Armenien 13.-19. oktober 2012

A R M E N I E N

Dagbog fra besøg den 13.-19. oktober 2012 

Søndag, den 14. oktober:

Nu skal I have en lille varm hilsen her fra Kaukasus, nærmere betegnet fra Armeniens hovedstad Jerevan. Vi ankom helt som planlagt i aftes med Air France fra Paris. Og bortset fra et par hickups på det praktiske plan med afhentning og åbning af vort hotel, så endte alt godt. Vi nød vor første aften her i en hyggelig iransk familierestaurant, der hed Pizza of the Shah. Fantastisk god mad. Og søde mennesker.

 

Vort hotel er et lille bed & breakfast sted med 8 værelser. Vi har en kæmpe suite. Huset er fra før revolutionen, dvs. fra 1906 og var et bourgoisie-hus fra "La Belle Epoque", som de kalder det her. Nu ejes det af en foundation, der giver overskuddet til trængende børn ude i landdistrikterne her i landet.

 

Et par sjove oplevelser oveni: Da vi kom hertil i aften med taxa fra lufthavnen, var det hele lukket. Vor søde lokale taxachauffør brugte nærmest Fred Flintstone metoder over for den uskyldige dør. Og til sidst kom en søvnig mand ned for at lukke op. Det var en anden gæst. Og han var DANSKER. "Det må I finde jer I", som han sagde til os :-)

 

Og den anden sjove oplevelse: Da vi kom ned til morgenmad i aftes, sad der to damer der allerede og snakkede deruda'. De snakkede fransk. Vi lod som om vi ikke hørte efter - mig mere end Liselotte :-) Og den ene var gået ( hun var fra Libanon og boede i Budapest ), kom vi i snak med den anden. En sød dame. Og hvor kom hun fra? Fra Belgien ! Og hvor i Belgien? Såmænd fra Limal, 2 1/2 km fra os i Rixensart!

 

Ja, verden ER lille!

 

I dag har vi "gjort" byen på kryds og tværs. I fuld sol og 24 grader. Og mest fest og farver alle steder. Ingen trafik på gaderne - kun gående. Anledningen er, at byen holder sin fødselsdag. Den fylder i dag 2.794 år. Grundlagt 782 før Kristus. Området var dengang en del af det persiske rige. En udkrog, ganske vist.

 

Vi spiste frokost med min gamle kollega og ven, hollænderen Onno Simons. Det er ham, der har organiseret min speaking tour. Han er næstkommanderende på EUs delegation her i landet. Han fortalte os mange interessante ting om dette særlige land.

 

Bare lidt af det, han fortalte ( mere følger i min Dagbog fra turen senere ): Der bor 2,8 mill. armeniere her i landet. Og 8 millioner uden for landet, især i USA ( de fleste i Los Angeles området ), mange i Frankrig ( Charles Aznavour og mange andre ) og mange i Tyskland. Men de fleste bor i Rusland. De fleste af dem er arbejdere ( nærmest "daglejere" ), så når der er dårlige tider i Rusland kommer de tilbage hertil. Armenien er helt igennem kristent ( en særlig armensk ortodoks kirke ). Og de er fortsat uvenner med tyrkerne mod vest ( grænsen lukket siden 1994 ) og med det islamske Azerbadjan mod øst. Som Onno siger: De holder sig til økonomisk hjælp fra EU og til hjælp til sikkerhed fra Rusland ( russerne har stadig 5000 soldater her i landet ). Bl.a. er det russerne , der tager sig af grænsebevogtningen. Sproget og alfabetet er noget HELT for sig selv. Ikke relateret til noget overhovedet. Jeg synes, at deres alfabet ligner Thailands alfabet. Men det er nok kun i den "kunstneriske udførelse"! For det er ikke rigtigt. De har ikke noget med hinanden at gøre.

 

Alle mennesker er MEGET venlige. Vi vækker opsigt alle steder, hvor vi går. Der er ikke mange lyse her i landet -og slet ingen blå-øjede ( og her taler jeg om øjenfarven! ).

 

Vi har også besøgt det hotel, vi TROR vi boede på for 25 år siden: HOTEL YERAVAN. Det ser godt nok anderledes ud i dag. Hold da kæft hvor er det flot og hyggeligt. Det er et Golden Tulip hotel nu ( en hollandsk kæde ). Der skal vi nok bo næste gang :-)

 

I morgen går det nordpå i landet. Op til en rigtig typisk ( og forfalden ) armensk by. Der var et kæmpe jordskælv der i 1988. Og de penge der blev givet til genopbygning, blev ødslet væk til andet af en dybt korrupt borgmester. Nu er han væk. Men meget ligger der stadig i ruiner. Men et par universiteter findes der deroppe. Og dem skal jeg underholde i morgen. Startende med Nobels Fredspris. Og så får den hele armen :-)

 

Det var lidt rapport fra første dag i dette helt særlige land ( hvor Internettet fungerer perfekt, og så er JEG jo glad ! ).

 

Nu skal vi i aften ud for at afprøve et par rigtige armenske restauranter og barer her i festens tegn! Jo, det ER hårdt at være pensionist!

 

 

Mandag, den 15. oktober:

Så er vi hjemme på hotellet igen efter en heldagsudflugt til landets næststørste by Gyumri oppe nordpå - 120 km fra Jerevan. Vi kørte i en minibus, der havde set sine bedste dage. Det havde den i øvrigt flinke ældre chauffør også. Og dét kombineret med elendige veje - hvor huller var reglen og ikke undtagelsen - gjorde, at vore nyrer og andre indre organer + tænderne havde det største besvær med at hænge fast :-) Vi klarede den. Også den noget dristige kørsel, hvor man her i landet venter med at starte en overhaling, indtil den modkørende er tilpas tæt på. Det øger spændingen.

 

På vejen nød vi alligevel det særlige landskab, som for det meste var støvet og stenet - med små søvnige landsbyer passende strøet ud over det hele med 3-4 km afstand imellem sig. Højdepunktet var helt klart, da vi så ARARAT bjerget i morges. Det meget berømte godt 4 km høje bjerg, der ligger omkring 25 km fra Jerevan. Med yndig sne på toppen, som det sig passer for høje bjerge. Syd for Ararat ligger dens lillesøster - ligesom for at passe på storebror. Eller også erd et omvendt. Men det særlige - ud over det fantastiske syn - er, at Ararat ikke ligget i Armenien. Det ligger i Tyrkiet. Og som tidligere nævnt er grænsen mellem de to lande hermetisk lukket siden 1994. De er totalt uenige om det folkemord, som tyrkerne/osmannerne begik på armenerne i 1915-16. Systematisk udryddelse af så mange som muligt. Tyrkerne vil simpelt hen ikke anerkende, at det skete. Det er mig ubegribeligt! Jeg vil en gang prøve at finde ud af, hvad der ligger bag denne utrolige benægtelse, når jeg snakker med mine tyrkiske venner. Den eneste forklaring jeg kan finde på, er at de "laver en Knud Kristensen". Da han var statsminister, blev han engang i Folketinget præsenteret for uigendrivelige oplysninger i en sag, sagde han på sit vestjyske: Hvis det er fakta, så benægter a fakta! Nogen må snakke de tyrkere til fornuft. Op til 1,8 millioner mennesker kan ikke blive myrdet, uden at gerningsmændene må anerkende deres skyld.

 

I kan se flotte fotos af Ararat her: http://en.wikipedia.org/wiki/Mount_Ararat

 

Det ligger i den del af Tyrkiet, som armenerne kalder West Armenia. Der er kun meget få armenere tilbage i Tyrkiet. Og de fleste bor i Istanbul. Men det er naturligvis en meget vigtig sag for armenerne, og jeg fik naturligvis også spørgsmål om det på universiteterne i dag.

 

Ararat-bjerget var - som I ved - hvor Noa ifølge legenden landede med sin ark og alle dyrene + en vinstok ( heldigvis !), da syndfloden kom. Og dette er ifølge historikerne og arkæologerne ikke bare en historie i bibelen. Man mener, at denne såkaldte syndflod skete, da Middelhavet i for-historisk tid brød igennem Bosporus strædet ved Istanbul. Før den tid var Sortehavet en lukket sø. Og den lå 8 meter under Middelhavet. Gennembruddet ( måske i forbindelse med en stort jordskælv ) forårsagede naturligvis enorme ødelæggelser hele vejen rundt omkring Sortehavet -hvor også Ararat ligger. Så noget om snakken er der.

 

Tilbage til vor bumble-tur op nordpå. Lige pludselig trak for chauffør ind til siden. Politiet var efter ham. Han havde vist overhalet over en fuld optrukket stribe. Det havde han gjort mange gange. Men denne gang så politiet ham. Og politiet her er ikke til at spøge med. Det bærer de kendte russiske kæmpekasketter med ekstra høg viagra-rejsning foran! De skal kommunikere magt over for "den lille borger". Nøjagtig som i Sovjettiden. Jeg ved ikke, hvad han fik i bøde. Men han kørte ( lidt ) pænere bagefter :-)

 

Vi kom til Gyumri - en by på knap 200.000 indbyggere. Gevaldig rodet. Det enorme jordskælv i 1988 med 25.000 døde og kolossale materielle ødelæggelser ses stadig. Men de arbejder på sagen. Især fordi de nu har fået en ny borgmester, der ikke er korrupt. Der ligger også en russisk militærbase i byen, så der er soldater over alt i byen.

 

Vi fandt med nogen besvær det universitet, jeg skulle underholde på. Her var en 80-90 unge mennesker linet op - iført professorer og andre lærere. Det var det økonomiske fakultet, så jeg kunne starte med at fortælle dem, at jeg som scient.pol altid fandt stor fornøjelse i et drille økonomer og jurister. De tog de nu meget roligt. Jeg fremførte hvad jeg havde at sige om dagens emne: EUROPEAN VALUES: What is most important to Europeans? Fred, demokrati, menneskerettigheder, beskyttelse af mindretal, åbne grænser, ligebehandling. Og bad dem tænke over, om deres land opfyldte disse regler. Det gør det ikke. Men jeg sagde, at "I have a Dream" - og det var, at al ufreden, kreativt demokrati, mistroen, de lukkede grænser, forskelsbehandling af kvinder, etc. ville forsvinde også her en skønne dag. Til fordel for alle :-) Den gumlede de på. Og de stillede endda en hel del spørgsmål bagefter - og jeg svarede vist nogenlunde klogt på dem, uden at træde på de landminer, som findes i store mængder i det offentlige rum her på egnen.

 

Alt foregik på engelsk. Og vor charmerende armenske tolk Vladimir ( kaldt WoWa ) oversatte flinkt det hele til det for mig helt uforståelige armenske. Liselotte bemærkede, at hans oversættelse altid var længere end mine sætninger.Og Wowa bekræftede, at armensk ER meget længere end engelsk. Blandt fordi de ikke har ret mange tekniske ord. Derfor sal vore mere tekniske ord oversættes og forklares i hele sætninger. Interessant.

 

Bagefter skulle jeg til universitetets lærerafdeling - der hvor de uddanner nye lærere. Det var 98 % piger. Mit emne var det samme. Jeg gjorde dog her mere ud af ligebehandling af kvinder ( man har vel lov til at være en fedterøv ind imellem ! ). De tog det til sig. De var dog ikke meget for at stille spørgsmål. Så jeg stillede selv det første spørgsmål - og besvarede det. Bagefter var der en enkelt modig sjæl, der fremstammede et udmærket spørgsmål, endda på engelsk.

 

Wowa var så fræk bagefter at sige, at han engang imellem var foran mig i sin oversættelse, for han vidste, hvad jeg ville sige :-) Frække fyr :-) Han sagde også, at næste gang kunne jeg bare sende ham,så skulle han nok holde foredraget! Til gengæld betalte han vor glimrende og rigelige frokost i Gyumri bagefter ( trods vore åbenlyse protester ). Til det skal siges, at maden og vinen her i landet er fremragende. Og billig. Vi var 7 personer til frokosten . Og den kostede med det hele - vin, øl og 5-6 retter ialt 50 €. Endda med drikkepenge.

 

Nu skal vi efter en lille øjenhviler ud for at se på aftenbyen, måske nyde et glas eller to, men nok ikke spise. Det behov har frokosten sat en alvorlig stopper for.

 

Tirsdag, den 16. oktober:

Vi er just vendt hjem fra en dejlig restaurant på hovedgaden her i Jerevan. La Piazza, hedder den. Italiensk som navnet afslører. Men mere end det. Fantastisk dejlig mad, herlig vin ( armensk, naturligvis ). Og sød, sød betjening. I det det hele taget overgår både menneskene, livet, maden, vinen, deres fantastiske lokale cognac Ararat og - ja, det hele - vore vildeste forventningen. Sikke et liv der var ikke bare på restauranten, men i byen. Og på en helt almindelig tirsdag aften. Der er nærmest et mindre menneskehav i byen. Og i selve centrum har de alle de modebutikker, vi kender fra enhver storby. You name them, they are here. De har nu ikke fået lov til at forstyrre vor dag. Vi listede dog ind i en boghandel i aften for at købe et par bøger om Armenien og et par flotte postkort af Ararat-bjerget. Det bliver dejligt at læse noget mere om denne ældgamle kultur. Her kan VI - hverken vikingerne eller kimbrerne - være med. Selv på kimbrernes tid var den armenske kultur mange hundrede år gammel. Det gør dem naturligt nok også til et meget stolt folkefærd. Men det er ikke slået over selvhævdelse eller animositet over for andre. Måske lige bortset fra tyrkerne. Dem er det godt nok ikke nemt at samle forståelse for på disse kanter!

 

På gader og stræder og også på restauranterne og barerne vrimler det med unge mennesker. Den ene kønnere end den anden. Især pigerne. Jeg har mange gange de sidste dage tænkt: Hende der - hun må godt blive mor til mine børnebørn. Så det kan være, at mine drenges næste tur skal gå herned :-)

 

Tidligere på aftenen var jeg taler / foredragsholder / ping-pong deltager på mit 3. universitet i dag. Det var en Think Tank, der beskæftiger sig med europæiske og internationale forhold. Det var aldeles hyggeligt og gemytligt. Ledet af stedets direktør, en dynamisk amerikansk armener, Richard, der var kommet hertil for 7 år siden. De har gang i en masse projekter og studier. Der var deltagere både fra udenrigsministeriet, forsvarsministeriet. FN, EUs Delegation her i landet og en masse forskere. Voldsomt spørgelystne. Selv om dansk EU-politik. Et af spørgsmålene var: Er det ikke rigtigt, at Danmark ikke er fuldt og helt med i EU? Og jeg svarede: Hvorfor tror du, jeg bor i `Belgien! Muntre klapsalver. To timer i fuld vigør. Jeg benytter mig naturligvis også af, at jeg ikke længere taler på EUs vegne. Så jeg kan være frækkere og mere direkte. Også om EU-forhold. Emnet i aften var EUs forhold til omverden, især til de nærmeste naboer. På forhånd var jeg en smule nervøs for det, fordi det er et område, jeg ikke har beskæftiget med med i detaljer. Men det gik flot. Og jeg lærte også selv meget af det, jeg fortalte :-) Og også Liselotte ( som af mødelederen blev udnævnt til min bodyguard ) fandt det så interessant, at hun helt glemte at tage billeder fra begivenheden.

 

I eftermiddag gik det løs på The American University her i Jerevan. Det er oprettet og betalt af armenere i USA. Et stort og velfungerende universitet, hvor de også beskæftiger sig meget med Europa og omliggende egne. Den unge dynamisk professor, Susanne ( armener ), er uddannet i Belgien og har virkelig flot fat om sagerne. Og hendes kolleger og studerende var hyggelige folk med en masse spørgelyst. Vi nåede vidt omkring i de godt halvanden time, jeg var på podiet. Og hvis ikke de gode studerende skulle videre til næste forelæsning, kunne vi være blevet ved lang tid eftermiddagen igennem.

 

Formiddagen gik på Jerevans Statslige Universitet - kæmpestort. Det meget interessante var, at de her har et Centre for European Studies. Men studerende fra de fleste lande uden for EU i Østeuropa og Kaukasus. Her får de unge mennesker en Master grad i europæiske studier på et par år. Det meste foregår på engelsk, men noget også på russisk. Bare det at komme ind på Centeret fik én til at føle sig hjemme. Europæiske flag, navne på mødelokalerne som Schuman Room og Monnet Room, og i det hele taget en hyggelig afmosfære. Vi fik en gevaldig seance, hvor de unge mennesker spurgte og kommenterede alt muligt vedr. Europa. Desværre var akustikken lidt ringe i lokalet, så det var svært at høre. Og ikke kun for mig. På et tidspunkt var jeg lige ved at tro, at jeg snart skulle have høreapparat. Men alle havde det sådan.

 

Og seancen på Centeret må have været tilfredsstillende, for flere af deltagerne mødte også op i tænketanken i aften. Måske tænkte de: Det MÅ da kunne blive bedre end i formiddag :-)

 

En herlig dag, hvor jeg tror, at jeg på et par dage har holdt flere forelæsninger, end en normal professor gør på en hel måned :-)

 

Og det er meget interessant og glædeligt for en gammel europæer som mig at opleve, hvordan der hernede i Europas fjerneste udkrog findes dynamiske folk, især unge mennesker, som arbejder meget aktivt og meget determineret med europæiske anliggender. Somme tider får man indtrykket af, at man skal tage uden for EU for at finde virkelig overbeviste og begejstrede europæere. Og vel at mærke folk, der tør stå ved deres holdning!

 

Dagen i dag begyndte ellers lidt træls :-( Fra ved 3-tiden i nat tog min mave over og ville absolut skille sig af med sine produkter i en lind strøm hver 10. minut. På den ene side var det godt. Jeg har altid ønsket mig en tynd mave. På den anden side var det måske ikke helt sådan jeg havde ønsket mig det. Jeg har formentlig en gang i går spist "en dårlig champignon", som den slags hedder i vort vennelag. Ja, det var så galt, at jeg undervejs kom til at tænke på en gammel iøvrigt stramtandet tante, jeg en gang havde. Hun havde aldrig sagt et skævt ord, endsige bandet eller sagt frække ting. Men pludselig en dag havde hun også fået "en dårlig champignon". Og så udbrød hun helt spontant i alles påhør: Jeg har så dårlig en mave, at jeg ikke engang tør betro min egen r.. en s... !

 

Jeg overlevede - atter en gang. Til morgenmad blev det kun til kaffe og yoghurt. Desværre glemte jeg at drikke en masse vand, som man jo skal gøre i den slags situationer. Så mens jeg fremførte mine argumenter på the American University i eftermiddag, var jeg lige pludselig voldsom svimmel. Aldrig prøvet før. Jeg lod som ingenting. Satte mig på et bord og fortsatte mine eksplikationer. Da det ikke hjalp meget, fik jeg mig sneget ind på en vandflaske, de fra starten havde udstyret mig med. Og da det var nedkæmpet, så verden straks meget bedre ud ! En lidt træls oplevelse. Men så kan jeg lære det, ka' jeg!!

 

 

Onsdag, den 17. oktober:

 

Hvor ER det fantastisk, hvad der er sket på 21 år ! Et split-sekund i verdenshistorien. Men laaang tid i manges opfattelse. I hvert fald oplever vi det som helt utroligt at se livet og udviklingen her i dag. Forstået på den måde, at det for blot 21 år siden var en del af det usle, elendige, smudsige, menneskefjendske og jeg-skal-dæleme-komme-efter-dig Sovjet. Og nu et sprudlende samfund med et pulserende liv, hvor vi i Vesteuropa skal op på dupperne for at følge med. Vi har lige været på en ny aftentur ud i byen. Og uanset hvor man går - denne gang på en ganske almindelig onsdag aften - så summer og pulserer livet, ikke mindst med smarte og meget vennesæle unge mennesker, der ser ud til at forstå til fulde, hvad livskvalitet er for noget. Det er stadig svært at bevare pessimismen efter slige oplevelser.

 

Vor dag i dag startede - naturligt nok - med morgenmaden. Den serveres i rigelig og velsmagende mængde i kælderetagen af vor bolig. I går var vi der helt alene. I dag sad der en yngre gæst ved bordet, da vi kom. Jeg var lidt i tvivl om kønnet. Men det viste sig med nærmere eftersyn, at det var en sød og interessant ung kvindelig tysk journalist fra Hamburg. Men sine tyske aner fra Hamburg følte Liselotte sig straks næsten hjemme. Hun var her for at dække problemer på disse kanter - det kommende præsidentvalg her i landet, det tidligere valg af samme slags i Georgien, striden med Azerbadjan om Nagorna-Karabach, og meget andet. Hun havde også mange gange været i Bruxelles, hvor vi har fælles venner. Og inden vi overhovedet havde talt sammen, havde hun luret os af til at være danskere. Hun var måske fra bydelen Altona, der som bekendt var dansk indtil det berygtede år 1864. Efter vor snak smuttede hun videre nordpå til Georgien.

 

Jeg havde forelæsningsfri i formiddag. Så vi kastede os ud i kunsten. På Liselottes initiativ var vi nemlig kommet i tanke om, at vi i Rixensart har et maleri af en kunstner fra Armenien. Endda et maleri, som Liselotte synes særligt godt om. Det har vi engang købt i Skagen.. Baggrunden var, at en kunstinteresseret familie i Skagen omkring 1990 havde inviteret nogle kunstnere fra Leningrad ( nu Sankt Petersburg ) til Skagen. Det var omkring det tidspunkt, hvor Sovjet ( heldigvis ) brød helt sammen. Og hvor folk i landet ( uheldigvis ) derfor ikke havde kongens mønt at leve for. Skagen-boernes invitation lød på, at malerne kunne komme til Skagen, få gratis kost og logi, male og så sælge deres malerier - og derefter muligvis betale lidt husleje. Derfor fremkom pludselig Skagens-malerier med en fantastisk blanding af russisk og Skagen'sk indhold. Vi forelskede os i et af dem. Og fandt ud af, at den gode maler i virkeligheden var armener. Vi opsøgte Museet for moderne Kunst i dag. Og sørme ja: de havde udstillet to af hans værker. De fortalte, at de havde flere i magasinet. Og at maleren fortsat bor i Sankt Petersburg. Det var lidt sjovt :-).

 

Jeg spurgte på Museet, om man må tage billeder her. Og selv om de sagde ja, tog jeg dog ikke nogen :-) Jeg tog i stedet ret mange fotos. Det måtte man nemlig også godt. Tror jeg.

 

Og så har dagen ellers stået i russisk-amerikansk tegn. Jeg skulle "kun" forelæse to gange i dag. Først på det russiske universitet - bagefter på det amerikanske.

 

Begge dele gik godt. Jeg morede mig i hvert fald. Der var masser af spørgsmål begge steder. Igen mest fra piger. I det hele taget er det mit personlige indtryk, at det går bedre og bedre med forelæsninger, jo flere man holder på stribe. På den anden side er det jo lidt træls at holde en 5-6 forelæsninger for sig selv, inden man kaster sig ud i at holde et for rigtige mennesker. Men én ting er sikker: at gøre det på denne måde - mange forelæsninger i rap i det samme land - det giver hurtigt et indtryk af, hvad der interesserer alle mest. Dog var der overraskende nok ikke spørgsmål om Tyrkiet i dag. Det har der været mange gange de tidligere dage.

 

Jeg besøgte allerede i går The American University og forklarede lidt om det. Det russiske universitet - eller som det hedder i dag: The Slavonic University - er oprettet efter en gensidig aftale mellem den armenske og den russiske regering ( med finansiel støtte fra begge ). Al undervisning foregår både på armensk og på russisk. Den stedlige russiske ambassadør var endda på besøg på universitetet i dag, mens vi var der. Som jeg sagde til mine værter: Hvorfor kom han ikke ind for at høre min forelæsning. Det kunne han sikkert have haft godt af ! "

 

Sidst på dagen daskede vi rundt i byen i det fantastiske vejr. En del af tiden på "Margrethe-facon". Med Liselotte ti skridt foran mig. Jeg følte mig som en ren Henrik. Men det har også sine fordele. Så kan man tænke og nyde livet uden at bekymre sig om, hvilken vej man skal gå :-) Når det varer for længe, så råber jeg bare: Hej Margrethe! Og så bliver alt igen, som det plejer at være :-)

 

Når man bevæger sig igennem byen, kan man ikke lade være med at glæde sig over de fantastisk flotte bænke, som er sat op overalt. Endda med byens web adresse www.yerevan.am indstøbt i siden på bænkenes jernstativ. Jeg bliver helt misundelig, for de er faktisk endnu flottere end den bænk, som jer personligt fik Rixensarts borgmester til at stille op på min vandresti tæt på vor bopæl. Lokale tunger her siger, at alle disse bænke nok er sat op, fordi landets præsident vil vise vælgerne, hvor meget han gør for deres velbefindende, inden der er præsidentvalg i februar her i landet. Jeg ved ikke, om jeg fik "min" bænk derhjemme med samme lumske bagtanke. Men jeg stemte godt nok på vor borgmester ved kommunevalget i søndags!

 

Vi fik også i aften indkøbt både lokal musik, en flot armensk kogebog ( som jeg meget håber at komme til at nyde godt af ! ), en video om dette land og lidt hyggeligt andet. Og så sluttede vor aften på The CLUB, som flere havde anbefalet os at gæste. Ikke langt fra vort hotel. Og svær at finde. Men ihærdighed belønnes. Og vi havde en gevaldig gemytlig aften med dejlig mad, hyggelig lokal vin og brandy og andre gæster, der var ( næsten ) lige så hyggelige og muntre som os!

 

En gevaldig dag, der giver os gevaldig lyst til at gå morgendagen i møde! Selv om den byder på hele 3 forelæsninger!

 

 

Torsdag, den 18. oktober:

 

Mission accomplished - som amerikanerne siger! Jeg holdt i dag mine sidste forelæsninger / oplæg om Europa her i dette sydøstligste land i Europa. Og atter en gang slap jeg fra det med skindet og æren i behold ( tror jeg ). Hvert sted spurgte de det blå ned fra himlen - entusiastiske, videbegærlige, velovervejede. Virkelig en oplevelse af de bedre. Og min oplevelse fra tidligere dage om, at det især er pigerne, der har têten på universiteterne, blev også stærkt bekræftet i dag. Jeg fandt især ud af, at de elsker, når jeg fortæller fra "EU's Machine Room", som jeg kalder det. Hvad der sker bag alle de officielle og offentlige begivenheder. Dér har jeg meget at berette om fra mine 32 år i Kommissionen, i vore bjørne-armlægninger med Europa-Parlamentet og med Ministerrådet. Og fra de ca, 40 topmøder, som jeg har deltaget i bag kulisserne i mine mange år "indenfor". Godt for forskerne og studenterne at høre mere end det, der står i støvede tekstbøger :-) Også om alle de menneskelige sider af toppolitikere og den måde, de arbejder på.

 

Dagens mest interessante event var besøget i morges på Det franske Universitet her i byen. I går var det som bekendt det russiske og det amerikanske universitet, jeg var gæst hos. I dag det franske. Det er baseret på en aftale mellem den armenske og den franske regering. Masser af udstyr m.v. er givet af franskmændene. Og de eksaminer studenterne tager kan bruges direkte i Frankrig bagefter, hvis de studerende ønsker det. Rektor fortalte mig, at de er stolte over, at 80 % af deres studenter får job umiddelbart efter eksamen. Og af dem er det kun 7 %, der forlader Armenien, mest til Frankrig. De frankophone her i landet er også meget stolte over, at Armenien netop i denne uge er blevet optaget som medlem af Organisationen af frankophone Lande. Det overrasker mig en hel del. Så meget fransk har vi heller ikke hørt her. Men som borgere i det fransktalende Wallonien kan det naturligvis kun glæse os :-)

 

Da dette er vor sidste dag på disse kanter - i hvert fald i denne omgang - ville vi også ind imellem arbejdet nå et par vigtige besøg. Det ene var på Armeniens berømte samling af gamle manuskripter. Nogle af dem helt fra 400-tallet. helt utroligt. Rene kunstværker at beskue. Alt sammen håndskrevet, naturligvis. Lidt ligesom "vore" islandske håndskrifter - bare mange hundrede år ældre for de flestes vedkommende. Vi måtte ikke fotografere. Men det kom jeg vist nok til alligevel. Det var for fristende. Blandt havde en illustreret bibel på mange hundrede sider fra omkring 800-tallet. Så føler man historiens vingesus i sine øren.

 

Senere på dagen besøgte vi mindesmærket og museet for det armenske folkemord i 1915-16. Et meget bevægende sted. Vi besøgte det også i 1987, og det besøg har lige siden siddet fast malet i vor erindring. Det var osmannernes / tyrkernes / kurdernes brutale og systematiske udryddelse af op til 1.8 millioner armenere. Ikke her i Armenien, men i Tyrkiet. De havde i århundreder boet overalt i Tyrkiet, dyrket deres kristendom, haft egne skoler og kirker, osv. Og lige pludselig under 1. verdenskrig: Så skulle de udryddes. Og det blev de på de mest bestialske måder. Så i dag bor der næsten ingen armenere i Tyrkiet. Kun et meget lille mindretal ovre i og omkring Istanbul. Alle ved, at dette folkemord fandt sted. I Frankrig og vistnok også i Belgien er det pr. lov strafbart at benægte det. Det er mig ufatteligt, at tyrkerne stadig hårdnakket og vredt nægter at anerkende, at det overhovedet fandt sted. De kendsgerninger bliver de nødt til at vedkende sig, hvis de ønsker at blive medlem af EU. Så simpelt er det. Og det vil armenerne være tilfredse med. De forlanger ikke penge eller land som erstatning. De vil have en anerkendelse og en undskyldning. Og det forstår jeg saftsuseme godt!

 

Ellers har vi en sidste gang med hygge og fornøjelse vandret rundt i byen for at indånde den dejlige atmosfære her. Gange vist er det en udpræget "dytte-by". Alle bag et rat dytter i god tid, inden det overhovedet er nødvendigt. Det minder mig om min egen holdning til ordet AV. Det siger jeg altid i god tid før noget gør ondt et eller andet sted. Min filosofi er, at når først det gør av, så han man ikke tid og kræfter til at sige det. Så hellere være i god tid. De armenske bilister har det på samme måde med deres båthorn.

 

Og så har jeg haft en madoplevelse, der gjorde mig næsten helt skeløjet :-) Rigtig dejlig russisk borscht. Fuldgyldig rødbedesuppe med hele svineriet - kød, løg, rødbeder, jeg skal komme efter dig. Ikke som mine russiske venner lavede den. Men som de troede, de lavede den. Ja, englene sang! Intet mindre. Jeg har altid været en STOR fan af netop den suppe. Men i de 9 1/2 gange ud af 10 bliver man umanerlig skuffet. Så i årenes løb er min lyst til at bestille det de enkelte steder, man kan få det, godt og grundigt dalet. Nu tog jeg chancen igen. Dette land er trods alt gammel russisk terræn. Og minsandten! Godt lokket forbi ganen af velsmagende ægte russisk starka vodka. Jeg har spist det 3 gange de sidste par dage. Nu vil jeg hjem for at lære at lave min helt egen borscht! Men så skal I saftsuseme også spise den, hvis I er så heldige, at jeg byder på den engang :-)

 

Ingen træer vokser ind i himlen - heller ikke her på egnen. Vi fik i dag via nettet den meget triste meddelelse, at vor gamle ven i Bruxelles gennem 40 år, Benny Berg Sørensen, pludselig er død i tirsdags. Vi var sammen i Danmark flere gange i sommer. Benny var frisk som en havørn hver gang. Nu er han så rejst videre. Og undgik i det mindste et langt og trælsomt sygeleje. Som hans søn Eskil skrev til os: Bennys stille budskab til os alle er: Lev godt og nyd livet, så længe I kan. Det vil vi i hvert fald gøre. Tusind tak for mange muntre og oplivende stunder i årenes løb, kære Benny!

 

Kufferten er pakket. Værelses-vinen er drukket. Nye og gamle venner hernede har fået deres "tak-for-denne-gang" knus. Fruen sover. Taxaen ruller frem for hoveddøren kl. 06.30 i morgen tidlig ( kl. 04.30 ) belgisk og dansk tid! Air France venter i lufthavnen. Og jeg vil læse en ny-indkøbt 200-siders bog om Armenien på den ca. 5-timers flyverejse til Paris. Og vi arriverer efter planen i vort hjemlige Rixensart ved 16-tiden i morgen eftermiddag.

 

Forhåbentlig har mine forelæsnings-mæssige hop på stedet forskellige steder her i landet sået gode frø til, at informationen og debatten om Europa i dette land får et bedre afsæt, end man har indtryk af, at den har fået i vore "gamle" EU-lande.

 

 

Niels Jørgen Thøgersen

 

kimbrer@gmail.com

 

www.niels-jorgen-thogersen.dk