Oplev
HAMBURG
En lille personlig beretning fra alle årene
Vi var i Hamburg her i sommer på vej fra Bruxelles til Danmark. Vi havde bevilget os selv 3 dage i den dejlige, pulserende by.
Det var langt fra første gang, vi var der. Men sidst vi kiggede forbi er en del år siden.
Hamburg er i dag Tysklands næststørste by med 1,7 millioner indbyggere. Den største er naturligvis det genforenede
Berlin. Og som mange ved, er Hamburg lige ved at være også en dansk by. I hvert fald historisk. En meget stor del af den danske eksport gik i mange hundrede år især til og via Hamburg. Lige fra dengang, hvor 30-40.000 danske okser hvert
år blev drevet ned ad Oksevejen (hvor ellers!) - også kaldt Hærvejen - til Hamburg for at blive slagtet på byens store slagtehuse. Eller for af købmændene at blive solgt videre i levende live, ikke mindst til Holland og
Belgien. Senere fik kong Christian d. 4. - der som bekendt havde mindst een ny ide hver dag - den ide, at nu måtte det være på tide, at vi danske simpelt hen udkonkurrerede Hamburg. Nu havde vi lagt arm med byen igennem århundreder,
ikke mindst i dens egenskab af at være Hansestad og dermed være et vigtigt led i en kæde af meget indflydelsesrige byer i Nordeuropa. Og hvordan går man så igang med at udkonkurrere Hamburg? Jo, nu var det dengang sådan,
at det danske rige gik helt ned til Elben. Den danske konge var nemlig også chef i Holsten. Så kongen befalede, at der skulle grundlægges en ny by nord for Elben - Hamburg lå dengang på sydsiden af floden. Den nye by fik navnet
Altona. Det kom ikke helt til at gå, som kongen ønskede. Ganske vist fik vi mange fordele af at "eje" Altona. Ikke mindst en udskibningshavn ad Elben for vor landbrugseksport. Vi fik også kong Christian den 7.'s (ham den sindssyge)
livlæge Struensee. Han var først læge i Altona. På sæt og vis kan man sige, at han på mange måder lavede en "fransk revolution" i Danmark tyve år før den franske revolution. Enten var det for tidligt
- eller også var det hele ikke godt nok forberedt. I hvert fald kappede danskerne hovedet af Struensee i 1772 - revolutionen var slut, og demokratiet i Danmark nåede først frem 77 år senere, i 1849.
Kong Frederik
d. 6. ( i folkemunde kaldt Sjette Frederik) - Christian den 7's søn - gjorde hvad han kunne for at holde den danske magt og indflydelse i området. Det kan man bl.a. se den dag i dag på de mange gamle vejsten med Frederik den 6.'s monogram
på. Kiel, ikke så langt fra Hamburg, var også meget ofte kongeby, dvs. kongen boede der. Og da samme Sjette Frederik valgte forkert side i Napoleonskrigene og måtte afstå Norge til Sverige ved Wiener-kongressen i 1814, så
fik han som et lille plaster på såret hals- og håndsret over det lille område Lauenburg lige øst for Hamburg. Det er faktisk i det område - nemlig i Aumühle -, at berømte Otto von Bismarck blev født den
1. april 1815. Så vor banemand i 1864 var i virkeligheden "dansker"!
Apropos vor banemand Bismarck: han løb som bekendt med Holsten og Slesvig, inkl. det nuværende Sønderjylland efter vort nederlag i
1864. Det betød også, at Altona blev preussisk. Vi havde mistet en meget vigtig udskibningshavn. Det var hovedgrunden til, at havnen i Esbjerg blev anlagt. Det var stort set kun en bar strand før den tid. Vor store landbrugseksport
til England skulle sikres.
Nå, tilbage til Hamburg. Hvorfor skriver jeg forresten ikke Hamborg, som byen normalt kaldes på dansk? Fordi jeg er af den fundamentale opfattelse, at byer skal hedde det, de hedder på
deres eget sprog. Derfor skriver jeg Hamburg. Med samme begrundelse mener jeg, at København skal hedde København på alle sprog - og ikke Copenhagen, Kopenhagen, Copenhaque - og hvad man ellers har fundet på! Sådan.
Der skal være orden i tingene!
Danmarks forbindelse med Hamburg holdt naturligvis ikke op, fordi Slesvig-Holstein ( eller rettere: Schleswig-Holstein) overgik til tysk styre, og byen derfor kom lidt længere væk fra
Danmark. Der vedblev at være masser af kontakt og samarbejde. Så meget at også en dansk konge i begyndelsen af 1900-tallet mente at kunne gæste byens "lyst-huse" uden at blive bemærket. Det lykkedes så meget,
at da han faktisk døde under et sådant besøg, blev han som alle andre i den situation fragtet hen på byens store, almindelige lighus til videre behandling. Det var kun med nød og næppe, at danske diplomater i staden fandt
ud af sagens rette sammenhæng og fik gjort det, som protokol og kongetradition kræver!
Hamburg har i århundredernes løb også fostret mange kendte personager. Tidl. forbundskansler Helmut Schmidt var i
høj grad én af dem. Han boede der hele sit lange liv. Og hans hus i Langenhorn i Nordhamburg er nu museum, som man er velkommen til at besøge. Angela Merkel er en anden hamburger, som ganske vist som barn blev taget med til det daværende
Østtyskland, fordi hendes far mente, de manglede en præst derovre.
Kulturelt og historisk har Hamburg haft meget med England at gøre. Det er ikke så mærkeligt med den store havne- og søtrafik.
Visse kvarterer i og nær Hamburg har sågar engelskklingende navne. Det gælder f.eks. Moorfleet og Quickborn. Byen var under nazismen så meget anti-hitler, at føreren sjældent vovede sig til byen. Og da de britiske
besættelsestropper stod foran byens porte i foråret 1945, besluttede den lokale tyske kommandant sig til, at byen skulle overgive sig uden kamp. Så "tommyerne" kunne rulle frit ind i byens gader og pladser. Og folk fra dengang har fortalt,
hvordan der lige pludselig lød jazzmusik og swing ud af vinduerne fra alle de steder, hvor de britiske soldater blev indkvarteret.
Mine personlige oplevelser i og med Hamburg i årenes løb har flere vinkler. Først
fik jeg en hamburgsk veninde. Hun hed Renate Zeise og var lidt ældre end mig. Vi mødtes foran pejsen på vandrerhjemmet i Svaneke på Bornholm i sommeren 1961. Det var hyggeligt. Desværre fik vi ikke udvekslet navne og adresser
- det tænkte man måske ikke så meget på dengang. Så da jeg kom hjem til Viborg tænkte jeg, at noget måtte gøres. Jeg vidste, at vi begge havde skrevet vore navne og formentlig adresser i vandrerhjemmets
gæstebog. Så hvad gjorde jeg så? Jeg skrev til vandrerhjemmets bestyrer og bad om hjælp. Og pling - den kom. Jeg skrev til Hamburg. Og pludselig havde jeg en penneveninde i Hamburg. Hun var teknisk tegner med speciale i air condition.
Det passede mig fint. Det var på det tidspunkt, jeg ville være brobygningsingeniør. Og selv om der normalt ikke er brug for meget air condition på broer, så tænkte jeg, at der måtte være god grobund for et samarbejde.
Efter jeg var flyttet til Aarhus, lykkedes det mig at lokke hende til den jyske hovedstad. Det var på det praktiske plan lidt bøvlet, da jeg boede i et lille værelse i en forstadsvilla. Men det gik. Jeg sagde om aftenen, at hun bare
skulle sove sødt på mit værelse - jeg ville gå hen til en god ven for at sove. Det gjorde jeg nu ikke. Jeg sov under en busk ved siden af den nærliggende banelinje. En linje hvor der kom mange damptog hver nat, så når
jeg kom hjem om morgenen, var jeg nærmest hel sort i ansigtet. Er din ven afrikaner?, spurgte Renate. Den største overraskelse fik mit værtspar, da de om morgenen mødte en vildfremmed udenlandsk dame på badeværelset.
Jeg havde glemt at fortælle om det lille eventyr. Det gik altsammen. Renate dampede efter nogle dage hjem til Hamburg, blev gift med sin Kurt Schaar - og efterhånden gled den hyggelige forbindelse over i ungdommens muntre huske-glemme-kasse!
Jeg var selv første gang i Hamburg i 1964 i tog på en studentertur til Paris. Efter et kort ophold kørte vi videre i tog direkte til Paris. Jeg husker, at jeg sov hele vejen i et gammeldags bagagenet - dem med tværgående
jernstænger - hele vejen til Paris. Der var yderst lidt plads, ikke mindst hvis man ville vende sig. Så skulle man huske, at væggen til den ene side var ok. Men på den anden side var der dybt, dybt ned til kammeraterne, der sov
sødeligst på tværs af sæder og kufferter over hele kuppéen. Stakkels dem, hvis jeg var kommet til at vende mig den forkerte vej. Det var kun lige ved at gå galt én gang. Det var efter toget
var vendt i Aachen og pludselig (ligesom tog i Aarhus) var begyndt at køre i den modsatte retning. Så var det med at vende sig rigtigt, når det behov opstod!
Alt gik godt. Men jeg er ret sikker på, at hverken
bagagenettet og eller jeg selv kunne klare den tur i dag!
Mit næste vigtige møde med Hamburg kom, da jeg havde mødt Liselotte. Hele hendes fars familie kommer fra Hamburg. Og
gennem slægtsforskning er det i årenes løb lykkedes mig/os at komme helt tæt på byen og dens sjæl. Ja, på en måde synes vi næsten, at den også er vores by!
Det er
i hvert fald en meget spændende og interessant by. Det er byer ved en stor flod næsten altid. Men Hamburg tager prisen, synes vi. I sommer oplevede vi den både til fods langs Aussenalster og Binnenalster. I Hop-On-Hop-Off bus. Og på
adskillige hyggelige og lækre cafeer og restauranter. Inkl. den cafe ned til Alsteren, som selveste Hotel Vier Jahreszeiten har indrettet. Dér fik lækre Alsace'iske Flammekuchen gode ben at gå på! Vi kom også forbi den
nye og meget imponerende ElbPhilharmonie nede ved floden. Den opførte ikke noget denne gang, som fristede vore kulturelle géner. Men det gør den sikkert næste gang. Lidt nord for byen - i Holsten - indtog vi en hyggelig frokost på
golf- og hotelresortet Gut Kaden ( en gammel herregård tæt på motorvej A7) sammen med Liselottes dansktalende tyske slægtning Harald Bichels og hans ligeledes dansktalende veninde Uta. Det var en rigtig god oplevelse. Og ud over
hygge og en god frokost fornøjer vi også hinanden med gedigen slægtsforskning. Det er Harald, der har fundet ud af, at en af hans og Liselottes fælles slægtninge, Christopher Bichels, i midten af 1600-tallet var hushovmester
(dvs. ansvarlig for alt det praktiske på slottet) på Christiansborg for de danske konger Frederik den 3. og hans søn Christian den 5. Det er dejligt også at føle historiens vingesus komme éns vej - bare engang
imellem :-)
PS: Nu sidder du måske og tænker gevaldigt på, hvorfor det egentlig hedder en hamburger ! Altså ikke en af beboerne i den gæve by, men dem nogen spiser!
Forklaringen siges at være, at udtrykket kommer fra New York. En masse mennesker udvandrede i de to forrige århundreder fra og via Hamburg til Amerika. Herunder også mange jødiske familier med mange børn. Disse børn ville
gerne tjene penge og fandt derfor på at lave en særlig sammenklappelig håndmad med brød og kød i midten. Den mad blev meget populær og kom til at gå under navnet en "hamburger", fordi de unge mennesker oprindelig
kom fra Hamburg.
Og så er den lidt drillende version i den aktuelle politiske situation. Som alle ved, udtalte præsident Kennedy under et besøg i Berlin i juni 1963 de berømte ord: Ich bin ein Berliner!"
Præsident Trump var i Hamburg for nylig. Er der nogen, der ved, om han mon lod sig inspirere af den samme, men lokalt tilpassede vending :-) !
Niels Jørgen Thøgersen
Juli 2017
niels4europe@gmail.com