Krønike
30 – 30 – 30 – 40 – 40 - 40 - 50
Det er dejligt at se sine børn vokse op og blive store og stærke. Og at have et godt liv. Det går bare SÅ stærkt. Når man får dem som små, så er de lige pludselig selvtransporterende og
frække J Og også sjove og lærerige. Heldigvis har vi gemt mange episoder og muntre udtryk fra den gang. Endda også på bånd. For eksempel med Claus, der som 3-årig på flydende
århusiansk ”læser op” af Karius og Baktus ( Kaktus og Baktus, som han kaldte dem). Eller Lasse der muntert kommenterer, at lille Cecilie havde væltet et glas mælk ud over hele spisebordet, med ordene: PØV
IGEN ! Eller Cecilie, der engang forsvarede vor kritik af piger med at ”Piger er vel også mennesker!” Eller engang 8-årige Lasse og 6-årige Cecilie leger en sommermorgen i haven i Veddinge.
Kit og jeg var ikke stået op endnu. Og da Lasse siger: De boller! Så svarede Cecilie resolut: MIN far boller ikke!!
Men det var slet ikke det, jeg ville fortælle om. Jeg vil fortælle
lidt om et par af deres runde fødselsdage – og hvordan vi fejrede dem.
CLAUS BLIVER 30
Første gang vi fejrede en rund ”børnefødselsdag”
på en særlig måde var da CLAUS blev 30 i 1996. Vi hyrede det fornødne antal kahytter ( 3 ) på DFDS’s Norges-båd i København. Den afgik stadig væk dengang fra Kvæsthus-broen, meget tæt
på min gamle bolig i Toldbodgade. Vi havde flottet os med kahytter af særlig god kaliber, højt oppe på skibet, og med indbygget champagne, da vi ankom. En herlig fornemmelse, da vi gled ud af havnen i det dejligste vejr
tirsdag den 2. juli kl. 17.00. Snart med Kronborg om bagbord. Og dejlig middag i restauranten. Der var masser af andre i munter stemning. Og det var vi seks i hvert fald også! Jeg tror, Claus havde en dejlig fødselsdagsmiddag!
Næste morgen anduvede vi Oslo og lå for kaj lige neden for den gamle danske fæstning Akershus. Det blev til en hyggelig tur rundt i centrum. Det var første gang for de fleste. Jeg var selv nærmest hjemmevant efter
mine 6 uger på studenterjob på byens største sygehus i 1962. Og frokosten blev indtaget på kajen sammen med min fætter Holger. Han arbejdede dengang på EUs delegation i Oslo. Bagefter tog vi et smut ud på
Bygdøy for at kigge på de gamle vikingers skibe. Og så var det sydpå igen kl. 17. Sejlads i Oslo-fjorden, især om sommeren, er smuk og indtagende. Det var den også den dag. Men så ville naturkræfterne
det sådan, at da vi kom ud af fjorden og befandt os i det åbne Kattegat, så kan det nok være, at vinden fik fat i skibet. Vi gyngede og vippede efter alle kunstens regler. Mad og drikke blev dog heldigvis ikke stoppet, og ingen af os
blev dårlige. Men der var ikke vejr til den store svingom bagefter – i hvert fald ikke ud over de svingom, som vipperiet automatisk gav.
Næste morgen gled vi som planlagt på plads ved Kvæsthusbroen
igen. Og Claus følte sig forhåbentig dejligt og anderledes fejret. Det var i hvert fald meningen!
LASSE BLIVER 30
Den næste 30-års fødselsdag var LASSEs. Den indfandt
sig i 2003. Nærmere betegnet onsdag den 2. april. Her besluttede vi at fejre dagen sammen på landjorden. Nærmere betegnet på Burghotel Dinklage i Tyskland. Det ligger mellem Bremen og Osnabrück og er passende
midt imellem Belgien og Danmark. Fejringen skete fra fredag den 18. til mandag den 21. april. Fra Danmark kom fødselaren sammen med Karen, Dennis og Claus. Og vi kom fra Belgien og havde Cecilie og Nikos med. Jeg husker, at Nikos på
forhånd var meget nervøs for, at vi skulle køre på de tyske motorveje, for han havde hørt at de kørte skrækkelig hurtigt. Det gik nu godt altsammen.
Burghotel Dinklage er et herligt sted.
Det ligger i udkanten af landsbyen og har en tilhørende park med rådyr og andet godt. Vi blev udstyret med de dejligste værelser. Stedet havde også et stort fitness center med indendørs swimming pool og det hele. Taget
over og et par vægge omkring swimming-poolen var af glas. Så selv om der var noget koldt udenfor, kunne man sole sig i den herligste varme indendøre, og så hoppe i pølen fra tid til anden, hvis man lystede det.
Fødselsdagsmiddagen spiste vi på hotellet. Og personalet med kokken og tjenerne i spidsen var meget optaget af Lasse og hans fødselsdag. En morgen kom de endda ind for at synge fødselsdagssang for ham. Og han takkede
dem på formfuldendt tysk J Man kan, når man skal!
I ”fritiden”, det vil sige uden for spisetiderne, lavede Cecilie en konkurrence med alskens løjer og anstrengelser,
hvor alle 8 kunne konkurrere mod alle 8. Det gjorde vi så. Fysiske aktiviteter både udenfor og indenfor. Jeg kan ikke huske, om vi ”lod fødselaren vinde” ! Men sjovt var det i hvert fald.
CECILIE BLIVER 30
Den tredje 30-års fødselsdag var overraskende nok CECILIEs. Hun rundede dagen lørdag den 23. oktober 2004. Det var godt en måned efter hendes bryllup
med Nikos. Fejringen i familiens skød blev henlagt til det spanske, nærmere betegnet til Benalmádina lige ud til Middelhavet lidt vest for Malaga. Altså i det sydligste Andalusien på Solkysten. Det skete
i ugen fra den 30. oktober til den 6. november. Vi havde i RCI byttet os til tre dejlige lejligheder på feriecenteret Sunset Beach Club. En lejlighed til Cecilie og Nikos, en til Claus og Lasse og en stor til deling mellem vi fire
”voksne”. Det fungere flot altsammen. Vi havde også lejet biler dernede, så vi kunne komme rundt for at opsamle dejlige oplevelser.
Ferien startede lidt dårligt for fødselsdagsbarnet.
Hun fik halsbetændelse, tror jeg det var. Så Nikos og jeg kørte om aftenen ind til centrum af Benalmádina for at finde et åbent apotek, som vi af gode grunde ikke vidste hvor var. Byen stillede op med smalle og krogede
gader. GPS var der ikke noget af, i hvert fald ikke i vor bil. Så vi måtte snuse os frem. Det lykkedes. Og de indkøbte medikamenter gjorde også, som de skulle.
Jeg husker, at vi også hyggede os med sammen
at se video fra brylluppet i en af vore lejligheder.
Vi fik fejret den unge, nu modne, frue på bedste vis. Med indtil flere dejlige spanske middage i ugens løb. Vejret var dejligt det meste af tiden, så det havde
vi også stor glæde af.
Vi kørte ture i omegnen, f.eks. op til Mijas på bjergskråningen. Og en af dagene tog vi på heldagsudflugt til Gibraltar for at opleve ”England i Spanien”.
Vi fik også hilst på de berømte aber. De var dog ikke særlig høflige. De gjorde alt, hvad de kunne for at stjæle fra vore lommer og tasker!
Efter den dejlige fødselsdagsuge fløj vi
igen hver til sit. ”Englænderne” direkte til Birmingham. Vi andre til Bruxelles og København.
Og det kunne vi gøre med den gode viden, at et par måneder senere var mine tre krapyler tilsammen
100 år !!
CLAUS BLIVER 40
Næste skarpe ”børne-hjørne” var naturligvis, da CLAUS rundede de 40. Det gjorde han søndag den 2. juni 2006. Det skulle
selvsagt også fejres behøring. Nu måtte tiden være til at gøre det i Danmark. Så vi indbød til fødselsdagsfest på Hotel Ærø i Svendborg vikingekongen Svend Tvæskægs
gamle by. Et gammelt hyggeligt hotel lige ved havnen. Vi ankom fredag den 30. juni og tog afsted igen om søndagen. Og vi – det var fødselsdagsbarnet selv, der kom den korte vej fra Odense. Så var det Lasse, Karen, Dennis,
Liselotte og mig. Og så var det Cecilie og Anna Maria, der kom fra England. Det var Anna Maria første udlandstur. Hun var kun tre måneder gammel. Og hun var naturlkigvis lige ved at stjæle al opmærksomheden fra fødselaren.
Det var dog nok Claus selv, der var mest optaget af sin nye lille niece. Der var nærmest kamp om at passe hende. Og når hun stod i sin barnevogn, stak de fleste forbipasserende hovedet ned til hende for at se hende an. Selv tog hun det i stiveste
arm. Det må da også være dejligt med så megen opmærksomhed.
Fødselsdagsmiddagen indtog vi på hotellet. Den var glimrende. Karen holdt en sød lille tale for sin store dreng. Og han smilede
hele tiden helt op til ørerne.
Vejret var fantastisk med sol og blå himmel. Så vi besluttede os også for at tage en tur med det gamle skib M/S HELGE. Med det tøffede vi ud til Valdemar
Slot og tilbage igen. En herlig tur. Og ekstra dejligt for Claus, der elsker at sejle. Der blev endda taget et foto ombord af den stolte far og hans to knægte:
Jeg husker, at da vi sejlede tilbage
mod Svendborg, så vi pludselig to elefanter inde på bredden. Nej, nej der var ikke stor udskænkning om bord. Der var cirkus i byen. Og så skulle dyrene naturligvis prøve den fynske sø-luft, inden de skulle hoppe
og springe for publikum om aftenen.
LASSE BLIVER 40
Så var det Lasses tur til at runde de 40. Det blev henlagt til Rixensart og omegn. Det var i påskedagene i 2013.
Der blev lavet en hel drejebog om løjerne i de 7 dage, festen varede.
Det hele startede med flag, små hapser og champagne i Zaventem lufthavn. Til aften var der pileskydnings-konkurrence. Det var arrangeret i vort
høje skydetårn i Genval. Legen er meget gammel – helt fra Middelalderen. Den hedder på fransk ”Tir à l’arc sur perches verticales”. Nærmere betegnet skydning med bue og pil i lodret vinkel.
Formålet er at skyde en papegøje-fjer i toppen at det 38 meter høje tårn ned. Og vi havde en specialist, vor lokale turistchef, Michelle, til at vise os hvordan. Samtidig fik vi en forklaring på det museum, de har lavet på
stedet om dette skyderi. Der er stadig en klub her i byen, og de mødes normalt til konkurrence hver torsdag. I gamle dage fandtes det også i Danmark. Dengang skød man udendørs efter fjer, der var sat op på et kirketårn.
I dag bruges traditionen stadig på Herluftsholm Kostskole, når de nye elever skal rystes sammen.
Nå, men vi skød løs, og nogle ramte engang imellem, især Michelle. Dennis kom til skade med
sin tommelfinger og måtte forbindes lidt. Men sjovt var det.
I øvrigt kommer udtrykket ”at skyde papegøjen” fra dette spil.
Bagefter slikkede vi sårene og
oplevelsen ved at indtage Liselottes kineser-ret og synge 1. vers af den særlige sang, som Liselotte havde lavet til og om Lasse.
Sang til Lasse – melodi af Erik Grip til Grundvigs tekst ”Velkommen i den grønne
lund”
1. vers
Velkommen her til Rixensart,
hvor vi skal fejre Lasse.
Han fylder 40 – hva’be’har?
Kan det nu virk’lig passe?
Nu synger vi det første vers
så lad os rigtig jazze
med lyd på 40 megahertz.
Tillykke kære Lasse!
Næste dag, Langfredag, var det, var der udflugt. Vi besøgte et af CroisiEurope’s skibe til flodkrydstogter. Det hed Leonardo
da Vinci. Det var magen til mange af de flodskibe, vi både før og efter denne fødselsdag har fornøjet os på på forskellige europæiske floder. Vi fik kaffe og drinks – og lidt rundvisning.
Måske en sådan tur også kunne friste de andre en god gang ?!
Bagefter tog vi til den flamske by Mechelen. En gammel Middelalderby med Belgiens højeste kirketårn. Og det er endda kun halvt så
højt, som man havde planlagt. Byggeriet stoppede i 1300-tallet, fordi man var løbet tør for penge. Det var vi heldigvis ikke, så vi gik ”ombord” i en dejlig restaurant på torvet. Jeg tror, den hed Bristol.
Magen til lækker mad skal man lede længe efter. Og så nød vi naturligvis den lokale Carolus-øl, der stærkt kan anbefales.
Hjemme igen sang vi 2. vers af Lasses sang. Og nød aftenen
i Valhalla.
2. vers
Nu sidder vi i Rixensart
og hygger os med Lasse.
Han er et prægtigt eksemplar
af
bedste arvemasse.
Nu synger vi så andet vers
og vi skal stadig jazze
med lyd på 40 megahertz.
Tillykke søde
Lasse!
Lørdag var en slappedag. Dog naturligvis med 3. vers om Lasse:
3. vers
I huset her i Rixensart,
der
ser vi ofte Lasse.
Og vasketøjet med han ta’r,
Så sludrer vi en masse.
Nu synger vi så tredie vers
så
lad os stadig jazze
med lyd på 40 megahertz.
Tillykke hygge-Lasse!
Og om søndagen, 1. påskedag, bød Liselotte
på fødselsdagsbrunch på Hotel Conrad inde i vort gamle kvarter i byen. Det var hendes gave til fødselaren. Det er en berømt champagne-brunch med alt, hvad man kan tænke sig af lækkerier. Og
det kunne vi. Dennis nåede kun halvdelen af brunchen, da han skulle flyve hjem for at fejre sin datter Line, der deler både fødselsdag og fødselsår med Lasse.
Senere blev 4. vers afsunget af fuld
kraft i Valhalla:
4. vers
I gode folk i Rixensart
er I nu veltilpasse?
Nu vil vi ha’ et ærligt svar
fra både jer og Lasse.
Nu synger vi så fjerde vers
og vi ska’ stadig jazze
med lyd på 40 megahertz.
Tillykke rare Lasse!
Mandag var der igen dømt slappedag, for nu skulle vi naturligvis varme op til den egentlige fødselsdag. Og med 5. vers, der lød sådan
her:
5. vers
Til huset her i Rixensart
er have og terrasse.
I kælderen der er en bar.
Aprilsnar?
Visse-vasse!
Nu synger vi så femte vers,
og vi skal stadig jazze
med støj på 40 megahertz.
Tillykke Lars
– nej Lasse!
Lasse er født den 2. april kl. 07.30. Så der var ingen vej udenom: den skulle naturligvis fejres præcist kl. 07.30. Det blev i et pyjamas-party
i stuen. En af Lasse fødselsdagsgaver var en pyjamas. Vi kunne ikke helt klare, at han dukkede op i Adamskostyme til sin fødselsdag. Det blev rigtigt hyggeligt og muntert. Og det var ret tidligt at drikke champagne. Men sådan
var det. Og det blev nydt. Også af fødselaren, er jeg sikker på.
Han blev også begavet, bl.a. med en dejlig Kindle e-bogs-læser af storebror Claus – og med en ugens højskoleophold af os.
Den har han dog ikke benyttet endnu (2016). Men det kommer. Gavekortet gælder så længe, der bare er én højskole tilbage i Danmark J
Undervejs var der naturligvis skype-fejring med familien
i Birmingham.
Og det sidste og 6. vers i Liselottes sang blev afsunget igen og igen og lød:
6. vers
Nu er der fest i Rixensart,
nu
skal vi fejre Lasse,
for han er dagens fødselar,
en herlig ”bulderbasse”.
Nu synger vi på sidste vers,
og
råber nu en masse.
10 hurraråb og vild kommers
fortjener vores Lasse!
Så man kan med rimelighed sige, at knægten
kom godt ind i sit 5. årti !
CECILIE BLIVER 40
Og endelig blev også ”lille Cecilie” 40. Det fejrede vi i Australien lige før jul 2014.
Og Cecilie og jeg havde besluttet at slå vore runde dage sammen, så vi holdt en 110-års fødselsdag.
Her er min dagbogs-beretning om, hvordan det forløb:
Fredag,
den 19. december:
I dag starter vor fødselsdag. Cecilie og jeg deles om at fejre vor fælles 110 års fødselsdag. Og det skal naturligvis gøres med manér! Derfor har Liselotte og jeg inviteret "hele
banden" på et tre-dages ferieophold små 300 km sydpå fra Perth. Cecilie har fundet stedet - Bayview Geograph Resort i Busselton. Det ligger i et stort ferieområde lige ud til Det indiske Ocean.
Vi
startede i familiens to biler ved 11.30 tiden i op til 39 graders varme. Men når man kører sydpå herovre, så falder temperaturen - modsat i Europa. Så vi kom helt ned på 36 grader senere på dagen.
På
vejen gjorde vi holdt i Vestaustraliens næststørste by, Mandurah (tryk på 1. stavelse). Her blev det til en bid og en tår på en hyggelig café på havnen. Modsat amerikanerne er australierne virkelig gode
til det med hyggelige havnemiljøer og alt, hvad dertil hører. Da vi en gang besøgte vestkysten af Florida og kørte ned til en havn, var det eneste, man kunne købe, skibsmotorer :-( Og dem havde vor tørst
i varmen ikke rigtig brug for!
Vi nåede frem til Bayview, der er et resort først og fremmest med hyggelige feriehuse. Vi fik hus nr. 131 og nr. 271 stukket ud. I det første boede alle de unge og
halvunge mennesker. Der var tre soveværelser hver med sit badeværelse - og en stor fællesstue med køkken. Og i det andet indlogerede vi mere adstadige os i de to værelser med badeværelse og fællesstue. Husene
lå tæt på hinanden, og bilerne var parkeret lige udenfor, så alt var godt. Oceanet lå 300 m væk. Og på resortet var det både indendørs svømmehal og lege- og sportsfaciliteter. Samt en restaurant,
som vi skulle få stor glæde af.
Eneste problem var at området også var opholdssted for milliarder af fluer. Små, vimse bæster af slagsen. De stak ikke. Men de havde en udpræget forkærlighed
for at lande og kravle rundt i ansigtet og hvad dertil hører. Vi fik af de lokale på stedet at vide, at denne flueplage på denne årstid er helt usædvanlig. Men det hjalp os ikke meget. Nogle af os indkøbte straks særlige
fluenet til at tage ned over hat og hoved. Dem kendte vi fra vort besøg for tre år siden inde ved Ayers Rock. Der lærte vi også, at den særlige australske hilsen er en hurtig og determineret håndbevægelse hen foran
ansigtet. Så kan man både hilse og jage fluer væk på én gang! Praktiske folk, de australiere.
I aften hyggede vi os med at spise på stedets restaurant, der hedder Spinneke (det betyder
spiler, et særligt forsejl på en sejlbåd). De havde steak-aften med en ordentlig krabat for 20 dollars. Den bedste steak jeg har fået i meget lang tid. Og de andres mad var også fuldtud tilfredsstillende, både i kvalitet
og mængde. Og da vi naturligvis er fast besluttede på så vidt muligt at drikke lokal vin her fra området, fandt vi en rigtig god rødvin, der hedder Billygoat (det betyder gedebuk). Samme lokale vingård
producerer også en "gede-hvidvin". Den hedder naturligvis Nannigoat.
Således blev de fleste af vore behov fint tilfredsstillet. Og vi kunne velfornøjede hygge os sammen ved og i vore huse resten af aftenen.
Fluerne her går heldigvis tidligt i seng!
Lørdag, den 20. december:
Denne dag startede med en fælles udflugt ind til Busselton, en by på 20.000 indbyggere nogle få km fra
os. Hovedattraktionen er en 1,8 km lang træ-mole ud i oceanet. Den hedder The Jetty. Den blev bygget i 1864-65 og er senere forlænget og moderniseret. Den er i dag den længste mole af træ på den sydlige halvkugle.
Oprindelig blev den bygget som havn for hvalfanger-bådene, som der var/er mange af i dette område. Havet er meget lavvandet her. Derfor måtte man langt ud, for at skibene kunne lægge til. Og samtidig byggede man en lille jernbane på
molen, så hvalkødet og anden gods let kunne fragtes i land. I dag er Jetty'en en turistattraktion, og det lille tog kører mod betaling glade turister frem og tilbage. Vi fik dog ikke fornøjelsen af en togtur, da der var et
par timers ventetid på siddepladser. Det var især Zoe ret så utilfreds med! Hun kommer forhåbentlig derned en anden god gang.
Efter flere julegave-indkøb og et kort visit i den lokale "Bottle Shop",
gik turen hjemad. I aften skal vi have den store 110-års fødselsdagsmiddag !
Vi startede kl. 17.30. Pigerne var i deres flotteste skrud og virkelig i festhumør (i hvert fald det meste af tiden). Anna Maria
have lovet os at tegne to Dannebrogs-flag. Det havde hun gjort med stor ynde - helt i hendes egen stil. Og så kom hun med et særligt fødselsdagskort til MORFAR - et kort, hvor alle havde skrevet deres hilsen. Hun havde været meget
aktiv med at få samlet disse hilsner på kortet - UDEN at jeg opdagede noget. Det var virkelig sødt. Begge vi fødselsdagsbørn lod os med stor fornøjelse hylde (måske endda efter fortjeneste ?!). Dels med dejlige
gaver. Og dels med en fødselsdagssang, som Liselotte havde lavet.
Gaverne gik lige fra Kay Bojesens berømte abekat og Tivoli-gardist med rødt skilderhus samt et særligt maleri fra Odsherred til Cecilie -
til et meget stort gavekort fra Claus til mig. Kan bl.a. bruges til faldskærmudspring eller en tur i en ballon. Jeg tror, jeg vælger det sidste :-). Der vankede også en dejlig skotsk gave i form af en 1. klasses single malt Glenfiddich.
Den skal blive vederkvæget med ekstra stor fornøjelse - dog nok ikke på ballonturen.
Og så til den søde fælles sang, som blev dejligt afsunget i lystig stil. Den fortjener at blive en del af denne
Dagbog:
En lille sang i anledning af CECILIEs og NIELS JØRGENs 110 årsdag i Busselton, Western Australia den 20. december 2014:
Melodi: Svantes Lykkelige Dag
Wow,
sikken fødselsdag
vi er i festligt lag
Cecilie blev 40 og har
medbragt sin søde far.
Det skal vi fejre med endnu
en tår
for 70 plus 40 år!
Niels Jørgen Thøgersen
én af "The Upper Ten".
Du fylder 70 - tænk engang,
og du er Min Don Juan.
Det skal vi fejre med endnu en tår
for halvfjerdsindstyve år!
Søde Cecilie
os din familie
Vi ønsker tillykke med fest
her i Australia West
Nu skal du fejres med endnu en tår
for de fyrretyve år!
SKÅL og HURRA!
Morfar bli'r snart 70
derfor endnu et vers
fordi du' præcis den du er
vi elsker dig hver især.
Det
skal vi fejre med endnu en tår
for halvfjersindstyve år.
Cecilie søde ven
yndig og kyndig, men
en gang var du stille og sky
nu er du stærk og kry
Det skal vi fejre med endnu en tår
for de fyrretyve år.
Tænk hvilken herlig dag
vi har i festligt lag.
Jeg kysser jer kærligt og ømt
lad os
få glasset tømt.
Nu skal I fejres med endnu en tår
for de 10 plus 100 år!
Kærligst fra
Liselotte
Det var sødt, varmt og dejligt. Og så helt ovre på den anden side af jordkloden. Næsten. Både Cecilie og jeg labbede det ihærdigt i os. Og uddelte
bagefter kys og kram som tak af hjertet!
Senere sang Cecilie sangen for pigerne. Og selv om de ikke forstår dansk, kunne de helt bestemt føle den varme stemning, som den dejlige sang udstråler! Og vi skal i
hvert fald nok få dem lært melodien, mens vi er her.
Fødselsdagsmiddagen blev indtaget på The Spinneke, samme restaurant som i aftes. Og denne
gang var der dækket et særligt fødselsdags- og julebord i et dejligt lokale, hvor vi var alene det meste af tiden. Alle kunne vælge deres yndlingsretter fra kortet - og der lød ingen klager hverken før, under eller efter
middagen. Højest at et par af os måske kom til at spise (lidt) for meget. Men sådan er det vel med fødselsdagsmiddage!
På vej til middagen blev vi iøvrigt ønsket tillykke af en possum.
En slags australsk pung-rotte, som der er mange af. Indtil videre er det dog det eneste vilde dyr, vi har set. Den var næsten helt fredelig og tam - sad på vejen og lod som om, den talte os. Til sidst opgav den dog og gemte sig under en parkeret
bil.
En dejlig dag og aften var ved at slippe op. Møge og forspiste tog vi en lille go'nat-én i vort lokale "Vandhul" i vort hus. Nye oplevelser venter forude!
Søndag, den 21. december:
Så er det blevet årets længste dag! Hov, hvaffor noget - er det ikke den korteste dag?! Jo, begge dele er naturligvis rigtigt. Her på vore sydlige breddegrader
begynder solen fra i dag at bevæge sig nordpå. Og dagene bliver kortere. Og knap så varme. Perth og omegn ligger dog fortsat i den subtropiske zone. Nogen har kigget på en globus og set, at Perth ligger lige så langt syd for ækvator
som Athen ligger nord for den. Det betyder dog ikke, at vejret er det samme de to steder. I hvert fald ikke hele tiden. Mens sommeren i Athen kan være både meget varm og meget fugtig, er den her meget varm og meget tør. Det gør
en stor forskel. Og der bliver om vinteren heller ikke så koldt her som det af og til kan blive i Athen. Men det er naturligt, at Nikos som græker klimamæssigt føler sig mere hjemme her end vi andre.
I dag
har vi sat os for at køre sydpå for at bese det kendte område omkring Margaret River - et af Vestaustraliens kendteste vin-distrikter. Vi er ti personer og kan lige akkurat være i de to biler, og endda have rimelig god
plads. Cecilie fører den ene, Nikos den anden. Og de er begge fremragende chauffører!
Første stop på vor tur var Margaret River Chocolate Company! I kan komme med på denne site:
www.chocolatefactory.com.au Her blev et orgie af chokolade i alle former og af enhver smag budt til torvs. Midt i det store og lækre butikslokale var der 4 store baljer
med hver sin slags chokolade - i form af chokoladeknapper. De var til fri afbenyttelse. Det gjorde vi så - endda i flere omgange. Så var første del af dagens frokost klaret. De solgte også kaffekrus - ja, det var vel chokoladekrus
- med teksten: Sex is no alternative to chocolate! Og pigerne blev ekstra begejstrede, for de blev indbudt til at deltage i en tegnekonkurrence. Det kastede de sig begge ud i med stor energi og forhåbning om at vinde. Iøvrigt
har på for tre år siden besøgt en meget lignende chokoladefabrik på Tasmanien.
Mælken til chokoladen kommer fra de mange kvægfarme i dette område. Man ser køer alle vegne her. Ikke
rød dansk malkekvæg eller de kendte sortbrogede for ikke at tale om belgisk bleu-blanc. Her er de allesammen "malet" sorte. Det er nok en særlig australsk kvægrace.
Samme choko-fabrikant er også
den glade ejer af en flot vingård. Den ligger få hundrede meter fra chokoladerne. Undervejs til fods mødte vi bl.a. nogle store papegøjer, der oppe i et træ var i gang med at gøre kål på store nødder.
Vingården hedder Providore. Kig indenfor her: www.providore.com.au Bortset fra liflige vine producerer og sælger de også vinaigre, sennep,
syltetøj og meget andet godt. Og man kunne sågar smage på det hele, hvis man havde lyst. Jeg gik dog kun efter senneppen.
Apropos vestaustralske vine, så har vi længe forsøgt at finde dem
i butikker både i Belgien og i Danmark. Men forgæves. De drikker dem sikkert allesammen herude, de lurifakse. Derfor besluttede vore Bedemands-venner fra Aalborg & omegn og jeg i sommer på Anholt at starte et vinimportfirma netop for
vine fra Western Australia. Samt fra Franken i Bayern. Dem kan man nemlig heller ikke få derhjemme. Som lidt pynt på kagen blev det også besluttet, at vort firma skal importere dejligt dameundertøj! Og derfor har Liselotte givet
firmaet sit navn: VINGERIE ! Nu må vi se, som den blinde sagde til den døve. Gode og spændende planer kan man ikke have for mange af :-)
Da vi kørte fra disse oplevelser, så nogle
af os en flot Emu, der majestætisk spankulerede afsted inde i en vinmark. Det er det første rigtige vilde dyr, vi har set indtil nu på turen. Det var en af dens søstre, der i en dyrepark ved Sydney pludselig kom listen
hen til mig bagfra og i et lyn-haps snuppede et bæger jeg havde i hånden med popcorn til kænguruerne fra mig. Men det var tidligt om morgenen, så den gamle her var mindst lige så hurtig - vendte mig i løbet af et splitsekund
om og snuppede bægeret tilbage igen. Det havde den sgu ikke regnet med. Den gik småfornærmet videre for at prøve et overraske en anden dum turist! Så når jeg ser en emu nu, stritter alle advarselslamper. Man
ved aldrig hvad den luskede fugl kan finde på :-) Og heldigvis for det!
Vi lyn-besøgte også en af de flotteste vingårde i området. Den havde samtidig en imponerende restaurant, også på priserne.
Og i parken var der en stor scene til udendørs koncerter. I det hele taget er landskaberne på disse kanter flotte og velplejede. Der er ikke meget bushland her.
Næste stop blev caféen Settlers' Rest
inde midt i Margaret River by. Her indtog vi en dejlig frokost, mens to australske country sangere underholdt udenfor. Det kan altsammen anbefales.
På vej fra byen fandt vi lige på den anden side af floden en legeplads
- både for børn og voksne. Det vil sige, at den ikke bare havde de sædvanlige legeting til de mindre. Der var også forskellige motions-instrumenter, som nogle af os kender dem fra fitness-centrene derhjemme. Og det lå altsammen
flot anlagt i kanten af en stor skov og lige ned til floden. Hele herligheden er en gave fra den lokale Rotary Club. Det har vi i øvrigt set flere steder. Bænke og andre "behageligheds-ting" skænket af netop Rotary. I Rusland ville de være
givet af det allestedsnærværende Gazprom. Men de har også råd til det - i hvert fald indtil nu!
På vejen hjem til Busselton gjorde vi holdt i badebyen Dunsborough. Den havde vi fået anbefalet
fra flere sider. Og med rette. Den har en meget, meget indbydende strandpromenade med det blå, blå ocean lige foran. Og vandet på den meget børnevenlige strand var det varmeste selv vor "australske" familie havde oplevet, mens de har
boet her.
Iøvrigt har jeg ladet mig fortælle, at ordet DUN er et gammelt keltisk-gælisk ord for SLOT. Så der har måske ligget et slot her engang. Nej, det har der nok snarere i den skotske eller irske
by, som stedet her givetvis er opkaldt efter.
Der ligger også nogle kendte grotter i dette område. Men et besøg i dem blev nedstemt med et overvældende flertal!
Mandag, den 22. december:
Dette er vor sidste dag på denne mini-ferie i ferien. Det er vi naturligvis lidt kede af. Men alting har en ende. Og der er også mange andre spændende oplevelser på tapetet i de kommende uger. Vi vinkede farvel både
til vore to huse, til feriecentret og til oceanet - i hvert fald her på stedet. Fluerne er de eneste, vi ikke kommer til at savne. Dem erd er nemlig ikke nogen af inde i Como eller i Perth. Men nu har vi investeret i fluenet, så de kan bare komme
an, kan de!
Vort mål på hjemvejen var the Dolphin Centre ved Bunbary - også helt ude ved oceanet. Det vil dog sige, at centeret ikke selv har en eneste delfin. Men det er så heldigt, at der normalt er
masser af dem lige udenfor i havet. Så de mest eventyrlystne - og det var i dag Cecilie og Lasse - drog afsted i godt 1 1/2 time med et lille skib til en snes personer, og hvor skipper fortalte ting og sager undervejs. Og ganske rigtigt: de så
og mødte masser af delfiner, både store og små. De boltrede sig i vandet lige ved siden af skibet. Delfiner er meget legesyge og uhyre venlige. Og oveni er de kloge, så de kan lære en masse - og huske det. Det blev det nok ikke
til i dag. Men vore to deltagere kom i hvert fald glade og tilfredse tilbage.
Vi landkrabber kunne i mellemtiden bese centerets udstilling af mindre havdyr, ikke mindst da de blev fodret af en overmåde hyggelig og vittig "morfar",
der arbejder som frivillig på centeret. Der var bl.a. en mini-haj. Den sagde vi naturligvis Hi-Hi haj! til. Og så var der en halvstor og mega-nysgerrig blæksprutte i et andet bassin. Vi fik fortalt, at sådan en fyr
(ud over sine 8 arme) har 3 hjerter og hele 9 hjerner. Samt blåt blod. Det er derfor, den kaldes en blæksprutte. I øvrigt sprutter den kun med sit "blæk" i yderste nødstilfælde, hvor den skal forsvare sig. Dens nysgerrighed
og sociale sind opdagede vi hver gang, vi gik hen til dens lille bassin. Normelt sad den i sit lille hus og holdt øje med alt, der bevægede sig udenfor. Men så snart vi nærmede os, kom den straks baskende helt hen til glasvæggen.
Claus morede sig med at kigge den helt ind i det ene øje oppe ved bassinkanten. Denne kant var iøvrigt lukket med stærk, sort tape. For ellers ville krabaten kravle ud, gå hen til de andre smådyr og formentlig fortære
dem. Så ingen ekstra udflugter her.
Claus havde også læst, at blæksprutter er meget kloge (det er nok det med 9 hjerner!). Klogere end hunde. Og deres sociale instinkt er så stort, at de mere end netop
hunde ville være ideelle husdyr. Så næste gang du skal bytte Fido med en ny, bør du måske overveje en 8-armet blæksprutte!
Efter godt et par timers hyggeophold styrede vi videre hjemad mod Como.
Det var en strækning på 171 km. Det gik nemt og smertefrit. Australierne har fremragende veje, i hvert fald her. En Highway er en hovedvej, hvor der også ofte er en cykelsti ude i siden. Og en Freeway er en motorvej med
de regler, der gælder for dem. De bruger km og ikke miles her i landet. Det gør tilpasningen for os nemmere.
Af og til mødte vi et gult vejskilt med en kænguru på. Det betød, at
vi måske ville møde dem. Det gjorde vi nu ikke, selv om der er masser af dem. Derfor bliver der også dræbt mange hvert år i trafikken. En del biler har en ekstra stål-konstruktion foran på køleren. Det er ikke
en kofanger, men en kænguru-fanger må den vel hedde. Den er indrettet således, at hvis man rammer et dyr, så ryger det ikke op på forruden med alt hvad det kan betyde af katastrofer, men ind under bilen og bliver formentlig
dræbt eller i hvert fald lemlæstet. Af samme grund er den slags køler-udstyr forbudt i Danmark. Når jeg ser, hvilke biler - ofte store 4-hjulstrækkere - der har denne store, stærke stålkonstruktion påmonteret,
så kan jeg ikke helt befri mig for tanken om, at den for en del mænd snarere er en slags potensforlænger :-)
Hjemme igen nød vi en afslappet aften for at fordøje alle de nye indtryk, vi havde fået.
I morgen er det lillejuleaften. Og vore forberedelser til en rigtig dansk jul onsdag aften tager fart. Glæden og forventningerne er store.
CLAUS BLIVER 50
Denne runde dag
for min største knægt indløb lørdag den 2. juli 2016. Det var på forhånd aftalt med fødselaren, at fejringen ville ske i to omgange: 1. halvleg på selve dagen i Veddinge Bakker og 2. halvleg med hele
storfamilien på Kos i Grækenland. Det var dog ikke alt, Claus vidste på forhånd.
Fejringen i Veddinge skulle være lidt af en overraskelse. Claus blev traditionen tro afhentet på Korsør Banegård
aftenen før. Stille og roligt. Og også med en stille og rolig morgenmad på selve dagen. Flag på bordet - dejlig morgenmad - en fredelig og udramatisk morgen med hygge for tre. Claus vidste, at Karen og Dennis kom til frokost.
Ikke mere. Hans undring startede først, da han og jeg ved 11.30 tiden tog afsted efter maden til frokosten. Først til Svinninge-bageren i Fårevejle efter en stor, flot fødselsdagslagkage. Han så den ikke. Men han undrede sig
nok lidt over kagekassens størrelse. Derefter videre til Superbrugsen i Asnæs efter den bestilte mad. Da han så den store rullevogn med indtil flere kasser med føde, kunne han ikke længe holde nysgerrigheden tilbage. Hvorfor
så megen mad?, spurgte fødselaren. I farten kunne jeg kun finde på at svare, at vi altid køber mad ind til en hel uge ad gangen. Jeg ved ikke, om han købte den forklaring. Endnu større blev hans nærmest forskrækkelse,
da det lykkedes mig som vognstyrer med hele molivitten at vælte med det hele ude på parkeringspladsen :-( Rødvinssauce og salater ud over det hele! Kødet og andre gode ting væltede også rundt i
kasserne - dog uden at slippe helt løs. Det var godt nok ikke så godt! Åh, al den dejlige spildte sovs, sagde alle,d er passerede forbi! Da lærte jeg for alvor, at danskerne går meget op i mad,
kommenterede Claus bagefter.
Da vi lidt forsinket og med sauce på Claus's fine bukseben !, var gæsterne kommet. De ventede i gården. Til Claus's klart store overraskelse. Morbror Suller og Per. Farbror Hans og
Lisbeth. Alle fra Aarhus & omegn. Og som rosinen i pølseenden lillebror Lasse, der for spændingens skyld i første omgang havde gemt sig i et værelse. Han var fløjet ind i dagens anledning hjemme fra Bruxelles.
Det blev en dejlig fødselsdag først med kølige drinks på balkonen. Så med syngende skype-snak med familien i Perth. Og så frokosten i køkken-alrummet. Vi kunne lige akkurat sidde omkring spisebordet.
Det havde vi regnet ud på forhånd! Og maden var trods kolbøtten på parkeringspladsen blevet fint anrettet af Liselotte og Karen, så ingen anede uråd om den dramatiske begyndelse. Det fortalte jeg dog lidt om efter et par
glas vin eller tre.
Undervejs kunne jeg ikke holde et par hædersord tilbage om min store, lange knægt:
Kære store knægt, kære over-krapyl, kæreste Claus !
Så blev det dagen ! Dagen, hvor du træder ind i vi rigtige voksnes alder !
Liselotte, din mor, Dennis og jeg er meget glade for sammen at måtte fejre dig her i de Vedding'ske Bakker, hvor du
er kommet, siden du var 13.
Det er dejligt at se sine børn gro til, blive store, være velfornøjede, leve og have appetit på livet.
Det er en fornøjelse at opleve,
hvordan du er levende interesseret i alting ! Undtagen fodbold! Hvordan du følger med, reagerer, skriver i aviserne, tænker kreative tanker.
Tak, fordi vi hele tiden må være en del af dette. Du
ringer af og til og siger: Jeg er lige kommet til at tænke på noget meget interessant ! Det ville jeg lige fortælle jer. Og råd, ideer, modspil og medspil - det kan man altid få hos dig.
Tak,
fordi du altid er så interesseret i os alle sammen. Og "care'r" om os, hvis det er nødvendigt. Det ved jeg, at vore allesammens to små prinsesser i Australien også mener og sætter stor pris på. Magen til medleven
+ uanede mængder af tålmodighed - også når du leger med pigerne - skal man lede længe efter.
Tak, fordi du ikke altid er enig med os - bare for husfredens skyld. Dem, der er det, går
let i ét med tapetet. Det gør du i hvert fald ikke ! Det gælder heldigvis også Lasse og Cecilie.
Tak for alt det, du også lærer os. Først var det sammenhængen i
historie. Så var det (næsten) alt om IT og computere. Og du er fortsat meget up-to-date om alt det, den moderne udvikling byder på. Og nu er det den risikable kunst at investere. Købe og sælge aktier og obligationer på
det rette tidspunkt. Et godt råd til jer alle: hvis I vil undgå problemer, så ring aldrig til Claus kl. 21.50 på en hverdagsaften. Det er nemlig 10 minutter, før New York børsen lukker. Og han vil være
fuldt koncentreret på, hvad det byder af godt og skidt den aften.
Og Tak fordi du også har lyst til at rejse. Du er altid med på den værste, når vi foreslår et eller andet - til lands, til
vands eller i luften. Vi har haft masser af dejlige oplevelser sammen, inkl. krydstogt og andet godt.
Da jeg blev 50, fik jeg en ko. Da jeg blev 60, fik jeg en tyr (eller i hvert fald noget af den). Det skal du ikke ha'.
Du får i stedet denne her: En bog om VENEDIG. Hvorfor det? Fordi gaven er en tur - sammen med mig - til denne herlige by. Som du ved, havde vi planlagt den allerede for et par år siden. Men da kom din daværende
dårligdom og hospitalet på tværs. Så nu skal det være! Formentlig til foråret, hvor der ikke er så mange millioner turister i byen som nu - og hvor vejret også normalt er meget menneskevenligt. Vi
skal bo på vort yndlingshotel, Hotel Paganelli, lige ud til Lagunen og 300 m fra Dogepladsen. Og så inviterer jeg også Lasse med på turen. Vi skal jo have nogen til ta' slævet :-) Cecilie fik også invitationen.
Men hun kunne desværre ikke komme helt nede fra down-under i denne omgang.
Kære Claus - med disse ord mine allervarmeste lykønskninger og "tilløkker" med den flotte alder. Og fortsæt
med at leve livet, ta' hver dag en ordentlig bid af oplevelseskagen - og jeg glæder mig til fortsat at nyde masser af dejlige oplevelser og diskussioner med dig!
Claus længe leve!! Hurra - hurra - hurra
! Og så det lange: hurrraaaaaa! Og til sidst suset fra Hjallerup marked !
din far :-)
Der var skam også sange til den stolte
fødselar. Her er Liselottes hyldest til Claus - sunget både i Veddinge og på Kos:
En sang til Claus
i anledning af hans 50 års fødselsdag
lørdag d. 2. juli 2016
Melodi: Sådan er kapitalismen
**********************************************************
Vi er samlet for at fejre
Claus, han fylder nemlig år,
derfor har den gamle "hejre"
skrevet vers, som I forstår.
For vor Claus, kapitalisten,
skal vi synge denne sang.
Hyldes skal jo historisten
med lidt rim og bægerklang
Jeg har prøvet flere gange
rime på 50 på vers.
Det' en leg at skrive sange
til en mand, som blir' 70.
Men nu blir' kapitalisten
jo 50 ved denne fest,
så må verse-aktivisten
op på rimesmedens hest.
Politik, EU, historie
det
er emner du forstår.
Puds du bare trygt din glorie,
vi'r de rene nokkefår.
Sådan er kapitalisten
broder
Claus er også ældst.
Du er faktisk specialisten
udi næsten hvad som helst.
Du
kan være "Rasmus Modsat"
hvis det passer dig en dag.
Så vi andre bli'r sat skakmat
og er dømt til nederlag.
Altid er kapitalisten
klar til modspil og debat
du er encyklopedisten,
men har også lyst til pjat.
Du er altid smart i tøjet
klær' dig virk'lig ele-GANT.
Jeans skal sidde li' i øjet.
Flot det er han, ikke sandt!
Sådan ser kapitalisten
ud i tidens sidste snit.
Du er modespecialisten,
burde være kvinders hit!
Vigtigst er vist din familie,
det' det indtryk som vi har
Nikos,
Lasse og Cecilie,
Zoe, AM, mor og far.
Morbror Claus, kapitalisten,
har tålmodighed til leg.
Hygge-onkel-specialisten
pir'ne syns' du er så sej!
Alting skal jo ha' en ende,
denne vise er nu slut.
Bedste
ønsker vil jeg sende
til dig Claus - en varm salut
skal du ha', kapitalisten.
Tre hurra'r med fynd og klem.
Lad
os tænde føs'das gnisten
før I alle tager hjem!
Kærlig hilsen fra Liselotte!
Karen havde også lavet en hyldestsang til fødselaren. Den blev også sunget til festen på Kos. Se den senere i denne beretning.
Som nævnt allerede fandt 2. halvleg
af 50-års festen sted på Kos. Nærmere betegnet søndag den 17. juli på den dejlige restaurant Petrino midt i Kos By. Fejringen skete sammen med Karens første fejring af sin 75 års fødselsdag
nøjagtig en måned senere. Og her havde Cecilie, Nikos, Anna Maria og Zoe fra Australien sluttet sig til det muntre selskab. Det samme havde Nikos's far Manolis, hans bror Stergios og hans kone Nomiki. En herlig aften ude i restaurantens hyggelige
have. Claus solede sig endnu en gang velfortjent i festens midte, alt imens lækker græsk føde og dejlige vine (Claus tog selv en Mithos-øl, naturligvis) blev båret frem i stride strømme.
Karens
hyldest-sang til sin ældste pode rungede endnu en gang, denne gang igennem den varme græske aftenluft:
Og lillesøster Cecilie havde dette hyldestdigt til sin elskede storebror:
Kaere mor, kaere Claus
Kaere mormor, kaere Clausey Wausey Lemon Pausey
I er mine fortrolige
Og I’ da helt utrolige
I udtraaler begge varme
Og I er fyldt med charme
Mor, svigermor, mormor
Hvis man skal beskrive dig kort
Er du super kaerlig, men da ogsaa aerlig
Du higer ustandselig information
Og er samtidig en sror inspiration
Du hjaelper rigtig mange
Saa de ikke skal vaere bange
Claus,
min kaere storebror
Taenk engang du blir’ halvtreds
Men du er alligevel veltilpas
Hvis man skal beskrive dig kort
Er du klog og hjaelpsom
Og heldigvis ikke glemsom
Kvinden der finder dig
Kan rigtig glaede
sig
I er noget af det vigtigste vi har
Og til sjov er I altid klar
Kaempe tillykke til jer begge.
Hip hip Hurray, hip his Hurray, hip hip Hurray
Cecilie Thøgersen-Ntoumani
Den glade fødselar kunne ikke skjule - og ønskede det heller ikke - både i 1. og i 2. halvleg, at har var kisteglad for fejringen og de mange hyldestord og -råd. Det gav han varmt
udtryk for både i velvalgte ord, kropssprog, skålhilsner og varme bamseknus!
Og hvis I er i tvivl, så kan I se på dette fødselsdagsbillede, hvor glad knægten var:
PS: Og efter én fest bør en ny fest følge. Det blev en dejlig 3. halvleg i form af en reception for kolleger og venner på Stadsarkivet i Odense fredag den 26. juli.
Niels
Jørgen Thøgersen
Den 8. august 2016
niels4europe@gmail.com