Oplev

BRUXELLES

 

 

1. Hvorfor ligger EU egentlig i Bruxelles   ? Ja, det er også lidt af en tilfældighed. Da EUs Kul- og Stålunion – det første europæiske Fællesskab - startede i 1952, blev hovedkvarteret lagt i Luxembourg. Ikke i Bruxelles. Og de de næste Fællesskaber kom til verden fra 1. januar 1958, var der stor diskussion om, hvor de skulle ligge. Flere byer meldte sig som kandidater: Nice, Milano, Luxembourg – og Bruxelles. Der blev enighed om den sidste. Men da den belgiske regering så meddelte, at den ville have EF (som det dengang hed) til at ligge i Liège i det østlige Belgien, sagde de andre fem lande stop. Enten Bruxelles- eller i et andet land.  Så var beslutningen taget. Det var dog kun en midlertidig beslutning. Først i 1992 blev den endelige placering – også af Europa-Parlamentet i Strasbourg – taget på topmødet i Edinburgh. Indtil da måtte vi i alle årene på vort brevpapir skrive:  Midlertidig adresse: .....  Det var kommunikationsmæssigt ikke så smart L  

 

2. Og hvad har byen så ud af at have EU-institutionerne ( i hvert fald de største af dem ) liggende i byen? Belgierne har selv lavet en undersøgelse, der viser, at det giver dem en nettoindtægt på omkring 40 milliarder kr . Om året. Ikke så ringe endda.  Ca. 400.000 af Stor-Bruxelles ca. 2 mill. indbyggere er ikke født i Belgien . Men de er altså ikke alle sammen ansat hos EU.  Det samlede antal EU-ansatte med bopæl i Bruxelles og omegn er ca. 17.000.  Men dertil kommer familierne, NATO, hundredevis af ambassader fra hele verden. Et internationalt pressekorps på ca. 1100 journalister (det største pressekorps i verden), mellem 10.000 og 15.000 lobbyister, de europæiske hovedkvarterer for nogle af de største amerikanske virksomheder, etc.  Der er også mange nordafrikanere og tyrkere i byen. Og endelig erd er mange ikke-belgiere, der har slået sig ned her, fordi det er rart at være her....

 

 

3. De fleste af EU-bygningerne ligger godt 2 km fra byens centrum – mod øst. Man kan tage metroen til Schuman-stationen . Så er man lige midt i det hele.

 

4. Men byens historie går selvsagt meget, meget længere tilbage i historien. Tusindvis af år – ligesom de fleste steder i Europa. Vi ved, at Cæsar var her med sine tropper. Han kaldte området for Belgica . Og han skrev, at hans modstandere her var nogle af de dygtigst kæmpende, han havde mødt på sine togter. Det er ikke ( helt ) for at tage noget af æren for denne ædle modstand.  Men det kunne meget vel bl.a. være efterkommere efter vore berømte kimbere , han mødte her. Germanske stammer var det i hvert fald. Med ledere som Ambiorix og Borix i spidsen. Gode, gamle kimbrisk-keltiske navne J   Og navne, der stadig giver navn til pladser og gader i nutidens Bruxelles.   

 

5. Det tydeligste spor efter romernes og Cæsars besøg er, at grænsen mellem det latinske og det germanske Europa netop går her i og ved Bruxelles. Bortset fra erobringen af England kom romerne ikke længere nordpå end her. Derved er det blevet lige siden.
6. Vil man se noget af det gamle Bruxelles fra romernes tid , kan man besøge et overkommeligt underjordisk museum i gaden lige ved siden af Børs-bygningen i den centrale del af byen.

 

7. Vi ved også, at Vikingerne var her knap tusind år efter romerne. De tydeligste tegn herpå finder man i mange stednavne i Bruxelles og i Belgien i det hele taget. Især alle de stednavne, der slutter på –beek .  Det samme som det danske –bæk. I Bruxelles har man f.eks. Etterbeek ( hvor en del af EU-institutionerne iøvrigt ligger). Molenbeek, Linkebeek, Dilbeek, Gasbeek, Wezembeek og Rollebeek er andre eksempler. Og der er helt sikkert også andre spor.

 

 

8. Senere hen fortsatte Belgien og dermed Bruxelles med at have en omtumlet tilværelse . Det har bl.a. en tid hørt under Spanien. Fra den tid stammer, at en del små restauranter i Bruxelles hedder: Estaminet . Man finder en del af dem i bydelen Les Marolles. De flotte årlige karnevaller og deres særlige dragter stammer også i høj grad fra den spanske periode. Rigdom i massevis kom der også til byen, ikke mindst i forbindelse med blomstringen af den flamske økonomi for nogle hundreder år siden. Hele Grand Place med det gamle rådhus og med de flotte laugs-huse hele vejen rundt om pladsen er det bedste vidne om dette. Prøv at kigge op i toppen af laugshusene. Så kan I se, hvilke håndværks-laug der har ejet (bygget) hvilket hus. Særlig interessant er Bryggernes Laug – især fordi man kan komme ned i kælderen af huset for at se – og smage J Dog mod en lille betaling.  Lidt til højre for Laugshuset – i smøgen ved siden af Rådhuset – er der en gammel, glinsende figur. Den har folk i hundredevis af år altid rørt ved. For at ønske, for at få tilgivelse, for at nyde – hvad ved jeg.

 

9. I et af husene på pladsen – vist nok der, hvor restauranter Le Cygne ( ”Svanen” ) i dag ligger - boede Karl Marx i sin tid, da han skrev ”Det kommunistiske Manifest”. I det hele taget var Bruxelles ofte et fristed for folk, der var bortvist andre steder fra. Det var Karl Marx dengang.

 

10. Victor Hugo var her også en gang, hvor han var på flugt.

 

 

11. Belgien fik – eller rettere tog – sin uafhængighed i 1830 . Uafhængighed fra Holland. Med et lille, rapt oprør inde midt i Bruxelles smed de de hollandske tropper på porten.  Og ret hurtigt fik de lavet en ny, demokratisk forfatning . En af dens forfattere var Henri Defacqz – der senere gav navn til den gade, vi boede i i Bruxelles. Hvad der er mere interessant er, at denne første belgiske frie forfatning næsten ord til andet blev brugt i den første danske frie forfatning, Grundloven af 1849 .  Kun godt, at gode ting genbruges. Men vi danske bør vel nok sende belgierne en særlig venlig tanke, når vi fejrer Grundlovsdagen den 5. juni hvert år J

 

12. I de kommende årtier skete der en rivende udvikling i byen. Store boligkvarterer opstod, ikke mindst med de meget kendte Bruxelles by-huse i gade efter gade. Det er høje, smalle huse i flere etager – alle bygget sammen. Men hvor mange familier dengang levede i hvert hus. I dag er de fleste en-familieshuse. Uden for indgangen til disse huse bør man bl.a. lægge mærke til en indmuret jernring ved siden af døren. Den blev ( bliver ?) brugt til at tørre skidt og (hunde-)møg af støvlerne/skoene, inden man gik ind. Man bør også lægge mærke til, at næsten hvert hus har en lem af metal i gadeniveau . Det var den lem, hvor man fra kulvognen kunne skovle kul ned i husets kælder.

 

 

13. Til byens byggehistorie fra dengang hører også det kolossalt store Justitspalæ , der blev bygget på højderne oven for Grand Place og det gamle centrum. Man ryddede et meget stort boligkvarter for at bygge denne kæmpe. Og ikke bare beboerne i disse huse var meget utilfredse med den behandling. Den katolske kirke ( alle belgiere er katolikker ) var meget vred over, at Justitspalæet var højere end Peterskirken i Rom. Derfor byggede de Basilikaen i den vestlige del af Bruxelles. Den er endnu større. Men efter min mening ikke nær så flot og imponerende.

 

14. Byggeri i Bruxelles kan ikke omtales uden også at nævne den berømte arkitekt Victor Horta ( 1861-1947 ). Han er fadder til mange berømte og for ham typiske bygninger i byen. I Art Nouveau og Art Deco stil. Man finder hans huse i gadebilledet i mange dele af byen ( såsom hans eget hus (nu museum) i rue Americaine, det berømte Horta-hus på avenue Louise, på avenue Tervueren ude østpå, og mange flere steder. Også Gare Centrale er for en stor del hans værk.

 

 

15. Den 1. verdenskrig var særlig slem for Belgien. Ikke fordi det var den første krig, der blev udkæmpet her. Historikere siger, at over 1000 krige i århundredernes løb har fundet sted på belgisk jord. Landet ligger simpelt hen lige midt i ”minefeltet”, hvor næsten alle krige i Europa ”kigger indenfor”. Krigen 1914-18 var særlig slem.  Landet var neutralt, men det stoppede ikke tyskerne, der invaderede det for hurtigt at komme ind i Frankrig. Det kom ikke til at gå så let. Dels gjorde den belgiske hær voldsom modstand. Og dels lukkede belgierne op for sluserne i vest, så tyskerne kørte fast med deres tunge materiel i hele det vestlige Flandern. Og fronten med skyttegrave, nærkampe, gaskrig, og det hele kom til at ligge hen over Vestflandern. Hvis man kan løsrive sig fra et besøg i Bruxelles, bør man tage til byen Ieper

      ( Ypres på fransk) for at besøge det moderniserede museum og krigsskuepladserne på stedet.       

      Man bliver ret stille L   Der er bl.a. 175 krigskirkegårde i området.

 

16. Bruxelles var under hele krigen under hård tysk besættelse – med voldsomheder, gidselmord, sult, elendighed.. USAs ambassadør i landet, Brand Whitlock , gjorde sammen med byens borgmester, hvad han kunne for at lette kårene for befolkningen. Derfor er en af Bruxelles store boulevarder i dag opkaldt efter ham. Efter krigen var der stor nød i byen, og megen hjælp blev organiseret. Belgiens store erhvervsmand Ernest Solvay gjorde meget. Og som et lille, men typisk kuriosum skænkede den amerikanske stifter af KODAK, George Eastman , en tandklinik til byen, så borgerne kunne få gratis tandpleje. Eastman-bygningen eksisterer stadig væk. Den er i dag bl.a. børnehave for Europa-Parlamentets funktionærers børn.

 

17. Anden Verdenskrig var heller ikke nogen morsom tid for Bruxelles. Igen var tyskerne rykket ind i et neutralt land uden tilladelse. Denne gang lykkedes det ikke at stoppe dem. De fortsatte med det samme ind i Frankrig med det resultat, vi alle kender. Besættelsen var igen hård – dog mindre brutal end under 1. verdenskrig. Det tyske hovedkvarter lå på Hotel Metropol midt i byen. Den øverstkommanderende tyske general, von Falkenhausen , havde sæde på slottet Seneffe syd for byen. Selv om han klart ikke var nogen ”søndagsskoledreng”, sendte tyskerne ham i slutningen af krigen i KZ-lejren i Dachau, fordi han havde hjulpet især belgiske jøder. Og da han efter krigen blev udleveret til de belgiske myndigheder til videre straf, blev han i realiteten benådet med det samme.

 

 

18. Problemet under denne krig var også, at en del belgiere, især flamlændere, meldte sig til tysk krigstjeneste. Og koncentrationslejren Breendonk mellem Bruxelles og Antwerpen blev i høj grad brugt til at fængsle og torterere belgiere, der ikke fulgte de tyske og deres ligesindedes paroler.

 

19. Næste store begivenhed for Bruxelles var vel, da byen blev valgt som EU’s hovedkvarter . Det var samme år – i 1958 – som byen holdt sin store Verdensudstilling . Byens vartegn herfor var – og er – Atomium i byens nordvestlige udkant.  En meget flot udstillingsbygning, som iøvrigt er blevet moderniseret for nylig.  Bestemt et besøg værd. Ta’ Metroen til stationen Roi Baudouin – og man er der. Lige ved siden af ligger iøvrigt nu Mini Europe – smukke mini-kopier af berømte bygninger i de fleste af Europas lande. Danmark er repræsenteret med kopier af Amalienborg, Børsen og Nyhavn.  Kig også indenfor dér.

 

 

20. Og hvad er Bruxelles’s status i Belgien så i dag? Den er en af de tre regioner i landet: Bruxelles, Flandern og Wallonien. Tre regioner, som hver har MEGET stor selvstændighed fra centralregringen. Meget mere end delstaterne i f.eks. Tyskland, Canada og USA. Og det siger ikke så lidt. Bruxelles er selvsagt også hovedstaden i region Bruxelles .  Hvad der er meget mere usædvanligt er, at Bruxelles også er hovedstad i regionen Flandern ! Hvorfor det? Fordi flamlænderne betragter byen som en FLAMSK by.   Det er formentlig det eneste eksempel i verden på, at et lands hovedstad ligger UDEN FOR landet.

 

21. Derfor finder man i Bruxelles’s gadebillede usædvanligt mange ministerier . Dels centralregeringens ministerier. Dels Bruxelles regionens. Og så Flanders.   Kun regionen Wallonien er ikke repræsenteret ved ministerier i byen. De har valgt Namur som sin hovedstad.

 

 

22. Og hvilket sprog taler man så i Bruxelles? Formelt er byen tosproget : fransk og flamsk. Alle gadeskilte er på begge sprog. Al offentlig kommunikation i byen er på de to sprog. Lidt for sjov siger man, at byen om dagen taler flamsk (fordi mange flamlændere kommer indtil byen for at arbejde), og at den om aftenen og natten taler fransk.  Der er lidt om snakken. Derudover findes der et særligt Bruxelles-sprog. Det tales ikke meget længere – mest i områder som Marolles. I den lille Slagtergade ( ”Petite Rue des Bouchers” ) i centrum findes der et gammelt teater, TOONE , hvor man fortsat opfører dukketeater på Bruxelles-sproget. Gå derind for at opleve atmosfæren. Om ikke til en forestilling – så for at se de flotte dukker. Og måske især for at nyyyyde en dejlig øl i den gevaldig hyggelige bar J

 

23. Hvis man vil have et godt indtryk af Bruxelles, hvor skal man så især begive sig hen ? Det er klart, at Grand Place er et must. Og de små gader, der går ud fra den, er bestemt også et besøg værd. Dog ikke nødvendigvis restauranterne i dem L De er MEGET turistede. Gå også ned til den nærliggende Place St. Catherine – byens gamle havn. Her ligger masser af  superbe fiskerestauranter (for dem, der kan li’ det ! ). Lidt længere væk ( en km’s penge ) ligger pladserne Grand Sablon og Petit Sablon . Små perler i sig selv. Vil man på nogle af byens berømte markeder , kan det store daglige loppetorv på ”Place de Jeu des Balles” neden for Justitspalæet anbefales. Og også det kæmpestore araber-marked hver søndag formiddag i området omkring Gare du Midi (Sydbanegården) er et besøg værd. I det hele taget er der MASSER at besøge i hele Bruxelles-området. Byen er pr. kvadratkilometer den næstgrønneste by i Europa ( kun overgået af Berlin ). Så kig også på parker og dejlige skove ( såsom Forêt de Soigne , der vist er den største løvskov i den nordlige del af Europa ).

 

 

24. Og kom så med det – kan jeg høre dig sige: De bedste restauranter i byen? Der er masser. Der findes stort ikke en dårlig belgisk restaurant. Det ville de meget madglade belgiere simpelt hen ikke finde sig i ! Men hårdt presset kan jeg da foreslå nogle stykker alligevel:  Typisk belgiske af den bedste slags: Roue d’Or   ( ”Det gyldne Hjul”); Vincent ; Vieux Martin ( på Sablon ); Falstaff (ved Børsen); Francois (fiskerestaurant på St. Katherine ).

 

25. Hvad med gemytlige og hyggelige barer ?   Her er en god håndfuld:  TOONE (nævnt ovenfor ); Roi d’Espagne ( på Grand Place ); Rose Blanche/Witte Roos ( også på Grand Place ); Café du Vaudeville ( i Galerie de la Reine ); La Mort Subite   (”Den pludselige Død”); Cerceuil   (”Ligkisten”).

 

      Go’ fornøjelse J

 

      September 2007

 

      Alle forslag til forbedringer og opdateringer modtages med stor belgo-dansk taknemlighed.

 

      Niels Jørgen Thøgersen

 

       e-mail:  kimbrer@gmail.com

MIN FØDSELSDAG 2011

 

Dato:      22. januar 2011  ( Vincents Dag – og min )

 

Event:     Hyggedagen og hyggeaftenens højdepunkter J

 

Lidt om dagens mange oplevelser:

 

Det første jeg løb ind i om morgenen var en herlig morgenmad. Formiddagsmad var det vel nærmest. Og det var min skyld / fortjeneste.  Når man i almindelighed ikke behøver at skynde sig, hvorfor skal man så skynde sig til sin fødselsdag.  Vejret var lidt blandet. Mest godt – og det var jeg naturligvis glad for. Også lidt dårligt ind imellem. Men der var jo også andre, der havde fødselsdag. Dem sendte jeg en varm hilsen – til trøst.

 

Og så var der det med året.  66 stod der på kortet. Skøn alder. Ikke for ung til noget som helst. Og heller ikke for gammel til noget. Hva’ mere kan man ønske sig. Fra vore tyske venner fik jeg fortalt, at jeg fyldte år på et Schapszahl år J   Det blev jeg overmåde glad for. Jeg troede i min ungdommelige naivitet, at det var en særlig hyldest til mig og en af mine yndlingsdrikke. Men oh nej. Det var det ikke. Det kalder man i det germanske alle tal såsom 11, 22, 33, 44, osv. Og derfor også mit tal.  Ihærdig søgning i gamle bøger har endnu ikke kunnet oplyse mig om, hvor udtrykket stammer fra. Men det skal nok lykkes. Ihærdighed og ildhu kender ingen grænser.

 

Nu var vi nået til min første gave: den fra hende, jeg deler avis og KINDLE med – med andre ord fra min egen dejlige ! 

 

Det var en SAMSONITE håndkuffert. Endda med elegante indbyggede hjul på. Lige hvad jeg havde brug for. Min gamle sorte lædertaske var blevet lidt træt. Oven i købet var gaven også en smart toilettaske fra samme firma. Så nu er jeg klar til Australien og mange andre gode steder. Apropos firma: Jeg checkede Samsonite firmaet, som vi alle kender. Det blev grundlagt i 1910 i Denver i USA. Navnet tog det fra store, stærke, bibelske Samson. Og firmaet ud over at lave og sælge kufferter af alskens slags var i 1960erne også agent for Lego i Nordamerika.

Læs mere om det gode firma her:  www.samsonite.com 

 

Samtidig gik jeg i gang med at åbne og læse ( højt ) af mine mange dejlige fødselsdagshilsner. Breve, kort, e-mails og ikke mindst Facebook-hilsner. Knap 200 blev det til. Herligt, at så mange gør sig den umage at sende fødselaren ikke bare en varm tanke, men også et personligt bevis herpå. Det varmer helt ud i min ømme storetå!  En hjertelig tak til alle. Ingen nævnt – ingen glemt!!

 

 

Således begavet begav vi os ud på en nøje planlagt fødselsdagstur. Bruxelles skulle opdages. Selv efter næsten 23 år på stedet er der stadig masser af nyt at bese og opleve.

 

Første stop var Atomium.   Bruxelles kendemærke oppe på Heysel-området. Det stammer fra verdensudstillingen i 1958. Den første rigtig store efter krigen. Hele Bruxelles blev endevendt og bygget om i den anledning. Kanaler blev til vej- og metrotunneller. Havne blev til pladser. Og Atomium blev rejst. Det er et jernkrystal forstørret 165 milliarder gange. Så kan man også lis’som bedre se det. Den er 102 meter høj og har 9 kugler – hver på 18 meter i diameter.  Symbolikken er, at det var og er tegnet for kernekraft, som man dengang anså for at være fremtidens energikilde. Det gør man desværre ikke for tiden. Men energimangel, CO2 frygt, m.v. kan forhåbentlig få folk på bedre tanker igen. Og i mellemtiden er kernekraft blevet endnu sikrere. Men en lille omskrivning fra en dansk transportminister i forrige århundrede kan man efter min mening sige, at det eneste, der er sikrere end kernekraften, er sexualkraften J

 

Nå, tilbage til Atomium:  Udstillingen havde i 1958 over 41 millioner besøgende. Og pavillionerne – som man kan se mange af i modeller i dag – var moderne, utraditionelle og imponerende.

 

Vi besøgte et par af kuglerne, der hver indeholder forskellige udstillinger. De gamle pavillioner var interessante. En anden kugle med forsøg på forklaringer om himmelrummet faldt til jorden. Men så kan man heldigvis gå ud igen. Og det gjorde vi så.

 

Du kan selv tage en tur i Atomium her:  www.atomium.be  

 

Fra medio marts og til hen på efteråret kan man besøge udstillingen MiniEurope lige ved siden af Atomium.  Men det havde mine forældre ikke tænkt på, da de ”byggede” mig.

Du kan kigge ind på det interessante sted her:  http://www.minieurope.com/en/index.html

 

 

Herfra førte vor GPS os let og hurtigt til udstillingsstedet Tour & Taxis .  Det har hverken noget med ture eller med taxier at skaffe.  Navnet stammer fra Europas første faste postservice. Den blev startet i 1516 og gik fra Bruxelles til Wien. Eller snarere omvendt. Hvorfra så det mærkelige navn? Jo, initiativtageren og ejeren af denne service var den østrigske familie von Thurm und Tassis. De oprettede i årenes løb mange lignende postruter over det meste af Europa. Det gik først galt, da Napoleon nationaliserede en stor del af dem. Og helt slut var det i 1867. Deres posthus i Bruxelles lå dér, hvor Tour & Taxis ligger i dag.

 

De nuværende bygninger, der er aldeles imponerende, blev indviet i 1922. Det skete i forbindelse med indvielsen af den nye store havn i Bruxelles. Den ligger lige ved siden af. Bygningerne var vigtige pakhuse for den store handel, der gik gennem havnen. Da handelen så småt flyttede andre steder hen, overgik bygningerne til udstillingsoimråde.

 

Mere om stedet her:  www.tourtaxis.com 

 

Og hvorfor tog vi derhen? Det gjorde vi for at bese en meget berømt udstilling, der hedder: America – also OUR history.  Den er lavet i anledning af det belgiske formandskab i EU i andet halvår af 2010.  Og det gennemgående tema er historien om de permanente forbindelser mellem USA og vort gamle kontinent. Både i udvandringstiden, under de to verdenskrige og i efterkrigstiden helt op til vore dage.  Meget interessant og interaktivt lavet. Den er åben frem til den 9. maj. Og den kan stærkt anbefales.

 

Se mere her:  www.expo-europe-usa.be 

 

 

Nu var det kulturelle og historiske gén tilfredsstillet. Vi lod os af C5’eren køre til vort gamle kvarter omkring rue Defacqz. Old habits die hard.  Her opsøgte vi en meget spændende forretning, som vi ikke kendte. Men som Lasse har introduceret os til. Især ved at købe jule- og fødselsdagsgaver til Liselotte på stedet. Den er overvejende italiensk og hedder Mmmmh !!

Som navnet antyder, har det noget med smagsløgene  at gøre. Og ganske rigtigt. Det er en fantastisk butik – overvejende italiensk. Den ligger på Chaussee de Charleroi nr. 92 – ganske tæt på vort gamle domicil. Men dengang var den der ikke.  Den er på 700 kv.m og er åben hver eneste dag. Den påstår at have 8.000 forskellige produkter. Det så troværdigt ud. Lige fra fødevarer til det mere drikkelige og til husholdningsmaskiner af den mere smarte slags.  Den kalder sig selv ACooking Lover’s Paradise.  Den har også en cooking school, hvor man kan komme og lære alskens skønne madkunster.

 

Vi nøjedes dog med at indkøbe Liselottes gaver. Men det bliver ikke sidste gang, vi smutter indenom.

 

En hjemmeside har de såmænd også:  www.mmmmh.be/index/en/lang/en 

 

 

Nu klarede tørste-genet ikke at blive holdt hen længere. Efter en lille nostalgitur på vore gamle gerningssteder, lod vi os betjene i vor gamle bank. Den hedder stadig THE BANK. Men den har i mange år været et gedigent irsk værtshus. Det skal de ikke høre noget for.

 

Herfra vappede vi ned på rue Jourdan – gågaden med de mange restauranter tæt på Place Louise. Her var den fransk-belgiske restaurant LA VIGNE den udkårne. Vi kendte den ikke. Men det var et rigtigt godt bekendtskab. Dejlig mad. Liflige vine. Hjemlig betjening ( og det vil sige ekcellent betjening ). Og flinke gæster. Os især, selvfølgelig !

De har ingen hjemmeside, så I bliver selv nødt til at prøve den af på stedet.

 

 

En ny måde at gøre Bruxelles på var slut. Vi trillede sikkert og roligt mod de brabanconske Ardenner. Og som altid nød vi at være inde i byen. Men vi nød endnu mere at være hjemme igen J

 

Søndag fortsatte løjerne. Da kom Lasse nemlig på fødselsdagsbesøg. Han havde lørdag været i London til Arsenal fodbold med en kollega. Og ud over gemytlig hygge over Liselottes kreationer fik jeg af sønniken en dejlig vin helt fra New Zealand. Lasse havde gjort sig ekstra umage med at finde en virkelig god vin – med vort kommende krydstogt til bl.a. New Zealand i tankerne. Vinen – heldigvis af den røde slags – kommer fra Dog Point Vinyard  (  www.dogpoint.co.nz ).  Den

ligger på den nordligste spids af sydøen. Det var her, de første europæiske bosættere i 16-1700 tallet havde samlingssted for deres fårehunde. Deraf navnet. Vi kommer i øvrigt til at sejle lige fordi vinyarden. Vi har ikke smagt den endnu. Det er altid dejligt at have noget til gode. Undtagen ørefigner. Dem er det rarest at få med det samme.

 

 

Endnu en dejlig fødselsdag var sluppet op. Nu er jeg gået i gang med at glæde mig til næste skarpe hjørne om et års tid. Og undervejs kan jeg så glædes over, at jeg forhåbentlig bliver inviteret til andres gode fødselsdage J

 

 

Niels Jørgen Thøgersen

 

kimbrer@gmail.com

 

www.niels-jorgen-thogersen.dk