Krønike
MIN REVOLUTION I BRUXELLES
Brudstykker af min initiativer fra 1988 og fremefter
Egentlig havde jeg ikke pønset på det - men nok regnet med at skulle flytte til en post i Bruxelles en skønne dag. Opgaverne i Danmark var fortsat så store og så spændende, at der var nok at tage
fat på. Og med et DreamTeam af medarbejdere og et dynamisk netværk over hele landet var det hele nærmest ren fornøjelse. Heldigvis vidste jeg, at cheferne i Bruxelles udmærket var klar over, at vi gjorde en
god indsats. Derfor blev alle nyudnævnte chefer for EU kontorer i andre lande næsten altid sendt op til os i starten for at ”snuse i bageriet” og forhåbentlig bringe interessante og nyttige ideer og staldfiduser med tilbage.
Det var også sjovt for os. Jeg husker ikke mindst, da irske Terry Stewart var ”på græs” hos os. Også da græske Giorgios Tsouyopoulos blev sendt op til os. Det samme gjaldt bl.a. Tony Menezes fra Portugal.
Så jeg blev nok ikke helt forbavset, da min daværende italienske kommissær Carlo Ripa di Meana under et besøg i København i starten af 1988 uden varsel bekendtgjorde over
for mit personale, at han havde planer om at ”fiske” mig til Bruxelles. Det blev starten på nogle interessante måneder. Den danske kommissær Henning Christophersen, som var en gammel ven af mig fra 1964, var
også involveret, ligesom Hennings kabinetschef, Bjarne Bladbjerg, ( en gammel scient.pol studiekammerat ) løbende holdt mig underrettet om, hvad der var i gære. Jeg husker ikke, om min kommende post blev slået op.
Det burde den vel være blevet. Man har også en anden helt normal procedure, der hedder: Forflytning i tjenestens interesse. I hvert fald besluttede Kommissionen i midten af juli, at jeg fra 1. august skulle tiltræde
som kommunikations-direktør i DG 10 ( Informations-generaldirektoratet i Kommissionen ) – med direkte ansvar for alle Kommissionens kontorer. Det var en ny stilling. Kontorerne havde ikke tidligere haft en særlig
direktør over sig. De hørte indtil da under de forskellige chefer afhængig af, hvad sagen drejede sig om. Men med 12 medlemslande på det tidspunkt og ialt 15 lokale kontorer var det efter Kommissionens opfattelse
en god ide at give dem en fælles chef. Både til at holde dem lidt i ørerne, men især for at stimulere dem til at gøre et endnu bedre arbejde. Og for på en måde at være kontorernes ”talsmand”
i hele Kommissionen. Der var brug for det hele. Og man mente, at det ville være en god ide, at det blev en kollega, da kom ”fra marken”, altså havde en hands-on erfaring med, hvad et EU kontor i et medlemsland var
for noget. Det blev så mig !
Mange kolleger i Bruxelles kendte mig allerede gennem vort samarbejde i 15 år. Men nu ville det naturligvis være noget nyt.
Jeg ved, at muntre sjæle blandt dem lod denne tegning cirkulere ved min ankomst til Berlaymont:
Alle, der kendte mig, vidste, at der ville komme til at ske noget. Dog helt uden pisk
😊 Det var en fornøjelse og en stor udfordring at tage op. Og jeg fik en meget stor og aktiv støtte fra mine chefer – min franske generaldirektør, Manuel Santarelli, min kommissærs
italienske kabinetschef, Gerardo Mombelli, min kommmissær Ripa di Meana – og fra selveste Kommissionens formand, Jacques Delors og hans dynamiske franske kabinetschef Pascal Lamy. Formanden viste i disse år en meget personlig
og aktiv interesse i, hvad vi lavede i kommunikation – og ikke mindst hvad vi lavede rundt omkring i medlemslandene. Uden hans aktive støtte ville mange af de ting, jeg sammen med mine mange glimrende medarbejdere fik sat i gang, ikke lykkedes!
Det var fra starten min klare opfattelse, at kontorerne kunne og burde være til meget større gavn for Kommissionen, end de indtil nu havde fået mulighed for at være. Og jeg var samtidig
af den overbevisning, at hvert kontor og dets medarbejdere skulle aktivt involveres i, hvad vi gjorde. På den måde ville de også føle, at det var deres initiativer og deres ansvar, at de lykkedes.
Derfor gjorde jeg straks tre ting:
- Dels insisterede jeg på at få et godt team til at arbejde direkte med mig i mit direktorat. Det lykkedes til fulde. Min gæve britiske
assistent, Colin Walker, havde arbejdet på vort London-kontor. Og mine to effektive og hyggelige sekretærer, belgiske Viviane Vanderperren, og danske Mona Lund, holdt godt øje med Colin og mig, så det hele gik op i en munter
og effektiv enhed. Jeg husker, at Viviane – der havde arbejdet som sekretær flere år i Kommissionen – var fuld af forbavselse over, at jeg selv kunne lave kaffe, selv tage fotokopier og endda selv ringe
op, når jeg ville snakke med nogen 😊 Det var hun vant til at blive sat til. Nu kunne hun koncentrere sig om vigtigere ting.
- Dels
lavede jeg hver morgen kl. 08.45 et morgenmøde for alle mine kontorchefer og mine nærmeste medarbejdere på mit kontor. Andre kolleger var iøvrigt velkommen. Der var tit trængsel – og det var godt. Mødet startede
til tiden ( motto: Be on Time – and Come to the Point ). Jeg gav en kort orientering om nyt, inkl. resultater fra aktiviteter dagen før. Og jeg uddelte en rullende Ugeplan til hver om forventede aktiviteter i de kommende 7
dage til alle. Den gennemgik vi sammen. Og enhver kunne spørge og foreslå. Mødet varede et kvarter. Så var det tilbage til pultene.
- Og dels tog jeg på en hurtig rundtur til alle kontorerne i medlemslandene. For at hilse på – og for at høre, hvad de syntes var det vigtigste i vort kommende fælles arbejde. Rundturen var
lige ved at køre lidt af sporet fra starten. Vi havde på det tidspunkt en chef for kontoret i Madrid, som var ret speciel og i konflikt med alt og alle på sit kontor. Det var naturligvis ikke så godt. Så Santarelli havde fået
den ide, at der skulle jeg ned for at rydde op i tingene og få den gode mand gjort flink og omgængelig, måske endda nyttig. Og hans ide var, at jeg skulle derned i 3 – TRE – måneder. Det sagde jeg lodret nej
til. Jeg havde lige startet mit nye direktorat. Og jeg var med min familie kort tid før flyttet til Bruxelles. Skulle jeg nu til Madrid! Kompromisset blev i al fredsommelighed, at jeg tog derned en uge. På betingelse af, at jeg fik problemerne
løst. Det gjorde jeg! Til alles tilfredshed, også problemernes ophavsmand, som jeg – også til dels i hans personales påhør – gav en gang kimbrisk vask og strygning. Da jeg ved ugens udgang
rejste hjem til Bruxelles, takkede han mig af hele sit hjerte, fordi jeg var kommet og havde fået hans problemer ud af verden. Han blev ikke i jobbet meget længe ( og det var godt ). Men han anså mig hele vejen igennem som sin
bedste ven!
Mit besøg på de andre kontorer var problemløse – og meget oplysende og nyttige. For alle, tror jeg. Også fordi folk fra hovedkvarteret i Bruxelles ofte ude på kontorerne
blev anset for ret trælse og lidet hjælpsomme. Det ved jeg, at jeg fik lavet om på.
Faktisk fik jeg på denne første rundtur samlet så mange ideer og forslag, at de blev grundstammen i det program
om kontorernes fremtidige rolle, som jeg fik vedtaget i Kommissionen det følgende forår. Herom mere senere.
Lad mig kort nævne nogle af de nye initiativer, jeg hurtigt fik sat
igang. Og som for manges vedkommende stadig kører nu efter mere end 30 år.
ECCO: Det var en særlig service, jeg startede for at hjælpe kontorerne. De klagede meget over,
at de tit og ofte var nødt til at ringe til Herodes og Pilatus i Kommissionen for at få de oplysninger, de skulle bruge i deres informationsarbejde. Og ofte uden resultat. Derfor udvalgte jeg nogle få ildsjæle,
herunder ikke mindst et par dynamiske praktikanter, der ville påtage sig at tage imod opkald fra kontorerne og så på deres vegne skaffe oplysningerne i huset. De to praktikanter var franske Florence Ranson og tysk/italiensk/danske Christina
Gerstgrasser. De kunne få noget fra hånden – og næsten på alle sprog. Snart fik jeg også en erfaren rotte fra Kommissionen, hollænderen Henk Beereboom, flyttet fra Haag til min afdeling for at være den
faste ansvarlige for ECCO og for de daglige kontakter til kontorerne.
Husk på, at Internettet og e-mails stadig ikke var i brug. Der var telefonen – og så var der også telex. Den sidste var
lidt langsom og bøvlet at bruge. Så ECCO blev svaret. Og det virkede. Navnet kommer af: EUROPEAN COMMISSION’s COMMUNICATION OFFICE. Vor italienske kommissær var iøvrigt ekstra
glad for den tjeneste, fordi han troede, at vi havde givet tjenesten det navn for at glæde ham. På italiensk betyder ecco Sådan. Det passede jo også meget godt til dets opgave. Men jeg tror aldrig
vi hev ham ud af vildfarelsen. Det gør aldrig noget, når ens chef er glad og tilfreds 😊
HEADS OF OFFICE møder: vi havde altid haft jævnlige
møder, hvor alle heads of offices kom til Bruxelles til fælles møder med cheferne i et par dage. Herunder også møder med kolleger fra andre dele af Kommissionen. Den praksis fik jeg nu systematiseret.
Vi stilede mod at holde mødet hver anden måned. Og vel at mærke med en ordentlig forberedelse af møderne. Det var i hvert fald nyt.
Det lykkedes også at få Kommissionens formand Jacques
Delors til at komme til disse møder, så ofte han kunne. Ellers kom hans ”forkarl” Pascal Lamy. Og ikke bare på et høflighedsbesøg. Det var hver gang et rigtigt arbejdsmøde, hvor der forventedes
aktive bidrag fra hver af os. Delors ville vide, hvad der rørte sig i medlemslandene. Og hvad vi foreslog, Kommissionen skulle gøre i vigtige sager, der var fremme.
Mange af de kolleger,
jeg nu var blevet chef for, havde jeg arbejdet sammen med i mange år, mens jeg stadig var chef i København. Her er et Bruxelles møde fra 1984:
Fra venstre mod højre: Bob Cox ( DG
10 ); Henry Faas, Haag; Gian Paolo Pappa, Madrid; Jean Poorterman, Bruxelles; Ernst Wallrapp, Bonn; ??; Theo Hustinx, Washington; Henri Guillaume, Luxembourg; Jacqueline Nonon, Paris; Gianfranco Giro, Rom; Conor McGuire, Dublin; og mig.
Her er et andet billede fra et møde, hvor vi sammen med vor kommissær Ripa di Meana danner forgrund til Berlaymont:
Fra
venstre mod højre:
Theo Hustinx, Haag; Gian Paolo Papa, Madrid; George Scott, London; Jeff van den Broeck, Bruxelles; Gianfranco Giro, Rom; Conor McGuire, Dublin; Marco Piccarolo ( italiensk direktør-kollega i DG 10);
Jacqueline Nonon, Paris; kommissær Carlo Ripa di Meana; Manual Santarelli ( generaldirektør ); Henri Guillaume, Luxembourg; Gerardo Mombelli ( Ripas kabinetschef ); Camille Becker ( DG 10 ); Ernst Wallrapp, Bonn; mig; Henk Beereboom (
min hollandske medarbejder ).
MØDER MED EUs FORMANDSKABER:
Jeg fik det også gjort til fast praksis allerede fra efteråret 1988, at vi holdt et head
of office møde i det land, der næste gang skulle være formand for EU. Hvis det var et forårs-formandskab, holdt vi mødet i december. Det var tilfældet i Madrid i december 1988 med det kommende spanske formandskab.
Her mødte vi landets EU-relevante ministre og ledende embedsmænd, der efter tur forklarede os, hvad formandskabets prioriteter ville være – og hvorfor. Samtidig fik vi en god – og ofte gemytlig – introduktion til
landet. Og hvorfor var det en god ide? Fordi vore kontorer i folks øjne repræsenterede EU, ikke bare Kommissionen. Derfor var det aldeles nyttigt, at vore folk på kontorerne også havde førstehåndskendskab
til, hvad formandslandet ville og gjorde. Disse møder var samtidig en glimrende måde at vise ministrene, at Kommissionen var repræsenteret i alle medlamslande og kunne være meget nyttig også for dem til at forklare,
hvad hele EU havde gang i.
DELTAGELSE I TOPMØDERNE:
I hver formandskabsperiode var der et eller to topmøder. Dengang fandt de altid sted i formandskabslandet med regeringen
som vært. Det var meget vigtigt for vore kontorer at vide, hvad der skete på de topmøder. Derfor lavede vi det til fast praksis, at jeg sammen med et par af mine medarbejdere var en del af Kommissionens delegation til disse
topmøder. Første gang var i Madrid i foråret 1989. Vi kunne naturligvis ikke sidde med ved selve topmødet. Men vi opholdt os i delegationens lokaler sammen med resten af Kommissionens delagation af specialister i de emner,
som mødet diskuterede. Og her kunne vi let holde os orienteret om, hvordan mødet gik. Ja, vi blev faktisk fantastisk godt hjulpet af Kommissionens daværende britiske generalsekretær David Williamson, som sad med i mødet,
og som på sin diskrete måde løbende skrev på små sedler, hvad der skete, hvad der blev sagt af hvem, osv. Ofte var det præsenteret på en meget morsom måde. David var en fænomenal kommunikator
( og derved også altid en stor hjælp for os i hele vort kommunikations-arbejde ). Vi fik så disse små, håndskrevne sedler brugt ud af en medarbejder, der kunne gå frem og tilbage.
Mit
job var så at ringe til kontorerne – ofte i en samlet telefon-konference – for at give dem en førstehåndsberetning. Den kunne de bruge i deres arbejde med at holde den hjemlige presse løbende orienteret. Det
øgede naturligvis kontorernes værdi i den hjemlige sammenhæng. Det var slet ikke alle medier i landene, der sendte journalister til topmøderne.
Iøvrigt fik jeg på et tidspunkt indført, at
vi i Kommissionens delegation også havde kolleger med fra visse af vore kontorer. Det var især kolleger fra London, vi tog med. Hvorfor? Fordi vi havde brug for deres viden og netværk til at håndtere den ofte noget besværlige
og lumske lokale presse. Det var journalister, vi ikke kendte i Bruxelles. Men det gjorde vore kontorer naturligvis.
Når topmødet så var slut, var der vedtaget en række konklusioner. Korte og lange
tekster om både det ene og det andet. Nu gik øvelsen for mig ud på at sende dem pr. fax til hvert kontor over hele Europa. Jesus, hvor tog det tid – ofte til hen ved 4-tiden om morgenen. Vi havde aftalt med kontorerne,
at når de modtog disse topmøde-konklusionen skulle de sporenstregs mangfoldiggøre dem og give dem til pressen – og til de vigtigste lokale ministerier. På den måde ville vi vise alle, at EU-kontorerne i hovedstæderne
var helt fremme i skoene, både med at få informationerne og med at få dem sendt videre. Det var princippet. Så vidt jeg husker, var det kun vort kontor i Bonn ( Tysklands hovedstad dengang ), der fulgte mine
instrukser til punkt og prikke. De fleste andre var for længst gået hjem og gjorde (måske) det nødvendige næste formiddag. Det kan jeg godt forstå.
Man kan godt blive lidt filosofisk
ved at tænke på dette initiativ. I dag har man internettet, og alle er koblet op. Så i stedet for at stå den halve nat og bakse med en ofte genstridig fax-maskine, så trykker man bare på en knap – og så
er det hele molevitten på et ångstrøm af et sekund sendt til alle verdens kroge. Eller de downloader det snarere selv. Tiderne skifter! Og tak for det.
Men der var noget særligt ved at
være aktivt med til alle disse topmøder. Lige fra den særlige jumbojet, der var hyret til at flyve os allesammen frem og tilbage. Til stemningen på delegationens hotel, hvor vi der var medlem af selve delegationen i nattens mulm
og mørke fik nye udkast til de senere konklusioner stukket ind under døren flere gange i nattens løb. Til afspisningen af alle os hundredevis af topmøde-ledsagere ( ofte særdeles god mad ). Og til arbejdet i delegationen
som beskrevet ovenfor.
TELEKONFERENCE MED ALLE KONTORER TORSDAG EFTERMIDDAG:
Kommissionens ugentlige møde holdtes om onsdagen – ofte hele dagen. Vi fra informationsafdelingen
var altid til stede i mødesalen ( med mindre vi blev smidt ud på grund af meget fortrolige sager ). Vi generaldirektører og direktører deltes om denne opgave. Næste opgave var at få informationen videre
ud til kontorerne, så de kunne bruge informationerne i deres arbejde. Ganske vist modtog de alle om onsdagen en telex fra talsmandsgruppen om de vigtigste beslutninger. Men vi ville sikre, at de fik flere informationer, at de også kunne
stille spørgsmål, og at de kunne give os supplerende oplysninger om reaktionerne i deres lande på Kommissionens beslutninger. Derfor indførte jeg en ugentlig teleconference med alle kontorer kl. 15 torsdag. Jeg ledede normalt
konferencen. Og vi havde ofte relevante generaldirektører og direktører fra mange afdeliger med til at give briefing og til at besvare spørgsmål. Enkelte gange lykkedes det også at få en kommissær med.
Det blev en meget nyttig operation.
TEAM 92:
Vi nærmere os indførelsen af det store fælles marked fra 1992. Arbejdet var startet i 1985 under ledelse af
Delors og den britiske næstformand Lord Cockfield. Det var spændende tider. Hundredevis af handelsbarierer blev fjernet hvert år. Og fra 1992 var det store fælles marked så klar. Det skulle naturligvis
beskrives og forklares ud over hele EU. Det havde Kommissionen ikke mandskab til at klare alene, selv om der blev brugt meget store resourcer både på at lave egnede materialer og på at sende specialister ud i alle kroge af EU, når
der var brug for det til konferencer, mediebegivenheder, osv.
Derfor fik jeg taget initiativ til TEAM 92. Jeg havde ideen med fra Danmark, hvor vi allerede i 1986 startede et sådant team. Det var kyndige mennesker,
der var villige til at holde foredrag og deltage i diskussioner om alle aspekter af de fælles marked. De fik ingen betaling for det. Men de blev inviteret til Bruxelles et par gange om året til briefings af topfolk. Og vi havde oprettet
et TEAM 92 centre, som de kunne henvende sig til, hvis de manglede informationer. Det kørte fint. Vi fik hurtigt et TEAM i hvert medlemsland. De havde iøvrigt også stor glæde af hinanden indbyrdes. De
udtalte sig altid på egne vegne, så Kommissionen havde ingen grund til ængstelse for fortalelser. Men som jeg husker det, havde vi aldrig nogen problemer i noget land. TEAMet lavede i de år en kolossal vigtig indsats.
Og da det store marked var på plads i 1992, ville vi naturligvis ikke bare afskaffe TEAM 92. Vi gav det bare et nyt navn: TEAM EUROPE. Så kløede de på med alle de andre EU-emner, der var oppe i tiden lige fra
udvidelsen af EU med Finland, Sverige og Østrig fra 1995 til Amsterdam-traktaten i 1998 og hele introduktionen af EUROen som EUs officielle valuta fra 1999.
ET PROGRAM FOR KONTORERNE
Alle disse nydannelser ville naturligvis kun lykkes, hvis de havde fuld opbakning i Kommissionen. Selv om vi selv syntes, at initiativerne var banebrydende og tæt på fantastiske ( 😊 ), så
kunne vi ikke regne med, at alle bare ville klappe i deres hænder og rose os til skyerne. Vi brugte resourcer til opgaverne. Pænt store resourcer. Dem kunne andre i huset måske godt tænke sig at få fingre i.
Men det allervigtigste var at sikre, at der var fuld og utvetydig opbakning fra øverste sted til os og til kontorerne i deres nye roller.
Der var kun ét at gøre: at få Kommissionen til at godkende et
papir med en beskrivelse af vore kontorer og deres fremtidige rolle - og et konkret program for dets gennemførelse. Dette papir forberedte vi grundigt sammen med kontorerne – og i tæt samarbejde med Delors og Ripa di Meana. Et
lignende papir var aldrig før blevet lavet. Det var en premiere.
Da alle forberedelser var gjort og alle formelle høringer rundt omkring i huset var afsluttet, ramte det Kommissionens bord i april 1989. Jeg
var DG X’s repræsentant i Kommissions-mødet for at lytte med. Spændende var det om nogen gjorde indsigelser. Når man har lagt SÅ mange både intellektuelle og fysiske kræfter i en sag, så
er det næsten ikke til at bære, hvis det i sidste ende bliver fejet af bordet på grund af en eller anden uventet modstand – eller fordi vi måske havde begået en formel fejl i forberedelsen. Sådan gik det heldigvis
ikke.
Da man nåede frem til vort punkt på mødets dagsorden, lagde Delors ud med at sige:
Maintenant nous avons une initiative tres importante pour la Commission devant nous. Le Monsieur
responsable, ici present, a fait avec ses collegues un excellent travail. Je propose à vous, pas uniquement de prendre acte, mais de l’approuver et le supporter.
( Nu har vi foran os et meget vigtigt initiativ
for Kommissionen. Den ansvarlige, der er til stede her i lokalet, har sammen med sine medarbejdere lavet et glimrende arbejde. Jeg foreslår, at vi ikke bare taget initiativet til efterretning, men at vi godkender det og støtter det ).
Og så blev mit papir vedtaget med akklamation i Kommissionen. Jeg fik et diskret og anerkendende nik fra Henning Christophersen henne ved mødebordet. Og jeg fik et ”tommelfingeren op” fra kabinetschef Pascal
Lamy, der som altid sad lige bag ved Delors i disse møder.
Jeg opfattede denne sag som min første svendeprøve i mine år i Bruxelles !
Der var iøvrigt kun ét punkt, der
blev diskuteret omkring vort papir: Hvad skulle kontorerne med deres nye rolle hedde fremover? Vi havde foreslået REPRESENTATIONS ( for det var jo det, de ville blive ). Delors og Ripa var enige. Men der var andre
kommissærer, der ønske at bevare titlen OFFICE / fransk BUREAU. Efter en holmgang i diskussionen for og imod det ene og det andet skar Delors igennem og sagde: Så kalder vi dem BUREAU DE REPRESENTATION /
REPRESENTATION OFFICES. Og sådan blev det.
Det var med et ret rar fornemmelse i maven, jeg bevægede mig ned på mit kontor på 2. sal for at fortælle
mine kolleger om vor fælles succes. Og for hurtigst muligt også at fortælle det til kontorerne, der spændt ventede på at høre, hvordan vore fælles anstrengelser var blevet modtaget.
Nu kom det endnu sværere: at gennemføre alt det, vi havde fået godkendt!
Det allervigtigste var, at kontorerne nu fik en anerkendt politisk rolle i Kommissionen. De skulle ikke længere
”bare” informere, hvor de havde deres job. De var med ét slag blevet et vigtigt politisk instrument for Kommissionen.
MURENS FALD:
Man kan
sige, at det var Berlin-murens fald i november 1989, der virkelig blev ilddåben for vor nye politiske rolle. Det blev den på mange måder: Inden den faldt, var vi og jeg personlig involveret i at skaffe de tusindvis af østtyskere,
der demonstrerede mod myndighederne, både informationer om Europa og ikke mindst masser af Europa-flag. Det blev vi meget populære på. Jeg var selv med i den ugentlige demonstration i Leipzig et par gange. Europa-flag overalt,
mens de råbte: Wir sind das Volk ( Vi er folket ). Da begivenhederne i Rumænien for alvor tog fart ved juletid, var jeg på vagt selve juleaften for at få alle kontorer på arbejde. Hvorfor? For at sikre
at alle lokale medier vidste, hvordan EU hjalp aktivt i situationen med mad, tæpper og andre fornødenheder. Alle kontorer mødte frem med iver og begejstring. Julegåsen måtte vente. Og stor var manges forbavselse,
da medierne overalt dagen efter var fyldt med konkrete oplysninger om, hvad der skete i Rumænien. Et tredje eksempel: Lige efter nytår 1989/90 tog Kommissionens hollandske næstformand, Frans Andriessen, på lynvisit hos de nye
regimer i Prag, Sofia og Bukarest. Jeg og nogle af mine medarbejdere var med hele vejen rundt for at sikre, at medierne og vore kontorer blev aktivt informeret. Og da der lidt senere på foråret 1990 blev igangsat store EU aktiviteter
for at hjælpe og informere de nye frie lande, var vi aktivt med hele tiden.
Også den svendeprøve bestod vi. Og glem ikke, at det har en meget positiv virkning på hele personalet, når de kan se og
mærke, at deres DG er aktivt involveret i de allervigtigste initiativer. Jo, det blev også et rigtigt godt ”Mur-fald” for os i kommunikations-arbejdet. Det var ligesom en ny tid, der var startet. Også for
os.
Niels Jørgen Thøgersen - niels4europe@gmail.com
Februar
2019