Særligt om mine RUNDE FØDSELSDAGE

MINE RUNDE FØDSELSDAGE

Niels Jørgen Thøgersen

Det er dejligt at fylde år. Man får gaver. Man får hilsner. Man får opmærksomhed. Man får én på opleveren.  Sådan har jeg altid haft det.

Mine runde og halvrunde fødselsdag var naturligvis ingen undtagelse. Tværtimod. Man skal aldrig lade en god fest gå sin næse forbi !

Da jeg i 1970 blev 25, holdt vi en fest på Emiliehøj i Højbjerg.  Jeg var næsten færdig med studierne. Mine deltidsjob på Herning Højskole og på Folkeuniversitetet i Århus skulle naturligvis passes. Det samme skulle mit rejsebureau APOLLON med alle rejserne øst- og sydpå.  Men festes skulle der. Og det blev der.  Og jeg tog iøvrigt min endelige eksamen nøjagtig 1 år senere, nemlig den 22. januar 1971. Men det er en anden sag.

 

Da jeg i 1975 blev 30, var vi flyttet til Sjælland, og jeg var to år tidligere startet som chef for EF’s kontor i Danmark. Igen blev der kaldt til fest – denne gang hjemme hos os i Nivå.

Min gode kollega, Hans Jørn Hensen, sendte mig en hilsen på kontoret med denne ordlyd:

Kære Niels,

Tillykke med de 30. Jeg håber, du får en god dag. På lørdag skal vi rigtigt holde fest hos dig og Karen, når dagen skal celebreres.

Jeg er ked af, at jeg ikke kan være her på kontoret i dag, men hedens bønder venter på mig.

Alt godt i de næste 30 – og tak for dagligt godt samarbejde.

Hans Jørn.

Bemeldte lørdag den 25. januar festede vi igennem til den lyse morgen.  Det kunne og gjorde man dengang J

 

Da jeg i 1980 så blev 35, var det naturligvis ikke rigtigt rundt.  Men fejres skulle det. Jeg boede nu en en lejlighed i Skindergade i København lige over for vort kontor. Og jeg indbød i dagens anledning til en herrefrokost omkring mit nyindkøbte 8-kantede spisebord. Det var en tirsdag, men de herrer kunne skam godt komme alligevel. Hans Jørn Hansen,  Jens Raunkjær, Poul Henriksen, Hjalte Rasmussen, Ole Søgaard og et par stykker til.  Det blev gevaldig gemytligt overmåde meget endda. Og da mørket var faldet på, var der trods alt nogle af gæsterne, der ville eller skulle hjem. Men det kunne de ikke!  Min dør var gået helt og aldeles i baglås.  Hverken bønner, spark eller listige instrumenter kunne få den formastelige dør op.  Der sad vi godt. Jeg husker ikke, om vi var løbet tør for drikkelse. Det var vi nok ikke, for så er jeg sikker på, at vi havde fået døren op!  Nå, men vi ringede til en låsesmed, og han lovede at komme.  Stor var hans overraskelse, da han fandt ud af, at det ikke – som det plejer – var folk, der ikke kunne komme ind. Nu var det folk,d er ikke kunne komme ud !  Alt endte godt  Og jeg kunne i fred og ro tage fat på mit nye år.

 

Da den fem år senere var gal igen og jeg rundede de 40,  boede jeg i det gule pakhus i Toldbodgade.  Her inviterede jeg til ÅBENT HUS.

Min Invitation lød:

NON-INVITATION

København, den 15. januar 1985

Lad mig sige det på den måde:

Hvis du/I slet ikke kan finde på andet at spilde tiden med, så kig ind til:

ÅBENT HUS PÅ TOLDBODGADE 38C

TIRSDAG DEN 22. JANUAR EFTER KL: 17.00

Anledningen siges at være overgang til et andet årti.

Med kold hilsen,

Niels Jørgen Thøgersen

PS: Ved personlig henvendelse på bemeldte sted risikerer man blot at løbe ind i noget vin, øl, ost og lignende sager samt i flere af ens egen slags !

Der dukkede minsandten endda ganske mange op. De fleste kom tidligt, og til gengæld blev de til (meget) sent !  Det var virkelig en gemytlighed af de bedre.

Jeg husker én af mine gaver:  Ole Søgaard kom med en fin, tyk bog til mig. Dens titel var:  MANDENS  SEX-LIV  EFTER DE 40.      Jeg slog naturligvis sporenstregs op for at se, om der var billeder og den slags. Men ak. Det var der ikke. Der stod intet på nogen af siderne L  Jeg ved ikke, om jeg misforstod det hele.  Men jeg følte mig overbevist om, at det nu var op til mig at fylde bogen med gode, saftige selvoplevede historier J

Men inden alle disse hjemlige gemytligheder, havde mine gode kolleger sørme også fejret mig på kontoret.  Og Hans Jørn havde på alles vegne holdt en fin tale for og til mig  (se hans tale efter denne beretning).  Og de gav mig endda – som nævnt i talen – en særlig gave.  Det var et gammelt, indrammet sofastykke, broderet i 1880erne. Og med en tekst, der kan fortolkes på mange måder:

 

 

Det gode klenodie pynter i dag op i Valhalla.  Engang havde vi enpræst med dernede. Jeg havde egentlig tænkt at fjerne gaven, inden han kom, for ikke at fornærme hans gudelige sind.  Men jeg glemte det. Og han fik sig et gevaldigt grin. Og en lille gibbernakker til at skylle indtrykket ned med !

 

Da jeg så i 1990 rundede de  45, fejrede vi dagen i Paris. Cecilie var med – hun boede hos os dengang. Vi havde nogle dejlige dage i byernes by. Boede på Montparnasse og spiste fødselsdagsmiddag på Brasserie Coupole – også på Montparnasse (http://www.lacoupole-paris.com/en/ ). Vi tøffede naturligvis også rundt i byen og så mangt og meget.  Også 15-årige Cecilie nød turen meget – så meget, at hun til vor store overraskelse pludselig bestilte en Pernod, da vi (undtagelsesvis) sad på en berømt bar ved Champs-Elysées.

 

Da det hele begyndte at blive rigtig alvorligt i 1995, stod tælleren på 50.  Det havde jeg intet problem med – tvætimod. For nu skulle der for alvor festes. Det skete over to dage på Chateau de Limelette – ikke langt fra hvor vi bor nu. Se mere her:  http://www.chateau-de-limelette.be/ Vi havde inviteret godt tres gæster, og der kom mindst ligeså mange. Sikke fest, sikke fest.  Jeg fik bl.a. overrakt en KO, en lyslevende ko med et fødselsdagsskilt om halsen.  Jeg så meget forbavset ud. Det samme gjorde koen. Men vi tog os begge sammen. Også da jeg blev bedt om at malke hende.  Det gjorde jeg naturligvis. Man er vel ikke landmandssøn for ingenting.  Åbenbart lidt for ivrigt. Bondemanden, som koen klogeligst havde taget med, sagde nemlig pludsselig: Doucement, doucement. Comme si c’est une femme !  ( forsigtig, forsigtig. Som hvis det var en kvinde ) Hvor skulle jeg vide fra, hvad han mente med det J  Og løjerne var ikke forbi endnu: de  lystige gæster bad bad drikke den mælk, jeg lige havde malket ned i glasset.  NU regnede de nok med, at de havde fanget mig. Men ak nej!  Naturligvis drak jeg det – endda det hele! Og sagde Uhmmm bagefter.    Så havde de ikke flere forslag !

Nå, men Limelette festen får sit eget kapitel i MIN KRØNIKE, for der er meget at sige om den sag.

 

Da jeg minsandten i 2000 også nåede 55, besluttede jeg, at denne gang måtte London holde for. Op i Eurostar og afsted.  ”Iført” vore nære venner Thomas og Susanne, der boede og arbejde i Bruxelles på det tidspunkt. Vi boede på Holiday Inn lige ved Piccadilly Circus. Turen startede lidt træls, fordi Susanne fik sin pung stjålet på Piccadilly Circus. Politiet var meget hjælpsomt og kom endda på hotellet.  Det gjorde tyveknægten desværre ikke, så han så vi ikke mere til L  Vi var i staden over to dage. Og vi havde fået billetter til hele to musicals – Les Miserable om eftermiddagen og Phantom of the Opera om aftenen. Det kan nok være, at kulturen fik én på opleveren den dag. Det var måske derfor, at Victor Borge ved en senere lejlighed her i Bruxelles døbte mig Kul-Thøgersen !  Nå, men musicals er jo dejlige – i hvert fald de to. Man får uvægerligt en ustrýrlig lyst til at synge med.  Men det havde Vorherre eller hvem det nu var sat en effektiv stopper for, i hvert fald for mit vedkommende.  Jeg havde totalt mistet stemmen på hele turen. Kunne ikke fremkomme med en lyd !  Sikke en fred, sagde de andre.  Sikke irriterende, sagde jeg!  Da vi om aftenen var ude for at spise fødselsdagsmiddag, kunne jeg ikke engang sige, hvad jeg gerne ville have.  Jeg var overgået til pege-metoden.  Men maden og de flydende varer fandt heldigvis vej alligevel!  Det var en fødselsdag af de specielle !

 

Og som rosinen i pølse-enden ( i hvert fald indtil videre J  )  indhentede jeg i 2005 den gode alder 60.  Også det gav heldigvis anledning til en overmåde hyggelig fest. Den fandt sted på RØVERSTUEN i kimbriske Rebild. Hvor kunne den ellers have fundet sted for en ægte kimbrer. For de nysgerrige, der ikke var så heldige at være med, kan jeg vise stedet frem her:  http://www.roeverstuen.dk/    Med røver-overfald midt i spisningen, og det hele.

Og denne fest fortjener også et særligt afsnit her i KRØNIKEN. Det får den så.

 

Ja, jeg er jo forresten siden også blevet 65.   Året før havde vi med stor virtuositet afsunget Beatles nummeret When I’m Sixty-Four.  Denne halvrunde fødselsdag valgte jeg at fejre i gemytlig tosomhed sammen med fruen ude i Vestflandern.  Nærmere betegnet i landsbyen WATOU, der ligger et par km fra den franske grænse. Byen er en kunstby, og vi boede på et gammelt, hyggeligt hotel der hed: Tussen Dag en Morgen     ( Mellem Dag og Morgen ).  http://www.eenhuistussendagenmorgen.be/welcome.htm 

Og spiste dejlig fødselsdagsmiddag på en ypperlig og aldeles passende restaurant lige rundt om hjørnet.

 

Næste skarpe hjørne på livets muntre karussel var, da jeg i januar 2015 rundede de 70.  Støvets år, kaldtes det i gamle dage.  Det følte jeg nu slet ikke. Hverken at jeg var mere støvet eller at faretruende "slut-på-herligheden-skyer" truede forude. Som min belgiske læge altid siger:  Man skal leve så længe man kan - og leve godt! Og det vil han heldigvis gerne hjælpe mig med.

Denne gang gik planerne ud på, at jeg skulle fejres over mere end en måned!  Det havde jeg ikke ret meget imo'!

Vi skulle nemlig på familietogt helt "down-under" til Cecilie og hendes lille familie i Perth i Vestaustralien over jul og nytår. Og da Cecilie var blevet 40 i oktober og jeg ville blive mine 70 i januar, besluttede vi os til at slå os sammen for at holde en rigtig 110-års fødselsdag!  Som planlagt - så gjort.  Her er lidt om, hvordan og hvor det blev gjort:

Det hele var en del af en fælles udflugt ind til Busselton, en by på 20.000 indbyggere.  godt et par hundrede km syd for Perth. Hovedattraktionen er en 1,8 km lang træ-mole ud i oceanet. Den hedder The Jetty.  Den blev bygget i 1864-65 og er senere forlænget og moderniseret. Den er i dag den længste mole af træ på den sydlige halvkugle. Oprindelig blev den bygget som havn for hvalfanger-bådene, som der var/er mange af i dette område. Havet er meget lavvandet her. Derfor måtte man langt ud, for at skibene kunne lægge til. Og samtidig byggede man en lille jernbane på molen, så hvalkødet og anden gods let kunne fragtes i land.  I dag er Jetty'en en turistattraktion, og det lille tog kører mod betaling glade turister frem og tilbage. Vi fik dog ikke fornøjelsen af en togtur, da der var et par timers ventetid på siddepladser. Det var især Zoe ret så utilfreds med!  Hun kommer forhåbentlig derned en anden god gang.

Efter flere julegave-indkøb og et kort visit i den lokale "Bottle Shop", gik turen hjemad. I aften skal vi have den store 110-års fødselsdagsmiddag !

Vi startede kl. 17.30. Pigerne var i deres flotteste skrud og virkelig i festhumør (i hvert fald det meste af tiden). Anna Maria have lovet os at tegne to Dannebrogs-flag. Det havde hun gjort med stor ynde - helt i hendes egen stil. Og så kom hun med et særligt fødselsdagskort til MORFAR - et kort, hvor alle havde skrevet deres hilsen. Hun havde været meget aktiv med at få samlet disse hilsner på kortet - UDEN at jeg opdagede noget. Det var virkelig sødt. Begge vi fødselsdagsbørn lod os med stor fornøjelse hylde (måske endda efter fortjeneste ?!). Dels med dejlige gaver. Og dels med en fødselsdagssang, som Liselotte havde lavet.

Gaverne gik lige fra Kay Bojesens berømte abekat og Tivoli-gardist med rødt skilderhus samt et særligt maleri fra Odsherred til Cecilie - til et meget stort gavekort fra Claus til mig. Kan bl.a. bruges til faldskærmudspring eller en tur i en ballon. Jeg tror, jeg vælger det sidste :-). Der vankede også en dejlig skotsk gave i form af en 1. klasses single malt Glenfiddich. Den skal blive vederkvæget med ekstra stor fornøjelse - dog nok ikke på ballonturen.

Og så til den søde fælles sang, som blev dejligt afsunget i lystig stil. Den fortjener at blive en del af denne Dagbog:

En lille sang i anledning af CECILIEs og NIELS JØRGENs 110 årsdag i Busselton, Western Australia den 20. december 2014:

Melodi: Svantes Lykkelige Dag

Wow, sikken fødselsdag

vi er i festligt lag

Cecilie blev 40 og har

medbragt sin søde far.

Det skal vi fejre med endnu en tår

for 70 plus 40 år!

 

Niels Jørgen Thøgersen

én af "The Upper Ten".

Du fylder 70 - tænk engang,

og du er Min Don Juan.

Det skal vi fejre med endnu en tår

for halvfjerdsindstyve år!

 

Søde Cecilie

os din familie

Vi ønsker tillykke med fest

her i Australia West

Nu skal du fejres med endnu en tår

for de fyrretyve år!

 

SKÅL og HURRA!

 

Morfar bli'r snart 70

derfor endnu et vers

fordi du' præcis den du er

vi elsker dig hver især.

Det skal vi fejre med endnu en tår

for halvfjersindstyve år.

 

Cecilie søde ven

yndig og kyndig, men

en gang var du stille og sky

nu er du stærk og kry

Det skal vi fejre med endnu en tår

for de fyrretyve år.

 

Tænk hvilken herlig dag

vi har i festligt lag.

Jeg kysser jer kærligt og ømt

lad os få glasset tømt.

Nu skal I fejres med endnu en tår

for de 10 plus 100 år!

 

Kærligst fra Liselotte

 

Det var sødt, varmt og dejligt. Og så helt ovre på den anden side af jordkloden. Næsten. Både Cecilie og jeg labbede det ihærdigt i os. Og uddelte bagefter kys og kram som tak af hjertet!

Senere sang Cecilie sangen for pigerne. Og selv om de ikke forstår dansk, kunne de helt bestemt føle den varme stemning, som den dejlige sang udstråler!  Og vi skal i hvert fald nok få dem lært melodien, mens vi er her.

 

Fødselsdagsmiddagen blev indtaget på The Spinneke, samme restaurant som i aftes. Og denne gang var der dækket et særligt fødselsdags- og julebord i et dejligt lokale, hvor vi var alene det meste af tiden. Alle kunne vælge deres yndlingsretter fra kortet - og der lød ingen klager hverken før, under eller efter middagen. Højest at et par af os måske kom til at spise (lidt) for meget. Men sådan er det vel med fødselsdagsmiddage!

På vej til middagen blev vi iøvrigt ønsket tillykke af en possum. En slags australsk pung-rotte, som der er mange af. Indtil videre er det dog det eneste vilde dyr, vi har set. Den var næsten helt fredelig og tam - sad på vejen og lod som om, den talte os. Til sidst opgav den dog og gemte sig under en parkeret bil.

En dejlig dag og aften var ved at slippe op. Møge og forspiste tog vi en lille go'nat-én i vort lokale "Vandhul" i vort hus.   Nye oplevelser venter forude!

 

Vi besluttede at fejre selve dagen, den 22. januar,  på hyggelig to-mandshånd. Denne gang blev det i hyggelige Saarbrücken i Saarland i det vestligste Tyskland. Vi havde aldrig rigtigt været der før. Det er ikke så langt væk fra Rixensart - knap 300 km.  Og det er kendt som et dejligt sted. Selv i januar. Sådan var det også. Selv om en del af omgivelserne ser sølle og forfaldne ud (nedlagte stålværker i massevis), så er selve byen dejlig og indbydende. Vi boede på et lille hotel lige midt i smørhullet. Så da vi havde parkeret bilen i et nærliggende parkeringshus, lå byen for vore fødder.  Området er historisk kendt for at være en blanding af tysk og fransk. Efter 2. verdenskrig var det faktisk administreret af Frankrig indtil 1957, hvor det ved en folkeafstemning bragte sig tilbage til Tyskland som et af de nu 16 forbundslande. Vi hyggedrak og -spiste os igennem byen. Det blev endda til besøg på et lille historisk museum om et kendt politisk satireblad fra før og under 1. verdenskrig. Og ekstra hyggeligt blev det, da Cecilie ringede for at sige tillykke, mens vi vandrede på en af gaderne. Hun ringede fra Denmark, ikke det danske, men det australske. Her holdt hun og den lille familie nogle dages sommerferie i de dage. Mobilen var lige så klar, som hvis hun havde ringet fra den anden side af gaden! De mange andre hilsner pr. telefon, e-mail og Facebook var naturligvis lige så velkomne, selv om de ikke havde tilbagelagt så stor en distance.

Da vi efter et par dage kom hjem, fejrede vi mig igen med en middag sammen med Lasse.

Og sidst, men ikke mindst arragerede Liselotte en stor og hyggelig  reception for mig sidst på måneden inde i Fondation Universitaire - det sted, hvor jeg dengang havde kontor i mit arbejde for de 80 millioner udlands-europæere.  Det var en dejlig reception i dejlige omgivelser - med dejlige gæster og dejlige gaver.  Jeg var virkelig rørt over, at fruen syntes, at jeg også skulle fejres sammen med venner og kolleger på denne måde.  Der var et halvt hundrede gemytlige deltagere. En dejlig dag og aften!

Forresten har jeg lyst til at vedlægge Liselottes lille tale til mig på receptionen:

Liselottes tale til Niels Jørgen ved 70-års receptionen

onsdag d. 28. januar 2015

i Fondation Universitaire i Bruxelles

* * * * * * * * * *

Dear friends of Niels!

First of all let me introduce you to my husband, and secondly I want to welcome you all to this small celebration.

Some months ago I asked Niels how he would like to celebrate his birthday. He said: I don’t really want to celebrate. But as you can see things have turned out differently!

This party tonight is of course a SURPRISE PARTY. So, Niels, please look surprised.

Anyway Ylva and I decided when we were together in Rome in November last year that we would definitely make a surprise party.

But how do you actually make that for a person like Niels whose agenda is always full. Let me show you an example of his activity plan, which he makes regularly. This example was written in November last year and has activities until September this year. So Ylva and I quickly realized that things were getting difficult already.

 

OK, we decided to tell him the date: 28^th January 2015.

OK, we then decided to reveal the venue. Here in this building because it is here that Niels comes all the time for his work as president of ETTW (Europeans Throughout the World).

BUT then came the guest list. How could we make sure that the people who would be invited would be the ones that Niels really wanted to see. Of course we had to ask him to make a list.

THEN the invitation. I actually wrote it, but I did not have all the e-mail addresses and I am not that good at handling the computer. So the only thing to do was……. ask Niels to do it.

The other day I found one of his many business cards which he had made himself just after his retirement 10 years ago. It says: ex-Newsboy, ex-Business School Teacher, ex-Owner of Travel Agency, ex-Head of EU’s Office in Denmark, ex-Director of Communications in the Commission. Now a free man with an appetite for new exciting challenges (then comes the most important):

and certainly available for social functions!

I know that Niels is very pleased and very happy to see you all – and so am I. So I will finish here by saying:

Niels friends are of course also my friends!

Og her er så mine ord til mine gæster på denne fødselsdagsreception:

 

Liselotte’s birthday reception for me on January 28, 2015

Some words at the party by the happy 70 year oldie ☺

 

The time of surprises is never ending. At least not when my wife Liselotte is concerned. I thought I would have a “quiet” week with 3 conferences, 5 appointments, 6 important notes to finish and more.   And now this.  GREAT surprise.  Warming an old Viking to the heart.  I am so happy that you did also this for me ☺

One’s birthday is about the only thing in life you for certain have never had any influence on! You can only wonder, where your parents were and what they were doing 70 years + 9 months ago!

But I now have such a long and very good experience with birthdays that I have decided to have 95 of them  – at least. So welcome back here in 25 years.

In my Christmas letter I told about the big decision I took when I turned 60 – just a short while ago.  I left the Commission after 32 years and started a new great life. And I also wrote that I do something similar now at 70.  This is still my decision.

Many friends have tried to guess what this new important step could be? Moving back to Denmark?  Sell everything and make cruise around the world and other  adventures?  Were we going to divorce?  Or would I be nominated to something new and impressive?

But no!  Nobody got it.  Not even my wife got it right!  I have saved it for myself – until tonight ☺  I will tell you in a moment.

Some have also asked me, how I have celebrated my birthday ?

I have done it 4 times now:

1. A 110 years birthday I Australia together with my daughter Cecilie  – at a resort called Busselton at the Indian Ocean just before Christmas – with the whole close family around
2. A lovely stay for 2 for a couple of days, incl. the day itself, in charming Saarbrücken in Saarland in Germany – at the invitation of my dear Liselotte
3. A great Thai brunch together with my Brussels-based son Lasse and Liselotte  at the best Thai restaurant in town.
4. And then tonight’s  Surprise party!

And by the way:  why tonight in this building,, which belongs to the University Foundation?  Because the office of Europeans Throughout the World – which I am pleased to be the president for – has its office here. So this is in a way HOME.  

Two words about this place and this building:  it was a gift from the US to Belgian universities after World War I.  Perhaps the name Brand Whitlock rings a bell. It’s a boulevard here in Brussels.  He was the American ambassador here during and after the war. And together with the later president Herbert Hoover (another avenue here) he organized a massive help to the Belgians. Including this building.

 

So back to basics and my promise:  What do I have up my sleeve??

1. Having had the pleasure of being a leader in different places most of my life I have always been of the opinion that one of the most important tasks for a leader is to make himself dispensable. To arrange that others – who often are better, younger and with more fresh ideas – to take over for you. Giving you the pleasure of leaning somewhat back – though still being involved – and enjoying see things happen, develop and grow.  I feel that I am now at a moment, where I have succeeded in that.  Therefore, at my board meeting yesterday in ETTW, my prime task nowadays, I said that I will now more than before take this more laid-back position and have the pleasure of seeing all my great friends and colleagues carry the tasks ahead.  I have done and will do the same in my other different functions. Only still being involved in a few of my present tasks.  So far so good!
2. So what now?  The last 10 years I have been involved in a lot of very interesting and stimulating activities here and around the world.  I want the next 10 years to equally exciting. But different. I will call them my CULTURAL DECADE.  Yes, I know that you now look astonished. So do I, by the way!  Culture in a wide sense of the word.  I want to enjoy a lot of different activities, which I so far haven’t given myself time to do, such as:

• · Enjoying the feeling of no calendar commitments in most of my time
• · Reading books (so far I always preferred to write books instead of reading them, incl. my own!)
• · Writing books – such as further develop my memoirs, which are already about 300 pages, writing a book for my great grand children (whom I perhaps never will see – if I ever get any!), continue the book I actually write a chapter to every morning:  WHAT DO YOU KNOW / VIDEN OM. Some of you already get my small chapter of daily greetings.
• · Studying and trying (if possible) many new and fascinating developments in what we people are able to do nowadays and in the foreseeable future. I am already carried away by things like drones, thorium energy, 3D printing, cars with no driver, super high-speed digital communication, intelligent homes, and more.  And in many ways a combination of it all.  Our life and possibilities in the near future will be VERY much different, very much easier and very much more exciting
• · Editing and using all my thousands of photos and films
• · Flying Hot Air balloon  ( my son Claus gave me a tour as a birthday present)
• · Travelling the world – many great places still to be discovered – and not necessarily only far away. Karen Blixen, the famous Danish author, once said::  If you do not get a kick out of walking on your own street it is no point to travel further away!.  Liselotte and I have a plan. And a plan which is not a repetition of anything from before. Never repeat a success. This can only be a disappointment.
• · Developing my family research – my genealogy. I am already back to 1536.  But there is much more to do so discover, which real Viking I am related to!
• · Going to cinema, concerts and other stimulating things (yes, now Liselotte will definitely faint! )
• · And most important:  having time to pleasure, to relax, to reflect, to wonder, to enjoy my and our long daily walks, and much more.
• · And what about Europe – my second wife ?   Ya, ok. An old horse will of course have great difficulties in keeping quiet all the time, when you see your darling in great – and undeserved – difficulties.

 

But first and foremost – you have to keep yourself in top form – mentally and physically. Try to continue to be someone of interest – for yourself and more important: for others.

So this is my new plan for the next 10 years! It starts – on Sunday!

And do not forget to come back here in 25 years!

SKÅL – and warm thanks for coming!

 

 

Klar til et nyt og spændende ti-år!  På vej mod de 80  :-)

 

 

Konklusion på det hele:  SO FAR SO GOOD  J