Oplev
KOS
Vi var i juli 2018 på vort 4. besøg på den kendte græske ø Kos. Vor svigersøn Nikos stammer fra øen, og hans forældre og bror bor der fortsat. Øen er meget spændende
både naturmæssigt og historisk. Derfor er den et meget populært turistmål for folk fra hele Europa. Man kan om foråret, sommeren og efteråret flyve direkte til Kos fra masser af steder i Europa, inkl. Bruxelles og København.
Kos er på størrelse med Møn. Den har i dag ca. 33.000 indbyggere. Dens kendte historie går som alt i Middelhavs-området meget langt tilbage i tiden. I nyere tid var den i de kristne ridderes besiddelse i lang tid.
I 1523 blev de jaget ud af osmannerne (tyrkerne). De sad på magten på øen i 390 år. Det var ikke festlige tider, ej heller menneskevenlige tider. Derfor er det ikke bare forbavsende, men direkte imponerende, at det lykkedes den
gamle græske kultur at overleve. Da Grækenland blev selvstændigt i 1831, kom det ikke Kos til gode. Øen og de andre 11 øer i Dodekaneserne ( dódeka betyder 12 på græsk ) forblev i osmannisk besiddelse.
Men efter Balkankrigene i 1911-12, overtog Italien de tolv øer. Kos blev på italiensk kaldt Coo. Det blev både en positiv og en svær periode. Ny forskning har vist, at italienerne blev modtaget og set positivt
af den lokale befolkning på øerne. Den eneste fundamentale brøler, italienerne gjorde, var, at de prøvede at påtvinge den ortodokse befolkning den romersk-katolske religion. Det var dumt og gav kun negative resultater.
Efter et altødelæggende jordskælv i Kos By i 1933, hvor stort set alt blev ødelagt, var det italienske arkitekter, der genopbyggede byen. Derfor ser man den dag i dag et klart italiensk præg på byen. Det rimeligt gode
forhold til italienerne fik syn for sagen, efter at tyskerne i 1943 brutalt overfald også Kos og satte sig på magten. Masser af italienere blev henrettet af tyskerne og kastet i massegrave. Men mange i lokalbefolkningen gjorde hvad de kunne
for at skjule italienere for tyskerne. Det har Italien ikke glemt.
Efter Tysklands og Italiens nederlag i 1944-45 overtog briterne ansvaret for Kos. Og i 1948 blev Kos endelig en del af Grækenland.
Jeg
tror, det er de færreste turister og andre, der er klar over dette, når de i dag besøger Kos, Rhodos, Kalymnos og de andre øer i området.
Hvad mange nok heller ikke ved er, at lægevidenskabens grundlægger,
Hippocrates, kommer fra Kos. Han levede i årene 460 - 370 f.Kr. Ruinerne fra hans hospital findes stadig på øen. Og det er stadig hans læge-løfte,
som nyudklækkede læger den dag i dag skal skrive under vi, inden vi går igang med at doktorere på os mennesker.
Øen ligger i et jordskælvsområde. Det mærkede man tydeligt i juli
2017, da et kraftigt skælv tog godt for sig af byen og området ved 1 tiden en nat. Alt rystede og skælvede. Minareten på den gamle moske i centrum styrtede sammen, og den lokale kirke fik også meget store skader. Vore to børnebørn
og deres forældre var på ferie på Kos i de dage. "We are going to die", skreg Zoe i rædsel over det, hun oplevede. Så galt fik det dog ikke. Men sjovt var det ikke. Der var stadig mange synlige tegn på
jordskælvet, da vi var der i år.
Kos ligger kun ca. 4 km fra den tyrkiske kyst. Man kan sejle på besøg derovre - og omvendt. Det er dog ikke fryd og gammen altsammen. Den brovtende og autoritære
tyrkiske præsident Erdogan holder sig ikke tilbage for at lade sine militærfly komme ind i græsk luftrum. Og tyrkiske flådeenheder er ganske ofte meget provokerende over for græske skibe. I midten af 1990erne var det også
slemt, selv om begge lande er medlemmer af NATO og dermed tætte allierede. Dengang måtte den daværende amerikanske præsident Clinton ringe til de to ledere for at dæmpe gemytterne.
Også lidt om Nikos' familie og deres historie på Kos:
Hans mor Maria er ud af en gammel slægt fra Kos. Hun blev uddannet lærer og blev iøvrigt i en tid under oberst-juntaen 1967-74 tvunget til
at arbejde på en anden græsk ø, selv om hun havde lille Nikos derhjemme. Diktaturer er sjældent rare ved mennesker :-(
Hans far Manolis kommer fra en familie fra Lilleasien, der som nævnt kun ligger få
km væk fra Kos. Hans forældre og deres forfædre hørte til de grækere, der boede på kysten af det, der i dag er Tyrkiet. Faktisk i byen lige over for Kos. Den hed siden den græske oldtid Halicarnassus. I dag
hedder den Bodrum. Det er her et af verdens 7 vidundere fra Antikken ligger - kong Mauselos's Maosuleum ( deraf navnet ). I dag er der kun store ruiner tilbage. I 1923 blev alle grækere i Tyrkiet - efter en græsk-tyrkisk krig - tvunget
til at forlade landet. Det drejede sig om ca. 900.000 personer. Manolis forældre flyttede de få km til Kos. I 1923 aftalen indgik også, at tyrker, der boede i Grækenland, skulle flytte til Tyrkiet.
KOS TOWN er en hyggelig lille by med en meget aktiv havn, især for udflugtsbåde. Der er masser af hyggelige og gode restauranter og barer over alt i byen. Vi kan bl.a. anbefale restaurant SUNSET på vejen ud mod bydelen
Lampi. Og i den modsatte ende af byen er restaurant BELLA VISTA bestemt også et besøg værd. Uden for selve byen kan man oppe i de nærliggende bjerge også finde dejlige restauranter med den herligste udsigt.
Det er også bemærkelsesværdigt, at forne tiders hyppige snyd med moms og afgifter nu hører fortiden til. Man får uanset om man beder om det eller ej altid en momskvittering, når man køber noget.
Ingen slinger i valsen mere. Det har grækerne klart lært af de senere års enorme krise. For et par år siden så vi det meget klart oppe i Nordgrækenland: på en lille bæverding ved en benzinstation
ude på landet sad der et skilt på disken, hvor der stod: Hvis I som gæst ikke får en momskvittering, har I ikke pligt til at betale regningen! Det er da et sprog, der er til at forstå.
Hvis
man har brug for et hotel, kan vi stærkt anbefale HOTEL AEGEAN HOUSES. Det er velindrettede lejligheder og med tilhørende restaurant og stort, velplejet swimmingpool.
Liselotte
& Niels Jørgen Thøgersen - Juli 2018 - niels4europe@gmail.com