ZOE i Birmingham:
Here I come....
My Goodness, I can already see her head – nærmest råbte jordemoderen. Og meget kort tid efter lod Lillepigen sig føde
J
Verden havde fået en ny lille borger fredag den 13. august 2010 ved 22-tiden.
Av – meget av - gjorde det naturligvis på Cecilie. Hun havde kun lige nået at få lidt lattergas. Der var ingen tid til rygmarvsbedøvelse som sidste gang.
Hvorfor skal det egentlig være så smertefuldt for kvinder at føde ? Nogen har vist engang fortalt mig, at bibelen et sted siger, at det skyldes, at Eva stjal et æble i Paradisets Have
L
Det besluttede Vorherre at straffe ved at lade kvinder for al fremtid føde deres børn med smerte
L
Kan det virkelig være rigtigt ?? I nutiden hedder det ”harrassment” eller grov chikane. Kan den gode Gud virkelig også være så slem ?!
Andre siger, at det viser, at Vorherre ER en mand. En kvinde ville aldrig have arrangeret det på den måde.
Men selv om det altså ER sådan, så var der alligevel en kvinde engang, der efter sin 3. vanskelige og meget smertefulde fødsel kiggede hvast op imod himlen og med en truende håndbebevægelse råbte: Det her har du altså ikke lavet særlig smart !! ”
Nu hvor vi ER i det lidt filosofiske er der også mange, der mener, at hvis det var MANDEN, der skulle føde børn, så fik hvert par højst 1 barn
J
Så brave piger, brave kvinder! Vi andre er jo kun med til det sjove
J
Og Cecilie var i hvert fald meget brav i aftes. Morfar-hatten af for det
J
Lillepigen kom til verden. Fin pige på 50 cm. Og 3,2 kg. Klynkede ikke meget. Og som sin storesøster er hun født med en glubende nysgerrighed. Kiggede sig straks rundt i lokalet og tænkte måske: Hvor ER det dog, jeg er kommet hen ?! Mors bryst var det eneste, som hurtigt kunne få hende på andre tanker
J
Storesøster ANNA MARIA var naturligvis top-spændt. Hun lavede i aftes en særlig tegning til sin kommende lillesøster! Og det er noget JEG ved betyder meget for hende. Hun tegnede nemlig mig i marts, da vi sammen fejrede hendes 4-års dag. En flot og vellignende tegning, der har hæderspladsen hjemme i Rixensart.
Cecilie og Nikos har selvfølgelig talt meget med Anna Maria om det lille nye. Om at hun kommer for at være hos dem for ALTID. Og AM havde endda allerede for nogen tid siden sagt, at hun nok skal hjælpe med at passe hende. For eksempel ved at stå op om natten og varme mælk til lillesøster. I månedsvis har hun kysset sin mors tykke mave igen og igen. Som en personlig velkomst til den lille. Hun har længe til sin store glæde vidst, at den lille ny var en pige. Det var Anna Marias største ønske. Når man spurgte hende, om en dreng ikke også ville være godt, trak hun lidt på det og sagde: Det ville være ok (underforstået: hvis det ikke kunne være anderledes ).
I aftes – inden afgangen til fødeklinikken – var hun helt ellevild. Klatrede nærmest i gardinerne. Først da onkel Lasse læste en god historie for hende, blev der fred i lejren.
Mormor Karen er i Birmingham en hel måned for at hjælpe til. Og Lasse er derovre i disse dage for at repræsentere pigernes tre onkler!
Fødslen var for længe siden sat til den 14. august. Utroligt så præcise jordemødre kan være. Fredag eftermiddag kom Cecilies søde nordirske jordemoder for at skubbe lidt på processen med et ”sweep”. Lidt senere tog Karen den vordende fødende ud på en gåtur i nabolaget i Bournville. Og så pludselig ved 21-tiden tog veerne for alvor fat. Afsted i en gevaldig fart til fødeklinikken. Nikos havde over telefonen fået besked på at sætte Cecilie af ved hovedindgangen, mens han fandt en parkeringsplads. For at undgå en alene-fødsel på trappen tog Lasse med. Og så i fuld firspring til fødeafdelingen. Lattergas til Cecilie og værre og værre veer. Og så kom pludselig jordemoderens ”My Goodness. I can already see her head”.
Liselotte
og jeg var på fødselsdagsbesøg ved København, da vi ved 21-tiden fik den første melding. På vej hjem til Veddinge nåede vi til Tuse vest for Holbæk. Så klingede min Google telefon igen. Ind til siden med katastrofeblinket på. Og så var den store nyhed der: TILLYKKE – TILLYKKE!!!
Nikos havde sneget sig til at ringe fra fødestuen trods forbud fra jordemoderen. Derfor hviskede han gemt bag et gardin kun disse ord til Karen på telefonen: The baby is fine. Goodbye!
Tiden var inde til en overmåde glædelig og varmende SKÅL ! I Bournville i Linjeakvavit og Bailey. I Veddinge i Freddy Blak whisky ( som jeg lige havde fået foræret om eftermiddagen ) og i australsk hvidvin!
Hjertelig velkommen Lillepige til vor familie.
Niels Jørgen Thøgersen