LISSABON – september 2012: Dagbog fra besøg på et krydstogt
Sidst på formiddagen nåede vi frem til Tejo-flodens munding. Byen Lissabon ligger et stykke oppe ad floden, så
vi gled lige så stille østpå. Med den flotte kyst med Cascais og Estoril på venstre hånd og det flade Alentejo på den anden side. Det er her, de enorme godser ligger. Og hvor især kommunisterne havde gode tider
efter revolutionen i 1974. Sådan er det ikke mere. Det var også her, at omkring 150 danske landmænd købte jord for at lave landbrug. Der er vist stadig nogle af dem tilbage.
Vi ankom planmæssigt til Lissabon.
Kl. 13 lagde vi til kajs. Det var kun en spytklat ( en lang én ) fra den store flotte plads ud mod floden. Terreiro de Paco, hedder den. Omgivet af flotte palæer fra Portugals storhedstid. Mange af dem huser i dag ministerier.
Lissabon er som bekendt Portugals hovedstad med over 3 millioner indbyggere i Stor-Lissabon. Byen er en af Europas ældste – ældre end London, Paris og Rom. Julius Cæsar spillede en stor rolle her. Efter romerne
kom området under visigoternes og derefter under maurernes herredømme. Senere var byen udgangspunkt for de store portugisiske opdagelsesrejser syd om Afrika og til den nye verden i Amerika. Navne som Henrik Søfareren, Ferdinand
Magellan og Vasco da Gama er kendte.
Byen ligger som tidligere nævnt lidt oppe af floden Tejo og derfor ikke direkte til Atlanterhavet. En meget imponerende bro over floden blev bygget for et halvt hundrede år
siden. Den hed i sin tid Salazar-broen ( navnet på landets sidste diktator ).
Vi startede med at gå hen til den store plads.
Kigger man ind mod byen, har man til højre den gamle bydel
Alfama op ad bjerget med borgen St. Georges på toppen. Ligefrem ligger selve centrum, bl.a. med hovedstrøget Frihedsgaden 25. april ( Liberdade ) til minde om revolutionen mod diktaturet i 1974 ( på denne dag ). Nellike-revolutionen,
hedder den. Og til venstre går højderne op til det område, der hedder Chiado. Heroppe ligger bl.a. det meget berømte Portvinsinsitut med tusindvis af forskellige portvine til næsten lige så
mange forskellige priser. En særlig tandhjulsbane fører derop. Den er konstrueret af ingen ringere en Gustave Eiffel – ja, det er ham med tårnet. En fransk ingeniør fra Alsace.
I Lissabon skal
man bl.a. især bemærke de mange flotte kakler på og i husene. Normalt hvide med blå tegninger. De er et levn fra maurernes tid. Det samme gælder den berømte portugisiske sang Fadoen,
der synges på mange barer og restauranter. Melankolske sange ledsaget af guitarmusik. Ikke nogen vild flot oplevelse L
På madsiden ynder de især at servere bacalau - tørret torsk!
Velbekomme J Men deres vine er fortræffelige, ikke mindst deres Vinho Verde.
Vi besluttede at gå en tur ind i de små gader på Alfama-siden. De er hyggelige – og ret stejle. Godt for kondien.
Der er liv og glade dage de fleste steder. Den aktuelle økonomiske krise så vi ikke meget til. Der var ikke en masse lukkede forretninger som i Athen i dag. I hvert fald ikke her. Priserne var til at komme i nærheden af. Portugal har
altid været billigt for andre europæere. Lidt senere gik vi hen på hovedstrøget for at bese livet her. Også for at vide, hvor vi senere kunne finde Portvins-instituttet, som naturligvis var et must.
Efterhånden
holdt tørsten sit ubarmhjertige indtog. Vi gik tilbage på den store plads, hvor vi havde observeret et stort udendørs øl-hus. Det viste sig at være en del af et Øl-museum. Vi fik servering som fortjent
– endda i ganske særlige glas, hvor det så ud, som om der var en ølflaske inde i glasset. Også før vi drak øllen ! Meget smart.
Således rustet tog vi en bytur med en rød
Hop-on – Hop-off bus. Det gør vi ofte, når vi kommer til en ny by. Det er en god måde at se mest muligt uden at skulle vappe rundt i kilometervis på sine egne flade. Og der er altid en god forklaring på mange sprog, hvis
man sørger for at indstille høretelefonerne og opmærksomheden på det, der bydes på. Turen var vel på 1 ½ time og bragte os vidt omkring. Oppe og nede – frem og tilbage. Af og til virkede det, som
om bussen havde seks-kantede hjul. Men man kan vænne sig til meget. For Lasse og Claus – der var på disse kanter for første gang – var det den helt rigtige måde at se byen på. Jeg selv havde set
det meste, endda mange gange. Ikke mindst da jeg i 1998 som ansvarlig for EU’s deltagelse i verdensudstillingen EXPO 98 var her i tide og i utide.
Lissabon er en flot by. Den har dog været endnu flottere. Og den kan blive
det igen. Og den er hyggelig og afvekslende. Og portugiserne er verdens sødeste mennesker. Mange taler engelsk. Landet har traditionelt haft meget med den angel-saksiske verden at gøre. Min historie-kloge søn Claus fortæller,
at the Treaty of Windsor af 1386 om alliancen mellem England og Portugal er verdens ældste stadigt gældende traktat!
Vel ”hjemme” i centrum igen var tiden nu inde til Portvins-instituttet
oppe på bjerget. For at komme derop kan man enten tage Eiffels elevator eller tage den næsten vertikale sporvogn. Vi valgte det sidste – også fordi den ender lige ved siden af portvinen. Sporvonen er meget speciel. Nærmest
en tandhjulsbane. Men den virker. De to vogne kører modsat, så de er hinandens modvægt.
På det berømte Portvins-institut var vi heldige at tilkæmpe os en sofagruppe. Stedet er ikke ret
stort. Til gengæld er det hyggeligt. Jeg er ikke sikker på, at nogen af os så umanerligt meget frem til selve portvinen. Men da vi endelig fik mandet tjeneren op til at betjene vort bord, havde vi i mellemtiden på det megastore portvins-kort
fået udvalgt den vin og den årgang, det skulle gå ud over. Det blev til DOW’s - 20 år gammel! Og det fortrød vi ikke. Vi var alle fire særdeles begejstrede. Ophældningen var venlig og prisen ikke
afskrækkende. Vi bad dog ikke tjeneren om lade flasken stå. Så ville vi nok blive agterudsejlet. Og så kunne det for alvor blive en dyr portvin. Det var en rigtig god oplevelse, var vi alle enige om.
Vort videre togt gik til en Hard Rock Cafe – ikke langt fra hovedgaden. Det lykkedes os endda at bemægtige os et bord. Men straks blev vi belært om, at der allerede store flere gæster i kø. Men vi kunne få
plads kl. 22.30. Det hjalp ikke så meget, for da ville vi være langt ude til søs. Nå, men sådan blev det. Og vi gik tilbage til vort ”Magnifica” skib og spiste i stedet for dér.
Det
blev 11 timer i den portugiske storby. Vi nåede meget. Jeg slap for bacalau, og de andre slap for Fado. Gensidig venlig hensyntagen. Men alle har meget lyst til at vende tilbage for virkelig at opleve den skønne
by.