EUROPÆISKE LANDE - VIGTIGE UDVIKLINGER

Hvad sker der politisk i Europas lande

 
NY TRADITION:
 
Min kommentar i dag vil starte en ny lille tradition: Jeg vil med jævne mellemrum berette lidt om, hvad man efter min mening bør lægge mærke til i hvert af de europæiske landes politik.  Hvad sker der - i meget kort form - af særlig interesse her og der.  
 
ITALIEN:
 
I dag vil jeg sige lidt om ITALIEN:  Som bekendt har der lige været lokalvalg et par steder. Normalt er det ikke af den helt store interesse uden for det område, hvor valget finder sted.  Men denne gang er en klar undtagelse. Hvorfor? Fordi Italien for tiden har en regering af Det demokratiske Parti på venstrefløjen og den såkaldte 5-stjerne bevægelse. Den tidligere regeringspartner med 5-stjernefolket, Lega, med populisten og halv-fascisten Salvini i spidsen, blev politisk sat uden for døren.  Ved lokalvalget forleden forsøgte Salvini med alle kræfter, herunder hans velkendte løgne- og smædekampagner, at vinde valget i den folkerige region Emilia-Romagna i nord, området omkring Bologna. Det lykkedes ikke. Han tabte til det demokratiske parti.
 
Og hvorfor? Fordi den nye bevægelse - SARDINERNE - fik mobiliseret 20 % flere vælgere end ved sidste valg til at stemme.  Sardinerne er et ungdoms-initiativ, der mobiliserer især unge mennesker i titusindvis over hele Italien for at bekæmpe netop populisme og især Salvini - og i øvrigt kæmpe for mere europæisk samarbejde.  De kalder sig Sardini - ikke fordi de specielt kommer fra øen Sardinien - men fordi de vil samle så mange hele tiden, så folk står som sardiner i en tønde. På dansk siger man som bekendt: som sild i en tønde.  
 
Det bliver meget, meget interessant at følge Sardinerne. De er i øvrigt også nu aktive i andre lande, bl.a. i Tyskland og i Italien.
 
 
IRLAND:
 
Mine særlige kommentarer skal handle om IRLAND. Hvorfor? Fordi der er parlamentsvalg i landet i dag.  Irland har 4,7 mill. indbyggere og er et af de ti rigeste lande i verden ( tidligere kaldt: Den gæliske Tiger ). Økonomien går fortsat godt, og EU er ikke et stridsspørgsmål i valgkampen. Tværtimod. Den meget stærke EU-opbakning til Irland hele vejen igennem Brexit-processen er meget værdsat af alle i Irland.  Og landet har i øvrigt forberedt sig godt på Brexit - selv om dets handel og forbindelser til Storbritannien traditionelt er så stærke, at det vil få briternes afgang tæt ind på livet. 
 
Valgkampen drejer sig især om mangel på boliger, mangler i hospitalsvæsnet og forskellige skattespørgsmål. Det irske parlament, the Dail (udtales "døjl") har 160 pladser. Den nuværende mindretalsregering under Leo Varadkar fra det liberale parti Fine Gail kæmper især med det største oppositionsparti, Fianna Fail ( de konservative ) og mod Sinn Fein ( det venstreorienterede parti med påstået tilknytning til IRA ).  Det sandsynlige udvalg af valget er, at enten Fianna Fail eller Fine Gael vil danne regering sammen med et af de mindre partier, Labour eller de Grønne.
 
Mine seneste særlige kommentarer var om IRLAND og det irske valg i går.  De afgivne stemmer optælles for fuld kraft siden kl. 9.00 i morges. Der er endnu intet officielt resultat. Men de tre største partier ser ud til - som forudset, også af mig - at have fået stort set det samme antal stemmer.  På grund af det særlige irske valgsystem er det ikke sikkert, at de også får det sammen antal parlamentarikere valgt.  Om nogle timer ved vi mere. Og det nyvalgte parlament træder sammen den 20. februar.
 
En lille krølle på det irske valg:  der bor ca. 1 million irere uden for Irland. Men de har ikke valgret. Man kan vel godt forstå, at deres vægt ville være meget stor i et land med 4,7 millioner indbyggere, heraf vel godt 3 mill. med valgret. På den anden side er det dog vedtaget, at udlands-irerne fremover kan stemme til valget af den irske præsident.  Han eller hun har dog ikke stor magt i Irland. Men det er en begyndelse.  
Omkring 95 % af EU-landenes borgere, der bor i et andet land, har stemmeret til parlamentsvalgene i deres hjemland. Men det gælder altså ikke i Irland - og som bekendt heller ikke i Danmark.