der arbejder i Aabenraa, der vil have SU til en uddannelse i Paris. Kathrine Lilleør finder dette horribelt og forklarer videre, hvordan arbejdskraftens fri bevægelighed er grønthøsteren i, hvad hun kalder EU-utopi. Endvidere laver hun en kobling fra dette til nationalstatens endeligt.

Til slut kommer hun med den vildfarelse, at EU skaber mere ufred end fred. Hvordan hun kommer dertil er svært at sige. Mig bekendt er antallet af krige og konflikter i Europa faldet dramatisk i takt med, at velstanden er historisk høj på grund af samhandel.

Som beskrevet har vi at gøre med en mand, der betaler sin skat i Danmark. For den skat får han adgang til nogle fælles goder. Et af disse goder er retten til SU til sine børn, og eftersom tidligere regeringer var så fremsynede, at de indså værdier af internationalt input, er det i dag muligt at få sin SU med til udlandet. Manden har betalt for en ydelse til sin søn. Hvis det forholdt sig modsat – at udenlandske skatteborgere ikke havde adgang til skattebetalte ydelser – ville jeg nødigt være Novo Nordisk eller Mærsk, når de skal finde de bedste talenter! Ja, med mindre de flytter væk fra Danmark!

Og så mange udenlandske statsborgere, der arbejder i Danmark og har børn, der vil studere i udlandet, er der jo heller ikke. Så det kræver nærmest fri fantasi at forestille sig, at det kan blive til millioner-milliarder.

Jeg vil dog give Kathrine Lilleør ret så langt, at Danmark ikke kan isolere sig i forhold til EU. Det europæiske Fællesskab er  - og vil fortsat være en stor del af det danske samfund. Og gudskelov for det, for Danmark og danske virksomheder er blandt dem i verden, der er bedst til at udnytte åbne, frie markeder. Til gavn for virksomhederne og samfundet, hvor de betaler skat. Så selv om vi ser bort fra, at effektive fællesskaber er gensidigt forpligtende, er samarbejdet med EU en overskudsforretning for Danmark og danskerne. Alternativet, protektionisme, har allerede vist sit værd. Med krig og fattigdom til følge!

Jeg kan derfor heller ikke stoppe med at undre mig over, hvordan kritikere kan tro, at danske politikere og dansk erhvervsliv står på hovedet af hinanden for at støtte og styrke EU, hvis det ikke var, fordi det objektivt var bedre end alternativet. Hvorfor skulle politikere støtte et projekt, der på overfladen fratager dem indflydelse, hvis det ikke var fordi det er et ubetinget gode for Danmark – og en nødvendighed for politikerne, hvis de skal kunne fortsætte med at råde over midler til velfærd? Hvorfor skulle fagforeninger og dansk erhvervsliv ensidigt støtte EU, hvis det ikke var fordi det giver dem bedre forhold og indtjening?

Mulighed for dobbelt statsborgerskab

                                               Nu snart også for danskere

 

Niels Jørgen Thøgersen

Som de fleste ved, er det i dag ikke muligt for en dansker at have dobbelt statsborgerskab, dvs. være dansk statsborger og samtidig statsborger i et andet land. Hvis en dansker søger og får statsborgersakb i et andet land (uanset hvilket land), så  ophører det danske automatisk. Det danske pas er ikke længere gyldigt. Det står i den danske indfødsretslov paragraf 7.

Med denne politik er Danmark i klart mindretal i EU. Ialt 20 EU-lande, inkl. Sverige og Finland, accepterer dobbelt statsborgerskab. Og de repræsenterer 90 % af EUs borgere.

Belgien tillader det siden 2003. Belgisk statsborgerskab kan søges efter 3 års lovligt ophold i landet.

De 7 EU-lande, der endnu ikke tillader dobbelt statsborgerskab, er: Danmark, Estland, Letland, Litauen, Tjekkiet, Østrig og Holland  ( der dog har en række undtagelser ).

 

Hvorfor er dette spørgsmål så vigtigt, også for os danskere?  Det er det, fordi flere og flere danske statsborgere i dag bor i et andet land.  En optælling fra 2010 viser, at mindst 200.000 med dansk pas bor i andre lande verden over.  I Belgien regner vi med, at vi er ca. 5.000.

Dette er et naturligt led i den stigende globalisering, der sker i disse år. Fælles for disse danske statsborgere er, at de i bund og grund betragter og føler sig som danske, og at deres danske statsborgerskab og danske pas udgør en vigtig livline til Danmark.  De opfatter sig som repræsentanter for Danmark og danske værdier, og mange arbejder i danske virksomheder eller i internationale organisationer, som Danmark er medlem af.

Det er vigtigt for disse danskere i udlandet – udedanskerne – at de får mulighed for at integrere sig i det land, de bor i. På en lang række områder kræver det imidlertid, at de er statsborgere i opholdslandet.

Organisationen ”Danes Worldwide”  (  www.danes.dk ), som du måske allerede er medlem af, har lavet en rundspørge blandt flere tusinde danskere i udlandet for at få et overblik over de muligheder for forbedringer i tilværelsen, som danskere mener kan ske ved også at være statsborger i det land, de bor i.  Resultatet af rundspørgen var bl.a., at statsborgerskab i opholdslandet giver bedre adgang til uddannelse og uddannelsesstøtte, lokal sygesikring, særlige jobs og offentlige stillinger. Det gælder også adgangen til at optage lån, åbne bankkonti, investere i fast ejendom og at tegne lokale forsikringer. Ens arveforhold og skatteforhold i opholdslandet forenkles også. Man opnår ganske enkelt en bedre retstilstand.  Og statsborgerskab giver også bedre muligheder for at deltage i det politiske liv i opholdslandet.

I relation til Danmark vil fastholdelse af dansk statsborgerskab indebære en fortsat tilknytning til landet, og man bevarer muligheden for at kunne flytte tilbage og bosætte sig i Danmark på et senere tidspunkt. Ikke mindst ens børn kunne vende tilbage for at lære dansk og/eller få en uddannelse i Danmark.

For Danmark som nation er det meget vigtigt at bevare disse udedanskere som danske statsborgere. Det gælder især i disse globale tider, hvor det er vigtigt at ”brande” Danmark og dets værdier til gavn for hele riget. Dansk eksport nyder godt af udedanskerne. De vil også styrke Danmarks image på den internationale scene.

Der er således mange gode og vægtige grunde til, at Danmark hurtigst muligt tilslutter sig de andre 20 (og snart flere) EU-lande, der allerede accepterer dobbelt statsborgerskab.

Det er klart, at behovet for danskere, der bor i et andet EU-land, er mindre end i andre lande. EU traktaterne sikrer i mange tilfælde de samme rettigheder og pligter som de lokale borgere. Men der er alligevel også for os, der bor inden for EU, meget positivt at hente ved en ny ordning.

Og NU sker der noget...

I april 2011 havde Folketinget 1. behandling af et radikalt forslag om at indføre dobbelt statsborgerskab for danskere.  Under behandlingen af forslaget tilsluttede alle Tingets partier princippet bag forslaget. Dog ikke Dansk Folkeparti, der er imod.  Surprise, surprise !   Den nuværende regeringen skrev også punktet ind i sit regeringsprogram i oktober 2011.

Der er den 17. december 2012 nedsat et tværministerielt udvalg under ledelse af Justitsministeriet til at behandle sagen. Det aflægger rapport i løbet af foråret, og derefter forventes det, at et egentligt lovforslag bliver fremsat. Den realistiske tidsplan er derfor, at loven kan vedtages og træde i kraft i det folketingsår, der starter til oktober. Så der er lys forude !

Det er iøvrigt interessant, at man overvejer også at indføre overgangsregler, så tidligere danske statsborgere, der har mistet  det danske ved at tage et udenlandsk statsborgerskab, kan generhverve det danske statsborgerskab.

Det er iøvrigt vigtigt at være opmærksom på, at dette ikke berører udedanskeres manglende ret til at stemme ved Folketingsvalg. Det er efter manges opfattelse en grundlovssag.

Organisationen ”Danes Worldwide”, der forsøger at samle alle udedanskere, og som aktivt presser på både vedrørende dobbelt statsborgerskab og om valgret til Folketinget, har venligst hjulpet mig med opdateret baggrundsstof til denne artikel.  I kan selv finde mere på deres hjemmeside på denne særlige site:  www.danes.dk/index.dsp?area=164  

 

Niels Jørgen Thøgersen

e-mail:  kimbrer@gmail.com   

EXT OF SPEECH - Europe, Britain and Business, Beyond the Crisis - The Rt. Hon. Tony Blair

The following speech was delivered by Tony Blair at the Business for New Europe event, 'Europe, Britain and Business - Beyond the Crisis' at Chatham House on Wednesday 28th November 2012:

The toughest challenge in politics right now is resolving the tension between the best long-term policy and the best short-term politics. Nowhere is this tension clearer than in the debate over Europe.

Europe has disturbed and divided British politics for years. One of my first votes was in the 1975 referendum on Britain’s membership. That followed years of indecision and frustration. Since then the turmoil it has caused in our politics has rarely abated. I fought my first election in 1983 when Labour promised withdrawal. I fought my last election in 2005 when the Tories had become the Eurosceptic party.

But now is different. Now the case for Britain leaving the EU or at least radically changing its relationship with it – which may amount to the same thing – is made openly by mainstream politicians from the governing party, sympathised with by some of our nation’s leaders and far more widely supported amongst the public at large.

The reasons for this resurgent hostility/scepticism are not hard to fathom. Europe is in crisis. The Euro’s design flaw – an economic union motivated by politics but expressed in economics – has become manifest. Structural changes to those economies that saw a big fall in interest rates when they joined a Germany dominated currency bloc, now have to be made, at speed, in crisis and without the luxury of devaluation. The pain this policy is causing is shown in demonstrations all over the continent and in the bitter impact on many struggling families, the young and the old.  The foundation of the pro Europe case was partly the promise of ever upward prosperity.  At present that promise is severely in question.

So the flagship policy of Europe is listing dangerously. As I have said before, to save it, I believe, requires a kind of ‘Grand Bargain’ approach rather than incremental steps, in which Germany agrees, effectively, to some form of mutualisation of debt; the debtor countries carry out profound structural reform; and the ECB stands fully behind the bargain. There are some signs this may happen. But even if it does, Europe will suffer for some time to come.

What the Eurozone crisis has done is to expose the need for Europe to reform. But it hasn’t created it. It has accelerated this need, but the need was there anyway. Changes to the labour market, pensions, welfare and the way the State operates are necessary in all Western countries for reasons of demography, technology and external competition.  The European social model has to change radically for Europe to prosper.

Many of these arguments over the years have lain most comfortably in the mouths of Eurosceptics. They were never the only ones to make them by the way. My speeches on Europe as Prime Minister were littered with references to the pro-Europe, pro-reform case.

But the truth is: much of the criticism levelled at Europe has been justified and is shown to be justified now.

So the public attitudes to Europe are explicable and understandable. Plus you can add in the EU Budget row – though frankly such rows are absolutely routine and in these economic circumstances, inevitable, where all countries including Britain will vigorously defend their interests. But it adds to the sense of European malaise.

The short term politics are clear: being anti-Europe is today popular. However leadership is not about conceding to the short-terms politics. It is about managing the short-term politics in the pursuit of the right long-term policy.

‘Europe is in crisis, therefore leave’ may win a majority in an opinion poll. But in the leap to the ‘therefore’ lies a chasm of error. I want to explain why I believe such a policy would be politically debilitating, economically damaging and hugely destructive of Britain’s true long-term interests.  Our country faces a real and present danger by edging towards exit. The correct policy is to engage, to make it clear Britain intends to be a strong participant in the debates about Europe’s future, to build alliances and to shape an outcome to those debates consistent with the right way forward not just for Britain but for Europe as a whole.

First, take a big step back from crisis and ask: what is the long-term rationale for Europe today? If there isn’t one, of course, then why would we want to be part of it? However, the truth is the rationale for Europe today is stronger not weaker than it was back 66 years ago when the project began. But it is different. Then the rationale was peace. Today it is power. Then it was about a continent ravaged by war in which Germany had been the aggressor and Britain the victor. Today it is about a world in which global geo-politics is undergoing its biggest change for centuries. Power is shifting West to East. China has emerged, with its economy opening up, one which will grow eventually to be the world’s largest. Its population is three times that of the whole of the EU. India has over a billion people. Brazil is two times the size of the largest European country, Indonesia three times and there are a host of countries including Russia, Turkey, Mexico, Vietnam, the Philippines and Egypt larger today than any single EU nation.

What is more, as technology and capital become globally mobile, in time there will be a re-alignment of GDP and population i.e. the larger your population, the bigger your economy. The USA remains extraordinarily strong, its military easily the largest and best equipped but the time when it has been the world’s only superpower, is passing.

That is the big picture. The case for the EU today, therefore is one that can be made for all European nations including Britain. It is that, in this new world, to leverage power, you need the heft of the EU. This is true in economics, in trade, in defence, foreign policy and global challenges such as climate change. It gives us a weight collectively that on our own we lack. It is not complex. It really is that simple. I rather like the idealism of Europe’s early founders. But actually this has nothing to do with idealism. It is brutal real politik. In a world in which China and India will both have populations 20 times that of the UK, we need the EU to help pursue our national interest. With it, we count for more. Without it, we count for less.

So the real issue for us should be: what type of EU? And here there is no doubt that Europe needs fundamental, far reaching reform. Many of those reforms are precisely what the UK has been arguing for, like reform of the social model. It should be pointed out that these reforms are partially being made. Spain’s labour costs have declined substantially since the crisis began. Italy has grasped crucially important reforms in areas like pensions. Greece has cut spending by a bigger amount proportionally than any country in Europe since the War. 

Other reforms especially in the arena of political reform, will be hotly contested. The UK takes a more nation-state view of the EU; others have a Federalist concept. 

Some reforms are now certain to follow from the Euro crisis like enhanced fiscal cooperation between the Eurozone members and banking union.

Thus over the next 2 or 3 years there is bound to be a vast churning debate about Europe’s future. This will be so, by the way, irrespective of what happens to the Euro. If it survives, for sure big change will happen. But even if it were to break up, and I hope it will not, the consequences for Europe and its institutions will be dramatic.

This debate is not one way. It never is. It doesn’t take a political genius to work out that strong though the French/German motor is in Europe, it is not always sparking in synch let us say. There are differences North/South; between large and small; between those who favour a more conservative fiscal approach and those who favour a more lax one; on a range of topics from defence through to labour market reform. As Britain has just discovered in the Budget debate, it can make allies and powerful ones.

When it comes to the future shape of Europe – economically, socially and politically – there is not a pre-destined consensus. There is a tumult of debate, discussion and dissension.

This is the last moment, the last moment conceivable, that we should start talking about leaving, about quitting the field just as the game starts, marginalising ourselves at the very point at which we should be at the centre of things.

Instead we should be building alliances and more than that, originating ideas, not just responding to them. The truth about Europe’s public opinion is that when Britain argues its case in Europe and about Europe, it is far more popular than that advanced by many others. But when Britain makes a case against Europe it deprives us of the credibility to win the argument that matters.

So the essential concept of a balance between integration and the nation-state is widely shared. An approach by Europe’s leaders that focuses on clear outcomes in specific areas is what most people in Europe would, along with changes to the Eurozone, support. This agenda would be about: completion of the single market to create jobs; common defence policy in an era where global ambitions aren’t satisfied by national budgets; energy and the environment, where the gains, financial and otherwise, of cooperation could be enormous; in the fight against illegal immigration and organised crime; in art and culture and higher education, where Europe is struggling to match the USA. An approach that says: first let us ask what we want Europe to do and then let us design mechanisms to do it, would draw support across Europe.  Right now when most EU members and the European institutions are properly concerned with the Euro crisis, the field is wide open for the UK to seize the initiative rather than wait passively to consider an agenda set by others.

It is in Europe’s interests that the proposals for the SSM, the integrated financial and fiscal framework, and the integrated economic framework, are correct. But it is also in Britain’s interests. Especially when predicting next year is difficult let alone the next 50 years, is it not in our interests to influence this debate too?

If the strategic rationale for Europe remains strong, then it cannot be in Britain’s interests either for us to be marginal to the debate about its future or indifferent to its outcome. 

But if we want to participate we have to do so not just as Brits but as Europeans, not semi-detached because we are contemplating the option of leaving, but in the thick of it because we intend fully to remain at the heart of it.

That, of course depends on Britain recognising not just the strategic rationale for Europe, but the strategic interest of Britain to be in it.

Here it is no longer good enough for us pro-Europeans to claim that the case for departure is made only by atavistic Little Englanders, or to pretend that outside the EU, Britain would collapse or disintegrate.

Britain could have a future outside of Europe. The question is whether it should. We should ask, not: could it be done; but is it wise? Is it a sensible judgement in our long-term interests? And neither should we exaggerate the economic impact of leaving. I can imagine how we could create an economy that could operate effectively in the global market. But just as I should not exaggerate the consequences of Britain leaving, so those in favour of this course should not understate them.

First, let us demolish one delusion: that Britain could be like Norway or Switzerland. Norway has a population of around 4.5 million and a GDP of $485.8 billion. It also has a sovereign wealth fund presently at over $600 billion rising to $1 trillion by 2020. It has this through vast reserves of oil and gas. If Britain with a GDP of $2.43  trillion had a wealth fund sitting in our accounts of roughly $3 trillion, all the arguments would change. But we don’t.

Switzerland is a unique case, politically and economically. I don’t know anyone serious who believes we could become like the Swiss.

That is not to say we could not develop our own unique brand. But in circumstances where 50% of our trade is presently with Europe and our social systems, though different in detail, are still broadly similar in principle to those in Europe, then the people who say we should have our own unique position outside Europe should at least spell out the economic and social policy that would need to be brought into being, to create such a future.

There are three major disadvantages to Britain from being outside the EU. I am not saying these arguments can’t be contested but I think they are reasonably clear.

First, we would lose our global leadership role. Don’t be under any illusions on this. Britain being part of Europe matters to how we are seen, by the world in general and our allies in particular. Any US President I know would regard Britain leaving as folly. The idea we would then seek new relationships with the likes of China and India is an especial illusion. Of course the bilateral relationship with both is strong and of course there are great trading opportunities. But both will never subordinate their Europe relationship to a British one outside of Europe. Our trade with India depends hugely on Europe negotiating the FTA and Germany currently exports more than double what we do to India and to China; and France and even Italy export more to India.

Politics at the top international level is about power. Separate us out from the decision-making structure of Europe and we will immediately relegate ourselves in the league of nations. I believe our other alliances would not blossom but decline.

Secondly, despite our close links to Europe economically, we would be out of the decision-making process determining the rules of the single market. Our companies know this. Global companies who use the UK as a base for Europe know this. When, in Government, we came to look closely at the risks to London as a financial centre from being outside the Euro, we concluded you can’t make a compelling case that it could damage us. We were never in any doubt that being out of Europe altogether was a completely different matter. Yes, we can negotiate special arrangements but each of those has to be individually negotiated.  And for the record, Norway is a major net contributor to the EU Budget as the price of its negotiation despite not being a member.  I am very dubious that other European countries would allow Britain to operate like some offshore centre at the edge of Europe, free from Europe’s responsibilities but participating fully in its opportunities. Any one of those countries within Europe could say no and no would therefore be the likely answer. We want to think long and hard before we put ourselves in that position.

Thirdly, we would lose the opportunity for co-operation and added strength on issues which we care about and where we want and need such cooperation and strength. Climate change and the environment. Trade negotiations. Foreign policy, where sometimes it will suit us to have European and not just US support. Bilateral disputes, where as we saw recently with Argentina, Europe’s solidarity counts. We cut ourselves out of future developments in Europe. We cut ourselves off from our main regional bloc when look what is happening elsewhere in the world: ASEAN, out in the Far East, now 700 million people strong looking to get its single market underway; in South America through MERCOSUR and UNASUR; the Africa Union; even the Customs Union being promoted by Russia. Everywhere nations are coming together in regional blocs. Is Britain going to drift apart from the one on its doorstep?

The reason this case has to be made now is a reason integral to understanding how political decision-making works. Sometimes decisions are taken at a moment in time, expressly and obviously. But political decisions can also be taken by effluxion, by a process that begins with an attitude, turns into a series of tactical steps driven by the attitude and then results in a decision that is strategic in effect but almost imperceptible in any one moment of time.  That is the risk now.

Let us be very clear too about this ‘renegotiating the terms of membership’ line. This is the refuge of those who want to leave but want to persuade people that really it’s just an adjustment of our relationship. Then in the course of ‘the adjustment’ when the going gets very rough, as it will, they will then say ‘well it’s a pity but now it seems adjustment is not enough’. If we make the burden of our endeavour in Europe over the next few years not how we can help Europe sort itself out, get on its feet again and progress, but rather how we change our own relationship with Europe; don’t be in any doubt as to the temper and frame of mind that our present partners will bring to that negotiation. Many of them are fighting an existential battle to survive right now. There will be varying degrees of politeness. But they will not thank us and will not accommodate us. So don’t go down this path unless we are prepared to follow it all the way. 

There is a lesson from history. Back when Europe was debating its first tentative steps toward integration, Churchill made his famous speech calling for a United States of Europe, in 1946 in Zurich. But it is important to note he was passionately in favour of France and Germany coming together to found this new Europe. He believed it was the route to peace after the horrors of war. He wished the enterprise well; but he didn’t intend for Britain to be part of it. So we weren’t.

But we spent the next two decades and more trying to get into it; and when eventually we did, many of the rules and much of the institutional infrastructure was already set in stone. If we could have foreseen in 1946 the future 66 years later what would we have wanted? I have no doubt we would have wanted to have been in there from the beginning.

This turmoil in Europe will produce a new settlement in Europe probably as momentous as any since those days of 66 years ago. We should not make the same mistake twice. This time whatever the challenges, we should put our shoulders to the wheel and be part of the collective effort to make Europe strong and effective once more.

Europe is a destiny we will never embrace easily. But it is an absolutely essential part of our nation remaining a world power, politically and economically.  It would be a monumental error of statesmanship to turn our back on it and fall away from a crucial position of power and influence in the 21st Century.

 

 

Speech by Federal Chancellor Angela Merkel in the European Parliament in Brussels

THE NOBEL PEACE PRIZE FOR 2012

The Norwegian Nobel Committee has decided that the Nobel Peace Prize for 2012 is to be awarded to the European Union (EU). The union and its forerunners have for over six decades contributed to the advancement of peace and reconciliation, democracy and human rights in Europe.

In the inter-war years, the Norwegian Nobel Committee made several awards to persons who were seeking reconciliation between Germany and France. Since 1945, that reconciliation has become a reality. The dreadful suffering in World War II demonstrated the need for a new Europe. Over a seventy-year period, Germany and France had fought three wars. Today war between Germany and France is unthinkable. This shows how, through well-aimed efforts and by building up mutual confidence, historical enemies can become close partners.

In the 1980s, Greece, Spain and Portugal joined the EU. The introduction of democracy was a condition for their membership. The fall of the Berlin Wall made EU membership possible for several Central and Eastern European countries, thereby opening a new era in European history. The division between East and West has to a large extent been brought to an end; democracy has been strengthened; many ethnically-based national conflicts have been settled.

The admission of Croatia as a member next year, the opening of membership negotiations with Montenegro, and the granting of candidate status to Serbia all strengthen the process of reconciliation in the Balkans. In the past decade, the possibility of EU membership for Turkey has also advanced democracy and human rights in that country.

The EU is currently undergoing grave economic difficulties and considerable social unrest. The Norwegian Nobel Committee wishes to focus on what it sees as the EU’s most important result: the successful struggle for peace and reconciliation and for democracy and human rights. The stabilizing part played by the EU has helped to transform most of Europe from a continent of war to a continent of peace.

The work of the EU represents "fraternity between nations", and amounts to a form of the "peace congresses" to which Alfred Nobel refers as criteria for the Peace Prize in his 1895 will.

Oslo, 12 October 2012

F O R  4 0  Å R  S I D E N

Da Danmark blev medlem af EF

Af Niels Jørgen Thøgersen

Den 1. januar er det 40 år siden, Danmark blev medlem af EU – eller EEC som det hed dengang. Eller EF.  En enestående begivenhed. Historikeren Palle Lauring påstod, at nu sluttede Danmarks-historien. Andre holdt på, at nu begyndte den.  Dette Europa-mesterskab i overdrivelser rammer naturligvis gevaldigt forbi virkeligheden.  Vi blev ét af 9 demokratiske, europæiske lande, der havde givet hinanden håndslag på at arbejde tæt og forpligtende sammen. Beskrevet i Rom-traktaten, der med fælles regler og fælles overnationale institutioner skulle sikre fred og samarbejde i Europa.

Udvidelsen af EF – den første siden starten i 1951 – blev fejret på mange måder. En af dem var en fodboldkamp i begyndelsen af januar på selveste Wembley i London mellem ”New EEC” ( England, Danmark og Irland ) og ”Old EEC” ( Frankrig, Tyskland, Italien, Holland, Belgien og Luxembourg ). Danmark havde to spillere med:  Henning Jensen og – Morten Olsen. Resultatet blev 2-0 til ”New EEC”.  Det første mål blev endda scoret af vor egen Henning Jensen fra Nørresundby  ( han spillede i Borussia Mönchen-Gladbach ).

Forud for det danske medlemskab havde der været et gevaldigt bravallaslag. Først var Rom-traktaten blevet underskrevet af de tre nye lande. Det skete lørdag, den 22. januar 1972. På min fødselsdag J   For Danmark underskrev statsminister Jens Otto Krag, udenrigsøkonomimister Ivar Nørgaard og departementschef Jens Christensen.  For England var det naturligvis bl.a. premierminister Edward Heath. Han skulle dog først hjem på hotellet for at skifte tøj, fordi der var en dame, der kastede blæk på ham.

For at dansk medlemskab kunne blive til noget, skulle det godkendes ved en folkeafstemning. Regeringen besluttede, at den skulle finde sted mandag, den 2. oktober. Dagen før Folketingets åbning.  Til stor vrede hos nordmændene, der også ville være medlem. Deres statsminister, Trygve Bratteli, mente, at han havde en aftale med Krag om, at Danmark skulle stemme først – alternativt at begge lande skulle stemme samme dag. Den danske regering trak beslutningen ud. Først da Norge havde besluttet sig for den 25. september, sagde Danmark den 2. oktober. Om det betød noget for de to resultater, ved jeg ikke. Men i Norge blev det som bekendt et nej – og i Danmark et stort JA.  Ialt 63,4 % stemte for – og 36.6 % imod.  Valgdeltagelsen var 90,1 %.

Mens nordmændene klart fortalte vælgerne, at EF var et politisk samarbejde – at man især skulle gå med af politiske grunde -  så holdt den danske regering fast på, at det var et økonomisk samarbejde.  Personligt har jeg altid ment, at nordmændene havde ret. Det mente Krag og Hækkerup – tror jeg - også. Men de vurderede nok, at afstemningen kun kunne vindes ved at slå stærkt på det økonomiske. ”Flæskepriserne”, som nogen forkortede det til.

Denne fejlagtige argumentation har sviet til den danske Europa-debat lige siden.

Den seneste udvikling med Nobels fredspris 2012 til EU er vel endnu et bevis på, at EU var og er et politisk projekt.

Jeg selv havde fornøjelsen at være personligt involveret i kampagnen for et JA. Jeg var medlem af ledelsen af ”Komiteen for Tilslutning til EF”.  Den var ledet af fhv. statsminister Viggo Kampmann og fhv. finansminister og fhv. generalsekretær i OECD, Thorkil Kristensen.  En meget spændende oplevelse.

I vor kamp for et positivt udfald fik vi også god hjælp af den tyske forbundskansler, Willy Brandt. Han var meget populær i Danmark, også fordi han talte norsk.

Et par uger efter det danske JA holdt EF et topmøde i Paris. Det var torsdag, den 19. oktober. Statsminister Anker Jørgensen var med for første gang. Her blev man enig om, hvordan det udvidede EF skulle udvikle sig i de kommende år. Ordene om ”uigenkaldeligt at arbejde hen imod en europæisk union” indgik i aftalen.  Jeg husker, at udenrigsøkonomiminster Ivar Nørgaard senere sagde, at hvis han som planlagt havde været med til topmødet, så var den formulering aldrig kommet med. Han var ikke med i Paris, fordi hans kone døde aftenen før på Rest. Brønnum i København ved at at få et fiskeben ”galt i halsen”.

Mandag, den 1. januar 1973 var Danmark fuldgyldigt medlem. Belgien var formand for EFs Ministerråd i det første halvår.  Den nye Kommission på 13 medlemmer havde franskmanden Francois-Xavier Ortoli som formand. Churchills svigersøn, Christopher Soames, var en af næstformændene. Og Danmarks medlem var Finn Gundelach. Han havde som dansk ambassadør ved EF været en af hovedaktørerne i forhandlingerne om dansk medlemskab. Da den danske regering foreslog ham som dansk kommissær, fik han samtidig diskret at vide, at han kun skulle regne med at få én periode, altså 4 år. Normalt var det politikere, der blev medlemmer af Kommissionen. Det kom dog ikke til at holde stik. Han gjorde det så godt og så overbevisende, også i den hyppige løbende kontakt hjem til Danmark, at han blev foreslået hele tre gange. Det sluttede først, da han pludselig døde i januar 1981 – få dage efter at han var startet på sin tredje periode.

Gundelach blev i den første periode ansvarlig for ”det indre marked”. En slags handelsminister, som han selv kaldte det. Som sin nærmeste medarbejder ( kabinetschef ) valgte han en erfaren tysker indefra i Kommissionen. Manfred Caspari hed ham. ”Ellers gårdet aldrig”, som Gundelach udtrykte det.  Efter et par år blev han afløst på posten af Niels Helveg Petersen.

De første danske embedsmænd kom hurtigt til. Ja, faktisk var den allerførste dansker, Knud Marstrand, lederen af den danske oversættelsesafdelig,  startet i november 1972.  Selv blev jeg interviewet til jobbet som leder af EF’s kommende kontor i København den 22. november. Og efter forskellige bureaukratiske små og store hop på stedet startede jeg for fuld kraft på Gammeltorv 4 i København torsdag, den 1. marts 1973 kl. 9.00 !

Et af de helt store spørgsmål hurtigt efter dansk indtræden var, at Danmark stod for tur til at være formand for EF fra den 1. juli. Altså kun 6 måneder efter medlemskabets start.  Forberedelserne kørte for fuld kraft – både i regeringen, især hos Ivar Nørgaard i Markedssekretariatet i Stormgade, på den nye danske Faste Repræsentation i Bruxelles under ledelse af Niels Ersbøll, og i Kommissionen. Der var en naturlig nervøsitet alle steder. Hvordan ville det gå ? Alle kommissærer var indtil flere gange på besøg i København for at hjælpe med forberedelserne. Det var en unik mulighed for mig som ”deres mand på stedet” til at lære dem alle personligt godt at kende.

Lad mig sige det med det samme:  Formandskabet gik godt. Med 25 ministerrådsmøder under dansk ledelse. Topmøde i december i det gamle Bella Center på Bellahøj. Også selv om Yom Kippur krigen i oktober og en omfattende oliekrise kom på tværs under det hele.

Vi levede i sandhed i spændende og interessante tider !

 

Niels Jørgen Thøgersen

e-mail:  kimbrer@gmail.com

NIELS JØRGEN THØGERSEN

 

on

 

 

EUROPEAN VALUES

 

Speaking points in Armenia, Oct. 2012  

 

1. The Nobel Peace Prize to the EU in 2012: Motivation:  The EU has in 60 yearstransformed a continent of wars into a continent of peace.  And by fighting nationalism and extremism the EU continuously contributes to a peaceful Europe.

 

2. Peace – the absence and impossibility of wars in Europe is a crucial European value

 

3. Democracy – free and secret elections. The clear separation of powers between parliament, government and the courts is crucial. The courts have to be totally independent. The rule of law for everybody must be ensured

 

4. Freedom -  to speak, to write, to make demonstrations, to work, to travel.

 

5. Religious freedom – the right of all religions to exercise their services

 

6. Human rights – universal and for everybody. No racism allowed in any form. No forms of other discriminations permitted. And right of citizens to go to court to defend their rights if needed.   And no capital punishment ( death penalty ) allowed.

 

7. Protection of minorities -  national, linguistic, religious, sexual and other minorities have to be fully protected under the law

 

8. Free and independent media -  a crucial value in Europe.  Whatever political or other orientation they have. This also includes public service television and radio, which are independent from editorial control from the state

 

9. Market economy -  a free market economy with a big private sector to operate freely inside the laws. And with free access to all markets in Europe

 

10. Free movement of people – abolishment of border controls between member states ( the Schengen agreement with 26 participating countries at the moment )

 

11. Solidarity -  societies built on the principle of solidarity, internally and externally

 

12. Protection of our different cultures, languages, etc. – “Unity in Diversity”

 

These are crucial values, which all present and future members of the European Union have to respect fully and permanently. Many of them are directly mentioned and described in the “Charter of Fundamental Rights” with its 54 paragraphs. This Charter is part of the Lisbon Treaty and have, therefore, legal value for everybody.

Niels Jørgen Thøgersen

 

kimbrer@gmail.com

 

www.simplesite.com/kimbrer  

NIELS JØRGEN THØGERSEN

 

on

 

THE HISTORY OF THE EU

 

Speaking Points in Armenia, Oct. 2012 

 

1.  The Nobel Peace Prize 2012:  Motivation:  The European Union has in 60 years made a continent of wars into a continent of peace.    

 

2. After World War II:  Never again.  And this time not only words, but creation of structures which make war impossible.  Starting with a joint, supranational body to take all decisions about coal and steel ( the crucial commodities for making war ).

 

3. Jean Monnet – Robert Schuman – Konrad Adenauer – Alcide de Gasperi

 

4. The Schuman Declaration of May 9, 1950

 

5. 1951: The European Coal and Steel Community  ( Jean Monnet ). 6 countries

 

6. 1954: The European Defense Community fails ( in the French senate )

 

7. 1956: Huge international and European crisis – Suez and Budapest.  Giving new strong impetus to develop a strong European cooperation. Full speed in negotiations.

 

8. 1957: The European Economic Community and EURATOM is created – starting January 1, 1958.  Still the same 6 countries ( France, West Germany, Italy, Belgium, the Netherlands and Luxembourg ).

 

9. 1961-63: Negotiations with UK, Ireland, Denmark and Norway about joining the EU. Stopped by president de Gaulle in January 1963:  NON !

 

10. 1965: New crisis – French resistance against further integration in the EU. Compromise in 1967  ( veto right in matters of crucial importance ).

 

11. 1973: Enlargement with UK, Ireland and Denmark  ( now EU-9 )

 

12. 1979: The first direct elections to the European Parliament.  69 % participation.  The level of participation gone down ever since at the elections every five years.

 

13. 1981: Greece joins.  Now EU-10

 

14. 1986: Spain and Portugal join.  Now EU-12

 

15. 1989-90: The Berlin wall falls. Communism falls too.  Reunification of Germany. Ex-DDR now a full part of the EU.

 

16. 1992:  The new Single Market comes into force.  Thousands of border formalities disappear in trade between the member states. Huge positive effect of the economy.

 

17. 1995:   Sweden, Finland and Austria join.  Now EU-15

 

18. 1995:  The Schengen Agreement of free movement of people across borders comes into force. First for 5 member states – now ( 2012 ) for 26 countries throughout Europe. No passport control. Hardly any visible border between the Schengen countries.

 

19. 1999:  The EURO starts ( first as a common currency for accounting, from 2002 with notes and coins )  Principle: One Market – One Money.  Now ( 2012 ) 17 member states with 332 mill. inhabitants take part.  More countries to join.

 

20. 2004:  10 new countries in Eastern and Southern Europe join.  Now EU-25.

 

21. 2007: Romania and Bulgaria join.  Now EU-27

 

22. 2013 ( July 1 ). Croatia joins.   Now EU-28.

 

 

Important points to remember about the development of the EU:

 

a)       The EU always develops fast in times of a crisis. Or as Winston Churchill once said:  We politicians only take the necessary decision, when we can see the gallows!

 

b)      All European countries have according to the EU treaties the right to become members of the EU – IF and when they fulfill all the conditions of the Treaties and of the legislation which has been adopted so far

 

c)       The EU is a strong political and in particular economic power, which has a strong interest in having peaceful and free cooperation with its neighbours – nearby and far away. Therefore, it has over the years made a long range of agreements with almost all other countries, including partnership agreements with its neighbours to the east and to the south.

 

d)      The EU is a unique cooperation – not like the United States of America, not like anybody else.  It works together on all matters, which the EU together can do better than the individual member states ( esp. in today’s globalised world ). And it leaves all the rest to the member states or their regions.  The leading principle is that all matters should be handled at the level which is the most appropriate. 

 

UNITY IN DIVERSITY.

 

 

Niels Jørgen Thøgersen

 

kimbrer@gmail.com

www.simplesite.com/kimbrer  

NIELS JØRGEN THØGERSEN

 

on

 

EUROPE AND THE WORLD

 

with emphasis on the areas near Europe

 

Speaking Points in Armenia, Oct. 2012 

 

1. Some basic points of departure:  27 ( soon 28 ) member states; 4 mill sq. km; more than 500 million inhabitants;  GDP of 12 trillion €; trade: 20 % of the world’s total export and import ( the world’s biggest exporter and second biggest importer ); more than 50 % of its energy consumption based on imports

 

2. EU’s fundamental interests:  An open and peaceful world. As much free trade as possible. Promotion of European values

 

3. From Day 1: EU represents all member states in trade matters ( WTO, GATT, etc. ). Giving it a strong position in negotiations

 

4. General foreign and security policy was in the hands of each member state, later developed into:

 

·          EPC ( European Political Cooperation ) from 1973. Unanimity. No Commission present. Outside the Treaty framework

 

·          Maastricht Treaty from 1992:  Common Foreign and Security Policy CFPC – still under unanimity, but in the Treaty. And with a common High Representation

 

·          Purpose of the CFPC:

 

     - safeguard common values and fundamental interests

     - strengthen the Union in all ways

     - preserve peace and strengthen international security

     - promote international cooperation

     - develop and consolidate democracy and the role of law and respect of human

       Rights and freedoms

 

·          The Lisbon Treaty from 2009: The European External Action Service ( EEAS ). An independent EU body.  166 Delegations around the world

 

5. Main characteristics of EU’s external policy:  ( just a few examples )

 

·          Soft power  ( diplomacy, support programmes,  sanctions, culture, etc. )

·          Bilateral summits  ( such as with the US, Russia, China, India, South Africa, Korea, Ukraina, etc. )

·          Nation building ( law, media, police, administration )

·          EU election observers around the world

·          EU military and police operations ( often at the demand of the UN or NATO )

 

6. EU activities in areas in Europe:

 

·          1994: European Economic Area ( EEA ) with Norway, Iceland and Lichtenstein ( access to EU’s internal market on condition that the countries implement all EU legislation in relation to the single market )

 

·          Pre-accession agreements :  Now:  Croatia, Turkey and FYROM

 

 

·          Potential candidate counties :  Now: Albania, Bosnis and Herzegovina, Montenegro, Serbia, Kosovo  ( Western Balkans )

 

·          European Neighbourhood Policy ( ENP )  ( privileged relationship )

-           Promote democracy and good governance

-           Strengthen energy security

-           Promote sector reform

-           Promote environment protection

-           Encourage people to people contacts

-           Offer additional funding

-           Civil Society Forum from 2009

-           EURONEST: Joint parliamentary assembly from 2011

-           Two “legs” of ENP:    EASTERN PARTNERSHIP  ( incl. Armenia )

                                     UNION FOR THE MEDITERRANEAN

 

·          Armenia is an active partner in ENP with its own Action Plan EU-Armenia since 2006

 

 

Niels Jørgen Thøgersen

 

kimbrer@gmail.com  

 

www.simplesite.com/kimbrer  

EUs administration

Set i en større sammenhæng

 

Antal indbyggere i EU-27:  504 millioner.  ( fra 1.7. 2013:  508 million. )

Antal ansatte i EU-institutionerne:      50.000   ( alle institutioner og agenturer inkl. )

          Heraf Kommissionen:  38.000.

           Husk:  1/3 af de ansatte er der, fordi EU arbejder på 23 ( snart 24 ) officielle sprog.

Til sammenligning:

·         UK:  HM Revenue and Customs:  82.000 ansatte

·         UK:  Birmingham:  50.000 ansatte

·         Frankrig:  Paris:  50.000 ansatte

·         Frankrig:   antal statslige ansatte:  2 millioner

·         Spanien:  antal offentlige ansatte:  3 millioner

·         Tyskland:  antal ansatte under forbundsregeringen ( ikke de 16 delstater ): 130.000

·         Københavns kommune:  50.000

·         EADS  ( incl. Airbus ):  133.000

·         DHL:  275.000

·         IBM:  433.000

·         Fiat:  137.000

·         Nokia:  122.000

·         Philips:  121.000

·         Siemens:  402.000

·         Ericsson:  104.000

·         Maersk:  108.000

 

 

EU’s administrive udgifter i 2012:

·         EU’s totalbudget til alt:  147 mia. €   =  0,80 € ( 6 kr. ) pr. indbygger pr. dag

·         Til administration:  6% af totalbudgettet på 147 mia. €:  8,8 mia €

·         Heraf  under  halvdelen til lønninger, ialt 3,3 mia €  = 0,02 € ( 15 øre ) pr. indbygger pr. dag 

 

 

Niels Jørgen Thøgersen --   8.10.2012

 

kimbrer@gmail.com  

Læs mere om den nye FINANSPAGT i Den store Danske her:

http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/EU/Finanspagten?highlight=finanspagten


Jeg medvirker i DEN STORE DANSKE som ekspert på alt vedr. EU og Europa.

Hvad er op og ned i sagen om grænsekontrollen

Punkter om sagens kerne

1.     Det grænseløse Europa med Schengen aftalen fra 1985 er én af kronjuvelerne i det europæiske samarbejde. Millioner og atter millioner af mennesker nyder hver eneste dag stor gavn af denne frihed. Og for erhvervslivet er fjernelsen af grænserne og dermed af masser af bureaukrati med formularer o.l. særdeles væsentligt for deres eksport og import og dermed for deres indtjening. En stor del af vores fælles velstand er bygget på det grænseløse Europa.

 

2.     Psykologisk er denne bevægelses-frihed også essentiel, ikke mindst for de borgere, der bor i nærheden af en grænse. Se på reaktionerne fra det danske mindretal i Sydslesvig og på det tyske mindretal i Sønderjylland. Og det er bare et par eksempler af mange

 

3.     EU er et forpligtende samarbejde, som alle 27 medlemslande frivilligt har meldt sig ind i og skrevet under på. Det er baseret på rettigheder og forpligtelser. Og når man har indgået forpligtende aftaler, kan man ikke bare egenhændigt løbe fra dem eller bryde dem. Det giver naturligvis negative resultater og kan ikke accepteres af de andre partnere.

 

4.     EU er også et samarbejde, der i høj grad er baseret på forståelse for andre og på gensidig hjælpsomhed.  Intet samarbejde kan fungere, hvis enhver kører sit eget løb. Og gør det uden konsultation og forhandling med andre.

 

5.     ”EU-Kommissionen og de andre lande skal blande sig udenom”, lyder det frejdigt fra visse politikere.  Positivt forkert. Er det baseret på uvidenhed eller på bevidst manipulation ? Danmark ER medlem af EU og er forpligtet af Traktaterne, af Schengen-aftalen, m.v.  Ligesom de andre partnere er bundet af dem. Og én af EU-Kommissionens vigtige opgaver er at tilse, at alle overholder indgåede aftaler. Og hvis de ikke gør, så sige til og forlange at ulovlighederne ophører. I sidste ende har EF-Domstolen ( som i ethvert ordentligt demokrati ) det endelige ord, som alle skal rette sig efter.  EU og partnerlandene ville netop ikke gøre deres pligt, hvis de lod overtrædelse af gældende aftaler passere upåtalt.

 

6.     Danmarks internationale omdømme er i høj grad også i spil i denne sag.  Nogle politikere benægter dette. Men det kan kun være, fordi de ikke læser udenlandske aviser eller ser udenlandsk TV.  Kredse på regeringshold har sammenlignet dette med Muhammed-krisen hvad dårlig omtale af Danmark angår. Det er ikke helt forkert.  Den er ved at nå disse højder. Desværre.

 

7.     Men giver denne frihed ikke frie muligheder også for kriminelle til at bevæge sig frit rundt over grænserne?

 

·        Naturligvis kan også de kriminelle bevæge sig over grænser. Det kan de også  og det gør de også, selv om der er kontrol. Erfaringen viser, at det næsten aldrig er ved grænsen, man fanger dem. Der er endnu ikke opfundet et apparat, der kan afsløre, at en person har kriminelle hensigter. 

·        Det er inde i landene, at man ved godt politiarbejde fanger de formastelige. Og dette arbejde gøres naturligvis meget mere effektivt i dagens globaliserede verden, hvis der er et tæt politisamarbejde over grænserne.  Men på grund af EU-forbeholdet er Danmark netop ikke med i dette L    Det er her, problemet ligger.

·        Men hvad med hjemmerøverierne begået af kriminelle fra Østeuropa? Politiets statistik viser, at det kun er 3-4 % af disse røverier, der begåes af østeuropæere.  Og er røveriet begået og man vil fange dem ved at lave kontrol ved grænsen, hjælper de påtænkte initiativer ikke. Trafikken ud af Danmark vil fortsat være fri, da tyskerne naturligvis ikke har tænkt sig at gå i Danmarks fodspor.  Det er den indgående trafik, der vil blive kontrolleret. Med andre ord: Man vil hjælpe med at fange kriminelle, der har begået hjemmerøveri i Tyskland.  Er det derfor, man vll indføre den nye grænsekontrol?

·        Det nye initiativ giver med andre ord en falsk tryghed.  Man kan sige, at markedsføringsloven er kraftigt overtrådt !

 

8.     Om forberedelsen til den nye aftale om mere grænsekontrol:  Det er uforståeligt og i hvert fald meget usædvanligt, at den danske regering ikke rådfører sig med EU-Kommissionen og med andre EU-lande, FØR den fremlægger sådanne planer.  Især er det usædvanligt og uklogt, når man ved, at vor nabo Tyskland altid er villig til at hjælpe Danmark, når det er nødvendigt.

 

9.     Yderligere amatøragtigt bliver det, når regeringen præsenterer aftalen med Dansk Folkeparti på én måde på dansk og på en meget mere udglattende måde i den engelske tekst.  Tror man da slet ikke, at vore partnere og deres medier forstår og læser dansk?  Der er gået noget helt galt i den proces.  En mega fodfejl, der ikke gør forståelsen for det danske initiativ bedre.

 

10.                  Om den offentlige debat i Danmark om grænsekontrol-aftalen:  Regering og DF synes meget lidt interesseret i at diskutere de reelle facts i sagen.  Klare tal fra statistikker og erfaringer bliver fejet til side som ikke-vigtige. Følelsesladede argumenter om skrækkelige hjemmerøverier og banders frie adgang til farlige våben kastes i stedet på bordet.  Advarsler fra toppen af dansk erhvervsliv og turisme bliver næsten totalt overset.  Og interviewer medierne kyndige eksperter såsom statskundskabsprofessor Marlene Wind på Københavns Universitet, så går visse politiskere helt i selvsving.  Ikke mod de oplysninger, hun giver. Men mod personen Marlene Wind.

 

Hvor er dette uklædeligt og skammeligt. Der findes ord og meget kedelige erfaringer om politikere, der ikke accepterer, at eksperter udtaler sig, hvis de taler dem imod. Meningstyranni. Undertrykkelse af ytringsfriheden. Manipulation. Og betegnelser, der endda er værre.

 

Godt at rektor for Københavns Universitet har sat tingene på plads om eksperters ytringsfrihed og ret til at deltage i debatten med deres viden og analyser.

 

11.                   Man kan vel ikke bebrejde Dansk Folkeparti, at det er imod EU og imod Schengen. Det har det altid været. Det repræsenterer 12 % af vælgerne og har naturligvis deres ret til deres meninger. Men vi andre har lige så megen ret – og pligt – til at sige fra, når det baserer deres frådende udfald på fejlagtige og helt uholdbare påstande.

 

12.                   Derimod kan man med stor rimelighed bebrejde regeringspartierne, at de løber med på den samme galej og argumentation – eller mangel på samme. Det er her, kæden springer af. Og  på en måde også, at dele af oppositionen synger efter samme sangbog.  Det er det tragiske. Og hvad værre er: det er det mest farlige i denne tragikomiske sag.

 

13.                   Er der en vej ud af denne landsskadelige blindgyde ? Ja.  Opgiv operationen!  Og sørg hurtigst muligt for at komme med i det forpligtende europæiske politisamarbejde, hvis man virkelig mener det med at bekæmpe den grænseoverskridende kriminalitet.

 

På kort sigt er der også håb. I den seneste udgave af aftalen mellem regeringen, DF og kristendemokraterne står der, at loven SKAL være i fuld overensstemmelse med Schengen.  Hvis EU-Kommissionen inden længe kommer med en melding om, at aftalen IKKE kan accepteres i forhold til Schengen, må man gå ud fra, at planerne opgives.

 

Niels Jørgen Thøgersen

Den 14.6.2011.

Se mit 28 minutters interview til TV om udviklingen af EU siden 1973 ( mit interview er lidt nede i rækken af interviews på dette link ):

Europamagasinet nr. 4:

www.fagligttv.dk

Gi’ Europa ny fremadrettet dynamik

 

Et nyt europæisk og tværpolitisk initiativ har set dagens lys. Det hedder SPINELLI GRUPPEN.  Dets manifest siger bl.a.:

 

De globale udfordringer ved starten af det 21. årh. er kolossale: klimaændringer, udtømning af resourcer, ødelæggelse af miljøet, økonomiske og finansielle kriser, atomtruslen og kollektiv sikkerhed, bevarelse af freden.

 

I denne nye verden er hvert enkelt europæisk land et lille land. Men vi har en fordel: vi har sammen bygget den europæiske union.

 

Og videre:

 

I denne tid med gensidig afhængighed og globalisering ser vi skyggerne af national suverænitet og mellemstatslige holdninger, der tager afstand fra fællesskabet, og som dømmer os til politisk impotens.

 

Og til sidst:

 

Vi er imod denne bagstræberiske og reaktionære holdning. Europa er atter en gang blevet bortført – af en koalition af nationale politikere. Det er på høje tid at få Europa tilbage på banen. Vi er overbeviste om, at det ikke er tiden at forsinke yderligere samarbejde, men tværtimod at styrke det. EUs historie viser, at mere Europa, ikke mindre, er svaret på de problemer, vi står overfor. Kun med europæiske løsninger og en fornyet europæisk holdning vil vi være i stand til at håndtere de globale udfordringer.

 

Nationalisme er fortidens ideologi. Vort mål er et føderalt Europa. Et Europa bygget i tillæg til det  nationale. Et borgernes Europa. Det var det, EUs grundlæggere arbejdede så hårdt for at opnå. Det var Altiero Spinellis projekt. Det er dét Europa, vi arbejder for.

 

Dette er uddrag af det Manifest, som en række europæiske politikere fra mange forskellige partier med Guy Verhofstadt ( liberal ), Daniel Cohn-Bendit ( grøn ), Jacques Delors ( socialist ) og mange andre i spidsen netop har udsendt. Og med det har de startet SPINELLI GRUPPEN.

 

 

Europa og EU er i krise. Og historien viser os, at det især er i krisetider, at Europa tager sine afgørende skridt fremad. Som Churchill engang sagde: Politikere skal kunne se galgen, før de tager sig sammen til at beslutte det nødvendige.

 

Jeg synes, at Spinelli Gruppen er det helt rigtige initiativ på det helt rigtige tidspunkt .

 

Vi har brug for ny dynamik, nye ideer, nye visioner og nye konkrete initiativer for at komme videre.

 

Vi skal mobilisere borgerne over hele Europa, politikerne på alle niveauer ( lokalt, nationalt, europæisk ), civilsamfundet, alle. Vi skal gøre medierne aktivt interesserede i, hvad der sker – også ”uden for Valby Bakke”. Og vi skal ikke være bange for at åbne Pandoras boks for en meget alsidig og støjende debat – om muligt også på tværs af grænserne – af, hvad Europa skal være og gøre i fremtiden. 

 

Alt sammen set i lyset af de kolossale globale udfordringer og en verden, hvor Europas del bliver mindre og mindre. Vi har meget forskellige holdninger og synspunkter. Det er kun godt og stimulerende. 

 

Der er mange ting, vi skal – f.eks.:

 

Vi skal have ikke bare holdninger og ideer på banen.

 

Vi skal bidrage med helt konkrete og overbevisende forslag og initiativer , som Europas ledere kan bruge til noget.  Vi skal ”bide dem i haserne”.

 

Vi skal til stadighed ”opruste” deres nærmeste medarbejdere til at give de nødvendige og fremadrettede råd. 

 

Vi skal mobilisere folk ud over hele vort kontinent til at blive aktive med ideer, aktiviteter, kritik og initiativer.

 

Vi skal gøre det lettere for medierne at dække, analysere og forklare, hvad der sker - også i andre lande. 

 

Kort sagt : mobilisering for et Europa, der giver de nødvendige resultater.

 

Jeg synes, vi i NYT EUROPA skal slutte op om dette initiativ.  Ikke fordi vi nødvendigvis er enig i alt. Men fordi det er det første nye, konkrete europæiske initiativ med politisk tyngde.

 

Vær aktivt med!  Det er nu, dets konkrete initiativer skal forberedes. Vi bør være aktivt med.

 

Se meget mere her:  www.spinelligroup.eu   

 

Du kan starte med at melde dig til på denne hjemmeside – i første spalte under Manifesto. 

 

 

Niels Jørgen Thøgersen

 

Medlem af Nyt Europa .

 

e-mail:  kimbrer@gmail.com  

EUROPE  IN  CRISIS

 

Why and how do we move on

 

New opinion polls have just told us that only 42 % of the Europeans support and believe in Europe as they see it today. This is a drop of 6 % in only half a year. Very worrying.

 

But is it surprising? Not really.

 

We have no real political leaders in Europe today. Nobody sees it as a top priority to explain, promote and not least use Europe to solve our challenges and problems. You often get the impression that our leaders are jumping from stone to stone while constantly looking at what their home media and opinion polls are saying.

 

At the same time our media are generally not covering Europe and its activities. And when they do it they give the impression of being uninformed and concentrate on minor or irrelevant events and people.

 

The result is obvious: People don’t see the relevance or importance of Europe. They are easy to mis-inform. Europe is often linked to small and unimportant matters, which still manage to excite people in a negative way.

 

Therefore, people are not interested in Europe. Cannot see why they should be interested or even active. Europe is to them something remote, very difficult to understand and often irritating and interfering.

 

Of course, there are exeptions. There are now and then political leaders with political courage and a view beyond the next elections. There are media with solid coverage of what happens in Europe. And there are people with not only an understanding of what Europe is and how it can help solving our problems. But also people who are active in promoting Europe.

 

But they are all very few and often not very influential L  

 

Some people might say that it all happens because Europe is more and more irrelevant. They could not be more wrong.  First of all, Europe is producing lots of concrete results every single day. Results which make life for all of us better and easier. It is just not well known.  But furthermore – and even more important – today we more than ever need to work closely together in a very committing way in all the areas, where each country has no chance of solving its problems alone. Climate, energy, environment, consumer protection, security, international trade, monetary affairs, etc., etc.  The EU might not be the best instrument. But it’s the only one we have. So the answer is not yes or no to the EU. It is YES to a dynamic and much improved European cooperation. How do we best get there ?

 

 

There are STRONG reasons to change our passive and non-committal attitude to Europe. Here are a few of them:

 

1. All our societies in Europe are built on the same values: Democracies, protection of minorities, solidarity with citizens who need it, a well functioning legal system, protection of human rights,  free and independent media, no death penalty, etc. etc.  If you look around the world very few countries are based on the same values. They are to a large extent European

 

2. We are all very dependent of each other – economically, politically, socially, culturally. We are all in the same boat. There is no way of escaping that

 

3. Our societies and welfare depends more and more on education, research, creativity, innovation, services and new ways of doing things. The old economies with agriculture, industry and traditional services have gone and moved to the new economies, not least in Asia. This is a fact which is a common challenge to all our societies in Europe. And this trend will go faster in the years to come

 

4. In today’s globalised world we all become more and more dependent of each other. Europe risks becoming irrelevant. Others will decide for us – China, India, Brazil, Russia, the US.  UNLESS we get our act together, pool our political and economic resources and work closely together. Defending European interests. Promoting European values. We have NO choice. By trying to going it alone any of our countries in Europe – big or small - will loose out. And do it in a big way. The European model of our societies will disappear. We will no longer be masters in our own home.  Is that acceptable ?

 

5. At the same time the world needs our help and assistance. Economically, politically, in security matters, etc.  Our help based on our European values – with full respect for local priorities, of course.  And this is only possible and certainly only efficient, if we work closely together in Europe.  And not try to compete between us to be the best and the bravest.

 

 

In other words: We have to get our act together. We have to MOBILISE FOR EUROPE.

 

Europe has always been best at developing new ways of working together, when it was hit by a serious crisis. A crisis has always been the midwife for the positive development of Europe. In the 1950ies with the start of the EU. In the late 60ies with better institutions and with enlargement. In the 1980ies with the single market. In the 90ies with enlargement and the Euro. In the last ten years with the inclusion of the countries in Eastern Europe.

 

Now is the time to make a decisive and qualitative leap forward again. With new visions, new people, new dynamics.

 

Let us create a Europe-wide body called MOBILISE FOR EUROPE with new, dynamic people with new operational visions on how to:

 

a)       engage citizens actively in the development of Europe ( with their many different political views on what Europe should be and what it should deal with )

 

b)       actively promote peoples’ knowledge of how citizens in neighbouring countries discuss and solve their problems – for mutual inspiration

 

c)       in particular develop and promote new operational visions on how Europe should develop. Visions, which our political decision-makers will not only understand, but accept by making them their own and implement them. In the same way as Jean Monnet’s famous Action Committee for Europe many years ago had a tremendous de facto influence on what the politicians decided

 

d)       and last, but not least present convincing new ways of communicating Europe by involving citizens for real and not only by well-intentioned lip-service.

 

Niels Jørgen Thøgersen

 

e-mail:  kimbrer@gmail.com   

 

August 30, 2010   ( draft )

 

2^nd edition 

N Y H E D

 

 

Følg nyhederne fra 28 europæiske lande på

 

 

L I V I N G   E U R O P E

 

 

             Og oversæt dem selv med et klik til et af 20 sprog

 

 

www.livingeurope.eu

 

 

Opdateres hvert 10. minut. Og har over 4.000 kilder

 

Gratis – og meget enkelt

 

 

Fortæl alle om det J  

Følg med i den nye gratis danske EU PORTAL - lavet af journalister på on-line mediehuset ALTINGET:

http://www.altinget.dk/EU/

Den opdateres dagligt.

Og deltag også i debatten på portalen.

LISSABON TRAKTATEN

 

De vigtigste nye regler

 

Det er i dag den 1. december 2009. Dagen hvor Lissabon Traktaten træder i kraft. Det kan og bør alle os, der vil Europa det godt, ønske hinanden tillykke med.  Et godt skridt fremad. Et skridt, der er mere end nødvendigt for at Europa kan tage nutidens store udfordringer som klimaforandringer, finanskrise og globaliseringen op på effektiv vis. Og sikre kraftige europæiske fingeraftryk på, hvordan verden bør udvikle sig.

 

Lad os kort nævne de vigtigste nydannelser i den nye traktat:

 

1)       Borgerinitiativet:

 

For første gang kan mindst en million borgere nu sammen tvinge EU-Kommissionen til at tage et emne op, hvis de kræver det.  Denne mulighed kommer helt sikkert til at øge folks interesse for at samarbejde på tværs af grænserne for at nå de mål, de gerne vil

 

2)       Offentlighed og åbne møder:

 

Ministrenes møder skal fremover være åbne for offentligheden, når de diskuterer og stemmer om ny EU-lovgivning. Dette er vigtigt, da Rådet er lovgivende. Nu er det op til borgerne og medierne at bruge dette aktivt.

 

3)       Europa-Parlamentets større magt:

 

Fra nu af har det folkevalgte Europa-Parlament direkte magt over de fleste EU-politikker. Et vigtigt eksempel er landbrugspolitikken. Derved bliver dets stemme i lovgivningen samme med Ministerrådet meget vigtig på stort set alle områder.

 

4)       Nationale parlamenter meget mere involveret:

 

      De 27  nationale parlamenter, inkl. Folketinget, bliver fra nu af meget mere

      systematisk involveret i forberedelsen af EU-lovgivning. Et nyt Early Warning system

      kommer på plads for at sikre, at de er informeret om nye initiativer i meget god tid.

 

5)       Hurtigere beslutninger på flere områder:

 

Der indføres kvalificeret flertal i Ministerrådet for mange flere områder i EU. Derved bliver det muligt at tage hurtigere beslutninger. Fra 2014 bliver det sådan, at et forslag vedtages med kvalificeret flertal, hvis mindst 55 % af medlemslandene ( p.t. altså mindst 15 medlemslande ) OG lande repræsenterende mindst 65 % af befolkningerne ( altså pt mindst 325 millioner ) stemmer for forslaget.

 

 

 

 

 

6)       Fælles High Representative for udenrigs- og sikkerhedspolitik:

 

Der er nu en fælles High Representative til at tage sig af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Hun tiltræder i dag og hedder Catherine Ashton.  Hun skal bl.a. lede alle udenrigsministermøder fremover. Og hun skal repræsentere EU udadtil. Til sin hjælp får hun en fælles tjeneste i Bruxelles samt alle EUs delegationer verden over.  Samtidig er hun næstformand i Kommissionen.

 

7)       Formand for Det europæiske Råd:

 

Der er fra i dag også en permanent formand for Det europæiske Råd ( ”topmøderne” ). Han hedder Herman van Rompuy.  Hans opgave er at sikre fremdrift i topmødernes arbejde og at de alle forberedes og køres grundigt. Dette formodes at være mere effektivt end de skiftende formandsskaber hver 6. måned.  Disse formandskaber fortsætter dog på alle de enkelte fagområder ( langbrug, miljø, økonomi, etc. ).

 

8)       Formanden for EU-Kommissionen:

 

Han eller hun skal fremover vælges af det folkevalgte Europa-Parlament – på forslag fra Det europæiske Råd.

 

9)       Styrkelse af det økonomiske samarbejde:

 

Lissabon-Traktaten sikrer også en styrkelse af det europæiske økonomiske samarbejde på en række vigtige områder. ECB – Den europæiske Centralbank – er nu formelt en EU institution.

 

10)   External Action Service:

 

EU får fra i dag en samlet og styrket External Action Service ( se også under High Representative ). Den bygges op af tjenester fra såvel Kommissionen som fra Rådet. Og den får også medarbejdere fra medlemslandene.  De ca. 130 EU Delegationer verden over er også en del af EAS.  Den skal sikre, at EU får indflydelse, der svarer til, at det er verdens største handelsmagt og også den største donor i verden hvad angår u-landshjælp.

 

11)   Styrkelse af sikkerhed og forsvar:

 

Dette område kræver stadig enstemmighed. Men de lande, der ønsker det, kan sammen gå videre.  Man styrker f.eks. EUs fredsbevarende aktioner. Og man har gensidig solidaritet ved terrorhandlinger og naturkatastrofer ( civilt beredskab ).

 

12)   Retsanliggender og kriminalitet:

 

Dette område styrkes væsentligt, bl.a. ved flere områder med kvalificeret flertal. Man styrker den fælles kamp mod grænseoverskridende kriminalitet, illegal indvandring, menneskesmugling og ulovlig indførsel af våben og narkotika.

 

På dette område kan Danmark stort set ikke være med, da vi i 1993 har taget forbehold imod det.

 

13)    Offentlige tjenester, m.v.:

 

Den nye traktat anerkender, at det især er medlemslandenes ansvar at sikre offentlige tjenester såsom offentlig transport, televæsen, postvæsen, gas- og elektricitetsforsyning.  Og den slår også fast, at disse tjenester er meget vigtige for de europæiske samfund og deres borgere.

 

14)   Nye samarbejdsområder:

 

Verden udvikler sig hastigt. Det må også EU være i stand til at håndtere. Derfor styrker Lissabon-Traktaten især EUs kompetencer hvad angår  kampen mod klima-forandringer og vedrørende energi-sikkerhed.

 

Andre nye og mindre samarbejdsområder er:  sport, civilbeskyttelse, humanitær hjælp, turisme og rumforskning.

 

15)   Styrkelse af borgernes rettigheder:

 

Charteret om fundamentale rettigheder   fra år 2000 er nu en del af Traktaten og dermed juridisk bindende.  Det dækker vigtige områder som beskyttelse af persondata, asyl, lighed for loven, ikke-diskrimination, ligestilling mellem mænd og kvinder, børns rettigheder, ældres rettigheder, og sociale rettigheder såsom beskyttelse mod uretmæssig afskedigelse og adgang til social sikring og assistance.

 

 

Dette er dog ganske imponerende. Og i hvert fald meget vigtige fremskridt.  Nu er det så op til os alle at udfylde og bruge de nye muligheder.

 

Se også denne site fra Folketingets EU Oplysning:

 

http://www.eu-oplysningen.dk/emner/reformtraktat/    

 

Det starter med at sætte sig rigtig godt ind i den J   Go’ fornøjelse !

 

Niels Jørgen Thøgersen

 

Den 1. december 2009 

 

kimbrer@gmail.com   

FOLKEAFSTEMNINGER  =  FOLKESTEMNINGER

 

Hvad vi har lært af mange års erfaringer

 

Og hvad kan vi sætte i stedet ?

 

 

Så har Europa igen været igennem en folkeafstemning. I princippet om hvorvidt irerne ville sige JA eller NEJ til EUs nye Lissabon-Traktat. Heldigvis for Europa, for Irland og for os alle, der vil Europa det godt, blev det et klart og tydeligt JA.

 

Nu må det være et godt tidspunkt at tænke lidt over, hvad folkeafstemninger egentlig er for noget, og hvad de gør ved vort politiske system.

 

Mange års erfaringer med folkeafstemninger i forskellige lande gør det muligt at slå en række ting fast:

 

1)       En folkeafstemning bliver naturligvis altid udskrevet om et bestemt emne, som folk skal tage stilling til. Enten med et JA eller med et NEJ.  Eller med andre muligheder – endda somme tider mere end to. Men faktum er, at de ALTID kommer til at handle om noget helt andet. Ofte om, hvorvidt folk ka’ li’ den siddende regering eller ej. Eller om andre varme emner, som er oppe i tiden. Og hvis nogen af parterne i valgkampen er i stand til at trække en kanin op af hatten i sidste øjeblik, så bliver det ofte afgørende for afstemningens resultat.

 

Man kan med god ret sige, at der ikke er tale om en folkeafstemning, men om en folkestemning. 

 

2)       Debatten under enhver folkeafstemning bliver i høj grad præget af enkle, tendentiøse og direkte løgnagtige påstande, som kombattanderne slår hinanden i hovedet med. Det redelige, det nuancerede, har ikke store chancer. Politiske fusentastere og enøjede kykloper har gyldne tider i opløbet til enhver folkeafstemning. Og det gælder især, når afstemningen handler om en større tekst såsom hele traktater. Det giver kreative fluekneppere mulighed for løbende at rive en eller anden underparagraf til en underparagraf helt ud af sin sammenhæng og (mis)bruge den til at argumentere for deres irrelevante og ofte betydningsløse påstande. Vel vidende at vælgerne ikke har kræfter eller baggrund til at gå dem efter i sømmene.

 

3)       Folkeafstemninger  - i hvert fald om EU-forhold – får også den langtidsvirkning, at vælgerne kommer til at se Europa som noget med JA eller NEJ. Enten er man for det – og for alt. Eller også er man imod – imod alt.

 

Sådan er den virkelige verden naturligvis ikke. Det ved enhver. Men det er alligevel desværre lykkedes Europas uvenner at få folk bildt ind, at alt med EU enten er JA eller NEJ.  Og at det derfor er naturligt – ja, nødvendigt – at der ved enhver diskussion om ethvert EU-emne, skal være en tilhænger og en modstander til stede. Den vildmand er bl.a. dansk TV desværre hoppet på. Det er som om journalisterne føler, at bare de har en tilhænger og en modstander i deres program, så har de pr. definition lavet en god udsendelse.

Igen er virkeligheden blevet det store offer!  Virkelighedens nuancer og mange facetter ryger lige i debattens skraldespand. Det er trist. Det er farligt. Det er dybt beklageligt.

 

Og altsammen i høj grad et resultat af folkeafstemningernes destruktive kølvand.

 

4)       Det er ligeledes erfaringen fra alle lande, der har været igennem folkeafstemninger, at de forgifter det politiske debatklima i mange år fremover.  I Danmark har det varet helt siden 1972.  Oppiskede og vilde påstande hænger ved og bliver brugt og misbrugt i én uendelighed.  ”Et-tema-bevægelser” uden bred og almindelig politisk grobund i vælgerskaren opstår og består og puster til stadighed til den forgiftede og forvirrende debat.  Og populær-pressen følger villigt med, så længe den ser fordele i det for oplagstallet. Ofte uden at sætte sig det mindste ind i sagens rette sammenhæng. Altsammen en selvforstærkende proces, som folk i almindelighed ofte kommer til at se som”sandheden”. En ”sandhed”, som de enten følger blindt – eller som ender med at bringe dem til at væmmes ved alt, hvad der har med politik at gøre. Begge dele er til lige stor skade for et velfungerende og veloplyst demokrati.

 

5)       Europa handler som bekendt også om at fjerne grænser. Sikre fri bevægelse over de grænser, der indtil nu har adskilt de europæiske befolkninger fra hinanden.

 

Det pudsige og interessante er, at selv om EU-modstanderne normalt er modstander af at fjerne grænser, så er de også nogle af de første til at bruge denne nye mulighed. Det så vi tydeligt i den netop overståede irske folkeafstemning. Der var næsten ingen ende på, hvilke negative kræfter fra andre lande, der uden at blive bedt om det ville give irerne deres råd om at sige nej.  Lige fra højre-ekstremisterne i UK Independence Party, som ligefrem udsendte en brochure til samtlige irske husstande med kraftige opfordringer til at stemme Nej ( med klart anti-indvandrings-argumenter ) til en tysk millionær, der fortalte irerne, at et Ja til Lissabon ville militarisere Europa.  Og så var der vor egen Jens Peter Bonde, der for jeg ved ikke hvilken gang fyrede sine EU-negative missiler af mod de irske vælgere. Men han har selvfølgelig også fået bedre tid nu, hvor hans to hidtidige hovedprojekter, Junibevægelsen og Libertas, begge er røget i historiens skraldespand.

 

 

            Min pointe med dette punkt er, at JA – det er godt at se en europæisk offentlighed i funktion. At se europæere interessere sig aktivt for, hvad der sker i andre lande end deres eget – og gøre noget ved det-  Det triste er bare, at det næsten kun er de automat-negative, der benytter sig af denne mulighed. Dem med de forsimplede, de negative, de destruktive, de populistiske argumenter og holdninger.  Det må være på tide, at de mere positive også tager denne handske op. Men folkeafstemningerne med deres enøjede optik er nok ikke den anledning, der får dem aktivt på banen.

 

 

 

Min konklusion på denne analyse er, at folkeafstemninger som vi kender dem ikke hører til i et velfungerende demokrati. Tværtimod. De er som at gøre nar af et moderne og troværdigt folkestyre. De er slet ikke det, de udgiver sig for at være. Og de sætter sig altid yderst negative og destruktive spor i det politiske landskab.

 

ET RIMELIGT SPØRGSMÅL ER DEREFTER:

 

Hvordan kan man så inddrage befolkningen – vælgerne – mere aktivt i politik ? I de store beslutninger i samfundet? Det var nemlig det, der var og er den oprindelige mening med folkeafstemninger.  Og vil vi afskaffe folkeafstemningerne, må vi selvfølgelig sætte noget bedre i stedet.

 

1. Mit første svar er :  Gennem vore folkevalgte. De medlemmer af Folketinget og andre parlamenter, vi vælger med jævne mellemrum. De er vore repræsentanter. Vi har selv valgt dem til at tage de politiske beslutninger. Og er vi ikke tilfredse med det, de beslutter, så vælger vi nogle andre ved næste valg.

 

Det lyder enkelt og ligetil. Men det er det ikke.  En klar forbedring ville være, hvis det lykkedes for de politiske partier at engagere vælgerne meget mere end i dag. Og ikke bare op til valg – men hele tiden. Inddrage dem, inspirere dem, lytte til dem, forklare tingene for dem, Og gøre det ved hjælp af alle til rådighed stående midler, ikke mindst de nye moderne kommunikationsmidler. De er hurtige. De er billige. Og de er effektive. Hvis man vel at mærke ved, hvordan man skal håndtere dem.

 

Var det ikke en oplagt handske at tage op ?

 

Folkeafstemninger er en kortslutning af dette folkestyre gennem valgte repræsentanter. Måske var det i visse tilfælde også meningen. Men virkningen kan lige så godt være, at det giver de folkevalgte en mulighed for at kaste ansvaret fra sig ved at udskrive en afstemning. Og det var i hvert fald ikke den oprindelige mening.

 

Med aktive og mange opvakte, deltagende partimedlemmer bliver det repræsentative folkestyre automatisk styrket.

 

2. Mit andet svar er, at vi må gøre noget meget konkret for at forbedre den direkte

kontakt mellem vælgerne og hver politiker.  I dag er der næsten ingen kontakt. I hvert fald ikke, når der ikke er valgkamp. Sådan er det i alle lande. Det MÅ der gøres noget ved.

 

Vi må gøre vore valgte politiskere direkte ansvarlige for deres løfter. Og for deres handlinger, f.eks. hvad de stemmer i parlamentet.

 

Hvordan gør vi det ?

 

Under enhver valgkamp skal hver kandidat lave en hjemmeside / blog, hvor hun/han skriver om sine ideer og løfter i kort, præcis form. Hvis han eller hun bliver valgt, skal hjemmesiden fortsættes og løbende opdateres med beskrivelse af initiativer, taler, løfter og hvordan vedkommende stemmer i parlamentet.

 

Vi vælgere skal opfordres til – ikke bare at læse hjemmesiden – men til at kommentere den, stille spørgsmål og lave vore egne forslag. Og politikerne skal love at reagere på det. Og også gøre det.

 

Dette kan og bør suppleres med jævnlige ”møder” på Nettet – med spørgsmål og svar.

 

Og som et meget vigtigt tillæg til dette, skal medierne involveres ved med jævne mellemrum at trykke vigtige dele af disse hjemmesider – og lave aktiviteter omkring dem.

 

Dette er en praktisk og håndterlig måde at sikre en løbende og offentlig kontakt mellem os vælgere og hver politiker. Både de nationale og Europa-parlamentarikerne.

 

3. Mit næste og tredje svar er :  Ja, visse politiske spørgsmål kan være så vigtige og langtrækkende, at det ikke er rimeligt, at de afgøres endeligt af en afstemning i et siddende parlament. Derfor er folkeafstemninger nødvendige, siger nogen.  Nej, siger mange andre.  Man kan i stedet som f.eks. hollænderne gør lade en så vigtig beslutning tages af to parlamenter. Forstået på den måde, at parlamentet først diskuterer og vedtager beslutningen. Men ikke den endelige beslutning. Den tages i stedet af det parlament, der vælges ved næste almindelig valg. På den måde kan spørgsmålet på naturlig måde indgå i valgkampen.

 

Det er en elegant og håndterlig måde at gøre det på. Og en måde, som fortsat gør de politiske partier direkte ansvarlige.  Løststående, enkeltsags-bevægelser kan ikke nær så let få afgørende indflydelse uden at ville påtage sig et almindeligt politisk ansvar.

 

4. Mit fjerde svar på spørgsmålet er:  Brug vore nye kommunikationsmidler aktivt til at inddrage befolkningerne i de afgørende beslutninger. Internettet. De sociale netværk. Digitalt TV og radio. Mobiltelefonen.

 

Det kan tage mange former: Lige fra on-line høringer til Spørgsmål/Svar. Til elektroniske valgmøder. Til ”townhall meetings”, gerne på tværs af landegrænser, så man kan lære af hinanden. Til mere aktiv involvering af de politiske partier, ungdomsorganisationerne, NGOerne, m.fl. Og til vejledende afstemninger på Nettet.

 

Altsammen ledsaget af en meget bedre og meget mere aktiv løbende kommunikation omkring væsentlige politiske emner – både i ens eget land og i andre lande. Og både via medierne, over Nettet, gennem netværk og i undervisningen, inkl. voksenundervisningen på alle niveauer. 

 

Betydelige offentlige midler skal afsættes til disse formål. Og et vidtforgrenet og meget aktiverende netværk af så mange mennesker som muligt skal stimuleres og udvikles.

 

 

 

 

 

SLUTORD:

 

Hermed er det endelige svar på vore dages store demokratiske udfordringer naturligvis  ikke givet. Dette er nogle af elementerne. Mange flere skal udvikles og prøves af. Hvad der er sikkert er, at folkeafstemninger i den form, vi kender dem, er en meget farlig og forførende blindgyde.

 

Europa og vore demokratiske politiske systemer fortjener noget meget, meget bedre.

 

 

 

 

Niels Jørgen Thøgersen

 

Oktober 2009