Om særlige danske udtryk

At leve på en stor fod – hvad kommer det af? Og hvad betyder det?

Dette udtryk stammer fra Middelalderens snabelsko, der i stor udstrækning blev brugt i det 14.-15. århundrede og efterhånden fik enorme størrelser. I flere lande blev det ved lov vedtaget, at almindelige borgerlige kun måtte bære sko med 6 tommer lange næser (ca. 15 cm), baroner måtte bære 12 tommer lange næser, mens grever måtte gå med helt op til 24 tommer. Derfor var dem med de største sko lig dem, der var højst på strå og dermed også de mest velhavende.

I dag betyder udtrykket at leve på en stor fod  at leve overdådigt og flot, også selv om man måske ikke helt har råd til det.

Dette er en gammel betegnelse for at smykke sig med maj. Det var udsprunget bøgeløv. Det gjorde maj især til forårsfester, også kaldt majfester.

Betydningen af vendingen i dag er at overpynte sig.

Det kommer fra en gammel skik, hvor skomagerne holdt fri om mandagen (Blå Mandag eller Skomager-Mandag). De mange skomagerdrenge løb rundt i gaderne – især når der skete noget spændende. Ofte flød Københavns gader over, når det øsregnede, og så plaskede skomagerdrengene med bare ben rundt i vandet eller sejlede omkap på de svømmende rendestens-brædter.

Så udtrykket det øsregner er derfor lige siden blevet til:  det regner skomagerdrenge  - også på andre dage end mandag!

På tysk er det tilsvarende udtryk:  es regnet Bauernjungen, så her må det være bondedrengene, der fór lystigt omkring, når regnen faldt i stimer.  Og på engelsk hedder det: it rains cats and dogs. Man mener, at dette udtryk stammer fra 1600-tallets England, hvor øsregn i de meget snævre og ulækre gader ofte førte døde/druknede katte og hunde med sig.

Dette slang-lignende udtryk kommer af ordet beværtning.  De mange islandske studenter, som var – og delvis er – i København, ville som i alle ord på islandsk lægge trykket på 1. stavelse af ordet. Så når de ville sige beværtning, blev det til bæverding.  Denne betegnelse fik efterhånding sit eget liv og sin egen betydning. Det stod for et lille, tarveligt værtshus. 

Det sjove er, at man på letzebürgisch (det er det sprog, man taler i Luxembourg) bruger ordet Boeffeding med nogenlunde samme betydning. Det er også navnet på en god luxembourgsk øl.  Måske de også har haft islandske studenter i Luxembourg J 

Den græske digter Homer ( ca. 8. årh. f.Kr.) fortæller i Odysseen om den græske kong Sisyfos. Han skal på et tidspunkt bøde for sine mange synder, herunder sin hyppige hybris.  Han bliver derfor sat til at rulle en stor sten op ad et højt bjerg. Lige før toppen ruller stenen hver gang ned igen. Så det er om og om igen.

Derfor er betydningen af udtrykket Sisyfos-arbejde i dag, at der er tale om et anstrengende og nytteløst arbejde, som ikke giver nogen resultater.

Udtrykket det går ad Hekkenfeldt (eller Hækkenfeldt) til stammer fra oldislandsk. Hekkenfeldt er et gammelt folkeligt udtryk for vulkanen Hekla på Island. På islandsk hedder den Heklufjall.  Ifølge dansk folketro var Hekla det sted, hvor der ved visse højtider, især Sankt Hans nat, holdtes en sammenkomst mellem heksene og fanden. Hver heks muntrene sig med en lille djævel, som de slikkede i rumpen. Vulkanen ansås i Middelalderen for at være nedgangen til helvede.

Så udtrykket ad Hekkenfeldt til betyder det samme som ad helvede til.

Wandsbeck:  Det går ad Wandsbeck til:  Hvor stammer det udtryk fra? Og hvad betyder det?

Udtrykket  er en talemåde fra tallotteriets tid. Dette lotteri blev startet af Struensee i 1771 og varede til 1851. Der var tre selvstændige og samtidige udtrækninger i tre danske byer:  København, Altona og Wandsbeck (på dansk: Vandsbæk). De to sidste er tyske siden 1864 og begge er nu en del af stor-Hamburg.  I lotteriets tid var det sådan, at udtrækningen i Wandsbeck ikke var ligeså ”fin” som de andre. Så hvis en vinder i Wandsbeck-udtrækningen ville indfri sin fortjeneste i København, fik han at vide, at sedlen gjaldt ”af Wandsbeck til” og kunne derfor ikke hæves i København.

Udtrykket brugtes også i gamle dage af håndværkssvende på valsen. Når de kom f.eks til Hamburg og ville have lidt støtte (”Geschenk”) som tilskud til deres videre rejse, var der et problem, hvis de kun skulle til Altona (hvad mange skulle). Afstanden var for kort.  Landsbyen Wandsbeck lå lidt længere væk, så de skrev Wandsbeck i deres vandrebog – og fik støtten.  Når svendene så drog videre – til Altona – gik snakken imellem dem, at ”de havde en bog, der gjaldt ad Wandsbeck til.”

Endelig er der en tredje betydning af udtrykket.  Den danske konge Christian den 7. var som bekendt sindssyg, holdt vilde fester på Christiansborg, hvor han smed møblerne ud af vinduerne. Og til andre tider var han en meget aktiv deltager på byens mange bordeller.  Her traf han den unge pige Anne Katrine Benthagen. Hun kom så tæt på ham, at hun begyndte at blande sig i regeringsanliggender. Da hun på et tidspunkt ville have en ledende embedsmand afskediget, sagde regeringen stop. Og hun blev sendt væk. Hvortil?  Til Wandsbæk, som var et af de steder, der lå længst væk fra København.  Hun blev sendt ”ad Wandsbeck til”. Dog med en statslig apanage.

Og hvad betyder udtrykket så i dag? Det betyder nærmest, at det ikke går godt.  Eller, at det der foreslås ikke gælder.

Dette begreb stammer helt tilbage fra Samuels Bog i det gamle testamente. Kong David skrev et brev om, at soldaten Urias skulle stilles blandt de forreste krigere, hvor kampen var hårdest, så han kunne blive slået ihjel. Hvorfor? Fordi David ønskede at gifte sig med Urias' enke Batseba.

Derfor har udtrykket han har en Urias-post lige siden betydet, at man er sat i en yderst farlig situation.

Dette udtryk kommer oprindeligt fra den store romerske digter Ovid (43 f.Kr. – 18 e.Kr.). Senere blev det meget brugt på tysk (Feuer und Flamme). Det henviser til brand i halm. Det blusser voldsomt op fra starten. Men det er ligeså hurtigt udbrændt.  Med andre ord:  hvis en person bliver fyr og flamme om nogen eller om noget, så er der en stor risiko for, at det meget snart holder op igen.

Udtrykket stammer fra en oldgammel opfattelse af grønt som noget lykkeligt, mens sort var ulykkens farve. Dette brugte den ripensiske (dvs. fra Ribe) digter og journalist Anders Bording (1619-77) i sine poetiske skrifter. En forsmået frier fik sorte strømper på, mens en bønhørt fik grønne hoser på. Med andre ord:  hvis ens hoser/strømper er grønne, så har man held i kærlighed.

Det er et gammelt dansk udtryk, der stammer fra jordfællesskabets tid.  Bønderne havde ofte deres kvæg på samme fælles græsningsareal et stykke vej fra landsbyen, hvor alle gårdene lå samlet dengang (før 1788). Et ævred var navnet på dette fællesareal.  Så når en bonde ”opgav ævred”, så betød det, at han holdt op med at deltage i dette fællesskab.  Udtrykket har senere fået den almindelige betydning: give op, melde fra.

Udtrykket stammer fra Ignatius Loyola (1491-1556), stifteren af Jesuiterordenen.  Han foreskrev i 1550 ordensbrødrene ”lydighed, som om de var lig, der lader sig bære overalt og på enhver måde”.  Det vil sige at gøre ALT som befalet, selv ned til den mindste detalje, og også selv om det måske både er ubehageligt og farligt.   Udtrykket har lige siden været brugt i samme betydning.

Navnet stammer fra den engelske politiker Samuel Plimsoll (1824-98). Han førte en indædt kamp mod skibe, der ikke var sødygtige (også kaldt ”dødssejlere” eller på engelsk ”coffin ships”).  De sejlede rundt, ofte med stor overlast, fordi ejerne gerne ville have dem til at forlise, så han kunne indkassere forsikringssummen. Plimsoll ville derimod sikre engelske sømænd mod druknedøden som følge af disse forhold. I 1875 lykkedes det at få en lov igennem det britiske parlament, hvor sådanne skibe blev forbudt. Der indførtes f.eks. officielle lastelinjer på ydersiden af alle skibe, så man udefra kunne se, om lasten var tungere end tilladt.   Med andre ord: en plimsoller er et sø-udygtigt skib, en ”dødssejler”

Udtrykket stammer fra bødker-verdenen. Her arbejder man som bekendt med tønder, kar og andre ting i træ. Disse tønder og kar er sammensat af staver, der holdes sammen af tøndebånd.  Men hvis de står ubenyttede hen og bliver udtørrede, så falder de fra hinanden. Og der er kun staverne tilbage.   Så når man siger til en person: Du skal ikke stå der og falde i staver, så betyder det, at han ikke bare skal stå der og gøre ingenting. For så ”falder han (eller hun) fra hinanden”. Bliver nærmest nytteløs.  Og det er jo i grunden ikke så godt J