MARRAKECH
Lidt indtryk fra vort besøg januar 2020
Dette var vort første egentlige besøg i Marokko. For år tilbage var vi
nogle timer i Casablanca i forbindelse med et krydstogt – og spiste selvfølgelig en dejlig frokost på Rick’s Cafe ! Men derudover var landet ukendt for os – indtil nu.
Vi var på udkig efter et godt
sted af fejre min halvrunde fødselsdag. Og jeg valgte Marrakech. Vi havde hørt så meget godt og spændende om denne by. Om hvordan den på mange måder er anderledes og inspirerende. Vi fandt hurtigt ud af, at rygterne
talte sandt. Udstyret med gode råd og vink fra nære venner, der havde været der, begav vi os afsted. Det hjalp også på valget af byen, at Brussels Airlines flyver på Marrakech to gange om ugen. Det gør rejsen
ulige lettere, når man undgår alt det skifteri i lufthavne.
Byens store og velfungerende lufthavn, Menara, var naturligt nok vort første møde med landet. Den er flot og imponerende – klar til de
millioner af turister, der kigger forbi hvert år. Vi forstod på turen, at de overvejer at bygge en lufthavn mere i området. Det nåede de dog ikke, mens vi var der.
Der er kun 10 km ind til byen. Vi havde
dog arrangeret med vort hotel, at vi blev hentet i lufthavnen. Det kunne ikke nytte noget at starte sin fødselsdag med at blive væk. Det fungerede perfekt. Det samme gjorde vort fantastiske hotel. Liselotte havde efter
nogen higen og søgen fundet det på Booking.com. Det hed Dar Rhizlane. Det ligger på Rue Jnane El Harti i den nyere bydel, der hedder Hivernage. www.dar-rhizlane.com
Et lille hotel med kun 20 værelser. Vi havde i den gode anledning valgt en suite med hvad dertil hører. Og lad det være sagt med det samme: det er et fremragende hotel. Ikke én ting at sætte fingeren
på. Alt, alt er i top. Værelserne, restauranten, personalet, haven, poolen (som vi dog ikke sled op 😊 ). Og så ligger hotellet kun ca. 1 ½ km fra bymuren rundt om den gamle by.
Altså i gå-afstand.
Næste dag skulle vi naturligvis ”gøre” den gamle by. Medinaen. Og Sukh’en, der
er en del af Medinaen. Sukh betyder marked. Igen for ikke at blive væk havde vi via hotellet hyret en lokal, autoriseret guide. En ung, venlig mand på 28 år, der hed JaJa. Han kaldte sig selv en kombineret guide, fotograf
og bodyguard. Det sidste var der dog slet ikke brug for. Det første vi mødte i Medinaen var moskeen med den kolossal store minaret. Og os – der troede at minareter altid er runde og hvide – blev straks fortalt, at sådan
er det ikke i Marokko. De raket-lignende minareter kommer fra Osmannerne, og de var aldrig i Marokko. Deres minareter er firkantede og af mursten. Og denne her har ikke trapper op til toppen. Den har en vej – ligesom i Rundetårn i København.
Hvorfor ? Fordi så kunne muezzinen komme derop til hest for at kalde til bøn de fem gange i døgnet, hvor det påbydes.
Vi hørte kun en enkelt gang den typiske stemme oppe fra toppen af minareten.
Der er ellers 11 moskeer i byen. Marokko er et muslimsk land. De er sunni’er – ligesom i Tyrkiet og i Saudi-Arabien. Men af den meget fredelige slags. Kongen organiserede for nogle år siden, at der blev uddannet 100.000
imamer til at tage ud til de 50.000 moskéer i landet for at prædike den meget fredelige og venlige form for deres religion. Som nævnt hørte vi kun muezzinen en enkelt gang. Og vi så ingen, der var i gang med deres bønner
ude i det fri. Vor guide fortalte, at man behøvede ikke gå i moskéen for at bede. Man kunne også gøre det derhjemme. Og det gjorde man så (nok). Vi bemærkede dog, at de fleste kvinder, også de
yngre, fortsat går med tørklæde. Vi så mindre end en håndfuld kvinder med niqab eller burka – dem Boris Johnson så kluntet har kaldt ”omvandrende postkasser”.
De
fredelige forhold i byen understreges også af, at der i den gamle by er kristelige kirker – og der er også et jødisk kvarter i byen.
Vi er nu nået til Medinaens store, berømte plads: Djemaa
el Fna. Den er større og mere udstrakt, end vi havde forestillet os. Og den skifter karakter i dagens og aftenens løb. Om dagen er den mest fyldt med alskens gadehandlere, herunder folk med abekatte og slanger, de
gerne vil sætte på dine skuldre for at tjene lidt penge ved at tage et billede, af udendørs ”tandlæger”, der tilbyder at trække tænder ud smertefrit, af frugt- og madvogne, af guider, der gerne vil vise
dig rundt, af hestedroscher der vil køre dig rundt med en livligt fortællende kusk – og meget mere. Der er også gode restauranter og barer på torvet. Og så kommer det store skifte sidst på dagen. Så
kommer alle gadekøkkenerne. Alt godt til ganen og drøvelen tilbydes fra alle sider. Kede sig – det behøver man ikke her på stedet. Men være der hele tiden – det ville nok være en anden
snak.
Her er nok stedet at fortælle lidt om marokkanerne – i hvert fald dem i Marrakech. De er alle uden undtagelse søde, venlige, hjælpsomme, interesserede – og ikke anmasende. Vi lod os fortælle,
at byen for nogen tid siden oprettede et diskret turist-politi, som skal dæmpe gemytterne, hvis de forfølger de ”stakkels” turister alt for energisk. Vi så stort set ingen betjente og kun ”nødere” i meget
begrænset omgang. Vor guide rådede os til ikke at kigge for kraftigt på de tilbudte varer. Det ville sælgerne straks opfatte som ønske om at købe dem. Så vi blev mestre i at skotte ud af øjenkrogene,
når det gik hottest til 😊 Indtil nu har vi altid anset portugiserne for at være de venligste mennesker, vi kender. Men det er lige før, de overhales indenom af marokkanerne. De fleste
er bedst til arabisk og berbisk – det er vi ikke. Men mange har det nemt med fransk – og engelsk. Vi mødte endda en taxa-chauffør, der talte hollandsk og en anden, der forsøgte sig med lidt svensk.
Fra pladsen kan man gå direkte ind i Sukh’en, det lokale marked. Og det består som alle arabiske sukh’er af massevis af små forretninger, værksteder, barer, cafeer, byggepladser, barberer, tæppehandlere,
krydderi-butikker – ja, lidt af hvert. Og hver slags forretning eller værksted findes i hvert sit område. Og livet er livligt. På de smalle, snoede ”gader” / stier mellem butikkerne er der stor trafik, også af
cykler, knallerter, trækvogne, m.v. Man må sno sig, når man vil frem. Vi fik at vide, at Sukh’ens gadenet netop helt fra starten for mange hundrede år siden er lavet så indviklet og snoet for at indtrængende
fjender i gamle dage ikke kunne finde frem. Selv om vi havde sagt til vor guide, at vi er impressionister, der ikke er interesseret i butikker og museer, så slap vi ikke for at besøge en spændende krydderi-butik, der var et familieforetagende,
og hvor de behændigt havde valgt den kønneste pige i familien til at præsentere alle deres krydderier og ting og sager for os. Hun var vel sidst i 20’erne. Og ét af deres produkter – påstod hun – var
så god til at holde folk unge, at fordi hun selv brugte det, så kunne ingen se, at hun i virkeligheden var 80 år gammel 😊 Nogle af hendes ædle krydderier lader sig nu dufte i vort køkken
– dog ikke det krydderi, der gør én til en ung springfyr igen 😊 Det købte Liselotte mærkeligt nok ikke noget af!
Vi ”kom også til at besøge”
en flot tæppehandel inde i Sukh’en. Flotte sager, skal jeg love for. Og meget billige ifølge den meget venlige berber, der viste os tæpperne. Han fortalte meget interessant, at han netop havde solgt mange af tæpperne
til en dansker, der er i gang med at indrette et stort hotel i Danmark. Vi hørte endda danskeren på sit gode danskklingende engelsk på sælgerens telefonsvarer.
Hvis I besøger kryddeributikken og/eller
tæppeforretningen, så bør I i begge tilfælde tage imod en invitation til at gå op på husets tag. Herfra har man en meget flot udsigt ud over hele Medinaen.
Når der er en gammel bydel, Medinaen,
så er der naturligt nok også en ny bydel. Den ligger uden for den gamle bymur og er ca. 100 år gammel. Formentlig er den kommet til sammen med franskmændene fra omkring 1912. Den er – kan man sige – som nyere
bydele er. Med de samme butikker (kæder) som hos os. Med cafeer og restauranter i bunkevis. Og selvfølgelig med masser af boliger. Højhusene må du under ingen omstændigheder være så høje som minareten.
Hovedgaden er opkaldt efter kongens bedstefar, Muhammed V, der var konge indtil 1961. Vor guide kaldte gaden for byens Champs Elysees. Det skulle man godt nok have andre briller på end vore for at kunne se. Men pæn, nydelig og bred var den
dog. Og så havde den én egenskab: ingen restauranter eller cafeer på den boulevard må sælge nogen form for alkohol! Men tjenerne på disse restauranter var mere end villige til at fortælle, at man
uden problemer kunne få sin tørst styret i sidegaderne - ikke lusket og under en busk, men inde i cafeer og restauranter. Vi fandt endda uden egentlig at lede efter den en rigtig velassorteret vin- og spiritusforretning. Den
følte vi os naturligvis nødt til at støtte 😊
Lidt om den nuværende konge, Muhammed VI. Han er født i 1963 og har været konge siden 1999. Som allerede fortalt vil han gerne
gøre landet friere og mere moderne – selv om det vel fortsat mest er ham, der bestemmer. Vor guide fortalte med et glimt i øjet, at kongen især er meget populær hos kvinderne, fordi han gradvist har givet dem en række
nye friheder. Og med et glimt i det andet øje sagde guiden, at det nok var derfor, han (guiden, altså) ikke var gift, ikke endnu i hvert fald!
Apropos vin: Marokko laver fremragende vine. De har lidt færre
af dem i dag end før vi kom. Vi faldt især for en vin, der hedder Volubilia. Den gjorde gavn og glæde, hvor den kom frem.
Og maden: på vort hotel var restauranten fremragende. Til
morgenmad kunne man vælge mellem orientalsk eller continental. Vi valgte – nok af gammel vane - mest continental, men iblandet herlige pandekager fra den orientalske. Og til frokost og middag var menukortet fyldt med lækre sager.
Vi havde hørt ”en belgisk fugl” hviske os i øret på forhånd, at hun for år tilbage havde spist en herlig frokost i netop vor restaurant på sin bryllupsrejse. Da vi kun var i byen i få dage, kunne
vi ikke nå alle de mange restauranter. Men udbuddet er stort og fristende. Man behøver ikke gå sulten – eller tørstig – i seng!
Til slut er det vigtigt at fortælle, at man i Marrakech
virkelig har godt styr på tingene. Der er rent og pænt. Husene, gaderne, haverne, parkerne, forretningerne, cafeerne, restauranterne – det hele er holdt fint og nydeligt i orden. Før vort besøg i Marrakech tænkte
vi af og til på de rædsomme oplevelser vi havde hvad rod og skidt angår, da vi for en del år siden besøgte Cairo. Plastic i alle former lå alle vegne. Ingen interesserede sig for at rydde bare det mindste op.
Forfærdeligt. Dér kan man sige, at Marrakech er det stik modsatte. Ikke kæft-trit-og-retning-rent som i Singapore, hvor man får stanget en mega-bøde ud, bare man næsten tænker på at tabe et stykke
papir. Marrakech er virkelig et godt bekendtskab også hvad det angår.
Liselotte og Niels Jørgen Thøgersen
niels4europe@gmail.com
Rixensart,
den 27. januar 2020
Bilag:
Kort information om Marokko:
MAROKKO
Marokkos kendte historie går mange tusinde år tilbage. Berberne var der omkring 2000 år før Kr. Og i det 8.-6. årh. før Kr. blev området
erobret af fønikerne fra Karthago/Libanon. Senere var landet igennem mange hundrede et konge- og fyrstedømme. Fra 1912-56 var området under fransk og spansk kontrol. Landet fik sin selvstændighed i 1956.
Marokkos størrelse er 711.000 kv.km ( 16 gange større end Danmark ). Det har i dag 36 millioner indbyggere, herunder ca. 10 mill. Berbere.
Hovedstaden er Rabat ( 578.000 indb. ). Casablanca er landets
største by ( 3,4 mill. Indb. ). Marrakech inde i landet i 466 m. højde har 929.000 indbyggere.
Landets officielle sprog er arabisk og siden 2011 også berbisk. Fransk er også meget udbredt – og engelsk
tales især af mange unge.
Marokkos flag er rødt med en fem-stjernet stjerne inde på midten.
Landet er et kongerige. Kongen siden 1999 hedder Mohammed VI ( søn af den afdøde konge
Hassan II ).
Landets valuta hedder Dirham ( 1 € = 10,6 dirham ).
Tidsmæssigt er Marokko på samme tid som Belgien, Danmark, osv.
Der ligger stadig to små spanske enklaver på Marokkos nordkyst ud mod Middelhavet. De hedder Ceuta og Melilla. Som en del af Spanien er de også en del af EU.
Syd for Marokko ligger Western Sahara.
Det er et område på 266.000 kv.km. Der er fortsat en strid mellem Marokko og landets selvstændighedsbevægelse om retten til dette område.
NJT – 27 01 2020